Complete Works of Henrik Ibsen (706 page)

IRENE.
Aldrig har jeg elsket din kunst, før jeg mødte dig. – Og ikke siden heller.

PROFESSOR RUBEK.
Men kunstneren, Irene?

IRENE.
Kunstneren hader jeg.

PROFESSOR RUBEK.
Kunstneren i mig også?

IRENE.
Mest i dig. Når jeg klædte mig helt af og stod der for dig, da haded jeg dig, Arnold –

PROFESSOR RUBEK
(hæftig)
.

Det gjorde du ikke, Irene! Det er ikke sandt!

IRENE.
Jeg haded dig, fordi du kunde stå der så uberørt –

PROFESSOR RUBEK
(ler)
.

Uberørt? Tror du?

IRENE.
– eller så tirrende behersket da. Og fordi du var kunstner, bare kunstner, – ikke mand!
(slår over i en varm, inderlig tone.)
Men denne støtte i det våde, levende ler, den elsked jeg – alt efter som der steg frem et sjælfuldt menneskebarn af disse rå, uformelige masserne, – for den var vor skabning, vort barn. Mit og dit.

PROFESSOR RUBEK
(tungt)
.

Det var den i ånd og sandhed.

IRENE.
Ser du, Arnold, – det er for dette vort barns skyld, at jeg har taget mig for at gøre denne lange pilegrimsgang.

PROFESSOR RUBEK
(pludselig opmærksom)
.

For marmorbilledets –?

IRENE.
Kald det, hvad du vil. Jeg kalder det vort barn.

PROFESSOR RUBEK
(urolig)
.

Og nu vil du se det? Færdigt? I marmor, som du altid syntes var så koldt?
(ivrig.)
Du véd kanske ikke, at det står opstillet i et stort musæum etsteds – langt ude i verden?

IRENE.
Jeg har hørt som et sagn om det.

PROFESSOR RUBEK.
Og musæer var dig jo altid en afsky. Du kaldte dem for gravhvælvinger –

IRENE.
Jeg vil gøre en valfart did, hvor min sjæl og min sjæls barn ligger begravet.

PROFESSOR RUBEK
(i angst og uro)
.

Du må aldrig se det billede mere! Hører du, Irene! Jeg bønfalder dig –! Aldrig, aldrig se det mere!

IRENE.
Tror du kanske, jeg vilde dø en gang til af det?

PROFESSOR RUBEK
(knuger hænderne)
.

Å1 jeg véd ikke selv, hvad jeg tror. – Men hvor kunde jeg også tænke mig, at du vilde fæste dig så uløseligt til dette billede? Du, som gik fra mig – før det var fuldbåret.

1. fu: A

IRENE.
Det var fuldbåret. Derfor kunde jeg gå fra dig. Og la’ dig alene.

PROFESSOR RUBEK
(sidder med albuerne på knæerne og vugger hodet, med hænderne for øjnene)
.

Det var ikke hvad det senere hen blev til.

IRENE
(griber stille og lynsnar en tynd, spids kniv halvt frem fra brystet og spørger hæst hviskende)
.

Arnold, – har du gjort noget ondt ved vort barn?

PROFESSOR RUBEK
(undvigende)
.

Noget ondt? – Jeg kan jo ikke så bestemt afgøre, hvad du vil kalde det.

IRENE
(åndeløs)
.

Sig mig straks, hvad du har gjort ved barnet!

PROFESSOR RUBEK.
Jeg skal sige dig det, hvis du vil sidde og høre rolig efter hvad jeg siger.

IRENE
(gemmer kniven)
.

Jeg skal høre så rolig, som en mor kan når hun –

PROFESSOR RUBEK
(afbryder)
.

Og så skal du ikke se på mig, mens jeg fortæller.

IRENE
(flytter sig hen på en sten bag hans ryg)
.

Her sætter jeg mig bag ved dig. – Fortæl så.

PROFESSOR RUBEK
(tager hænderne fra øjnene og ser hen for sig)
.

Da jeg havde fundet dig, vidste jeg straks, hvorledes jeg skulde bruge dig til mit livsværk.

IRENE.
„Opstandelsens dag” kaldte du dit livsværk. – Jeg kalder det „vort barn”.

PROFESSOR RUBEK.
Jeg var ung dengang. Uden al livserfaring. Opstandelsen, syntes jeg, måtte skildres skønnest og allerdejligst som en ung, uberørt kvinde, – uden et jordlivs oplevelser, – og som vågner til lys og herlighed uden at ha’ noget stygt og urent at skille sig af med.

IRENE
(hurtigt)
.

Ja, – og således står jeg jo nu der i vort værk?

PROFESSOR RUBEK
(nølende)
.

Ikke egentlig ganske således, Irene.

IRENE
(i stigende spænding)
.

Ikke ganske –? Står jeg ikke således, som jeg stod for dig?

PROFESSOR RUBEK
(uden at svare)
.

Jeg blev verdensklog i de årene, som fulgte efter, Irene. „Opstandelsens dag” blev noget mere og noget – noget mere mangfoldigt i min forestilling. Den lille runde plint, hvor dit billede stod rankt og ensomt, – den gav ikke længer rum for alt det, jeg nu vilde digte til –

IRENE
(famler efter kniven men lader være)
.

Hvad digted du så til? Sig det!

PROFESSOR RUBEK.
Jeg digted det til, som jeg rundt omkring mig i verden så med mine øjne. Jeg måtte ha’ det med. Kunde ikke andet, Irene. Plinten vided jeg ud – så den blev stor og rummelig. Og på den lagde jeg et stykke af den buede, bristende jord. Og op af jordrevnerne vrimler der nu mennesker med dulgte dyreansigter. Kvinder og mænd, – slig som jeg kendte dem ude fra livet.

IRENE
(i åndeløs forventning)
.

Men midt i mylderet står den unge kvinde med lysglæden over sig? – Gør jeg ikke det, Arnold?

PROFESSOR RUBEK
(undvigende)
.

Ikke ganske i midten. Jeg måtte desværre rykke den statuen noget tilbage. For helhedsvirkningens skyld, forstår du. Den vilde ellers domineret altfor meget.

IRENE.
Men lysglædens forklarelse stråler over mit ansigt fremdeles?

PROFESSOR RUBEK.
Det gør den nok, Irene. På en måde da. Lidt afdæmpet kanske. Således, som min ændrede tanke kræved det.

IRENE
(rejser sig lydløst)
.

Dette billede udtrykker det liv, du nu ser, Arnold.

PROFESSOR RUBEK.
Ja, det gør det vel.

IRENE.
Og i dette billede har du flyttet mig hen, lidt afbleget, – som en baggrundsfigur – i en gruppe.

(hun trækker kniven frem.)

PROFESSOR RUBEK.
Ikke nogen baggrundsfigur. Lad os i det højeste kalde det en mellemgrundsskikkelse, – eller sådant noget.

IRENE
(hvisker hæst)
.

Nu har du sagt dommen over dig selv.

(vil støde til.)

PROFESSOR RUBEK
(vender sig og ser op på hende)
.

Dommen?

IRENE
(gemmer hurtig kniven og siger kvalt som i vånde)
:

Min hele sjæl, – du og jeg, – vi, vi, vi og vort barn var i denne ensomme skikkelse.

PROFESSOR RUBEK
(ivrig, river hatten af sig og tørrer sveddråberne af panden)
.

Ja men hør nu også, hvorledes jeg har stillet mig selv hen i gruppen. Foran ved en kilde, lige som her, sidder en skyldbetynget mand, som ikke kan komme helt løs fra jordskorpen. Jeg kalder ham angeren over et forbrudt liv. Han sidder der og dypper sine fingre i det rislende vand – for at skylle dem rene, – og han nages og martres ved tanken om, at det aldrig, aldrig lykkes ham. Han når i al evighed ikke fri op til opstandelsens liv. Blir evindelig siddende igen i sit helvede.

IRENE
(hårdt og koldt)
.

Digter!

PROFESSOR RUBEK.
Hvorfor digter?

IRENE.
Fordi du er slap og sløv og fuld af syndsforladelse for alle dit livs gerninger og for alle dine tanker. Du har dræbt min sjæl, – og så modellerer du dig selv i anger og bod og bekendelse, –
(smiler.)
– og dermed er dit regnskab opgjort, mener du.

PROFESSOR RUBEK
(trodsende)
.

Jeg er kunstner, Irene. Og jeg skammer mig ikke over den skrøbelighed, som kanske klæber ved mig. For jeg er født til kunstner, ser du. – Og blir så aldrig andet end kunstner alligevel.

IRENE
(ser på ham med et fordulgt ondt smil og siger mildt og blødt)
:

Digter er du, Arnold.
(stryger ham lindt over håret.)
Du kære, store, aldrende barn, – at du ikke kan se det!

PROFESSOR RUBEK
(misfornøjet)
.

Hvorfor blir du ved at kalde mig digter?

IRENE
(med lurende øjne)
.

Fordi der ligger noget undskyldende i det ord, min ven. Noget syndsforladende, – som breder en kåbe over al skrøbeligheden.
(slår pludselig om i tonen.)
Men jeg var et menneske – dengang! Og jeg havde også et liv at leve – og en menneskeskæbne at fuldbyrde. Se, alt det lod jeg ligge, – gav det hen for at gøre mig dig underdanig. – Å, det var et selvmord. En dødsens brøde imod mig selv.
(halvt hviskende.)
Og den brøde kan jeg aldrig gøre bod for.

(Hun sætter sig nær ham ved bækken, passer ubemærket på ham med øjnene og plukker ligesom åndsfraværende nogle blomster af buskerne omkring dem.)

IRENE
(tilsyneladende behersket)
.

Jeg skulde født børn til verden. Mange børn. Rigtige børn. Ikke af dem, som gemmes i gravkælderne. Det havde været mit kald. Skulde aldrig ha’ tjent dig, – digter.

PROFESSOR RUBEK
(fortabt i erindringen)
.

Det var dog dejlige tider, Irene. Vidunderlig dejlige tider, – når jeg nu tænker tilbage –

IRENE
(ser på ham med et blødt udtryk)
.

Kan du mindes et lidet ord, som du sa’ – da du var færdig, – færdig med mig og med vort barn?
(nikker til ham.)
Kan du mindes det lille ord, Arnold?

PROFESSOR RUBEK
(ser spørgende på hende )
.

Sa’ jeg dengang et lidet ord, som du husker endnu?

IRENE.
Ja, du gjorde det. Kan du ikke mindes det nu længer?

PROFESSOR RUBEK
(ryster på hodet)
.

Nej, så sandelig om jeg kan. Ikke nu i øjeblikket i alt fald.

IRENE.
Du tog begge mine hænder og trykked dem varmt. Og jeg stod der i åndeløs forventning. Og så sa’ du: Så får du ha’ så hjertelig tak da, Irene. Dette her, sa’ du, har været en velsignet episode for mig.