Complete Works of Henrik Ibsen (598 page)

(Hedvig løber til reolen og henter den.)

HJALMAR.
Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig – å!

(Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans, men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.)

HJALMAR
(afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd og siger bevæget)
.

Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Gina. Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være.

(Han begynder atter at spille; straks efter banker det på gangdøren.)

GINA
(rejser sig)
.

Hys, Ekdal, – jeg tror der kommer nogen.

HJALMAR
(lægger fløjten i reolen)
.

Se så igen!

(Gina går hen og åbner døren.)

GREGERS WERLE
(ude i gangen)
.

Om forladelse –

GINA
(viger lidt tilbage)
.

Å!

GREGERS.
– er det ikke her, fotograf Ekdal bor?

GINA.
Jo, det er.

HJALMAR
(går hen imod døren)
.

Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da.

GREGERS
(kommer ind)
.

Jeg sa’ dig jo, at jeg vilde se op til dig.

HJALMAR.
Men ikveld –? Er du gåt fra selskabet?

GREGERS.
Både fra selskabet og fra familjehjemmet. – God aften, fru Ekdal. Jeg véd ikke, om De kan kende mig igen?

GINA.
Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen.

GREGERS.
Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

HJALMAR.
Er du gåt fra huset, siger du?

GREGERS.
Ja, jeg er flyttet hen på et hotel.

HJALMAR.
Ja så. Nå, siden du er kommen, så ta’ af dig og slå dig ned.

GREGERS.
Tak.

(trækker yderfrakken af. Han er nu omklædt, i en simpel grå klædesdragt af landligt snit.)

HJALMAR.
Her, i sofaen. Gør dig det mageligt.

(Gregers sætter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved bordet.)

GREGERS
(ser sig omkring)
.

Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du altså.

HJALMAR.
Dette her er atelieret, som du vel ser –

GINA.
Men her er nu rummeligere; og derfor så holder vi os helst her ude.

HJALMAR.
Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum –

GINA.
Og så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud.

GREGERS
(til Hjalmar)
.

Se, se, – du har logerende også.

HJALMAR.
Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig.
(til Hedvig.)
Men det var det øllet, du.

HEDVIG
(nikker og går ud i køkkenet)
.

GREGERS.
Det er altså din datter?

HJALMAR.
Ja, det er Hedvig.

GREGERS.
Og hun er jo eneste barn?

HJALMAR.
Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og –
(sænker stemmen.)
hun er også vor dybeste sorg, Gregers.

GREGERS.
Hvad er det, du siger!

HJALMAR.
Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at miste synet.

GREGERS.
Blir blind!

HJALMAR.
Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra’ en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer ubønhørligt.

GREGERS.
Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt det?

HJALMAR
(sukker)
.

Arveligt, rimeligvis.

GREGERS
(studsende)
.

Arveligt?

GINA.
Ekdals mor havde også svagt syn.

HJALMAR.
Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.

GREGERS.
Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?

HJALMAR.
Å, du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden fugl flagrer hun ind i livets evige nat.
(overvældet.)
Å, det er så knusende svært for mig, Gregers.

(Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på bordet.)

HJALMAR
(stryger hende over hodet)
.

Tak, tak, Hedvig.

HEDVIG
(lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret)
.

HJALMAR.
Nej. Ikke smørrebrød nu.
(ser hen.)
Ja, kanske Gregers tar et stykke?

GREGERS
(afværgende)
.

Nej, nej tak.

HJALMAR
(fremdeles vemodig)
.

Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha’ en skalk, så var det bra’. Og så la’ det være tilstrækkelig smør på, du.

HEDVIG
(nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen)
.

GREGERS
(som har fulgt hende med øjnene)
.

Hun ser da ellers nok så frisk og sund ud, synes jeg.

GINA.
Ja, ellers mankerer hun, Gud ske lov, ingen tingen.

GREGERS.
Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun nu være?

GINA.
Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i overmorgen.

GREGERS.
Temmelig stor for sin alder da.

GINA.
Ja, hun er skudt svært op i det sidste året.

GREGERS.
På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv blir. – Hvor længe er det nu De har været gift?

GINA.
Nu har vi været gift i –; jaha, snart i femten år.

GREGERS.
Nej, tænk, er det så længe!

GINA
(blir opmærksom; ser på ham)
.

Ja det er det da rigtignok.

HJALMAR.
Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær.
(slår over.)
Det må ha’ været lange år for dig der oppe på værket, det, Gregers.

GREGERS.
De var lange så længe jeg leved dem; – nu bagefter véd jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble’t af.

(Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.)

EKDAL.
Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her – hm. Hvad var det nu for noget?

HJALMAR
(går imod ham)
.

Far, her er nogen. Gregers Werle –. Jeg véd ikke, om du kan huske ham.

EKDAL
(ser på Gregers, som har rejst sig)
.

Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig?

HJALMAR.
Ingen ting; det er til mig, han kommer.

EKDAL.
Nå, så der er ikke noget på færde?

HJALMAR.
Nej visst ikke, nej.

EKDAL
(svinger med armen)
.

Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men –

GREGERS
(går hen til ham)
.

Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant Ekdal.

EKDAL.
Jagttomterne?

GREGERS.
Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket.

EKDAL.
Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden.

GREGERS.
Den gang var De slig en vældig jæger.

EKDAL.
Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, så –

(Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på bordet.)

HJALMAR.
Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers.

(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos sin far.)

GREGERS.
Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden.

EKDAL.
Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også skudt. Har skudt hele ni.

GREGERS
(ser deltagende på ham)
.

Og nu jager De aldrig mere.

EKDAL.
Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja, ikke på den måden, da. For skogen, ser De, – skogen, skogen –!
(drikker.)
Står skogen bra’ deroppe nu?

GREGERS.
Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud.

EKDAL.
Hugget ud?
(sagtere og ligesom ræd.)
Det er farlig gerning, det. Det dra’r efter sig. Der er hævn i skogen.

HJALMAR
(fylder i hans glas)
.

Vær så god; lidt til, far.

GREGERS.
Hvorledes kan en mand som De, – slig en friluftsmand, – leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge?

EKDAL
(ler småt og skotter til Hjalmar)
.

Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.

GREGERS.
Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl –?

EKDAL
(smiler)
.

Hjalmar, skal vi vise ham det?

HJALMAR
(hurtig og lidt forlegen)
.

Å nej, nej, far; ikke i aften.

GREGERS.
Hvad vil han vise mig?