Complete Works of Henrik Ibsen (704 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
12.93Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

PROFESSOR RUBEK.
Evige –? Sig lige så godt: evindelige.

 

FRU MAJA.
Daglige samliv da. Vi har jo nu gået dernede, vi to enlige mennesker, i samfulde fire-fem år og næsten ikke været en time fra hinanden. – Vi to ganske alene.

 

PROFESSOR RUBEK
(interesseret)
.

 

Nå ja? Og så –?

 

FRU MAJA
(lidt trykket)
.

 

Du er jo ingen selskabsmand, Rubek. Går helst så’n for dig selv og tumler med dit eget. Og jeg kan jo ikke tale ordentlig med dig om dine sager. Om alt dette med kunst og sligt noget –
(slår ud med hånden.)
Og bryr mig, ved gud, ikke stort om det heller!

 

PROFESSOR RUBEK.
Nå ja-ja; derfor så sidder vi jo mest ved kaminen og prater om dine sager.

 

FRU MAJA.
Å Herregud, – jeg har ingen sager at prate om,

 

PROFESSOR RUBEK.
Nå, det er småting kanske. Men tiden går i alt fald for os på den måde også, Maja.

 

FRU MAJA.
Ja, det har du ret i. Tiden går. Den holder på at gå fra dig, Rubek! – Og det er vel egentlig det, som gør dig så urolig –

 

PROFESSOR RUBEK
(nikker hæftigt)
.

 

Og så hvileløs!
(vrider sig på bænken)
. Nej. jeg holder snart ikke dette fattige liv ud længer!

 

FRU MAJA
(rejser sig og står en liden stund og ser på ham)
.

 

Vil du være kvit mig, så sig bare til.

 

PROFESSOR RUBEK.
Hvad er det nu igen for talemåder? Være kvit dig?

 

FRU MAJA.
Ja hvis du vil være af med mig, så skal du sige det lige ud. Og så skal jeg gå straks på timen.

 

PROFESSOR RUBEK
(smiler næsten umærkeligt)
.

 

Skal dette betyde en trusel, Maja?

 

FRU MAJA.
Det, jeg sa’, kan så visst ikke være nogen trusel for dig.

 

PROFESSOR RUBEK
(rejser sig)
.

 

Nej, du har egentlig ret i det.
(tilføjer lidt efter:)
Du og jeg kan umulig bli’ ved at leve så’n sammen –

 

FRU MAJA.
Nå altså –!

 

PROFESSOR RUBEK.
Ikke noget altså.
(med eftertryk på ordene.)
Fordi om vi to ikke kan bli’ ved at leve sammen alene, – så behøver vi jo ikke at skilles for det.

 

FRU MAJA
(smiler hånligt)
.

 

Bare separeres en liden smule, mener du?

 

PROFESSOR RUBEK
(ryster på hodet)
.

 

Behøves heller ikke.

 

FRU MAJA.
Nå da? Ryk ud med hvad du vil gøre med mig.

 

PROFESSOR RUBEK
(noget usikker)
.

 

Hvad jeg nu føler så levende – og så pinligt – at jeg trænger til, det er at eje en omkring mig, som stod mig rigtig inderlig nær –

 

FRU MAJA
(afbryder ham i spænding)
.

 

Gør ikke jeg det, Rubek?

 

PROFESSOR RUBEK
(afvisende)
.

 

Ikke sådan at forstå. Jeg måtte ha’ samliv med et andet menneske, der ligesom kunde udfylde mig, – fuldstændiggøre mig, – være et med mig i al min gerning.

 

FRU MAJA
(langsomt)
.

 

Ja i så’ne svære ting vilde jo ikke jeg kunne tjene dig.

 

PROFESSOR RUBEK.
Å nej, det vilde du nok pent la’ være, Maja.

 

FRU MAJA
(udbryder)
.

 

Og jeg havde, ved Gud, heller ikke nogen lyst til det, du!

 

PROFESSOR RUBEK.
Véd det så såre godt. – Og det var jo heller ikke med nogen slig livshjælp for øje, at jeg knytted dig til mig.

 

FRU MAJA
(iagttager ham)
.

 

Jeg kan se på dig, at du står og tænker på en anden en.

 

PROFESSOR RUBEK.
Så? Jeg har ellers ikke mærket, at du var tankelæser. Men du kan altså se det?

 

FRU MAJA.
Ja, jeg kan. Å, jeg kender dig så godt, så godt, Rubek!

 

PROFESSOR RUBEK.
Så kan du kanske også se, hvem det er, jeg tænker på?

 

FRU MAJA.
Ja, det kan jeg da rigtignok.

 

PROFESSOR RUBEK.
Nå? Vær af den godhed –?

 

FRU MAJA.
Du står og tænker på denne – denne modellen, som du engang har brugt til at –
(slipper pludselig tanketråden.)
Véd du, at folk nede i hotellet tror hun er gal?

 

PROFESSOR RUBEK.
Så? Og hvad tror folk nede i hotellet om dig og bjørnedræberen da?

 

FRU MAJA.
Det kommer jo ikke sagen ved.
(fortsætter, hvor hun før slap.)
Men det var denne her blege damen, som du stod og tænkte på.

 

PROFESSOR RUBEK
(frejdig)
.

 

Just netop på hende. – Da jeg ikke længer havde brug for hende –. Og da hun desuden rejste fra mig, – forsvandt – sådan uden videre –

 

FRU MAJA.
Så tog du imod mig som en slags nødskilling kanske?

 

PROFESSOR RUBEK
(hensynsløsere)
.

 

Noget sådant, oprigtig talt, lille Maja. Jeg havde da i et år eller halvandet gået der ensom og grublende, og lagt den sidste – den aller sidste hånd på mit værk. „Opstandelsens dag” gik ud over verden og bragte mig ry – og al anden herlighed forresten.
(varmere.)
Men jeg elskede ikke mit eget værk længer. Menneskenes blomster og virak kunde gerne jaget mig kvalmende og fortvilet ind i de tykkeste skoge.
(ser på hende.)
Du, som jo er tankelæser, – kan du gætte, hvad der så faldt mig ind?

 

FRU MAJA
(henkastende)
.

 

Ja det faldt dig ind at lave portrætbyster af herrer og damer.

 

PROFESSOR RUBEK
(nikker)
.

 

Efter bestilling, ja. Med dyrefjæs bag maskerne. Det fik de gratis; på købet, forstår du.
(smilende.)
Men det var nu ikke egentlig det, jeg nærmest mente.

 

FRU MAJA.
Hvad da?

 

PROFESSOR RUBEK
(atter alvorlig)
.

 

Det var det, at hele dette her med kunstnerkald og med kunstnergerning – og sligt noget, – det begyndte at forekomme mig som noget så tomt og hult og intetsigende igrunden.

 

FRU MAJA.
Hvad vilde du da sætte i stedet?

 

PROFESSOR RUBEK.
Livet, Maja.

 

FRU MAJA.
Livet?

 

PROFESSOR RUBEK.
Ja, er da ikke livet i solskin og skønhed noget ganske anderledes værdifuldt end det, at gå her til sine dages ende i et råt, fugtigt hul og mase sig dødsens træt med lerklumper og stenblokke?

 

FRU MAJA
(med et lidet suk.)

 

Jo, det har jeg rigtignok altid syntes.

 

PROFESSOR RUBEK.
Og så var jeg jo ble’t rig nok til at leve i overflod og i ørkesløst dirrende sollys. Kunde la’ bygge for mig både villaen ved Taunitzer See og palæet i hovedstaden. Og alt det øvrige for resten.

 

FRU MAJA
(slår ind i hans tone)
.

 

Og så til syvende og sidst havde du råd til at forskaffe dig mig også. Og gav mig lov til at bruge af alle dine skatte.

 

PROFESSOR RUBEK
(spøger bortledende)
.

 

Loved jeg dig ikke at ta’ dig med mig op på et højt berg og vise dig al verdens herlighed?

 

FRU MAJA
(med et sagtmodigt udtryk)
.

 

Du har kanske ta’et mig med dig op på et nok så højt berg, Rubek, – men du har ikke vist mig al verdens herlighed.

 

PROFESSOR RUBEK
(ler irriteret)
.

 

Hvor du er ufornøjelig, Maja! Så rent ufornøjelig!
(udbryder hæftigt.)
Men véd du, hvad det mest fortvilede er? Kan du ane det?

 

FRU MAJA
(i stille trods)
.

 

Ja, det er vel det, at du gik hen og tog mig med dig – for hele livet.

 

PROFESSOR RUBEK.
Jeg vilde ikke udtrykke mig med så hjerteløse ord.

 

FRU MAJA.
Men meningen er visst lige så hjerteløs.

 

PROFESSOR RUBEK.
Du har ikke noget rigtig klart begreb om, hvorledes en kunstnernatur ser ud indvendig.

 

FRU MAJA
(smiler og ryster på hodet)
.

 

Herregud, jeg har ikke engang begreb om, hvorledes jeg selv ser ud indvendig.

 

PROFESSOR RUBEK
(vedbliver uforstyrret)
.

 

Jeg lever så ilsomt, Maja. Vi lever så, vi kunstnere. Jeg for min part har gennemlevet et helt livsløb i de få år vi to har kendt hinanden. Jeg er kommet til at se, at det slet ikke ligger for mig at søge lykken i ørkesløs nydelse. Livet ligger ikke sådan til rette for mig og mine lige. Jeg må bli’ ved at virke, – skabe værk på værk, – lige indtil min sidste dag.
(med overvindelse.)
Derfor er det, at jeg ikke længer kan komme ud af det med dig, Maja. – Ikke længer med dig alene.

 

FRU MAJA
(rolig)
.

 

Vil det med rene, simple ord sige, at du er ble’t ked af mig?

 

PROFESSOR RUBEK
(bruser ud)
.

 

Ja det vil det sige! Jeg er ble’t ked, – uudholdelig ked og træt og slap af samlivet med dig. Nu véd du det.
(fatter sig.)
Det er stygge, hårde ord, jeg siger dig. Jeg føler det så godt selv. Og du har ingenting forskyldt i det stykke; – det erkender jeg villigt. Det er ene og alene mig, som nu igen har undergået en omvæltning –
(halvt hen for sig.)
– en opvågnen til mit egentlige liv.

 

FRU MAJA
(folder uvilkårlig hænderne)
.

 

Men hvorfor i al verden kan vi så ikke gå fra hinanden da?

 

PROFESSOR RUBEK
(ser forbauset på hende)
.

 

Kunde du ville det?

 

FRU MAJA
(rykker på skuldren)
.

 

Jah, – hvis der ikke er andet for, så –

 

PROFESSOR RUBEK
(ivrig)
.

 

Men der er andet for. Der er en udvej –

 

FRU MAJA
(løfter pegefingeren)
.

 

Nu tænker du på den blege damen igen!

 

PROFESSOR RUBEK.
Ja, ærligt talt, så må jeg uafladelig tænke på hende. Lige siden jeg traf hende påny.
(et skridt nærmere.)
For nu vil jeg betro dig noget, Maja.

 

FRU MAJA.
Nå?

 

PROFESSOR RUBEK
(banker sig på brystet)
.

 

Her inde, ser du, – her har jeg et bitte lidet dirkefrit skrin. Og i det skrinet ligger alle mine billedsyner forvaret. Men da hun rejste så sporløst væk, så gik skrinet i baglås. Og hun havde nøglen, – og den tog hun med sig. – Du, lille Maja, du havde ingen nøgle, du. Derfor ligger det altsammen ubrugt derinde. Og årene går! Ikke muligt for mig at komme til skatten.

Other books

Blackwood Farm by Anne Rice
Scarlett Fever by Maureen Johnson
Prisoner of Love by Jean S. Macleod
Wrath of a Mad God by Raymond E. Feist
Tropical Convergence by Melissa Good
Hatter by Daniel Coleman
Keeping Never by C. M. Stunich