Complete Works of Henrik Ibsen (655 page)

FRU ELVSTED.
Ja, ja, herr Tesman, jeg skal prøve så godt jeg kan.

TESMAN.
Nå, kom så her. Vi må se på notitserne straks. Hvor skal vi sætte os? Her? Nej, derinde i bagstuen. Undskyld, kære assessor! Kom så med mig, fru Elvsted.

FRU ELVSTED.
Å Gud, – om det endda bare var gørligt.

(Tesman og fru Elvsted går ind i bagværelset. Hun tager hat og overtøj af. Begge sætter sig ved bordet under hængelampen og fordyber sig i ivrig undersøgelse af papirerne. Hedda går hen mod ovnen og sætter sig i lænestolen. Lidt efter går Brack hen til hende.)

HEDDA
(halvhøjt)
.

Å, assessor, – hvilken befrielse der er i dette med Ejlert Løvborg.

BRACK.
Befrielse, fru Hedda? Ja, for ham er det jo rigtignok en befrielse –

HEDDA.
Jeg mener, for mig. En befrielse at vide, at der dog virkelig kan ske noget frivilligt modigt i verden. Noget, som der falder et skær af uvilkårlig skønhed over.

BRACK
(smiler)
.

Hm, – kære fru Hedda –

HEDDA.
Å, jeg véd nok, hvad De vil sige. For De er dog et slags fagmenneske, De også, ligesom – nå!

BRACK
(ser fast på hende)
.

Ejlert Løvborg har været Dem mere, end hvad De kanske vil tilstå for Dem selv. Eller skulde jeg ta’ fejl i det?

HEDDA.
Sligt svarer jeg Dem ikke på. Jeg véd bare, at Ejlert Løvborg har havt mod til at leve livet efter sit eget sind. Og så nu – det store! Det, som der er skønhed over. Det, at han havde kraft og vilje til at bryde op fra livsgildet – så tidligt.

BRACK.
Det gør mig ondt, fru Hedda, – men jeg nødes til at rive Dem ud af en smuk indbildning.

HEDDA.
En indbildning?

BRACK.
Som De for resten snart vilde kommet ud af alligevel.

HEDDA.
Og hvad er så det?

BRACK.
Han har ikke skudt sig selv – frivilligt.

HEDDA.
Ikke frivilligt!

BRACK.
Nej. Sagen med Ejlert Løvborg hænger ikke ganske således sammen, som jeg fortalte.

HEDDA
(i spænding)
.

Har De fortiet noget? Hvad er det?

BRACK.
For den stakkers fru Elvsteds skyld brugte jeg et par små omskrivninger.

HEDDA.
Hvilke da?

BRACK.
Først det, at han virkelig allerede er død.

HEDDA.
På hospitalet.

BRACK.
Ja. Og uden at komme til bevidsthed.

HEDDA.
Hvad mere har De fortiet?

BRACK.
Det, at begivenheden ikke gik for sig på hans værelse.

HEDDA.
Nå, det kan jo også være så temmelig ligegyldigt.

BRACK.
Ikke så ganske. For jeg skal sige Dem, – Ejlert Løvborg blev funden skudt i – i frøken Dianas boudoir.

HEDDA
(vil springe op, men synker tilbage)
.

Det er umuligt, assessor Brack! Der kan han ikke ha’ været idag igen!

BRACK.
Han var der i eftermiddag. Han kom for at kræve noget, som han sa’, de havde ta’t fra ham. Talte forvirret om et barn, som var ble’t borte –

HEDDA.
Ah, – derfor altså –

BRACK.
Jeg tænkte mig, at det kanske kunde været hans manuskript. Men det har han jo selv tilintetgjort, hører jeg. Så må det vel ha’ været tegnebogen da.

HEDDA.
Det har vel det. – Og der, – der blev han altså fundet.

BRACK.
Ja, der. Med en affyret pistol i brystlommen. Skuddet havde truffet ham dødeligt.

HEDDA.
l brystet, – ja.

BRACK.
Nej, – det traf ham i underlivet.

HEDDA
(ser op på ham med et udtryk af ækelhed)
.

Det også! Å, det latterlige og det lave, det lægger sig som en forbandelse over alt det, jeg bare rører ved.

BRACK.
Der kommer noget til, fru Hedda. Noget, som går ind under det gemene også.

HEDDA.
Og hvad er det?

BRACK.
Pistolen, som han havde på sig –

HEDDA
(åndeløst)
.

Nå! Hvad den!

BRACK.
Den må han ha’ stjålet.

HEDDA
(springer op)
.

Stjålet! Det er ikke sandt! Det har han ikke!

BRACK.
Det er umuligt andet. Han må ha’ stjålet den –. Hys.

(Tesman og fru Elvsted har rejst sig fra bordet i bagværelset og kommer ind i salonen.)

TESMAN
(med papirerne i begge hænder)
.

Du, Hedda, – det er næsten ikke muligt for mig at se derinde under hængelampen. Tænk det!

HEDDA.
Ja, jeg tænker.

TESMAN.
Måtte vi kanske få lov til at sidde lidt ved dit skrivebord. Hvad?

HEDDA.
Ja, gerne for mig.
(hurtigt)
Nej, vent! Lad mig få rydde af først.

TESMAN.
Å, det behøver du slet ikke, Hedda. Der er god plads.

HEDDA.
Nej, nej, lad mig bare få rydde af, siger jeg. Bære dette her ind på pianoet sålænge. Se så!

(hun har trukket en genstand, dækket med noteblade, frem under reolen, lægger nogle flere blade til og bærer det hele ind til venstre i bagværelset. Tesman lægger papirlapperne på skrivebordet og flytter lampen fra hjørnebordet derhen. Han og fru Elvsted sætter sig og tager igen fat på arbejdet. Hedda kommer tilbage.)

HEDDA
(bag fru Elvsteds stol, kramser hende blødt i, håret)
.

Nå, søde Thea, – går det så med Ejlert Løvborgs mindesmærke?

FRU ELVSTED
(ser modfalden op på hende)
.

Å Gud, – det blir visst uhyre svært at finde rede i.

TESMAN.
Det må gå. Der er ikke andet for. Og det, at bringe orden i andres papirer, – det er netop noget, som ligger for mig.

(Hedda går hen til ovnen og sætter sig på en af taburetterne. Brack står over hende, støttet til lænestolen.)

HEDDA
(hvisker)
:

Hvad var det, De sa’ om pistolen?

BRACK
(sagte)
.

At den må han ha’ stjålet.

HEDDA.
Hvorfor netop stjålet?

BRACK.
Fordi enhver anden forklaring bør være umulig, fru Hedda.

HEDDA.
Ja så.

BRACK
(ser lidt på hende)
.

Ejlert Løvborg har naturligvis været her imorges. Ikke sandt?

HEDDA.
Jo.

BRACK.
Var De alene med ham?

HEDDA.
Ja, en stund.

BRACK.
Forlod De ikke værelset, mens han var her?

HEDDA.
Nej.

BRACK.
Tænk Dem om. Var De sletikke ude et øjeblik?

HEDDA.
Jo, kanske et lidet øjeblik – ude i forstuen.

BRACK.
Og hvor havde De Deres pistolkasse imens.

HEDDA.
Den havde jeg nede i –

BRACK.
Nå, fru Hedda?

HEDDA.
Kassen stod der borte på skrivebordet.

BRACK.
Har De siden set efter, om begge pistolerne er der?

HEDDA.
Nej.

BRACK.
Behøves heller ikke. Jeg så den pistol, Løvborg havde havt på sig. Og jeg kendte den straks igen fra igår. Og fra før af også.

HEDDA.
Har De den kanske?

BRACK.
Nej, politiet har den.

HEDDA.
Hvad vil politiet gøre med pislolen?

BRACK.
Se til at komme på spor efter ejeren.

HEDDA.
Tror De, at det kan opdages?

BRACK
(bøjer sig ned over hende og hvisker)
:

Nej, Hedda Gabler, – ikke så længe jeg tier.

HEDDA
(ser sky på ham)
.

Og hvis De ikke tier, – hvad så?

BRACK
(trækker på skuldrene)
.

Der er jo altid den udvej, at pistolen er stjålet.

HEDDA
(fast)
.

Heller dø!

BRACK
(smiler)
.

Sligt noget siger man. Men man gør det ikke.

HEDDA
(uden at svare)
.

Og når så pistolen altså ikke er stjålet. Og ejeren opdages. Hvad kommer så?

BRACK.
Ja, Hedda, – så kommer skandalen.

HEDDA.
Skandalen!

BRACK.
Skandalen, ja, – som De har slig dødelig skræk for. De må naturligvis ind for retten. Både De og frøken Diana. Hun må jo forklare, hvorledes det hænger sammen. Om det er et vådeskud eller et drab. Har han villet trække pistolen op af lommen for at true hende? Og så er skuddet gåt af? Eller har hun revet ham pistolen ud af hånden, skudt ham, og stukket pistolen ned i lommen igen? Det kunde nok ligne hende. For hun er et håndfast pigebarn, den samme frøken Diana.

HEDDA.
Men alt dette modbydelige kommer jo ikke mig ved.

BRACK.
Nej. Men De må svare på det spørsmål: hvorfor gav De Ejlert Løvborg pistolen? Og hvilke slutninger vil man uddrage af den kendsgerning, at De gav ham den?

HEDDA
(sænker hodet)
.

Det er sandt. Det har jeg ikke tænkt på.

BRACK.
Nå, heldigvis er der ingen fare, sålænge jeg tier.

HEDDA
(ser op på ham)
.

Jeg er altså i Deres magt, assessor. De har hals og hånd over mig fra nu af.

BRACK
(hvisker sagtere)
:

Kæreste Hedda, – tro mig, – jeg skal ikke misbruge stillingen.

HEDDA.
I Deres magt lige fuldt. Afhængig af Deres krav og vilje. Ufri. Ufri altså!
(rejser sig heftigt.)
Nej, – den tanke holder jeg ikke ud! Aldrig.

BRACK
(ser halvt spottende på hende)
.

Man plejer ellers at finde sig i det uundgåelige.