Complete Works of Henrik Ibsen (457 page)

BEGRIFFENFELDT
(holder på ham)
.
Nej, det var som en ål; –
ikke som en ræv. Gennem øjet en nål; –
han sprælled på væggen – –

PEER GYNT.
Hvor finder jeg frelsen!

BEGRIFFENFELDT.
Rundt om halsen et snit og så, vips, af pelsen!

PEER GYNT.
Forrykt! Aldeles fra vid og sans!

BEGRIFFENFELDT.
Nu er det klart, og det la’er sig ikke dølge, –
denne fra-sig-gåen vil have til følge
en hel omvæltning til lands og vands.
De personligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes kl. 11 normale,
konforme med fornuften i dens nye fase.
Og ser man endvidre på sagen ret,
er det klart, at fra nysnævnte klokkeslet
begyndte de såkaldte kloge at rase.

PEER GYNT.
De nævnte klokken; min tid er knap –

BEGRIFFENFELDT.
Deres tid? Der gav De min tanke et rap!
(åbner en dør og råber:)
Herud! Den vordende tid er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!

PEER GYNT.
Nej, kæreste mand –!
(de afsindige kommer efterhånden ud i gårdsrummet.)

BEGRIFFENFELDT.
God morgen! Giv møde,
og hils på befrielsens morgenrøde!
Eders kejser er kommen!

PEER GYNT.
Kejser?

BEGRIFFENFELDT.
Ja visst!

PEER GYNT.
Men æren er så stor, så over al måde –

BEGRIFFENFELDT.
Ak, lad ingen falsk beskedenhed råde
i en stund som denne.

PEER GYNT.
Men und mig blot frist –!
Nej, jeg duer s’gu ikke; jeg er rent fordummet!

BEGRIFFENFELDT.
En mand, som har Sfinxens mening fornummet?
Som er sig selv?

PEER GYNT.
Ja, det er just knuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, så vidt jeg forstod, det gjaldt
at være sig selv, så at sige, foruden.

BEGRIFFENFELDT.
Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet; –
man går, som sig selv, for fulde sejl.
Hver lukker sig inde i selvets tønde,
i selvets gæring han dukker tilbunds, –
han stænger hermetisk med selvets spunds
og tætner træet i selvets brønde.
Ingen har gråd for de andres veer;
ingen har sans for de andres ideer.
Os selv, det er vi i tanken og tonen,
os selv til springbrættets yderste rand, –
og følgelig, skal der en kejser på tronen,
er det klart, at De er den rette mand.

PEER GYNT.
Å, gid jeg var fanden –!

BEGRIFFENFELDT.
Nu ikke forknyt;
næsten alt i verden er i førstningen nyt.
„Sig selv”; – kom; her skal De se et exempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
(til en mørk skikkelse.)
Goddag, Huhu! Nå, går du, min dreng,
bestandig omkring med græmmelsens stempel?

HUHU.
Kan jeg andet vel, når folket
slægt for slægt dør ufortolket?
(til Peer Gynt.)
Du er fremmed; vil du høre?

PEER GYNT
(bukker)
.
Gudbevar’s!

HUHU.
Så lån mig øre. –
Fjernt i øst, som krans om pande,
står de malebarske strande.
Portugiser og Hollænder
landet med kultur bespænder.
Desforuden bor der skarer
af de ægte Malebarer.
Disse folk har sproget blandet; –
de er herrer nu i landet. –
Men i tiden længst forgangen
råded der orangutangen.
Han var skogens mand og herre;
frit han turde slå og snærre.
Som naturens hånd ham skabte,
så han gren og så han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var hersker i sit rige. –
Ak, men så kom fremmedåget
og forplumred urskogs-sproget.

Firehundredårig natten
ruged over abekatten;
og man véd, så lange nætter
landsens folk i stampe sætter. –
Skogens urlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore tanker male,
må det ske ved hjælp af tale.
Hvilken tvang for alle stænder!
Portugiser og Hollænder,
blandingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet på at fægte
for vort urskogs-mål, det ægte, –
prøvet at belive liget, –
hævdet folkets ret til skriget, –
skreget selv og påvist trangen
til dets brug i folkesangen. –
Skralt man dog min idræt skatter. –
Nu, jeg tror, min sorg du fatter.
Tak, at du har lånt mig øre; –
véd du råd, så lad mig høre!

PEER GYNT
(sagte)
.
Der står skrevet: man får tude
med de ulve, som er ude.
(højt.)
Kære ven, såvidt jeg husker
findes i Marokko busker,
hvor en flok orangutanger
lever uden tolk og sanger;
deres mål lød malebarisk!
det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre standsmænd,
vandred ud til gavn for landsmænd –

HUHU.
Tak, at du har lånt mig øre;
som du råder, vil jeg gøre.
(med en stor gebærde.)
Østen har forstødt sin sanger!
Vesten har orangutanger!
(han går.)

BEGRIFFENFELDT.
Nå, var han sig selv? Jeg skulde det mene.
Af sit eget er han fyldt, og af det alene.
Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –
sig selv i kraft af at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med forstanden.
(til en Fellah, som bærer en mumie på ryggen.)
Kong Apis, hvor går det, min høje herre?

FELLAHEN
(vildt til Peer Gynt)
.
Er jeg kong Apis?

PEER GYNT
(trækker sig bag doktoren)
.
Jeg må tilstå, desværre,
jeg er ikke inde i situationen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter tonen –

FELLAHEN.
Nu lyver du også.

BEGRIFFENFELDT.
Deres Højhed får melde
hvordan sagerne står.

FELLAHEN.
Det skal jeg fortælle.
(vender sig til Peer Gynt.)
Ser du ham, som jeg bærer på ryggen?
Han navnet kong Apis lød,
Nu går han under navn af mumie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle pyramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som doktoren siger,
med Tyrken både rechts og links.
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en gud,
og stillet ham op i templer,
i lignelser af en stud. –
Men jeg er denne kong Apis,
det ser jeg så soleklart;
og hvis du ikke forstår det,
så skal du forstå det snart.
Kong Apis var nemlig på jagten,
og steg af sin hest en stund,
og gik for sig selv afsides
ind på min oldefaers grund.
Men marken, kong Apis gøded,
har næret mig med sit korn;
og trænges der flere beviser,
så har jeg usynlige horn.
Og er det så ikke forbandet,
at ingen vil prise min magt!
Af byrd er jeg Apis i landet,
men Fellah i andres agt.
Kan du sige hvad jeg skal gøre,
så råd mig foruden svig; –
hvad det gælder om, er at blive
kong Apis den store lig.

PEER GYNT.
Deres Højhed får bygge pyramider,
og hugge en større Sfinx,
og krige, som doktoren siger,
med Tyrken både rechts og links.

FELLAHEN.
Jo, det er en dejlig tale!
En Fellah! En sulten lus!
Jeg har nok med at holde min hytte
ryddelig for rotter og mus
Fort, mand, – find på noget bedre,
som både gør stor og tryg,
og derhos aldeles lig med
kong Apis bag på min ryg!

PEER GYNT.
Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derpå i jordens skød,
bag kistens naturlige grænser,
forholdt Dem aldeles død?

FELLAHEN.
Så vil jeg! Mit liv for en strikke!
I galgen med hår og hud! –
I førstningen blir der lidt forskel;
men den jævner tiden ud.
(går hen og gør anstalter til at hænge sig.)

BEGRIFFENFELDT.
Det var en personlighed, herr Peer, –
en mand med methode –

PEER GYNT.
Ja, ja; jeg ser –;
men han hænger sig virkelig! Gud, vær os nådig!
Jeg blir syg; – jeg er knapt mine tanker rådig!

BEGRIFFENFELDT.
En overgangstilstand; den varer kun kort.

PEER GYNT.
En overgang? Hvortil? Undskyld, – jeg må bort –

BEGRIFFENFELDT
(holder ham)
.
Er De gal?

PEER GYNT.
Ikke endnu – Gal? Gud bevares!
(Allarm. Ministeren Hussejn trænger sig gennem sværmen.)

HUSSEJN.
Man har meldt mig, her er kommet en kejser idag.
(til Peer Gynt.)
Det er Dem?

PEER GYNT
(fortvivlet)
.
Ja, det er en afgjort sag!

HUSSEJN.
Godt. – Her er noter, som skal besvares?

PEER GYNT
(river sig i håret)
.
Hejsan! Ret så; – jo værre, jo bedre!

HUSSEJN.
Måske De vil med et dyp mig hædre?
(bukker dybt.)
Jeg er en pen.

PEER GYNT
(bukker endnu dybere)
.
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt pergament.

HUSSEJN.
Min historie, herre, er kortelig den:
jeg gælder for et sandhus og er en pen.

PEER GYNT.
Min historie, herr pen, er, i korthed vævet, –
jeg er et papirblad og blir aldrig beskrevet.

HUSSEJN.
Hvad jeg duer til, har menneskene ingen forstand på;
alle vil de bruge mig til at strø sand på!

PEER GYNT.
Jeg var i en kvindes eje en sølvspændt bog; –
det er en og samme trykfejl at være gal og klog!

HUSSEJN.
Tænk Dem, hvilket fortærende liv;
være pen og aldrig smage odden af en kniv!

PEER GYNT
(hopper højt)
.
Tænk Dem: være renbuk; springe fra oven; –
altid stupe, – aldrig kende grund under hoven!

HUSSEJN.
En kniv! Jeg er sløv; – få skåret og ridset mig!
Verden går under, hvis man ikke får spidset mig!

PEER GYNT.
Det var synd for den verden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden så inderlig velgjort.

BEGRIFFENFELDT.
Her er kniv!

HUSSEJN
(griber den)
.
Ah, hvor jeg skal blækket slikke!
Hvilken vellyst at snitte sig.
(skærer halsen over.)

BEGRIFFENFELDT
(viger tilside)
.
Sprut dog ikke.

PEER GYNT
(i stigende angst)
.
Hold på ham!

HUSSEJN.
Hold på mig! Det er ordet!
Hold! Hold i pennen! Papiret på bordet –!
(falder.)
Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den;
han leved og han døde som en påholden pen!

PEER GYNT
(svimler)
.
Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en synder, –
et bergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!
(skriger.)
Jeg kan ikke hitte dit navn i en hast! – –
hjælp mig, du, – alle dårers formynder!
(synker i afmagt.)

BEGRIFFENFELDT
(med en stråkrans i hånden, gør et spring og sætter sig skrævs over ham)
.
Ha; se, hvor han i sølen knejser! – –
er fra sig selv –! Hans kroning sker!
(trykker kransen på ham og udråber)
Han leve! Leve selvets kejser!

SCHAFMANN
(i buret)
.
Es lebe hoch der grosse Peer!

FEMTE AKT

(Ombord på et skib i Nordsjøen udenfor den norske kyst. Solnedgang. Stormfuldt vejr.)
(Peer Gynt, en kraftig gammel mand med isgråt hår og skæg, står agter på hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i jakke og høje støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et hårdere udtryk. Skibskaptejnen ved rattet hos rorgængeren. Mandskabet forud.)

PEER GYNT
(læner armene på rælingen og stirrer ind mod land)
.
Se Hallingskarven i vinterham; –
han brisker sig, gamlen, i kveldsols bram.
Jøklen, bror hans, står bag påskrå;
han har endnu den grønne iskåben på.
Folgefånnen, hun er nu så fin, –
ligger som en jomfru i skære lin.
Vær ingen galninger, gamle gutter!
Stå der I står; I er gråstens-nuter.

KAPTEJNEN
(råber forud)
.
To mand tilrors, – og lanternen sat!

PEER GYNT.
Det kuler stivt.

KAPTEJNEN.
Vi får storm inat.

PEER GYNT.
Har en fra havet kending af Ronden?

KAPTEJNEN.
Nej, var det ligt; – den ligger bag fånnen.

PEER GYNT.
Eller Blåhø?

KAPTEJNEN.
Nej; men oppe fra riggen
kan en i klarvejr se Galdhøpiggen.

PEER GYNT.
Hvor har vi Hårtejgen?

KAPTEJNEN
(peger)
.
Så omtrent.

PEER GYNT.
Ja vel.

KAPTEJNEN.
Det lader til De er kendt.

PEER GYNT.
Da jeg rejste fra landet, foer jeg her forbi;
og bærmen, siger ordsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod kysten.)
Derinde, hvor det blåner i skar og kløft, –
hvor fjelddalen svartner, trang, som en grøft, –
og under, langs med den åbne fjord, –
der er det altså menneskene boer.
(ser på kaptejnen.)
De bygger spredt her i landet.

KAPTEJNEN.
Ja;
der er vidt imellem og langt ifra.

PEER GYNT.
Er vi inde før daggry?

KAPTEJNEN.
Så ved pas,
ifald ikke natten blir altfor hvas.

PEER GYNT.
Det tykner i vest.

KAPTEJNEN.
Det gør så.

PEER GYNT.
Stop!
De kan huske mig på, når vi siden gør op, –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod mandskabet –

KAPTEJNEN.
Takker!

PEER GYNT.
Det blir kun småt.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
fatum og jeg vi er rent på kant.
De véd, hvad jeg har ombord i behold.
Det er slumpen; – resten foer fanden i vold.

KAPTEJNEN.
Det er mer end nok til at skaffe Dem vægt
mellem folket hjemme.

PEER GYNT.
Jeg har ingen slægt.
Der er ingen, som venter den rige styggen. –
Nå; så slipper jeg også for krus på bryggen!

KAPTEJNEN.
Der har vi vejret.

PEER GYNT.
Ja, husk så på, –
er nogen af folkene rigtig trængende,
så ser jeg ikke så nøje på pengene –

KAPTEJNEN.
Det er vakkert. De flestes kår er små;
alle har de kærring og unger hjemme.
Med hyren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra mynt,
blev der et gensyn, de sent vilde glemme.

PEER GYNT.
Hvad for noget? Har de kærring og unger?
Er de gifte?

KAPTEJNEN.
Gifte? Ja, hele flokken.
Men den, som er trangest stillet, er kokken;
hos ham er tilhuse den svarte hunger.

PEER GYNT.
Gifte? Har hjemme nogen, som venter?
Som glædes, når de kommer? Hvad?

KAPTEJNEN.
Ja vel, –
på fattigfolks måde.

PEER GYNT.
Og kommer de en kveld,
hvad så?

KAPTEJNEN.
Så tænker jeg kærringen henter
lidt godt for en gangs skyld –

PEER GYNT.
Og lys i pladen?

KAPTEJNEN.
Kanhænde to; og en dram til maden.

PEER GYNT.
Og så sidder de lunt? Har varme på gruen?
Har ungerne om sig? Der er ståk i stuen;
der er ingen, som hører den anden tilende, –
slig glæde er der på dem –?

KAPTEJNEN.
Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovte før, –
at spede lidt til.

PEER GYNT
(slår i rælingen)
.
Nej, om jeg gør!
Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud til fromme for andres unger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min mynt?
Ingen venter på gamle Peer Gynt.

KAPTEJNEN.
Ja, ja; som De vil; Deres penge er Deres.

PEER GYNT.
Rigtig! De er mine og ingen fleres.
Opgør, så fort De har anker i bunden!
Min fragt fra Panama som kahytspassager.
Så brændevin til folkene. Ikke mer.
Gier jeg mere, kaptejn, kan De slå mig på munden!

KAPTEJNEN.
Jeg skylder Dem kvittering og ikke juling; –
men undskyld; nu får vi storm for kuling.
(han går fremover dækket. Det er blevet mørkt; der tændes lys i kahytten. Sjøgangen tiltager. Skodde og tykke skyer.)

PEER GYNT.
Holde en ustyrlig ungeflok hjemme; –
ligge som en glæde i sindene fremme; –
følges af andres tanker på vej –
Der er aldrig nogen, som tænker på mig. –
Lys i pladen? Det lys skal slukne.
Jeg vil finde på noget –! Jeg vil drikke dem drukne; –
ikke en af de djævler skal gå ædru iland.
Fulde skal de komme til kærring og unger!
de skal bande; de skal slå i bordet så det runger, –
skræmme dem, der venter, fra vid og forstand!
Kærringen skal skrige og rømme af huset, – –
trive ungerne med! Hele glæden i gruset!
(Skibet krænger stærkt; han tumler og har møje med at holde sig.)
Nå, det var en ordentlig overhaling.
Havet arbejder, som det havde betaling; –
det er endnu sig selv her nord under leden; –
sjøen påtvers, lige vrang og vreden – –
(lytter.)
Hvad er det for skrig?

VAGTEN
(forud)
.
Et vrag i læ!

KAPTEJNEN
(midtskibs, kommanderer)
.
Roret hart styrbord! Klods for vinden!

STYRMANDEN.
Er der folk på vraget?

VAGTEN.
Jeg skimter tre!

PEER GYNT.
Fir hækjollen ned –

KAPTEJNEN.
Den blev fyldt forinden.
(går forover.)

PEER GYNT.
Hvem tænker på sligt?
(til nogle af mandskabet.)
Er I folk, så frels!
Hvad fanden, om I får jer en fugtet pels –

BÅDSMANDEN.
Det er ugørligt i sligt et hav.

PEER GYNT.
De skriger igen! Se, vinden skraler –
Kok, tør du prøve? Fort! Jeg betaler –

KOKKEN.
Nej, ikke om tyve pundsterling De gav –

PEER GYNT.
I hunde! I krystersjæle! Kan I glemme,
det er folk, som har kærring og unger hjemme?
Nu sidder de og venter –

BÅDSMANDEN.
Tålmod er sundt.

KAPTEJNEN.
Bær af for brottet!

STYRMANDEN.
Vraget gik rundt.

PEER GYNT.
Der blev stille med ét –?

BÅDSMANDEN.
Var de gifte, som De tænker,
så fik verden ret nu tre nybagte enker.
(Uvejret vokser. Peer Gynt går agterover dækket.)

PEER GYNT.
Der er ingen tro mellem menneskene mer, –
ingen kristendom, slig, som skrevet og sagt er; –
lidet gør de godt, og mindre de beer,
og har slet ingen agt for de vældige magter. –
I et vejr, som inat, er Vorherre farlig.
De bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,
det er vogsomt at lege med elefanter; – –
og så lægger de sig ud med ham åbenbarlig!
Jeg er skyldløs; på offerpynten,
kan jeg bevise, jeg stod med mynten.
Men hvad har jeg for det? – Der går jo det ord:
Samvittighedsfred er en dejlig pude.
Å ja, det holder stik på den tørre jord,
men duer s’gu ikke for en snus ombord,
hvor en skikkelig mand er blandt pakket ude.

Tilsjøs får en aldrig være sig selv;
en får følge de andre fra dæk til hvælv;
slår hævnens time for bådsmand og kokken,
så stryger jeg sagtens i vasken med flokken; –
ens særlige tarv sættes rent til siden;
man gælder som en pølse i slagtetiden. –
Fejlen er den, jeg har været for from.
Og utak har jeg for hele stasen.
Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,
og prøved en stund at spille basen.
Der er tid endnu! Det skal spørges i bygden,
at Peer er kommen over havet i højden!
Gården vil jeg vinde med ondt eller godt; –
jeg vil bygge den om; den skal lyse som et slot.
Men ingen får lov at komme ind i stuen!
For porten skal de stå og dreje på luven; –
tigge og trygle, – det kan de frit;
men ingen får en eneste skilling af mit; – –
måtte jeg under skæbnens piskeslag hyle,
så findes vel de, jeg igen kan prygle – –

DEN FREMMEDE PASSAGER
(står i mørket ved siden af Peer Gynt og hilser venligt)
Godaften!

PEER GYNT.
Godaften! Hvad –? Hvem er De?

PASSAGEREN.
Jeg er Deres medpassager, til tjeneste.

PEER GYNT.
Ja så? Jeg trode, jeg var den eneste.

PASSAGEREN.
En fejl formodning, som nu er forbi.

PEER GYNT.
Men underligt nok, at først ikveld
jeg ser Dem –

PASSAGEREN.
Jeg går ikke ud om dagen.

PEER GYNT.
De er kanske syg? De er hvid, som et lagen –

PASSAGEREN.
Nej, tak, – jeg befinder mig inderlig vel.

PEER GYNT.
Det stormer hvast.

PASSAGEREN.
Ja, velsignet, mand!

PEER GYNT.
Velsignet?

PASSAGEREN.
Havet går højt, som huse.
Ah, ens tænder løber i vand!
Tænk, hvilke vrag det inat vil knuse; –
og tænk, hvilke lig, der vil drive iland!

PEER GYNT.
Bevares vel!

PASSAGEREN.
Har De set en kvalt, –
en hængt, – eller druknet?

PEER GYNT.
Nu blir det for galt –

PASSAGEREN.
Ligene ler. Men latteren er tvungen;
og de fleste har gerne bidt sig i tungen.

PEER GYNT.
Bliv mig fra livet –!

PASSAGEREN.
Et spørgsmål kun!
Hvis vi f. ex. tørned på grund
og sank i mørket.

PEER GYNT.
De tror, her er fare?

PASSAGEREN.
Jeg véd virkelig ikke hvad jeg skal svare.
Dog, sæt nu, jeg flyder og De går tilbunds –

PEER GYNT.
Å, sludder –

PASSAGEREN.
Det er en mulighed kuns.
Men står man i graven med den ene fod,
blir man blød, og deler ud milde gaver –

PEER GYNT
(griber i lommen)
.
Ho, penge!

PASSAGEREN.
Nej; men er De så god
at skænke mig Deres ærede kadaver –?

PEER GYNT.
Nu går det for vidt!

PASSAGEREN.
Bare liget, forstår De!
Det er for min videnskabs skyld –

PEER GYNT.
Nu går De!

PASSAGEREN.
Men, kære, betænk, – De har fordel af sagen!
Jeg skal få Dem åbnet og lagt for dagen.
Hvad jeg navnlig vil søge, er sædet for drømmene, –
og forresten gå Dem kritisk efter i sømmene –