Complete Works of Henrik Ibsen (593 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
(Fru Stockmann, Petra og Horster kommer fra dagligstuen.)
FRU STOCKMANN.
Men Gud bevare mig, Tomas, hvad er her på færde!
DOKTOR STOCKMANN
(svinger paraplyen)
.
Hop ud, siger jeg! Ned i rendestenen!
HOVSTAD.
Overfald på sagesløs mand! Jeg skyder Dem til vidne, kaptejn Horster.
(han skynder sig ud gennem forstuen.)
ASLAKSEN
(rådvild)
.
Den, som bare kendte de lokale forholde –
(smutter ud gennem dagligstuen.)
FRU STOCKMANN
(holder på doktoren)
.
Men så styr dig da, Tomas!
DOKTOR STOCKMANN
(kaster paraplyen)
.
Ja så min sæl slap de fra det alligevel.
FRU STOCKMANN.
Men hvad var det da, de vilde dig?
DOKTOR STOCKMANN.
Det skal du få vide siden; nu har jeg andre ting at tænke på.
(går til bordet og skriver på et visitkort.)
Se her, Katrine; hvad står her?
FRU STOCKMANN.
Tre store Nej; hvad er det?
DOKTOR STOCKMANN.
Det skal du også få vide siden.
(rækker kortet.)
Der, Petra; lad den sodede løbe op til grævlingen med det, så fort hun kan. Skynd dig!
(Petra går med kortet ud gennem forstuen.)
DOKTOR STOCKMANN.
Ja, har ikke jeg idag havt besøg af alle fandens sendebud, så véd jeg ikke. Men nu skal jeg også spidse min pen imod dem, så den blir som en syl; jeg skal dyppe den i ædder og galde; jeg skal kyle mit blækhorn lige i skallen på dem!
FRU STOCKMANN.
Ja, men vi rejser jo, Tomas.
(Petra kommer tilbage.)
DOKTOR STOCKMANN.
Nå?
PETRA.
Besørget.
DOKTOR STOCKMANN.
Godt. – Rejser, siger du? Nej så pine død om vi gør; vi blir, hvor vi er, Katrine!
PETRA.
Blir vi!
FRU STOCKMANN.
Her i byen?
DOKTOR STOCKMANN.
Ja netop her; her er valpladsen; her skal slaget stå; her vil jeg sejre! Når jeg nu bare har fåt mine buxer sy’d sammen, så går jeg ud i byen og søger efter hus; vi må jo ha’ tag over hodet til vinteren.
HORSTER.
Det skal De få hos mig.
DOKTOR STOCKMANN.
Kan jeg det?
HORSTER.
Ja, det kan De så godt; jeg har rum nok, og jeg er jo næsten aldrig hjemme.
FRU STOCKMANN.
Å hvor det er snildt af Dem, Horster.
PETRA.
Tak!
DOKTOR STOCKMANN
(ryster hans hånd)
.
Tak, tak! Så er altså den sorg slukt. Og så tar jeg fat for alvor endnu i denne dag. Å, her blir en uendelighed at rode op i, Katrine! Men det er bra’, at jeg nu får tiden så ganske til min rådighed; ja, for se her; jeg er opsagt fra badet, skal du vide –
FRU STOCKMANN
(sukker)
.
Ak ja, det vented jeg jo.
DOKTOR STOCKMANN.
– og så vil de ta’ min praxis fra mig også. Men lad dem det! Fattigfolk beholder jeg ialfald – de, som ingenting betaler; og Herregud, det er jo dem, som mest trænger til mig også. Men høre på mig skal de, pine død, få lov til; jeg skal præke for dem både i tide og i utide, som der står skrevet etsteds.
FRU STOCKMANN.
Men, snille Tomas, jeg synes, du har set, hvad det nytter at præke.
DOKTOR STOCKMANN.
Du er virkelig løjerlig, Katrine. Skulde jeg kanske la’ mig slå af marken af den offentlige mening og den kompakte majoritet og sligt noget djævelskab? Nej tak, du! Og det, jeg vil, det er jo så simpelt og grejt og ligetil. Jeg vil bare få banket ind i hodet på køterne, at de liberale er de fri mænds lumskeste fiender, – at partiprogrammerne vri’er halsen om på alle unge levedygtige sandheder, – at hensigtsmæssighedshensynene vender op og ned på moral og retfærdighed, så at det blir rent grueligt at leve her tilslut. Ja, synes ikke De, kaptejn Horster, at jeg måtte kunne få folk til at begribe det?
HORSTER.
Kan gerne være; jeg skønner mig ikke rigtig på sligt.
DOKTOR STOCKMANN.
Jo, ser De, – nu skal De høre! Det er partihøvdingerne, som må udryddes. For en parti-høvding er ligesom en ulv, ser De, – han er ligesom en forslugen gråbén; – han behøver så og så mange stykker småfæ om året, hvis han skal bestå. Se nu bare Hovstad og Aslaksen! Hvor mange småfæ gør ikke de ende på; eller de skamferer dem og river dem fordærvet, så de aldrig blir til andet end husejere og abonnenter på „Folkebudet”!
(sætter sig halvt op på bordet.)
Nej, kom her, du Katrine, – se, hvor vakkert solen falder ind idag. Og så den velsignede friske vårluft, som jeg har fåt ind til mig.
FRU STOCKMANN.
Ja, når vi bare kunde leve af solskin og vårluft, Tomas.
DOKTOR STOCKMANN.
Nå, du må spinke og spare ved siden af, – så går det nok. Det er min mindste bekymring. Nej, det, som værre er, det er det, at jeg ikke véd nogen så fri og fornem mand, at han tør ta’ min gerning op efter mig.
PETRA.
Å, tænk ikke på det, far; du har tiden for dig. – Nej se, der er alt gutterne.
(Ejlif og Morten kommer ind fra dagligstuen.)
FRU STOCKMANN.
Har I fåt lov idag?
MORTEN.
Nej; men vi slo’s med de andre i frikvarteret –
EJLIF.
Det er ikke sandt; det var de andre, som slo’s med os.
MORTEN.
Ja, og så sa’ herr Rørlund, at det var bedst vi blev hjemme i nogen dage.
DOKTOR STOCKMANN
(knipser med fingrene og springer ned fra bordet)
.
Nu har jeg det! Nu har jeg det, min sæl! I skal aldrig sætte jer fod i skolen mere!
GUTTERNE.
Ikke i skolen!
FRU STOCKMANN.
Nej men, Tomas –
DOKTOR STOCKMANN.
Aldrig, siger jeg! Jeg vil selv lære jer op; – ja, det vil sige, I skal ikke lære nogen Guds skabte ting –
MORTEN.
Hurra!
DOKTOR STOCKMANN.
– men jeg vil få jer til at bli’ fri, fornemme mænd. – Hør, det må du hjælpe mig med, Petra.
PETRA.
Ja, far, det kan du lide på.
DOKTOR STOCKMANN.
Og skolen, den skal holdes i salen, hvor de skældte mig ud for en folkefiende. Men vi må være flere; jeg må ha’ mindst tolv gutter til at begynde med.
FRU STOCKMANN.
Dem får du såmænd ikke her i byen.
DOKTOR STOCKMANN.
Det skal vi få se.
(til gutterne.)
Kender I ikke nogen gadelømler, – nogen rigtige lurver –?
MORTEN.
Jo, far, dem kender jeg mange af!
DOKTOR STOCKMANN.
Så er det bra’; få fat på nogen stykker til mig. Jeg vil experimentere med køterne for én gangs skyld; der kan sidde mærkværdige hoder på dem iblandt.
MORTEN.
Men hvad skal vi gøre, når vi er ble’t fri og fornemme mænder da?
DOKTOR STOCKMANN.
Da skal I jage alle gråbenene over til det fjerne vesten, gutter!
(Ejlif ser noget betænkelig ud; Morten hopper og råber hurra.)
FRU STOCKMANN.
Ak, bare det ikke blir disse her gråbenene, som jager dig, Tomas.
DOKTOR STOCKMANN.
Er du rent gal, Katrine! Jage mig! Nu, da jeg er byens stærkeste mand!
FRU STOCKMANN.
Den stærkeste – nu?
DOKTOR STOCKMANN.
Ja, jeg tør sige så stort et ord, at nu er jeg en af de stærkeste mænd i hele verden.
MORTEN.
Å nej da!
DOKTOR STOCKMANN
(sænker stemmen)
.
Hys; I skal ikke tale om det endnu; men jeg har gjort en stor opdagelse.
FRU STOCKMANN.
Nu igen?
DOKTOR STOCKMANN.
Ja visst, ja visst!
(samler dem om sig og siger fortrolig.)
Sagen er den, ser I, at den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.
FRU STOCKMANN
(smiler og ryster på hodet)
.
Å du Tomas –!
PETRA
(trøstig, griber hans hænder)
.
Far!
GROSSERER WERLE, værksejer o. s. v.
GREGERS WERLE, hans søn.
GAMLE EKDAL.
HJALMAR EKDAL, den gamles søn, fotograf.
GINA EKDAL, Hjalmars hustru.
HEDVIG, deres datter, 14 år.
FRU SØRBY, grossererens husbestyrerinde.
RELLING, læge.
MOLVIK, forhenværende teolog.
BOGHOLDER GRÅBERG.
PETTERSEN, grossererens tjener.
LEJETJENER JENSEN.
EN BLEGFED HERRE.
EN TYNDHÅRET HERRE.
EN NÆRSYNT HERRE.
SEX ANDRE HERRER, middagsgæster hos grossereren.
FLERE LEJETJENERE.
(Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf Ekdal.)
(I grosserer Werles hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.)
(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to-tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale holdes; bravoråb og så atter summende samtale.)
PETTERSEN
(tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over)
.
Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby.
LEJETJENER JENSEN
(flytter en lænestol frem)
.
Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem?
PETTERSEN.
Fan’ véd.
JENSEN.
For han har nok vær’t en svær buk i sine dage.
PETTERSEN.
Kanske det.
JENSEN.
Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de.
PETTERSEN.
Ja. Sønnen kom hjem igår.
JENSEN.
Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.
PETTERSEN.
Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdals-værket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset.
EN LEJETJENER
(i døren til den anden stue)
.
De, Pettersen, her er en gammel fyr, som –
PETTERSEN
(mumler)
.
Hvad fan’, kommer her nu nogen!
(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.)
PETTERSEN
(går imod ham)
.
Jøss’, – hvad vil De her inde?
EKDAL
(i døren)
.
Må så nødvendigt ind på kontoret, Pettersen.
PETTERSEN.
Kantoret er stængt for en time siden, og –
EKDAL.
Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen.
(peger mod tapetdøren.)
Har gåt den vejen før.
PETTERSEN.
Ja, De får så gøre da.
(åbner døren.)
Men sans endelig på, at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har fremmede.
EKDAL.
Véd det nok, – hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak.
(mumler sagte.)
Torsk!
(han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham.)
JENSEN.
Hører han også til kantorfolkene?
PETTERSEN.
Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær’t en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal.
JENSEN.
Ja, han så ud som noget af hvert.
PETTERSEN.
Ja da; han har vær’t løjtnant, kan De tænke.
JENSEN.
Å fan’, – har han vær’t løjtnant!
PETTERSEN.
Ja gu’ har han så. Men så slog han sig nok på skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha’ gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
JENSEN.
Han kan da ikke ha’ stort at spandere for, han.
PETTERSEN.
Jøss’, Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med.
JENSEN.
Har han spillet bankerot da?
PETTERSEN.
Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen.
JENSEN.
På fæstningen!
PETTERSEN.
Eller kanske det var i bodsfængslet –
(lytter.)
Hys, nu går de fra bordet.
(Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra. Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)
FRU SØRBY
(i forbigående til tjeneren)
.
Pettersen, vil De la’ kaffeen servere inde i musiksalen.
PETTERSEN.
Ja vel, fru Sørby.
(hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.)
EN BLEGFED HERRE
(til en tyndhåret)
.
Puh, – den dinér – det var et drøjt stykke arbejde!
DEN TYNDHÅREDE.
Å, med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.
DEN FEDE HERRE.
Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!
EN TREDJE HERRE.
Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen.
DEN FEDE HERRE.
Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.
DEN TYNDHÅREDE
(dæmpet)
.
Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.
DEN FEDE HERRE.
Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.
(de ler og går ind i stuen.)
GROSSERER WERLE
(dæmpet og forstemt)
.
Jeg tror ikke nogen la’ mærke til det, Gregers.
GREGERS
(ser på ham)
.
Hvilket?
WERLE.
La’ ikke du heller mærke til det?
GREGERS.
Hvad skulde jeg lægge mærke til?
WERLE.
Vi var tretten til bords.
GREGERS.
Så? Var vi tretten?
WERLE
(med et blik mod Hjalmar Ekdal)
.
Vi er ellers altid vant til at være tolv.
(til de øvrige.)
Vær så artig, mine herrer!
(han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.)
HJALMAR
(som har hørt samtalen)
.
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.
GREGERS.
Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be’ min eneste og bedste ven –
HJALMAR.
Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.
GREGERS.
Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. – Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten-sytten år.
HJALMAR.
Er det så længe siden?
GREGERS.
Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble’t fyldig og svær.
HJALMAR.
Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang.
GREGERS.
Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.
HJALMAR
(i dystrere tone)
.
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du véd jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.
GREGERS
(sagtere)
.
Hvorledes går det din far nu?
HJALMAR.
Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du. – Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket.
GREGERS.
Dejlig ensomt har jeg havt det, – havt god anledning til at gruble over mangt og meget. – Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.
(han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af.)
HJALMAR
(blødt)
.
Du skal dog ha’ tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har noget imod mig.
GREGERS
(forundret)
.
Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha’ noget imod dig?
HJALMAR.
I de første årene havde du det dog.
GREGERS.
Hvilke første år?
HJALMAR.
Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble’t trukket med ind i disse her – å, disse her skrækkelige historierne!
GREGERS.
Og derfor skulde jeg ha’ noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind?
HJALMAR.
Jeg véd, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.
GREGERS
(studser)
.
Far! Ja så. Hm. – Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, – ikke med et eneste ord.
HJALMAR.
Ja.
GREGERS.
Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?
HJALMAR.
Din far sa’, det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.
GREGERS
(ser hen for sig)
.
Nej, nej, kanske han kunde ha’ ret i det. – Men sig mig nu, Hjalmar, – finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling?
HJALMAR
(sukker let)
.
Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far, – skammen og skændselen, Gregers –
GREGERS
(rystet)
.
Ja vel, ja. Ja vel.
HJALMAR.
Jeg kunde jo ikke tænke på at bli’ ved med studeringerne; der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg –
GREGERS.
Hm –
HJALMAR.
Nå, så syntes jeg det var bedst – sådan med et ryk, ser du – at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig –
