Complete Works of Henrik Ibsen (424 page)

PETER.
Kanhænde jeg også; men først må jeg vide min fader under sikkert tag.

BÅRD BRATTE.
Før det gryr af dag farer vi op i elven. Kom, her går en benvej nedover til Hlade.
(Han og nogle andre går ud til højre.)

PETER
(til Pål Flida)
.
Tal ikke til min fader om noget af dette; han er sjælesyg inat, vi får handle for ham. Der er frelse i Bård Brattes værk; inden daggry skal kongsbarnet være i vore hænder.

PÅL FLIDA.
For at dræbes, kan jeg tænke. Ser I da ikke, at det er en synd –

PETER.
Det kan ikke være nogen synd; thi min fader dømte det i Oslo. Det må jo afvejen alligevel; det hindrer min fader; – min fader har en stor kongstanke at sætte igennem; det får være det samme, hvem eller hvormange der falder for den.

PÅL FLIDA.
Usalig for jer var den dag, I fik vide, I var kong Skules søn.
(Lyttende.)
Hys; – kast jer fladt ned på jorden; der kommer folk.
(Alle kaster sig ned bag stene og stubber; et tog, dels af ridende, dels af gående, skimtes utydeligt gennem tågen inde mellem træerne; de kommer fra venstre side og går ud til højre.)

PETER.
Det er dronningen.

PÅL FLIDA.
Ja, ja; hun taler med Dagfinn Bonde. Hys!

PETER.
De skal til Elgesæter. Kongsbarnet er med!

PÅL FLIDA.
Og dronningens fruer.

PETER.
Men kun fire mand! Op, op, kong Skule, – nu er dit rige frelst!

KONG SKULE.
Mit rige? Det er mørkt, det, – som engelens, der rejste sig mod Gud.
(En flok korsbrødre kommer ind fra højre.)

EN KORSBRODER.
Hvem taler her? Er det kong Skules mænd?

PÅL FLIDA.
Kong Skule selv.

KORSBRODEREN
(til Skule)
.
Gud være lovet, at vi traf eder, kære herre! Vi fik spurgt af nogle bymænd, at I havde taget vejen opover, og vi er ligeså utrygge i Nidaros, som I selv –

PETER.
I havde fortjent døden, I, som ikke gav Olafsskrinet ud.

KORSBRODEREN.
Erkebispen forbød det; men vi vil gerne tjene kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til ham. Her har vi taget korskåber med til eder og mændene! tag dem på, så slipper I let ind i et af klostrene, og kan prøve på at få grid af Håkon.

KONG SKULE.
Ja, giv mig en korskåbe på; jeg og min søn må stå på vigslet grund. Jeg vil til Elgesæter.

PETER
(sagte til Pål Flida)
.
Sørg for, at min fader kommer trygt frem –

PÅL FLIDA.
Mindes I ikke, at der er Birkebejnere på Elgesæter?

PETER.
Kun fire mænd; dem magter I let, og indenfor klostermuren drister de sig ikke til at røre jer. Jeg søger Bård Bratte.

PÅL FLIDA.
Tænk jer om!

PETER.
Det er ikke på kongsskibet, men på Elgesæter, at de fredløse skal frelse riget for min fader!
(Går hurtigt ud til højre.)

EN VÅRBÆLG
(hviskende til en anden)
.
Går du til Elgesæter med Skule?

DEN ANDEN.
Hys; nej; Birkebejnerne er der jo.

DEN FØRSTE.
Jeg går ikke heller; men sig ikke noget til de andre.

KORSBRODEREN.
Og nu afsted, to og to, – en krigsmand og en korsbroder –

EN ANDEN KORSBRODER
(siddende på en træstub bag de øvrige)
.
Jeg tager kong Skule.

KONG SKULE.
Véd du vejen?

KORSBRODEREN.
Den brede vej.

FØRSTE KORSBRODER.
Skynd jer; lad os spredes på forskellige stier og samles udenfor klosterporten.
(De går ud mellem træerne til højre; tågen letter og kometen viser sig rød og skinnende i den disige luft.)

KONG SKULE.
Peter, min søn –!
(Farer tilbage.)
Ha, der er det gloende sværd på himlen!

KORSBRODEREN
(siddende bag ham på træstubben)
.
Og her er jeg!

KONG SKULE.
Hvem er du?

KORSBRODEREN.
En gammel kending.

KONG SKULE.
Blegere mand har jeg aldrig set.

KORSBRODEREN.
Men du kender mig ikke.

KONG SKULE.
Det er dig, som vil følge mig til Elgesæter.

KORSBRODEREN.
Det er mig, som vil følge dig til kongssædet.

KONG SKULE.
Kan du det?

KORSBRODEREN.
Jeg kan, hvis du selv vil.

KONG SKULE.
Og ved hvilket middel?

KORSBRODEREN.
Ved det middel, som jeg før har brugt; – jeg vil føre dig op på et højt bjerg og vise dig al jordens herlighed.

KONG SKULE.
Al jordens herlighed har jeg før set i fristende drømme.

KORSBRODEREN.
Det var mig, som gav dig de drømme.

KONG SKULE.
Hvem er du?

KORSBRODEREN.
Sendebud fra det ældste kongs-emne i verden.

KONG SKULE.
Fra det ældste kongs-emne i verden?

KORSBRODEREN.
Fra den første jarl, der rejste sig mod det største rige, og som grundede et rige selv, der skal vare ud over dommedag!

KONG SKULE
(skrigende)
.
Bisp Nikolas!

KORSBRODEREN
(rejser sig)
.
Kender du mig nu? Vi var kendinger før; –
for din skyld er jeg kommen tilbage.
På selvsamme skude, for selvsamme bør,
har vi sejlet i år og i dage.
Jeg var ræd da vi skiltes; der var uvejr og nat;
en høg i min sjæl sine klør havde sat;
jeg trygled om messer og klokkeklang,
jeg købte mig bønner og munkesang, –
jeg betalte for syv og de læste fjorten;
men endda slap jeg ikke indenfor porten.

KONG SKULE.
Og nu kommer du dernedefra –?

KORSBRODEREN.
Ja, jeg kommer fra riget dernede;
fra riget, som altid så stygt blir malt.
Å, du kan tro, der er ikke så galt;
det har ingen nød med den svare hede.

KONG SKULE.
Og så hører jeg, du har lært skaldskab, gamle Baglerhøvding!

KORSBRODEREN.
Skaldskab? Ja, og en mængde latin!
Før var jeg ingen stiv latiner, som du mindes;
nu tvivler jeg på, at en stivere findes.
For at række dernede et passeligt trin,
ja, næsten bare for at slippe derind,
er det hardtad nødvendigt at lære latin.
Og en må jo gå fremad, når til gæstebudsbord
en sidder hver dag med slig lærdom stor, –
halvhundred, som her lod sig paver kalde,
femhundred kardinaler og syvtusend skalde.

KONG SKULE.
Hils din herre, og tak ham for godt venskab. Du kan sige, han er den eneste konge, som skikker hjælp til Skule den første af Norge!

KORSBRODEREN.
Hør nu, kong Skule, hvi hid jeg er sendt.
Han har mange tjenere, han dernede,
og hver har sit strøg i verden at frede;
jeg fik Norge, thi her er jeg kendt.
Håkon Håkonssøn er ingen mand for os,
vi liker ham ikke, han byder os trods;
se, han må falde og du skal styre,
som eneste ejer af kronen den dyre.

KONG SKULE.
Ja, giv mig kronen! Har jeg den, så skal jeg nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen.

KORSBRODEREN.
Ja, det kan vi altid snakkes om siden.
Inat det gælder at nytte tiden.
På Elgesæter sover kong Håkons barn; –
fanger du det i dødsens garn,
da hvirvles hver modstand som fnug for vejret,
da er du konge, da har du sejret!

KONG SKULE.
Tror du så visst, at jeg da har sejret!

KORSBRODEREN.
Hver mand i Norge sukker om fred;
kongen må eje et kongs-emne med,
en ætling, som arver sin faders rige;
thi folket er træt af de hundredårskrige.
Rejs dig, kong Skule, inat det gælder;
nu eller aldrig du fienden fælder!
Se hvor det lysner, der langt mod nord,
ser du hvor skodden letter derude, –
der slutter sig lydløst skude til skude, –
og hør så hvor hult det dønner i jord!
Alt skal du få mod et bindende ord,
tusende stridsmænd i stormgang på jorden,
tusende skinnende sejl på fjorden!

KONG SKULE.
Så nævn da ordet!

KORSBRODEREN.
For at stille dig højest på verdensstigen,
jeg vil kun du føjer din egen higen;
landet du får med byer og borge,
hvis din søn efter dig bliver konge i Norge!

KONG SKULE
(løfter hånden, som til ed)
.
Min søn skal –
(holder pludselig inde og udbryder forfærdet)
. Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha! nu skønner jeg dig; – du vil hans sjæls fortabelse! Vig fra mig, vig fra mig!
(strækker armene mod himlen.)
Og forbarm dig over mig, du, som jeg nu skriger til om hjælp i min højeste nød!
(Styrter til jorden.)

KORSBRODEREN.
Forbandet! Nu gik dog det hele så glat;
jeg tænkte så visst, jeg havde ham fat;
men lyset har gjort et kærligt træk,
som jeg ikke kendte, – og spillet er væk.
Lad gå; til hast har jeg ingen trang;
perpetuum mobile er jo igang;
jeg har brev på min magt langt ud gennem slægterne,
brev på min magt over lysfornægterne;
dem skal i Norge jeg styre og råde,
er min magt end dem selv en uløselig gåde!
(længere fremme.)
Går til sin gerning de norske mænd
viljeløst vimrende, véd ej hvorhen, –
skrukker sig hjerterne, smyger sig sindene,
veke, som vaggende vidjer for vindene, –
kan kun om én ting i verden de enes,
den, at hver storhed skal styrtes og stenes, –
hejses som mærke usseldoms klude,
sætter de æren i flugt og i fald, –
da er det bisp Nikolas som er ude,
Bagler-bispen, som røgter sit kald!
(Han bliver borte i skodden mellem træerne.)

KONG SKULE
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om)
.
Hvor er han, den sorte?
(springer op.)
Vejviser, vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu véd jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
(Går ud til højre.)

Klostergården på Elgesæter.

(På venstre side ligger kapellet med indgang fra gården; vinduerne er oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker sig nogle lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk port, som er stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejnerhøvdinger står ved porten; Margrete, Fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud fra kapellet.)

FRU RAGNHILD
(halvt fra sig selv)
.
Kong Skule måtte flygte ind i kirken, siger du! Han, han, flygtende, tryglende om fred for altret, – tryglende om livet kanhænde – o nej, nej, det har han ikke gjort; men Gud vil straffe jer, som vovede at lade det komme så vidt!

MARGRETE.
Min gode elskede moder, styr dig; du véd ikke hvad du siger; det er sorgen som taler.

FRU RAGNHILD.
Hør, I Birkebejnere! Håkon Håkonssøn var det, som skulde ligge inde for alteret og trygle kong Skule om liv og fred!

EN BIRKEBEJNER.
Usømmeligt er det for trofaste mænd at høre på slige ord.

MARGRETE.
Hatten af for en hustrus sorg!

FRU RAGNHILD.
Kong Skule dømt! Vogt jer, vogt jer allesammen, når han får magten igen!

DAGFINN BONDE.
Den får han aldrig mere, fru Ragnhild.

MARGRETE.
Ti, ti!

FRU RAGNHILD.
Tror du, at Håkon Håkonssøn tør lade dommen sættes i værk, om han fanger kongen?

DAGFINN BONDE.
Kong Håkon véd selv bedst om en kongs-ed kan brydes.

FRU RAGNHILD
(til Margrete)
.
Og slig blodmand har du fulgt i tro og kærlighed! Er du din faders barn! Gid straffen ramme –! Gå fra mig, gå fra mig!