Complete Works of Henrik Ibsen (410 page)

GREGORIUS JONSSØN
(til jarlen, idet mængden holder på at gå)
.
Ved jernbyrden tyktes du mig ræd, og nu ser du så glad og trøstig ud

SKULE JARL
(fornøjet)
.
Så du, han havde Sverres øjne, da han talte? Godt blir valget enten de gør ham eller mig til konge.

GREGORIUS JONSSØN
(urolig)
.
Men vig ikke. Tænk på alle dem, som falder med din sag.

SKULE JARL.
Her står jeg på rettens grund; nu gemmer jeg mig ikke for helgenen.
(Går ud til venstre med sit følge.)

BISP NIKOLAS
(haster efter Dagfinn Bonde)
.
Det går nok, gode Dagfinn, det går nok; – men hold jarlen langt borte fra kongen, når han er kåret; – hold ham bare langt borte!
(Alle går ud til venstre bag kirken.)

(En hal i kongsgården. Til venstre i forgrunden er et lavt vindu; til højre indgangsdør; i baggrunden en større dør, som fører ind til kongshallen. Ved vinduet står et bord; forresten stole og bænke.)

(Fru Ragnhild og Margrete kommer fra den mindre dør; Sigrid følger straks efter.)

FRU RAGNHILD.
Her ind.

MARGRETE.
Ja, her er mørkest.

FRU RAGNHILD
(går til vinduet)
.
Og her kan vi se ned på thingvolden.

MARGRETE
(ser forsigtigt ud)
.
Ja, dernede bag kirken er de alle samlede.
(vender sig i gråd.)
Dernede skal nu det ske, som vil drage så meget efter sig.

FRU RAGNHILD.
Hvem råder her i hallen imorgen?

MARGRETE.
O ti. Så tung en dag havde jeg aldrig tænkt at skulle leve.

FRU RAGNHILD.
Den måtte komme; at stå som kongsværge var ikke fuld gerning for ham.

MARGRETE.
Ja – den måtte komme; kongsnavnet alene kunde ikke være ham nok.

FRU RAGNHILD.
Hvem taler du om?

MARGRETE.
Om Håkon.

FRU RAGNHILD.
Jeg talte om jarlen.

MARGRETE.
Der lever ikke ypperligere mænd, end de to

FRU RAGNHILD.
Ser du Sigurd Ribbung? Hvor lumsk han sidder, – ret som en ulv i lænke.

MARGRETE.
Ja se –! Han folder hænderne foran sig over sværdknappen og hviler hagen på dem.

FRU RAGNHILD.
Han bider sig i mundskægget og ler –

MARGRETE.
Hvor stygt han ler.

FRU RAGNHILD.
Han véd, at ingen vil fremme hans sag; – det er det, som gør ham ond. – Hvem er den lagmand, som taler nu?

MARGRETE.
Det er Gunnar Grjonbak.

FRU RAGNHILD.
Er han for jarlen?

MARGRETE.
Nej, han er nok for kongen –

FRU RAGNHILD
(ser på hende)
.
For hvem er han, siger du?

MARGRETE.
For Håkon Håkonssøn.

FRU RAGNHILD
(ser ud; efter et kort ophold)
.
Hvor sidder Guthorm Ingessøn, – ham ser jeg ikke.

MARGRETE.
Bag sine mænd, der nederst – i fodsid kappe.

FRU RAGNHILD.
Ja der.

MARGRETE.
Han ser ud som han skammer sig –

FRU RAGNHILD.
Det er på moderens vegne.

MARGRETE.
Så gjorde ikke Håkon.

FRU RAGNHILD.
Hvem taler nu?

MARGRETE
(ser ud)
.
Tord Skolle, lagmanden i Ranafylke.

FRU RAGNHILD.
Er han for jarlen?

MARGRETE.
Nej – for Håkon.

FRU RAGNHILD.
Hvor uryggelig jarlen sidder og hører til.

MARGRETE.
Håkon tykkes stille – men stærk alligevel.
(livfuldt.)
Stod en langfarende mand her, han skulde kende de to blandt alle de tusende andre.

FRU RAGNHILD.
Se, Margrete; Dagfinn Bonde flytter en forgyldt stol frem for Håkon –

MARGRETE.
Pål Flida sætter magen til den bag jarlen –

FRU RAGNHILD.
Håkons mænd vil hindre det!

MARGRETE.
Jarlen holder fast i stolen –!

FRU RAGNHILD.
Håkon taler vredt til ham –
(flygter med et skrig fra vinduet.)
O, Jesus Kristus! Så du øjnene – og smilet –! Nej, det var ikke jarlen!

MARGRETE
(som med rædsel har fulgt efter)
.
Ikke Håkon heller! Hverken jarlen eller Håkon!

SIGRID
(ved vinduet)
.
O usselt, usselt!

MARGRETE.
Sigrid!

FRU RAGNHILD.
Er du her!

SIGRID.
Så dybt må de lægge vejen nedenom, for at vinde op på kongssædet.

MARGRETE.
O, bed med os, at alt må vendes til det bedste.

FRU RAGNHILD
(bleg og forfærdet til Sigrid)
.
Så du ham –? Så du min husbond –? Øjnene og smilet, – jeg skulde ikke kendt ham.

SIGRID.
Ligned han Sigurd Ribbung!

FRU RAGNHILD
(sagte)
.
Ja, han ligned Sigurd Ribbung!

SIGRID.
Lo han som Sigurd?

FRU RAGNHILD.
Ja, ja!

SIGRID.
Så får vi alle bede.

FRU RAGNHILD
(med fortvivlet styrke)
.
Jarlen må kåres til konge! Han tager skade på sin sjæl, blir han ikke første mand i landet!

SIGRID
(stærkere)
.
Så får vi alle bede!

FRU RAGNHILD.
Hys, hvad er det!
(ved vinduet.)
Hvilke råb! Alle mænd har rejst sig; alle bannere og mærker svinger for vinden.

SIGRID
(griber hende om armen)
.
Bed, kvinde! Bed for din husbond!

FRU RAGNHILD.
Ja, hellig Olaf, giv ham al magten i dette land!

SIGRID
(vildt)
.
Ingen – ingen! Ellers frelses han ikke!

FRU RAGNHILD.
Han må have magten. Alt godt i ham vil gro og blomstre, får han den. – Se ud, Margrete! Hør efter!
(viger et skridt tilbage.)
Der løftes alle hænder til ed!

MARGRETE
(lytter ved vinduet)
.

FRU RAGNHILD.
Gud og hellig Olaf, hvem gælder det?

SIGRID.
Bed!

MARGRETE
(lytter og giver med opløftet hånd tegn til taushed)
.

FRU RAGNHILD
(om lidt)
.
Tal!
(Fra thingvolden blæses højt i lur og horn.)

FRU RAGNHILD.
Gud og hellig Olaf, hvem galdt det?
(kort ophold.)

MARGRETE
(vender hovedet om og siger)
:
Nu tog de Håkon Håkonssøn til konge.
(Musiken til kongstoget falder ind, først dæmpet, siden nærmere og nærmere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op til Sigrid, som fører hende stille ud til højre; Margrete blir ubevægelig stående lænet op til vinduskarmen. Kongens svende åbner de store døre; man ser ind i hallen, som lidt efter lidt fyldes af toget fra thingvolden.)

HÅKON
(vender sig i døren til Ivar Bodde)
.
Bring mig skrivefjæren og voks og silke, – pergament har jeg herinde.
(Går i livlig bevægelse frem til bordet og lægger nogle pergamentruller frem.)
Margrete, nu er jeg konge!

MARGRETE.
Jeg hilser min herre og konge.

HÅKON.
Tak! –
(ser på hende og tager hendes hånd.)
Tilgiv; jeg tænkte ikke på, at det måtte krænke eder.

MARGRETE
(drager hånden til sig)
.
Det krænkte mig ikke; – I er visselig kongefødt.

HÅKON
(med liv)
.
Ja, må ikke hver mand sige det, som kommer ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har berget mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birkebejnerne mig over fjeldet i frost og uvejr og midt imellem dem, som stod mig efter livet. I Nidaros slap jeg uskadt fra Baglerne den tid de brændte byen og dræbte så mange af vore, mens kong Inge selv med nød frelste sig ombord ved at entre opefter ankertovet.

MARGRETE.
I har fristet en hård opvækst.

HÅKON
(ser visst på hende)
.
Det bæres mig nu for, at I kunde gjort den mildere.

MARGRETE.
Jeg?

HÅKON.
I kunde været mig så god en fostersøster alle de år vi vokste op sammen.

MARGRETE.
Men det faldt sig ikke slig.

HÅKON.
Nej – det faldt sig ikke slig; – vi så på hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes vi ved –
(utålmodig)
hvor blir han af?
(Ivar Bodde kommer med skrivesager.)
Er du der; giv hid!
(Håkon sætter sig ved bordet og skriver. Lidt efter kommer Skule jarl ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vega Væradal.)

HÅKON
(ser op og lader pennen synke)
.
Herre jarl, véd I hvad jeg her skriver!
(Jarlen nærmer sig.)
Det er til min moder; jeg takker hende for alt godt og kysser hende tusende gange – her i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster til Borgasyssel og leve der med al kongelig ære.

SKULE JARL.
I vil ikke beholde hende i kongsgården?

HÅKON.
Hun er mig altfor kær, jarl; – en konge må ikke have nogen om sig, som er ham altfor kær; en konge må handle med frie hænder, stå alene, ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget at bøde på i Norge.
(vedbliver at skrive.)

VEGARD VÆRADAL
(sagte til bisp Nikolas)
.
Det var mit råd, dette med Inga kongsmoder.

BISP NIKOLAS.
Jeg kendte jer straks på rådet.

VEGARD VÆRADAL.
Men lige for lige nu.

BISP NIKOLAS.
Vent. Jeg holder det jeg lovede.

HÅKON
(giver pergamentet til Ivar Bodde)
.
Læg det sammen og bring hende det selv med mange kærlige hilsninger –

IVAR BODDE
(som har kastet et øje i pergamentet)
.
Herre – allerede idag, skriver I –!

HÅKON.
Nu er vinden god, den stryger leden nedover.

DAGFINN BONDE
(langsomt)
.
Kom ihug, herre konge, at hun har ligget natten over på altertrinet i bøn og faste.

IVAR BODDE.
Og det turde hænde hun var træt efter jernbyrden.

HÅKON.
Sandt nok, sandt nok; – min gode kærlige moder –!
(tar sig sammen.)
Ja, er hun altfor træt, så venter hun til imorgen.

IVAR BODDE.
Eders vilje skal ske.
(lægger et nyt pergament frem.)
Men så det andet, herre.

HÅKON.
Det andet? – Ivar Bodde, jeg kan ikke.

DAGFINN BONDE
(peger på brevet til Inga)
.
I kunde dog hint.

IVAR BODDE.
Alt, hvad syndigt er, må brydes.