Complete Works of Henrik Ibsen (594 page)

GREGERS.
Gjorde far?

HJALMAR.
Ja, du véd da vel det? Hvor skulde jeg ta’ penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.

GREGERS.
Og alt det har far kostet?

HJALMAR.
Ja, kære, véd du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig.

GREGERS.
Ikke et ord om at det var ham. Han må ha’ glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far –!

HJALMAR.
Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig istand til at gifte mig. Eller kanske – véd du ikke det heller?

GREGERS.
Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. –
(ryster ham i armen.)
Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her glæder mig – og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel – i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed –

HJALMAR.
Samvittighed –?

GREGERS.
Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far. – Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand?

HJALMAR.
Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra’ en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.

GREGERS
(lidt forundret)
.

Nej, det er hun da vel ikke.

HJALMAR.
Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig –; og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.

GREGERS.
Gina?

HJALMAR.
Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?

GREGERS.
Hvem hed Gina? Jeg véd jo aldeles ikke –

HJALMAR.
Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid?

GREGERS
(ser på ham)
.

Er det Gina Hansen –?

HJALMAR.
Ja, naturligvis er det Gina Hansen.

GREGERS.
– som styred huset for os det sidste år mor lå syg?

HJALMAR.
Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg véd da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.

GREGERS
(som har rejst sig)
.

Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at –
(går om på gulvet.)
Jo, bi lidt; – kanske dog alligevel – når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig.
(sætter sig halvt på stolarmen.)
Hør, sig mig, du, Hjalmar –; dette her er morsomt –; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina – med din hustru?

HJALMAR.
Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom –; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa’ hun op og flytted. Det var året før din mor døde. – eller kanske det var samme år.

GREGERS.
Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?

HJALMAR.
Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse.

GREGERS.
Og det var du kanske så heldig at komme over?

HJALMAR.
Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der, – ser du, – der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.

GREGERS.
Og så blev det til forlovelse?

HJALMAR.
Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden –; hm –

GREGERS
(rejser sig og driver lidt om)
.

Sig mig, – da du var ble’t forlovet – var det da, at far lod dig –; jeg mener, – var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering?

HJALMAR.
Ja netop. For jeg vilde jo gerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere.

GREGERS.
Det passed da vidunderlig godt sammen.

HJALMAR
(fornøjet, rejser sig)
.

Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen?

GREGERS.
Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han.

HJALMAR
(bevæget)
.

Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du.

FRU SØRBY
(kommer ind med grosserer Werle under armen)
.

Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.

WERLE
(slipper hendes arm og fører hånden over øjnene)
.

Jeg tror næsten, De har ret i det.

(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med præsenterbrætter.)

FRU SØRBY
(til gæsterne i den anden stue)
.

Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha’ et glas punsch, så må han umage sig her ind.

DEN FEDE HERRE
(kommer hen til fru Sørby)
.

Men Herregud, er det sandt, at De har ophævet den velsignede røgefrihed?

FRU SØRBY.
Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre.

DEN TYNDHÅREDE HERRE.
Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby?

FRU SØRBY.
Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen.

DEN TYNDHÅREDE.
Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig aldeles ikke?

FRU SØRBY.
Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.

(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder punschglassene om.)

WERLE
(til Hjalmar, henne ved et bord)
.

Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?

HJALMAR.
Det er bare et album, herr grosserer.

DEN TYNDHÅREDE
(som driver omkring)
.

Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.

DEN FEDE HERRE
(i en lænestol)
.

Har De ikke taget nogen med af Deres egne?

HJALMAR.
Nej, jeg har ikke.

DEN FEDE HERRE.
Det skulde De ha’ gjort; det er så godt for fordøjelsen således at sidde og se på billeder.

DEN TYNDHÅREDE.
Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De.

EN NÆRSYNT HERRE.
Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.

FRU SØRBY.
Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også arbejde for føden, herr Ekdal.

DEN FEDE HERRE.
I et godt madhus er det en ren fornøjelse.

DEN TYNDHÅREDE.
Herregud, når det gælder kampen for tilværelsen, så –

FRU SØRBY.
Det har De ret i!

(de fortsætter under latter og spøg.)

GREGERS
(sagte)
.

Du må snakke med, Hjalmar.

HJALMAR
(med en vridning)
.

Hvad skal jeg snakke om.

DEN FEDE HERRE.
Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må anses som en forholdsvis sund drik for maven?

WERLE
(ved kaminen)
.

Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også.

DEN FEDE HERRE.
Ja, den smagte mærkværdig delikat.

HJALMAR
(usikker)
.

Er der nogen forskel på årgangene?

DEN FEDE HERRE
(ler)
.

Nej, De er god!

WERLE
(smiler)
.

Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for.

DEN TYNDHÅREDE HERRE.
Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal. Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?

HJALMAR.
Jo, lyset gør visst sit.

FRU SØRBY.
Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også svært til solskin, som der siges.

DEN TYNDHÅREDE.
Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!

DEN NÆRSYNTE HERRE.
Fruen producerer sig –

DEN FEDE HERRE.
– og det på vor bekostning.
(truer.)
Fru Berta, fru Berta!

FRU SØRBY.
Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.

DEN NÆRSYNTE HERRE.
Regner De mig til de gamle!

FRU SØRBY.
Å, langt ifra.

DEN TYNDHÅREDE.
Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby –?

DEN FEDE HERRE.
Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til?

FRU SØRBY.
Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.

(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser med hende.)

WERLE.
Fru Sørby finder altid en udvej – når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer; – Pettersen, å, sørg for –! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen.
(Gregers rører sig ikke.)
Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet.

(Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.)

GRÅBERG.
Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.

WERLE.
Nå, er De nu ble’t låset inde igen?

GRÅBERG.
Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne –

WERLE.
Nå, så gå De bare her igennem.

GRÅBERG.
Men der er én til –

WERLE.
Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.

(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)

WERLE
(uvilkårligt)
.

Uf da!