Complete Works of Henrik Ibsen (406 page)

FALK.
Ja, så rejs hjem igen jo før jo heller;
kryb ind, før vinter, under tørvetaget.
Se, i det unge Norge er det daget;
den kække fylking tusind stridsmænd tæller,
og morgenvindens strømning fylder flaget.

STRÅMAND.
Og, unge mand, ifald jeg rejste hjem
med alle mine, ja med alle dem,
som var igår mit lille kongerige, –
har ikke mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom –
(da Falk vil svare.)
Nej vent, og hør på, hvad jeg har at sige.
(træder nærmere.)
Der var en tid, da jeg var ung, som De,
og ikke mindre kæk og uforfærdet,
Jeg sled for brød og der gik år forbi;
se, sligt gør ånden ej, som hånden, hærdet.
Jeg kom dernord; mit hjem lå stilt bag fjeldet,
og verdens ring for mig blev prestegeldet. –
Mit hjem – herr Falk! Ja, véd De hvad et hjem er?

FALK
(kort)
.
Det har jeg aldrig vidst.

STRÅMAND.
Det vil jeg tro.
Et hjem er der, hvor dejligt rum for fem er,
skønt der blandt fiender tykkes trangt for to.
Et hjem er der, hvor alle dine tanker
kan lege frit, som børn på faders fang,
hvor ej din røst på hjertedøren banker,
før svaret lyder i beslægtet sang.
Et hjem er der, hvor dine hår kan gråne,
og ingen mærker, at du ældes dog,
hvor kære minder dæmrer for at blåne,
som åsens rygning blåner bagom skog.

FALK
(med tvungen spot)
.
De blir jo varm –

STRÅMAND.
Ved det, som De kun ler af!
Så uligt har Vorherre os to skabt.
Mig fattes det, som De fik desto mer af;
men jeg har vundet der, hvor De har tabt.
Fra skyen skimtet, ser ud som en skrøne
mangt sandhedskorn ved landevejens kant;
De vil tilvejrs, jeg knapt til tagets møne, –
én fugl blev skabt til ørn –

FALK.
Og én til høne.

STRÅMAND.
Ja, le De kun, og lad det være sandt.
Jeg er en høne; – godt; men under vingen
jeg har en kyllingflok, og De har ingen!
Og jeg har hønens mod og hjerterum,
og jeg slår fra mig, når det mine gælder.
Jeg véd jo nok, De mener jeg er dum,
ja muligt, at en værre dom De fælder,
og holder mig for gridsk på verdens gods; –
godt, ingen strid om sligt imellem os!
(griber Falks arm og tilføjer dæmpet, men med stigende styrke.)
Ja, jeg er gridsk og dum og sløv tillige;
men jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,
og jeg fordummedes i trængselskrige,
og jeg blev sløv på ensomhedens hav.
Dog, alt som ungdomssnekken, sejl for sejl,
gik under bag den endeløse dønning,
da stak en anden op på havets spejl,
og bar for landvind ind med livets lønning.
For hver en drøm, som gik i strævet under,
for hver en svingfjær, som på flugten knak,
jeg fik til skænk et lidet Guds vidunder,
og Herrens skænk jeg tog med pris og tak.
For dem jeg stred, for dem jeg bar i dynge,
for dem jeg tyded selv den hellige skrift; –
det var min blomstergård, min børneklynge; –
nu har De plettet dem med spottens gift!
De har bevist, æsthetisk og forfatterligt,
at al min lykke var en dåres tro,
at det, jeg tog for alvor, det var latterligt; –
nu kræver jeg, giv mig igen min ro,
men giv mig den foruden bræk og mén –

FALK.
De kræver, jeg skal lykkens hjemmel drøfte? –

STRÅMAND.
Ja, De har kastet på min vej en sten,
en tvivlens sten, som ikkun De kan løfte.
Tag væk det stængsel mellem mig og mine,
som De har bygt, tag grimen af min hals –

FALK.
De tror, at jeg har løgnens lim tilfals,
for lykkens sprukne kar med det at kline?

STRÅMAND.
Jeg tror, at troen, som De rev omkuld
med ord, den kan med ord igen De rejse;
jeg tror De kan den brukne lænke svejse; – –
døm om igen, – tal sandhed hel og fuld,
bevis pånyt, – så jeg kan flaget hejse –

FALK
(stolt)
.
Jeg stempler lykkens messing ej som guld.

STRÅMAND
(ser fast på ham)
.
Så kom ihug, her nys blev sagt et ord
af en, som vejrer sandhedsharens spor:
(med opløftet finger.)
Der går en Nemesis igennem livet;
at rømme væk fra den, er ingen givet!
(han går mod huset.)

STYVER
(kommer ud med briller på og med den åbne bog i hånden)
.
Herr pastor, De må være som en vind!
De unge græder –

BØRNENE
(i døren)
.
Far!

STYVER.
Og fruen venter!
(Stråmand går ind i huset.)

STYVER.
Den dame har ej sands for argumenter.
(putter bogen og brillerne i lommen og kommer nærmere.)
Falk!

FALK.
Ja!

STYVER.
Jeg håber du har skiftet sind.

FALK.
Og hvorfor?

STYVER.
Å, det er da let forklarligt;
du indser sagtens, det er uforsvarligt
at gøre brug af konfidentielle
meddelelser; – dem må man ej fortælle.

FALK.
Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.

STYVER.
Ja død og pine!

FALK.
Ja, men blot for storfolk.

STYVER
(ivrig)
.
Det farligt er for alle slags kontorfolk.
Du kan vel tænke dig, hvor det formindsker
hver udsigt for mig, dersom chefen tror,
jeg har en pegasus som går og vrinsker
i arbejdstiden i et sligt kontor.
Du véd, fra „revisjonen” og til „kirken”
man ynder ikke vingehestens virken.
Men værst det blir, ifald det kommer ud,
at jeg har brudt kontorets første bud,
og åbenbaret skjulte ting af vigtighed.

FALK.
Så den er strafbar, slig en uforsigtighed?

STYVER
(hemmelighedsfuldt)
.
Den tvinge kan en offentlig person
til at begære straks sin demission.
Det er et lovbud for os, statens mandfolk,
at gå med lås for munden selv blandt grandfolk.

FALK.
Men det er jo tyrannisk af en hersker
at binde mund på den – kopist, som tærsker.

STYVER
(trækker på skuldrene)
.
Det er legalt; må lydes uden knur.
Desuden, i et tidspunkt, som nærværende,
da gagerevisjonen står for tur,
det er ej klogt at yttre sig belærende
om arbejdstidens brug og dens natur.
Se, derfor er det, at jeg ber dig: ti dog; –
et ord kan skille mig ved –

FALK.
Porteføljen?

STYVER.
Officielt benævnes det „kopibog”.
Den protokol er egentlig som søljen,
der lukker linet for kontorets barm;
at gætte gåder der, forvolder harm.

FALK.
Og dog det var dig selv, som bad mig tale,
og kaste ud et vink om pultens skat.

STYVER.
Ja, vidste jeg, at presten kunde dale
så dybt i dynd, han, som har lykken fat,
som er i embed, som har kone, børn,
og penge til at trodse livets tørn?
Men kan han falde ned til slig filister,
hvad skal man sige da om os kopister,
om mig, som er i uforfremmet stand
og har en kæreste, og snart skal giftes,
og passe på, at der familje stiftes,
etcetera!
(heftigere.)
O, var jeg velstandsmand,
jeg skulde spænde pandseret om hærden
og slå i bordet til den hele verden.
Og var jeg enligt mandfolk, jeg, som du,
da kan du tro, at gennem prosa-sneen
jeg skulde bryde bane for ideen!

FALK.
Så berg dig, mand!

STYVER.
Hvad?

FALK.
Der er tid endnu!
Agt ikke verdens uglekloge dommerfugl:
husk, frihed gør en kålorm selv til sommerfugl!

STYVER
(træder tilbage)
.
Du mener, at jeg skulde bryde –?

FALK.
Ja; –
er perlen væk, hvad gælder skallet da?

STYVER.
Sligt forslag kunde stilles til en rus,
ej til en mand med karakter i jus!
Jeg regner ej, hvad Kristian den femte
i sin tid om trolovelser bestemte, –
thi det slags forhold findes ej berørt i
„lov om forbrydelser” af to-og-fyrti;
for så vidt var ej sagen kriminel,
det var jo intet brud på det legale –

FALK.
Der kan du se!

STYVER
(fast)
.
Ja, men alligevel, –
om slig en exception blir aldrig tale.
I trange tider holdt vi trofast sammen;
hun fordrer ikke stort af livets gammen,
og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,
at jeg blev skabt for hjemmet og kontoret.
Lad andre følge svaneflokkens flugt;
liv i det små kan også være smukt.
Hvad siger ej etsteds geheimeråd Göthe
om mælkevejen, skinnende og hvid?
Af den kan ingen skumme lykkens fløde,
og endnu mindre hente smørret hid –

FALK.
Nå, var end målet lykkesmørrets kærning,
må ånden råde dog i al din slid; –
en mand skal være borger af sin tid,
men adle tidens borgerlige gerning.
Ja visstnok er der skønhed i det små;
men kunsten er at skue og forstå.
Ej hver, som ynder at håndtere sølen,
må derfor tro sig ligemand med „Dølen”.

STYVER.
Så lad os gå med fred vor jævne vej;
vi stænger ikke stierne for dig,
vi følger gaden, du i højden svæver.
Hm, der foer også hun og jeg engang;
mens dagens krav er arbejd, ikke sang, –
den dør man fra, alt eftersom man lever.
Se, ungdomslivet er en stor proces
og den unødigste af alle trætter; –
gå på akkord, og tænk ej på regres;
thi sagen taber du for alle retter.

FALK
(kæk og trøstig, idet han kaster et øje på lysthuset)
.
Nej, er den end for sidste domstol kommen, –
jeg véd, der er benådning bagom dommen!
Jeg véd, et liv kan leves ud af to,
med frelst begejstring og med reddet tro;
men du forkynder tidens usle lære:
at idealet er det sekundære!

STYVER.
Nej, det primære; thi dets hverv er ude,
som blomstens hverv – når frugten sætter knude.
(Inde ved pianoet spiller og synger frøken Skære: „Ach, du lieber Augustin”. Styver standser og lytter i stille bevægelse.)
Hun kalder på mig med den samme sang,
som talte, da vi mødtes første gang.
(lægger hånden på Falks arm og ser ham ind i øjet.)
Så tidt hun den til liv i længsel henter,
går ud ifra min kærestes tangenter
bekræftet genpart af det første ja.
Og når vor kærlighed tilslut har endskab,
og afdør, til opstandelse som venskab,
skal sangen binde mellem før og da.
Og krøges end min ryg iflugt med pulten,
og blir mit dagværk kun en krig mod sulten,
så går jeg glad dog vejen til mit hjem,
hvor det forsvundne står i toner frem.
Er der en stakket kveldstund helt vor egen, –
da er jeg sluppen skadesløs fra legen!
(han går ind i huset. Falk vender sig mod lysthuset. Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en stund i taushed på hinanden og kaster sig med heftighed i hinandens arme.)

FALK.
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske friluftsblomst på kirkegården, –
der ser du, hvad de kalder liv i våren!
Der lugter lig af brudgom og af brud;
der lugter lig, hvor to går dig forbi
på gadehjørnet, smilende med læben,
med løgnens klumre kalkgrav indeni,
med dødens slaphed over hver en stræben.
Sligt kalder de at leve! Himlens magter,
er slig en lod da værd de tusind fagter?
At drætte børnehjorder op til sligt,
at fede dem med retsind og med pligt,
at gøde dem med tro en stakket sommer, –
til brug, når sjæleslagtningstiden kommer!

SVANHILD.
Falk, lad os rejse!

FALK.
Rejse? Og hvorhen?
Er ikke verden overalt den samme,
og findes ej på hvermands væg igen
den samme løgn i sandheds glas og ramme?
Nej, vil vi blive, nydende spektaklet,
tragikomedien, harlekinsmiraklet, –
et folk, som tror – hvad hele folket lyver!
Se presten og hans kone, Lind og Styver,
som kærlighedens julebukke taklet,
med løgn i hjertet og med tro i munden, –
og endda respektable folk i grunden!
De lyver for sig selv og for hverandre;
men løgnens indhold, det tør ingen klandre; –
hver regner sig, skønt havsnødsmand på kølen,
for lykkens Krøsus, salig som en gud;
selv drev de sig af paradiset ud,
og bums til ørerne i svovelpølen;
men ingen af dem skønner, hvor han sidder,
og hvermand tror sig paradisets ridder,
og hvermand smiler under ak og uf;
og kommer Belzebub med brøl og gluf,
med horn og bukkeben og noget værre, –
da muntrer man sin nabo med et puf:
tag hatten af dig; se, der går Vorherre!

SVANHILD
(efter en kort tankefuld stilhed)
.
Hvor underfuld en kærlig hånd har pegt
på vejen for mig til vort vårdagsstævne.
Det liv, jeg har i spredte drømme legt,
skal jeg fra denne stund mit dagværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –
da bød du lys, – da lod du ham mig finde!
(ser på Falk med stille, kærlig forundring.)
Hvad kraft er dog i dig, du stærke træ,
som står i vindfaldsskogen rank og frodig,
som står alene, og som dog har læ
for mig –?