Complete Works of Henrik Ibsen (415 page)

DAGFINN BONDE.
Jeg har røgtet mit ærinde; jeg går for at møde kongen.

BISP NIKOLAS.
Hils ham kærligst, gode Dagfinn!

DAGFINN BONDE
(idet han går ud til højre)
.
Ikke vilde jeg være bisp Nikolas imorgen.

BISP NIKOLAS.
Trond prests skriftemål –! Altså kom det da alligevel; – her holder jeg det i min hånd.
(grubler og stirrer ud for sig.)
– En skulde aldrig love noget på sin sjæls salighed, når en er så gammel som jeg. Havde jeg år igen, så skulde jeg altid vride mig fra sligt et løfte; men ikveld, den sidste kveld, – nej, det er ikke rådeligt. – Kan jeg da holde det? Er det ikke at sætte på spil alt det, jeg har virket for hele mit liv igennem? –
(hviskende.)
O, kunde jeg snyde den onde, bare denne eneste gang til!
(lytter.)
Hvad er det?
(råber:)
Viljam, Viljam!

SIRA VILJAM
(kommer ind fra højre)
.

BISP NIKOLAS.
Hvad er det, som suser og tuder så stygt?

SIRA VILJAM.
Det er uvejret, som tager til.

BISP NIKOLAS.
Tager uvejret til! – Jo visst vil jeg holde mit løfte! Uvejret, siger du –? Synger de derinde?

SIRA VILJAM.
Ja, herre.

BISP NIKOLAS.
Sig, de skal gøre sig al flid; – broder Aslak især; han gør altid så stutte bønner; han kniber undaf, når han kan komme til; han springer over, den hund!
(slår i gulvet med bispestaven.)
Gå ind og sig ham, det er den sidste nat, jeg har igen; han skal gøre sig flid, ellers kommer jeg over ham og spøger!

SIRA VILJAM.
Herre, skal jeg ikke hente mester Sigard?

BISP NIKOLAS.
Gå ind, siger jeg!
(Viljam går ind i kapellet.)
Det må visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige kongen og hertugen, siden den sender mig Trond prests brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas; rive ned med et eneste ryk, hvad du har brugt hele dit liv til at bygge. Men der er ikke andet for; jeg får gøre himlens vilje denne gang. – Dersom jeg endda bare kunde læse, hvad der står i brevet; men jeg kan ikke se et ord! Der driver tåger for mine øjne, det gnistrer og sprætter –; og ingen anden tør jeg lade læse det for mig! At love sligt –! Er menneskets kløgt da så ussel, at det ikke mægter råde over andet og tredje led af sin egen gerning? Jeg talte så længe og så indtrængende til Vegard Væradal om at få kongen til at sende Inga fra sig, at det omsider skede. Den gerning var klog i første led; men havde jeg ikke rådet slig, så havde ikke Inga været på Vartejg nu, brevet var ikke kommet tidsnok i mine hænder, og jeg havde ikke havt noget løfte at holde, – altså uklog i andet led.

Havde jeg endda tiden for mig; men kun denne ene nat tilende, og knapt nok det. Jeg må, jeg vil leve længer!
(banker med staven; en prest træder ind fra højre.)
Mester Sigard skal komme!
(presten går; bispen knuger brevet i hænderne.)
Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges saga for hundrede år! Den ligger og drømmer, som fugleungen i ægget! O, den, som nu havde flere end én sjæl – eller også ingen!
(trykker brevet vildt op til sit bryst.)
O, var ikke enden så rap over mig, – og dommen og straffen, – jeg skulde ruge dig ud til en høg, som skulde kaste skyggende rædsel over alt landet og hugge sine hvasse kløer i hver mands hjerte!
(farer sammen.)
Men den sidste time er nær!
(skrigende.)
Nej, nej, – du skal blive til en svane, en hvid svane!
(kaster brevet bortover gulvet og råber:)
Mester Sigard, mester Sigard!

MESTER SIGARD
(fra højre)
.
Hvorledes går det, ærværdige herre?

BISP NIKOLAS.
Mester Sigard, – sælg mig tre dages liv!

MESTER SIGARD.
Jeg har sagt jer –

BISP NIKOLAS.
Ja, ja; men det var ikke alvor; det var en liden straf. Jeg har været en urimelig herre mod jer; derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var stygt, – nej, nej, – det var tilpas for mig! Men vær nu god og snild! Jeg skal betale godt; – tre dages liv, mester Sigard, bare tre dages liv!

MESTER SIGARD.
Om jeg så selv skulde gå bort i samme stund, som I, kunde jeg dog ikke lægge tre dage til.

BISP NIKOLAS.
Én dag da; bare én dag! Lad det være lyst, lad solen skinne, når jeg skal afsted! Hør, Sigard!
(vinker ham hen til sig og drager ham ned på bænken.)
Jeg har givet næsten alt mit guld og sølv til kirken, for at få store messer læst bagefter. Jeg vil gøre det om igen; I skal få det altsammen! Hvad, Sigard, skal vi to narre dem derinde? He, he, he! I bliver rig, Sigard, og rejser af landet; jeg får frist og kan område mig lidt og hjælpe mig med færre bønner. Hvad, Sigard, skal vi –?
(Sigard føler hans puls; bispen udbryder angst:)
Nå, hvorfor svarer I ikke?

MESTER SIGARD
(rejser sig)
.
Jeg har ikke tid, herre. Jeg vil lave jer en drik, som kan lette jer lidt på det sidste.

BISP NIKOLAS.
Nej, vent med det! Vent – og svar mig!

MESTER SIGARD.
Jeg har ikke tid; drikken må være færdig inden en time.
(går ud til højre.)

BISP NIKOLAS.
Inden en time!
(banker vildt.)
Viljam! Viljam!

SIRA VILJAM
(kommer ud fra kapellet)
.

BISP NIKOLAS.
Tag flere til hjælp derinde! De otte forslår ikke!

SIRA VILJAM.
Herre –?

BISP NIKOLAS.
Flere til hjælp, siger jeg! Kolbejn korsbroder har ligget syg i fem uger, – han kan ikke have syndet stort i den tid –

SIRA VILJAM.
Han var til skrifte igår.

BISP NIKOLAS
(ivrig)
.
Ja, han må være god; tag ham!
(Viljam går ind i kapellet igen.)
Inden en time!
(tørrer sveden af panden.)
Puh, hvor her er varmt! – Den usle hund, – hvad hjælper al hans lærdom, når han ikke kan lægge en time til. Der sidder han dagstødt i sin stue og sætter kunstige hjul og lodder og løftestænger sammen; han vil skabe et værk, som skal gå og gå, og aldrig standse, – perpetuum mobile kalder han det. Hvorfor øver han ikke heller sin kunst og sin kløgt på at gøre mennesket til sligt perpetuum mobile –?
(standser og tænker; det lysner i hans øjne.)
Perpetuum mobile, – jeg er ikke stiv i latinen, – men det betyder noget, som har evnen til at virke evigt, udover gennem alle tider. Om jeg nu selv kunde –?

Det var en gerning at ende med, det! Det var at gøre sin største gerning i sin sidste stund! At sætte igang hjul og lodder og løftestænger i kongens og hertugens sjæle; sætte dem slig igang, at ingen magt på jorden kan standse dem; kan jeg det, da bliver jeg jo ved at leve, leve i mit værk, – og når det kommer til stykket, så er det kanske det, som kaldes udødelighed. – Trøstelige, svalende tanker, hvor I gør den gamle mand godt!
(puster ud og strækker sig behageligt på bænken.)
Diabolus har været hårdt efter mig ikveld. Det er følgen af at ligge ledig; otium est pulvis – pulveris – nå, ligegodt med latinen, – Diabolus skal ikke få magt over mig mere; jeg vil være virksom til det sidste; jeg vil –; hvor de belger derinde –
(banker; Viljam kommer ud.)
Sig dem, de skal tie, de forstyrrer mig. Kongen og hertugen kommer snart, jeg har store ting at tænke på.

SIRA VILJAM.
Herre, skal jeg da –?

BISP NIKOLAS.
Byde dem hold op en stund, så jeg kan tænke i ro. Se der, tag op det brev, der ligger på gulvet. – Godt. Giv mig så hid papirerne –

SIRA VILJAM
(går til skrivebordet)
.
Hvilke, herre?

BISP NIKOLAS.
Ligegodt –; de med segl for; de, som ligger øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal være stille.
(Viljam går.)
– Dø, og dog råde i Norge! Dø, og stelle det så, at ingen mand kommer til at højne sig et hoved op over alle andre. Tusende veje kunde bære frem til det mål; men der kan kun være én, som duger; – den gælder det at finde, – den gælder det at slå ind på. – Ha! Vejen ligger jo så nær, så nær! Ja, slig skal det være. Jeg holder løftet; hertugen skal få brevet i sine hænder; – men kongen – hm, han skal få tvivlens brod i sit hjerte. Håkon er ærlig, som de kalder det; med troen på sig selv, og på sin ret, vil meget falde i ham. Begge skal tvivle og tro, vippe op og ned, aldrig finde fast grund under foden, – perpetuum mobile! – Men vil Håkon fæste lid til mit udsagn? Det vil han; jeg er jo en døende mand; jeg skal fodre ham med sandhed iforvejen. – Kræfterne svigter, men sjælen friskner; – jeg ligger ikke på sottesengen længer, jeg sidder i min arbejdsstue, jeg vil arbejde den sidste nat, arbejde – til lyset slukner –

HERTUG SKULE
(kommer ind fra højre og går frem mod bispen)
.
Fred og hilsen, ærværdige herre! Jeg hører, det står ilde med jer.

BISP NIKOLAS.
Jeg er et lig i knop, gode hertug; inat springer jeg ud; imorgen kan det kendes, hvor jeg dufter.

HERTUG SKULE.
Alt inat, siger I?

BISP NIKOLAS.
Mester Sigard siger: om en time.

HERTUG SKULE.
Og Trond prests brev –?

BISP NIKOLAS.
Tænker I endnu på det?

HERTUG SKULE.
Det kommer aldrig af mine tanker.

BISP NIKOLAS.
Kongen har gjort eder til hertug; ingen mand har båret hertugnavn i Norge, før I.

HERTUG SKULE.
Strækker ikke til. Er Håkon den urette, så må jeg have alt!

BISP NIKOLAS.
Hu, her er koldt herinde; det isner mig igennem alle lemmer.

HERTUG SKULE.
Trond prests brev, herre! For Guds, den almægtiges skyld, – har I det?

BISP NIKOLAS.
Jeg véd ialfald, hvor det kan findes.

HERTUG SKULE.
Så sig det, sig det!

BISP NIKOLAS.
Vent –

HERTUG SKULE.
Nej, nej, – nyt tiden; jeg ser det lakker stærkt, – og kongen kommer jo hid, er mig sagt.

BISP NIKOLAS.
Ja, kongen kommer; deraf ser I bedst, at jeg sørger for eders sag, selv nu.

HERTUG SKULE.
Hvad er eders agt?

BISP NIKOLAS.
Mindes I ved kongens bryllup, – da sagde I, at det, som gør Håkon stærk, er hans uryggelige tro på sig selv?

HERTUG SKULE.
Nu?

BISP NIKOLAS.
Hvis jeg skrifter og rejser tvivlen i ham, så falder troen, og styrken med den.

HERTUG SKULE.
Herre, det er syndigt, syndigt, ifald han er den rette!

BISP NIKOLAS.
Det vil stå i eders magt at gøre ham troende igen. Før jeg går herfra, skal jeg sige jer, hvor Trond prests brev er at finde.

SIRA VILJAM
(fra højre)
.
Nu kommer kongen med fakler og følge opover gaden.

BISP NIKOLAS.
Velkommen skal han være.
(Viljam går.)
Hertug, den sidste villighed beder jeg eder om. Vær min eftermålsmand mod alle mine uvenner.
(tager et brev frem.)
Her har jeg skrevet dem op. De, som står øverst, vilde jeg gerne have hængt, om det kunde føje sig så.

HERTUG SKULE.
Tænk ikke på hævn nu; I har ikke langt igen –

BISP NIKOLAS.
Ikke på hævn, men på straf. Lov mig, at svinge straffens sværd over alle mine uvenner, når jeg er borte. De er eders avindsmænd så fuldt som mine; når I bliver konge, må I tugte dem; lover I mig det?

HERTUG SKULE.
Jeg lover og sværger; – men Trond prests brev –!

BISP NIKOLAS.
I skal få at vide, hvor det er; – men, se her –; kongen kommer; – gem listen over vore uvenner!
(Hertugen gemmer dokumentet; i det samme kommer Håkon ind fra højre.)

BISP NIKOLAS.
Vel mødt ved gravøllet, herre konge!

HÅKON.
Hårdt har I stået mig imod til alle tider; men det skal være glemt og tilgivet nu; døden stryger selv den største regning ud.

BISP NIKOLAS.
Det lettede! O, hvor kongens mildhed er forunderlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en gammel synder ikveld, det skal tifold –