Complete Works of Henrik Ibsen (701 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
6.61Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

(Diakonissen kommer ud fra hotellet med et bret, hvorpå mælk og brød, og sætter det fra sig på bordet udenfor pavillonen, som hun atter gårind i.)

 

GODSEJER ULFHEJM
(ler hånligt)
.

 

Det der, – det skal betyde menneskeføde, det! Mælkeblande og mygt, klissent brød. Nej, De skulde se mine kammerater æde! Har De lyst til at se på det?

 

FRU MAJA
(smiler over til professoren og rejser sig)
.

 

Ja, gerne det.

 

GODSEJER ULFHEJM
(rejser sig også)
.

 

De er rigtig en habil dame, De, frue. Kom så med mig. Store, digre kødknokler sluger de hele. Gulper dem op igen og sluger dem påny. Å, det er en ren svir at se på. Kom her, så skal jeg vise Dem det. Og så skal vi snakke lidt mere om denne fjeldturen –

 

(Han går ud om hjørnet af hotellet. Fru Maja følger efter ham.)

 

(Næsten i det samme kommer den fremmede dame ud fra pavillonen og sætter sig ved bordet.)

 

DAMEN
(løfter mælkeglasset og vil drikke, men standser og ser hen på Rubek med tomme udtryksløse øjne)
.

 

PROFESSOR RUBEK
(blir siddende ved sit bord og stirrer alvorlig og afravendt på hende. Endelig rejser han sig, går nogle skridt nærmere, standser og siger dæmpet)
:

 

Jeg kender dig godt igen, Irene.

 

DAMEN
(med klangløst mæle, sætter glasset ned)
.

 

Kan du gætte dig til det, Arnold?

 

PROFESSOR RUBEK
(uden at svare)
.

 

Og du kender også mig igen, ser jeg.

 

DAMEN.
Med dig er det en helt anden sag.

 

PROFESSOR RUBEK.
Hvorfor det, – med mig?

 

DAMEN.
Jo, du er jo i live endnu.

 

PROFESSOR RUBEK
(fatter ikke)
.

 

I live –?

 

DAMEN
(kort efter)
.

 

Hvem var den anden? Hun, som du havde hos dig – der ved bordet?

 

PROFESSOR RUBEK
(lidt nølende)
.

 

Hun? Det var min – min hustru.

 

DAMEN
(nikker langsomt)
.

 

Sådan. Det var godt, Arnold. Altså en, som ikke kommer mig ved –

 

PROFESSOR RUBEK
(usikker)
.

 

Nej, det forstår sig da –

 

DAMEN.
– en, som du har fået til dig efter min levetid altså.

 

PROFESSOR RUBEK
(ser pludselig stivt på hende)
.

 

Efter din –? Hvorledes mener du det, Irene?

 

IRENE
(uden at svare)
.

 

Og barnet? Barnet lever jo også godt. Vort barn lever efter mig. I herlighed og ære.

 

PROFESSOR RUBEK
(smiler som i en fjern erindring)
.

 

Vort barn? Ja, vi kaldte det jo så – dengang.

 

IRENE.
I levetiden, ja.

 

PROFESSOR RUBEK
(søger at slå over i munterhed)
.

 

Ja, Irene, – nu kan du tro, „vort barn” er ble’t berømt over den hele vide verden. Du har da visst læst om det?

 

IRENE
(nikker)
.

 

Og har gjort sin far berømt også. – Det var din drøm.

 

PROFESSOR RUBEK
(sagtere, bevæget)
.

 

Det er dig, jeg skylder alt, alt, Irene. Tak for det.

 

IRENE
(sidder lidt og grunder)
.

 

Hvis jeg dengang havde gjort min ret, Arnold –

 

PROFESSOR RUBEK.
Nå? Hvad så?

 

IRENE.
Jeg skulde ha’ dræbt det barn.

 

PROFESSOR RUBEK.
Dræbt det, siger du!

 

IRENE
(hviskende)
.

 

Dræbt det – før jeg rejste fra dig. Knust det. Knust det til støv.

 

PROFESSOR RUBEK
(ryster bebrejdende på hodet)
.

 

Det havde du ikke kunnet, Irene. Du havde ikke hjerte til det.

 

IRENE.
Nej, dengang havde jeg ikke den slags hjerte.

 

PROFESSOR RUBEK.
Men siden? Bagefter?

 

IRENE.
Bagefter har jeg dræbt det utallige gange. Ved dagslys og i mørke. Dræbt det i had – og i hævn – og i kval.

 

PROFESSOR RUBEK
(går helt frem til bordet og spørger sagte)
:

 

Irene, – sig mig nu endelig – efter så mange år, – hvorfor rejste du fra mig dengang? Flygted så sporløst – og var ikke til at finde mere –

 

IRENE
(ryster langsomt på hodet)
.

 

Å, Arnold, – hvorfor sige dig det nu – da jeg er hinsides.

 

PROFESSOR RUBEK.
Var der nogen anden, du var kommen til at elske?

 

IRENE.
Der var én, som ikke havde brug for min kærlighed. Ikke brug for mit liv længer.

 

PROFESSOR RUBEK
(afledende)
.

 

Hm, – lad os ikke tale mere om det fordums –

 

IRENE.
Nej, nej, bare ikke tale om det hinsidige. Om det, som nu er hinsidigt for mig.

 

PROFESSOR RUBEK.
Hvor har du færdedes, Irene? Du har været ligesom udslettet for alle mine efterforskninger.

 

IRENE.
Jeg gik ind i mørket – da barnet stod der i forklarelsens lys.

 

PROFESSOR RUBEK.
Har du rejst meget omkring i verden?

 

IRENE.
Ja. Rejst i mange riger og lande.

 

PROFESSOR RUBEK
(ser deltagende på hende)
.

 

Og hvad har du taget dig til, Irene?

 

IRENE
(retter øjnene på ham)
.

 

Bi lidt; lad mig se –. Jo, nu har jeg det. Jeg har stået på drejeskiven i varietéer. Stået som nøgen statue i levende billeder. Strøget mange penge ind. Det var jeg ikke vant til hos dig; for du havde ingen. – Og så har jeg været sammen med mandfolk, som jeg kunde gøre gale i hodet. – Det var jeg heller ikke vant til hos dig. Arnold. Du holdt bedre stand, du.

 

PROFESSOR RUBEK
(haster forbi spørsmålet)
.

 

Og så har du jo giftet dig også?

 

IRENE.
Ja; med en af dem.

 

PROFESSOR RUBEK.
Hvem er din mand?

 

IRENE.
Han var en Sydamerikaner. Høj diplomat.
(ser hen for sig med et forstenet smil.)
Ham fik jeg gjort helt vanvittig; gal, – uhelbredelig gal; ubønhørlig gal. – Ret løjerligt, kan du tro, – så længe det forberedtes. Kunde gerne le indvendig fort væk. – Hvis jeg havde noget indvendigt.

 

PROFESSOR RUBEK.
Og hvor lever han nu?

 

IRENE.
Nede i en kirkegård et steds. Med et højt, stadseligt monument over sig. Og med en ranglende blykugle inde i hjerneskallen.

 

PROFESSOR RUBEK.
Dræbte han sig selv?

 

IRENE.
Ja. Han behaged at komme mig i forkøbet.

 

PROFESSOR RUBEK.
Sørger du ikke over ham, Irene?

 

IRENE
(uforstående)
.

 

Hvem skulde jeg sørge over?

 

PROFESSOR RUBEK.
Over herr von Satow, vel.

 

IRENE.
Han hed ikke Satow.

 

PROFESSOR RUBEK.
Ikke?

 

IRENE.
Min anden mand heder Satow. Han er russer –

 

PROFESSOR RUBEK.
Og hvor er han henne?

 

IRENE.
Langt borte i Uralbergene. Mellem alle sine guldminer.

 

PROFESSOR RUBEK.
Der lever han altså?

 

IRENE
(trækker på skuldrene)
.

 

Lever? Lever? Egentlig har jeg dræbt ham –

 

PROFESSOR RUBEK
(farer sammen)
.

 

Dræbt –?

 

IRENE.
Dræbt med en fin, spids dolk, som jeg altid har med mig i sengen –

 

PROFESSOR RUBEK
(i udbrud)
.

 

Jeg tror dig ikke, Irene!

 

IRENE
(smiler mildt)
.

 

Du kan så godt tro det, Arnold.

 

PROFESSOR RUBEK
(ser deltagende på hende)
.

 

Har du aldrig havt noget barn?

 

IRENE.
Jo, jeg har havt mange børn.

 

PROFESSOR RUBEK.
Og hvor er de børn henne nu?

 

IRENE.
Jeg dræbte dem.

 

PROFESSOR RUBEK
(strængt)
.

 

Nu sidder du og lyver for mig igen!

 

IRENE.
Jeg har dræbt dem, siger jeg dig. Så ret inderligt har jeg myrdet dem. Så fort, så fort de bare kom til verden. Å, længe, længe før. Det ene efter det andet.

 

PROFESSOR RUBEK
(tungt, alvorligt)
.

 

Der er noget fordulgt bag ved al din tale.

 

IRENE.
Hvad kan jeg for det? Hvert ord, jeg siger dig, hviskes mig i øret.

 

PROFESSOR RUBEK.
Jeg tror, jeg er den eneste, som aner meningen.

 

IRENE.
Du burde vel være den eneste.

 

PROFESSOR RUBEK
(støtter hænderne mod bordet og ser dybt på hende)
.

 

Der er strenge i dig, som er sprunget i stykker.

 

IRENE
(mildt)
.

 

Det gør det visst altid, når en ung blodsvulmende kvinde dør.

 

PROFESSOR RUBEK.
Å Irene, kom dog bort fra disse forvildede forestillinger –! Du lever jo! Lever, – lever!

 

IRENE
(rejser sig langsomt op fra stolen og siger bævende)
.

 

Jeg var død i mange år. De kom og bandt mig. Snørte armene sammen på ryggen –. Så sænkte de mig ned i et gravkammer med jernstænger for lugen. Og med polstrede vægge, – så ingen ovenover på jorden kunde høre gravskrigene –. Men nu begynder jeg så halvvejs at stå op fra de døde.

 

(hun sætter sig atter.)

 

PROFESSOR RUBEK
(lidt efter)
.

 

Holder du mig for at være den skyldige?

 

IRENE.
Ja.

 

PROFESSOR RUBEK.
Skyldig i det, – som du kalder din død?

Other books

Seeing Redd by Frank Beddor
Ivory Tower by Lace Daltyn
Dangerously Inked by Eden Bradley
The Global War on Morris by Steve Israel
Crescendo by Phyllis Bentley
How I Conquered Your Planet by John Swartzwelder
Young Lions by Andrew Mackay
Betting On Love by Hodges, Cheris