Complete Works of Henrik Ibsen (420 page)

KONG SKULE.
Skulde ikke et menneske strække til?

JATGEJR.
Sligt menneske måtte I lede længe efter.

KONG SKULE
(pludseligt)
.
Vil du være det for mig, Jatgejr? Vil du være mig en søn! Du skal få Norges krone i arv, – du skal få land og rige, hvis du vil være mig en søn, leve for mit livsværk og tro på mig!

JATGEJR.
Og hvad sikkerhed skulde jeg stille for, at jeg ikke hyklede –?

KONG SKULE.
Slip dit kald i livet; digt aldrig mere, så vil jeg tro dig!

JATGEJR.
Nej, herre, – det var at købe kronen for dyrt.

KONG SKULE.
Tænk dig om! Det er mere at være konge end at være skald!

JATGEJR.
Ikke altid.

KONG SKULE.
Det er kun dine udigtede kvad du skal ofre!

JATGEJR.
Udigtede kvad er stedse de fagreste.

KONG SKULE.
Men jeg må – jeg må have et menneske, som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler det, – har jeg det, så er jeg frelst!

JATGEJR.
Tro på eder selv, da er I frelst!

PÅL FLIDA
(kommer ilsomt)
.
Kong Skule, værg jer nu! Håkon Håkonssøn ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde!

KONG SKULE.
Ved Elgjarnæss –! Han er ikke langt borte da.

JATGEJR.
Nu i stål og plade! Sker her mandefald inat, skal jeg gladelig være den første, som falder for eder!

KONG SKULE.
Du, som ikke vilde leve for mig.

JATGEJR.
En mand kan falde for en andens livsværk; men skal han blive ved at leve, så må han leve for sit eget.
(Går.)

PÅL FLIDA
(utålmodig)
.
Hvad byder I, at der skal gøres, herre? Birkebejnerne kan være i Oslo inden en time!

KONG SKULE.
Bedst var det, om vi kunde fare til den hellige Thomas Becketts grav; han har hjulpet så mangen sorgfuld og angrende sjæl.

PÅL FLIDA
(stærkere)
.
Herre, tal ikke vildt nu! Birkebejnerne er over os, siger jeg!

KONG SKULE.
Lad alle kirker lukkes op, at vi kan ty derind og få grid.

PÅL FLIDA.
I kan slå alle eders fiender med ét slag, og så vil I ty ind i kirkerne!

KONG SKULE.
Ja, ja, hold alle kirker åbne.

PÅL FLIDA.
Vær viss på, Håkon bryder kirkefreden, når det gælder Vårbælgerne.

KONG SKULE.
Det gør han ikke; Gud vil skærme ham mod slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon.

PÅL FLIDA
(med dyb og smertelig vrede)
.
Den, som hørte jer tale nu, han måtte spørge: hvem er konge i dette land?

KONG SKULE
(smiler sørgmodigt)
.
Ja, Pål Flida, det er det store spørgsmål: hvem er konge i dette land?

PÅL FLIDA
(bønligt)
.
I er sjælesyg inat, herre; lad mig handle for eder.

KONG SKULE.
Ja, ja, gør så.

PÅL FLIDA
(gående)
.
Først vil jeg bryde alle broer af.

KONG SKULE.
Afsindige mand! Bliv! – Bryde alle broer af! Véd du, hvad det vil sige? Jeg har prøvet det; – vogt dig for sligt!

PÅL FLIDA.
Hvad vil I da, herre?

KONG SKULE.
Jeg vil tale med Håkon.

PÅL FLIDA.
Han vil svare jer med sværdets tunge!

KONG SKULE.
Gå, gå; – du skal få min vilje at vide siden.

PÅL FLIDA.
Hvert øjeblik er dyrt nu!
(griber hans hånd.)
Kong Skule, lad os bryde alle broer af, slås som Varger og lide på himlen!

KONG SKULE
(dæmpet)
.
Himlen lider ikke på mig; jeg tør ikke lide på himlen heller.

PÅL FLIDA.
Kort blev Vargbælgernes saga.
(Går ud i baggrunden.)

KONG SKULE.
Hundrede kløgtige hoveder, tusende væbnede arme råder jeg over; men ikke over ét kærligt, troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke mere, ikke mindre.

BÅRD BRATTE
(fra baggrunden)
.
Der står langfarende folk ude, som beder at få tale med eder, herre.

KONG SKULE.
Hvem er det?

BÅRD BRATTE.
En kvinde og en prest.

KONG SKULE.
Lad kvinden og presten komme.
(Bård går; kong Skule sætter sig tankefuld til højre; lidt efter kommer en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et tæt slør, som skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver stående ved døren.)

KONG SKULE.
Hvem er du?

KVINDEN.
En, som du har elsket.

KONG SKULE
(ryster på hovedet)
.
Der gives ingen, som mindes sligt. Hvem er du, spørger jeg?

KVINDEN.
En, som elsker dig.

KONG SKULE.
Da er du visselig en af de døde.

KVINDEN
(nærmer sig og siger sagte og inderligt)
:
Skule Bårdssøn!

KONG SKULE
(rejser sig med et skrig)
.
Ingebjørg!

INGEBJØRG.
Kender du mig nu, Skule?

KONG SKULE.
Ingebjørg, – Ingebjørg!

INGEBJØRG.
O, lad mig se på dig, – se længe, længe på dig!
(griber hans hænder; pause.)
Du fagre, elskede, svigfulde mand!

KONG SKULE.
Tag sløret væk; se på mig med de øjne, der engang var så klare og blå, som himlen.

INGEBJØRG.
De øjne har været en regntung himmel i tyve år; du vilde ikke kende dem igen og du får aldrig se dem mere.

KONG SKULE.
Men din røst er frisk og blød og ung, som dengang!

INGEBJØRG.
Jeg har kun brugt den til at hviske dit navn, til at præge din storhed ind i et ungt hjerte og til at bede hos syndernes Gud om frelse for os to, som har elsket i brøde.

KONG SKULE.
Det har du gjort?

INGEBJØRG.
Jeg har været taus, når jeg ikke talte kærlighedens ord om dig; – derfor har min røst holdt sig frisk og blød og ung.

KONG SKULE.
Der ligger et liv imellem. Hvert fagert minde fra hin tid har jeg spildt og glemt –

INGEBJØRG.
Det var din ret.

KONG SKULE.
Og imens har du, Ingebjørg, du varme, trofaste kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed og samlet og gemt!

INGEBJØRG.
Det var min lykke.

KONG SKULE.
Dig kunde jeg slippe, for at vinde magt og rigdom! Havde du stået som hustru ved min side, skulde det faldet mig lettere at blive konge.

INGEBJØRG.
Gud har været mig god, at det ikke skede. Et sind, som mit, trængte til en stor brøde, for at vækkes til anger og bod.

KONG SKULE.
Og nu kommer du –?

INGEBJØRG.
Som Andres Skjaldarbands enke.

KONG SKULE.
Din husbond er død?

INGEBJØRG.
På vejen fra Jerusalem.

KONG SKULE.
Så har han gjort bod for Vegards drab.

INGEBJØRG.
Det var ikke derfor min ædle husbond tog korset.

KONG SKULE.
Ikke derfor?

INGEBJØRG.
Nej; det var min brøde, han tog på sine stærke, kærlige skuldre; den var det han gik for at tvætte i Jordans flod; den var det han blødte for.

KONG SKULE
(sagte)
.
Han har vidst alt?

INGEBJØRG.
Fra første stund af. Og bisp Nikolas har vidst det; thi for ham skriftede jeg; og der var en til, som havde fået det at vide, men på hvilken måde, er gådefuldt for mig.

KONG SKULE.
Hvem?

INGEBJØRG.
Vegard Væradal.

KONG SKULE.
Vegard!

INGEBJØRG.
Han hviskede et hånsord om mig i øret på min husbond; da drog Andres Skjaldarband sit sværd og dræbte ham på stedet.

KONG SKULE.
Han værgede den, som jeg sveg og glemte. – Og hvorfor søger du mig nu?

INGEBJØRG.
For at ofre dig det sidste.

KONG SKULE.
Hvad mener du?

INGEBJØRG
(peger mod presten, der står ved døren)
.
Se ham! – Peter, min søn, kom!

KONG SKULE.
Din søn –!

INGEBJØRG.
Og din, kong Skule!

KONG SKULE
(halvt forvildet)
.
Ingebjørg!

PETER
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule)
.

INGEBJØRG.
Tag ham! Han har været mit livs lys og trøst i tyve år; – nu er du Norges konge; kongssønnen må komme til sin arv; jeg har ingen ret til ham længer.

KONG SKULE
(løfter ham op i stormende glæde)
.
Op til mit hjerte, du, som jeg så brændende har higet efter!
(kryster ham i sine arme, slipper ham, ser på ham og favner ham igen.)
Min søn! Min søn! Jeg har en søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig imod!
(går over til Ingebjørg og griber hendes hånd.)
Og du, du giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit ord igen? Du giver mig ham jo?

INGEBJØRG.
Tungt er offeret, og neppe skulde jeg kunnet bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt ham til mig med brev og bud om Andres Skjaldarbands død. Bispen var det, der lagde det tunge offer på mig, som bod for al min brøde.

KONG SKULE.
Så er brøden slettet ud; og fra nu af er han min alene; ikke så, min alene?

INGEBJØRG.
Jo; men et løfte kræver jeg af dig.

KONG SKULE.
Himmel og jord, kræv alt, hvad du vil!

INGEBJØRG.
Han er ren som et Guds lam, nu jeg giver ham i dine hænder. Det er en farefuld vej, den, som bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage skade på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad ikke mit barn tage skade på sin sjæl!

KONG SKULE.
Det lover og sværger jeg dig!

INGEBJØRG
(griber hans arm)
.
Fra første færd du skønner, at han lider skade på sin sjæl, så lad ham heller dø!

KONG SKULE.
Heller dø! Det lover og sværger jeg!

INGEBJØRG.
Så farer jeg trøstig nord til Hålogaland.

KONG SKULE.
Ja, du kan trøstig fare.

INGEBJØRG.
Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han ren og skyldfri til sin moder!

KONG SKULE.
Ren og skyldfri!
(vender sig til Peter.)
Lad mig se på dig! Ja, det er din moders træk og mine; du er den, jeg har længtes så sårt efter.

PETER.
Min fader, min store, herlige fader; lad mig leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og lad så din sag være hvilken den vil, – jeg véd dog, at jeg strider for det rette!

KONG SKULE
(med et skrig af glæde)
.
Du tror på mig! Du tror på mig!