Complete Works of Henrik Ibsen (597 page)

EKDAL.
Du så mig nok ikke, du?

HJALMAR.
Nej; men de sa’, du var gåt igennem –; og så vilde jeg følge dig.

EKDAL.
Hm, snilt af dig, Hjalmar. – Hvad var det for nogen, alle de folk?

HJALMAR.
Å, det var forskellige. Der var kammerherre Flor og kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre – så og så; jeg véd ikke –

EKDAL
(nikker)
.

Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer.

GINA.
Ja, det er nok svært fint i det huset nu.

HEDVIG.
Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op?

HJALMAR.
Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha’ mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til.

EKDAL.
Fik de dig ikke til det, du?

GINA.
Det kunde du da gerne ha’ gjort.

HJALMAR.
Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver.
(spadserer om på gulvet.)
Jeg gør det i al fald ikke.

EKDAL.
Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han.

HJALMAR.
Jeg véd ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen, når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem så værs’go’ gøre nytte for al den gode mad, de får.

GINA.
Men det sa’ du da vel ikke?

HJALMAR
(nynner)
.

Hå-hå-hå –; de fik såmænd høre noget af hvert.

EKDAL.
Og det var til kammerherrerne selv!

HJALMAR.
Det er ikke frit for det.
(henkastende.)
Siden kom vi i en liden dispyt om Tokayervin.

EKDAL.
Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.

HJALMAR
(standser)
.

Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin druerne har fåt.

GINA.
Nej, du véd da også al tingen, du, Ekdal.

EKDAL.
Og det gav de sig til at disputere om?

HJALMAR.
De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle årgange lige fine – blev der sagt.

GINA.
Nej, hvad du kan finde på!

EKDAL.
He-he! Og det fik de på sin tallerken?

HJALMAR.
Lige op i øjnene fik de det.

EKDAL.
Du, Gina, han sa’ det lige op i øjnene på kammerherrerne.

GINA.
Nej, tænk, lige op i øjnene.

HJALMAR.
Ja, men jeg vil ikke ha’, at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej!

EKDAL.
Men lige op i øjnene –

HEDVIG
(indsmigrende)
.

Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i kjole, far!

HJALMAR.
Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig; – lidt trang i armhullerne kanske –; hjælp mig, Hedvig.
(trækker kjolen af.)
Jeg tar heller jakken på. Hvor har du jakken, Gina?

GINA.
Her er den.

(bringer jakken og hjælper ham.)

HJALMAR.
Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.

GINA
(lægger den hen)
.

Det skal nok bli’ besørget.

HJALMAR
(strækker sig)
.

Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og ledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse. Synes ikke du det, Hedvig?

HEDVIG.
Jo, far!

HJALMAR.
Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende ender –; se her! Hvad?

HEDVIG.
Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbarten og til det store krøllede håret.

HJALMAR.
Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere sige lokket.

HEDVIG.
Ja, for det er så storkrøllet.

HJALMAR.
Egentlig lokket.

HEDVIG
(lidt efter, trækker ham i jakken)
.

Far!

HJALMAR.
Nå, hvad er det?

HEDVIG.
Å, du véd godt, hvad det er.

HJALMAR.
Nej visst véd jeg ikke, nej.

HEDVIG
(ler og klynker)
.

Å jo, far; nu skal du ikke pine mig længer!

HJALMAR.
Men hvad er det da?

HEDVIG
(rusker i ham)
.

Å snak; kom nu med det, far! Du véd jo alt det gode, du lovte mig.

HJALMAR.
Å – nej tænk, at jeg skulde glemme det!

HEDVIG.
Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor har du det henne?

HJALMAR.
Jo, så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig.

(går hen og søger i kjolelommerne.)

HEDVIG
(hopper og klapper i hænderne)
.

Å mor, mor!

GINA.
Ser du; når du bare gir tid, så –

HJALMAR
(med et papir)
.

Se, her har vi den.

HEDVIG.
Det der? Det er jo bare et papir.

HJALMAR.
Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står „Menu”; det betyder spiseseddel.

HEDVIG.
Har du ikke noget andet?

HJALMAR.
Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der, Hedvig.

HEDVIG
(svælger gråden)
.

Tak.

(Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; Hjalmar mærker det.)

HJALMAR
(driver om på gulvet)
.

Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste, – straks skal en se sure miner. Nå, en vænner sig til det også.
(standser ved ovnen hos den gamle.)
Har du kikket der ind i aften, far?

EKDAL.
Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven.

HJALMAR.
Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig til den.

EKDAL.
Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen små grejer til –

HJALMAR.
Nogen forbedringer, ja.

EKDAL.
Men de må gøres, du.

HJALMAR.
Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen.

EKDAL.
Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først; – må nok renske den også. Hm.

(han går ind i sit værelse.)

GINA
(smiler til Hjalmar)
.

Renske piben, du.

HJALMAR.
Å ja, ja, Gina, lad ham bare –; den stakkers skibbrudne gubbe. – Ja, de forbedringerne, – dem er det bedst, vi får fra hånden imorgen.

GINA.
Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal.

HEDVIG
(indfaldende)
.

Å jo visst, mor!

GINA.
– for husk på de kopierne, som skal retuseres; her har nu været så mange bud efter dem.

HJALMAR.
Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli’ færdige. Er her kanske kommet nye bestillinger også?

GINA.
Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to portrætterne, som du véd.

HJALMAR.
Ikke noget andet? Å nej, når man ikke griber sig an, så –

GINA.
Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det jeg årker, synes jeg.

HJALMAR.
Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller?

GINA.
Nej, endnu ikke.

HJALMAR.
Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så –. Man må ta’ sig rigtig sammen, Gina!

HEDVIG
(går imod ham)
.

Skal jeg ikke ta’ fløjten til dig, far?

HJALMAR.
Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden.
(driver om.)
Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine kræfter strækker til –

GINA.
Men, kære snille Ekdal, det var da ikke så, jeg mente.

HEDVIG.
Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl?

HJALMAR.
Nej, aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig. – –
(standser.)
Øl? – Var det øl, du talte om?

HEDVIG
(livlig)
.

Ja, far; dejlig friskt øl.

HJALMAR.
Nå, – når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en flaske.

GINA.
Ja, gør det; så skal vi ha’ det hyggeligt.

(Hedvig løber mod køkkendøren.)

HJALMAR
(ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber hende om hodet og trykker hende op til sig)
.

Hedvig! Hedvig!

HEDVIG
(glad og i tårer)
.

Å du snille far!

HJALMAR.
Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta’t for mig ved den rige mands bord, – siddet og svælget ved det bugnende taffel –! Og så kunde jeg endda –!

GINA
(sidder ved bordet)
.

Å snak, snak, Ekdal.

HJALMAR.
Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I véd jo, at jeg holder af jer alligevel.

HEDVIG
(slår armene om ham)
.

Og vi holder så umådelig af dig, far!

HJALMAR.
Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så – Herregud – husk på, at jeg er en mand, som bestormes af sorgernes hær. Nå!
(tørrer øjnene.)
Ikke øl i en sådan stund. Giv mig fløjten.