Complete Works of Henrik Ibsen (541 page)

DINA.
Ja, De er fremmed; De kan ikke forstå det; men jeg skal sige Dem –

JOHAN TØNNESEN.
Nå?

DINA.
Nej, jeg vil helst ikke tale om det.

JOHAN TØNNESEN.
Å jo visst; til mig kan De da tale om hvad det skal være.

DINA.
Ja, jeg skal sige Dem, jeg er ikke som de andre unge piger; der er noget – noget sådant ved mig. Derfor skal De ikke gøre det.

JOHAN TØNNESEN.
Men alt dette forstår jeg slet ikke. De har da ikke gjort noget ondt?

DINA.
Nej, ikke jeg, men –; nej, nu vil jeg ikke tale mere om det. De får det nok at vide af de andre.

JOHAN TØNNESEN.
Hm.

DINA.
Men der var noget andet, jeg gerne vilde spørge Dem om.

JOHAN TØNNESEN.
Og hvad var det?

DINA.
Det skal jo være så let at blive til noget dygtigt derover i Amerika?

JOHAN TØNNESEN.
Nå, så let er det just ikke altid; man må ofte slide ondt og arbejde strængt i førstningen.

DINA.
Ja, det vilde jeg gerne –

JOHAN TØNNESEN.
De?

DINA.
Jeg kan nok arbejde; jeg er stærk og sund, og tante Marta har læst meget med mig.

JOHAN TØNNESEN.
Men for pokker, så kom og rejs med os.

DINA.
Å, nu spøger De bare; det sagde De til Olaf også. Men det var det jeg vilde vide, om menneskene er meget – meget sådan moralske derover?

JOHAN TØNNESEN.
Moralske?

DINA.
Ja, jeg mener, om de er sådan – anstændige og skikkelige, ligesom her.

JOHAN TØNNESEN.
Nå, de er ialfald ikke så slemme, som man her tror. Det skulde De ikke være bange for.

DINA.
De forstår mig ikke. Jeg vilde just gerne, at de ikke skulde være så meget anstændige og moralske.

JOHAN TØNNESEN.
Ikke det? Hvordan vilde De så de skulde være?

DINA.
Jeg vilde, de skulde være naturlige.

JOHAN TØNNESEN.
Ja, ja, det er kanske netop det, de er.

DINA.
For så vilde det være godt for mig, om jeg kunde komme derover.

JOHAN TØNNESEN.
Ja visst vilde det så! Derfor skal De rejse med os.

DINA.
Nej, med Dem vilde jeg ikke rejse; jeg måtte rejse alene. Å, jeg skulde nok drive det til noget; jeg skulde nok blive brav –

KONSUL BERNICK
(nedenfor havetrappen hos begge damerne)
.
Bliv, bliv; jeg skal hente det, kære Betty. Du kunde så let forkøle dig.
(han kommer ind i salen og søger fruens shawl.)

FRU BERNICK
(ude i haven)
.
Du må også komme med, Johan; vi skal ned i grotten.

KONSUL BERNICK.
Nej, nu må Johan blive her. Se her, Dina; tag min kones shawl og gå med. Johan blir her hos mig, kære Betty. Jeg må da høre lidt om forholdene derover.

FRU BERNICK.
Ja, ja; men kom så efter; du véd jo, hvor du skal finde os.
(Fru Bernick, frøken Hessel og Dina går ned gennem haven til venstre.)

KONSUL BERNICK
(ser et øjeblik efter dem, går så hen og lukker den øverste dør til venstre, derpå går han hen til Johan, griber begge hans hænder, ryster og trykker dem)
.
Johan, nu er vi alene; må jeg nu få lov at takke dig.

JOHAN TØNNESEN.
Å hvad!

KONSUL BERNICK.
Mit hus og hjem, min familjelykke, min hele borgerlige stilling i samfundet, – alt skylder jeg dig.

JOHAN TØNNESEN.
Nå, det glæder mig, kære Karsten; så kom der dog noget godt ud af den gale historie.

KONSUL BERNICK
(ryster igen hans hænder)
.
Tak, tak alligevel! Ikke én blandt ti tusinde havde gjort, hvad du dengang gjorde for mig.

JOHAN TØNNESEN.
Snak om en ting! Var vi ikke beggeto unge og letlivede? En af os måtte jo dog tage skylden på sig –

KONSUL BERNICK.
Men hvem var nærmere til det, end den skyldige?

JOHAN TØNNESEN.
Stop! Dengang var den uskyldige nærmest til det. Jeg var jo frank og fri, forældreløs; dette slid på kontoret var det en ren lykke at komme bort fra. Du derimod havde din gamle moder ilive, og dertil var du jo netop bleven hemmelig forlovet med Betty, som holdt så meget af dig. Hvorledes vilde det gåt med hende, hvis hun havde fåt at vide –?

KONSUL BERNICK.
Sandt, sandt, sandt; men –

JOHAN TØNNESEN.
Og var det ikke just for Bettys skyld, at du afbrød dette maskepi med madam Dorf? Det var jo netop for at bryde overtvert, at du var deroppe hos hende den aften –

KONSUL BERNICK.
Ja, den ulyksalige aften, da det fordrukne menneske kommer hjem –! Ja, Johan, det var for Bettys skyld; men alligevel, – at du så højmodig kunde vende skinnet imod dig selv og rejse væk –

JOHAN TØNNESEN.
Ingen skrupler, kære Karsten. Vi blev jo enige om, at så skulde det være; reddes måtte du jo, og du var jo min ven. Jo, det venskab var jeg rigtignok kry af! Her gik jeg og sled som en stakkers hjemfødning; og så kommer du tilbage, fin og fornem, fra din store udenlandsrejse; havde været både i London og i Paris. Og så kårer du mig til din omgangsven, skønt jeg var fire år yngre end du; – ja, det var nu, fordi du gik og kured til Betty; nu forstår jeg det nok. Men hvor kry jeg var af det! Og hvem vilde ikke have været det? Hvem vilde ikke gerne have ofret sig for dig; især når det ikke galdt andet end en måneds bysladder, og en så med det samme kunde løbe ud i den vide verden.

KONSUL BERNICK.
Hm, min kære Johan, jeg vil oprigtig sige dig, at historien endnu ikke er så ganske glemt.

JOHAN TØNNESEN.
Ikke det? Nå, hvad rager det mig, når jeg igen sidder derover på min farm –

KONSUL BERNICK.
Du rejser altså tilbage?

JOHAN TØNNESEN.
Forstår sig.

KONSUL BERNICK.
Men dog ikke så snart, håber jeg?

JOHAN TØNNESEN.
Så snart som muligt. Det var jo kun for at føje Lona, at jeg tog med herover.

KONSUL BERNICK.
Så? Hvorledes det?

JOHAN TØNNESEN.
Jo, ser du, Lona er jo ikke ung længer, og i den sidste tid begyndte længselen efter hjemmet at mane og drage hende; men hun vilde aldrig vedgå det;
(smiler.)
hvor turde hun vove at lade mig letsindige krop alene tilbage, mig, som alt i nittenårsalderen havde givet mig af med –

KONSUL BERNICK.
Og så?

JOHAN TØNNESEN.
Ja, Karsten, nu kommer jeg med et skriftemål som jeg skammer mig over.

KONSUL BERNICK.
Du har da ikke betroet hende sammenhængen?

JOHAN TØNNESEN.
Jo, Det var urigtigt af mig; men jeg kunde ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om, hvad Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet udstå hende; men for mig har hun været som en moder. I de første år, da vi havde det så trangt derover, – hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene, og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at synge viser i kaffehusene, – holde foredrag, som folk gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun siden både lo og græd over, – altsammen for at holde livet i mig. Kunde jeg så se på, at hun i vinter gik der og tærtes hen, hun, som havde slidt og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten. Og så sagde jeg: rejs du, Lona; du skal ikke være ræd for mig; jeg er ikke så letsindig, som du tænker. Og så – så fik hun det at vide.

KONSUL BERNICK.
Og hvorledes tog hun det?

JOHAN TØNNESEN.
Nå, hun mente, som sandt var, at når jeg vidste mig uskyldig, så kunde det ikke være mig imod at gøre en trip med herover. Men vær du rolig; Lona røber intet, og jeg skal nok vogte min mund anden gang.

KONSUL BERNICK.
Ja, ja; det stoler jeg på.

JOHAN TØNNESEN.
Her er min hånd. Og så vil vi ikke tale mere om den gamle historie; lykkeligvis er det den eneste gale streg, nogen af os har gjort sig skyldig i, tænker jeg. Nu vil jeg rigtig nyde de få dage, jeg blir her. Du kan ikke tro, hvilken prægtig tur vi havde iformiddag. Hvem skulde troet, at den lille tøsunge, som løb her og spilled engle på theatret –! Men sig mig, du, – hvorledes gik det siden med hendes forældre?

KONSUL BERNICK.
Å, kære, jeg véd ikke mere at fortælle, end hvad jeg skrev dig til straks efter du var rejst. Ja, du fik dog vel de to breve?

JOHAN TØNNESEN.
Ja vel, ja vel; jeg har dem begge to. Det fordrukne menneske løb jo fra hende?

KONSUL BERNICK.
Og slog sig siden ihjæl i fuldskab.

JOHAN TØNNESEN.
Hun døde jo også kort efter? Men du gjorde vel for hende, hvad du sådan i stilhed kunde?

KONSUL BERNICK.
Hun var stolt; hun forrådte intet og hun vilde intet modtage.

JOHAN TØNNESEN.
Nå, det var ialfald rigtig af dig, at du tog Dina i huset.

KONSUL BERNICK.
Ja visst var det så. Forresten var det egentlig Marta, som drev den sag igennem.

JOHAN TØNNESEN.
Så det var Marta? Ja, Marta – det er sandt – hvor er hun henne idag?

KONSUL BERNICK.
Å hun, – når hun ikke har skolen at passe, så har hun sine syge.

JOHAN TØNNESEN.
Det er altså Marta, som har taget sig af hende.

KONSUL BERNICK.
Ja, Marta har jo altid havt en viss svaghed for opdragelsesvæsnet. Derfor har hun også taget en post ved almueskolen. Det var en kapital dumhed af hende.

JOHAN TØNNESEN.
Ja, hun så svært medtaget ud igår; jeg frygter også for, at hun ikke har helbred til det.

KONSUL BERNICK.
Å, hvad helbreden angår, så kunde hun vel altid stå i det. Men det er ubehageligt for mig; det ser ud som om jeg, hendes broder, ikke var villig til at underholde hende.

JOHAN TØNNESEN.
Underholde? Jeg trode, hun havde såvidt formue selv –

KONSUL BERNICK.
Ikke en skilling. Du husker nok, hvilken kneben tid det var for moder, da du rejste. Hun fortsatte da en stund med bistand af mig; men det kunde jeg naturligvis ikke i længden være tjent med. Så lod jeg mig optage i firmaet; men det gik heller ikke på den måde. Jeg måtte derfor overtage det hele, og da vi opgjorde vor status, viste det sig, at der sågodtsom intet blev tilovers på moders part. Da så moder kort efter døde, stod naturligvis også Marta på en bar bakke.

JOHAN TØNNESEN.
Den stakkers Marta!

KONSUL BERNICK.
Stakkers? Hvorfor det? Du tror da vel ikke, at jeg lader hende savne noget? Å nej, det tør jeg dog sige, at jeg er en god broder. Hun bor naturligvis sammen med os og spiser ved vort bord; lærerinde-gagen kan hun rundeligt klæde sig for, og et enligt fruentimmer, – hvad skal hun med mere?

JOHAN TØNNESEN.
Hm; på den vis tænker vi ikke i Amerika.

KONSUL BERNICK.
Nej, det tror jeg nok; i et opagiteret samfund, som det amerikanske. Men her i vor lille kreds, hvor, Gud ske lov, fordærvelsen til dato ialfald ikke har fåt indpas, her nøjes kvinderne med at indtage en sømmelig om end beskeden stilling. Det er forresten Martas egen skyld; hun kunde såmæn have været forsørget for længe siden, hvis hun selv havde villet.

JOHAN TØNNESEN.
Du mener, hun kunde have giftet sig?

KONSUL BERNICK.
Ja, hun kunde været meget favorabelt anbragt endogså; hun har havt flere gode tilbud; besynderlig nok; en ubemidlet pige, ikke længer ung, og derhos ganske ubetydelig.

JOHAN TØNNESEN.
Ubetydelig?