Complete Works of Henrik Ibsen (578 page)

BYFOGDEN.
Hm; verdensby –

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, jeg véd jo nok, at forholdene er små i sammenligning med mange andre steder. Men her er liv, – forjættelser, en utallighed af ting at virke for og stride for; og det er hovedsagen.
(råber.)
Katrine, har ikke postbudet været her?

FRU STOCKMANN
(i spisestuen)
.

Nej, her har ingen været.

DOKTOR STOCKMANN.
Og så det gode udkomme, Peter! Det er noget, en lærer at sætte pris på, når man, som vi, har levet på sulteforing –

BYFOGDEN.
Gud bevares –

DOKTOR STOCKMANN.
Å jo, du kan vel tænke dig, at det var trangt for os mangen gang deroppe. Og nu at kunne leve som en herremand! Idag, for exempel, havde vi oksesteg til middag; ja, vi har havt af den til aftens også. Vil du ikke smage på et stykke? Eller skal jeg ikke vise dig den ialfald? Kom her –

BYFOGDEN.
Nej, nej, på ingen måde –

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, så kom her da. Ser du, vi har fåt bordtæppe?

BYFOGDEN.
Ja, jeg har bemærket det.

DOKTOR STOCKMANN.
Og så har vi fåt lampeskærm. Ser du? Alt det har Katrine sparet sammen. Og det gør stuen så hyggelig. Synes du ikke det? Stil dig bare her; – nej, nej, nej; ikke så. Så, ja! Ser du; når lyset falder sådan samlet ned –. Jeg finder virkelig, at det ser elegant ud. Hvad?

BYFOGDEN.
Ja, når man kan tillade sig den slags luxus –

DOKTOR STOCKMANN.
Å jo, nu kan jeg nok tillade mig det. Katrine siger, at jeg tjener næsten lige så meget, som vi bruger.

BYFOGDEN.
Næsten, ja –!

DOKTOR STOCKMANN.
Men en videnskabsmand bør dog leve en smule fornemt. Jeg er viss på, at en almindelig amtmand bruger meget mere om året end jeg.

BYFOGDEN.
Ja, det tror jeg nok! En amtmand, en overøvrighedsperson –

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, så en simpel grosserer da! En slig en bruger mange gange så meget –

BYFOGDEN.
Ja, det ligger nu i forholdene.

DOKTOR STOCKMANN.
For resten øder jeg sandelig ikke noget til unytte, Peter. Men jeg synes da ikke jeg kan nægte mig den hjertens glæde at se mennesker hos mig. Jeg trænger til det, ser du. Jeg, som har siddet så længe udestængt, – for mig er det en livsfornødenhed at være sammen med unge, kække, frejdige mennesker, frisindede mennesker, virkelystne –; og det er de, alle de, som sidder og spiser så godt derinde. Jeg vilde ønske, du kendte lidt til Hovstad –

BYFOGDEN.
Ja Hovstad, det er sandt, han fortalte mig, at nu vil han trykke en opsats af dig igen.

DOKTOR STOCKMANN.
En opsats af mig?

BYFOGDEN.
Ja, om badet. En opsats, som du havde forfattet ivinter.

DOKTOR STOCKMANN.
Å den, ja! – Nej, men den vil jeg ikke ha’ ind nu for det første.

BYFOGDEN.
Ikke det? Da finder jeg dog, at det netop nu vilde være den belejligste tid.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det kan du ha’ ret i; under almindelige forholde –

(går henover gulvet.)

BYFOGDEN
(ser efter ham)
.

Hvad ualmindeligt skulde der da være ved forholdene nu?

DOKTOR STOCKMANN
(standser)
.

Ja, Peter, det kan jeg minsæl ikke sige dig for øjeblikket; ialfald ikke iaften. Der kan være mangt og meget ualmindeligt ved forholdene; eller også kanske slet ingenting. Det kan gerne være, at det bare er en indbildning.

BYFOGDEN.
Jeg må tilstå, dette klinger højst gådefuldt. Er der noget påfærde? Noget, som jeg skal holdes udenfor? Jeg skulde dog formene, at jeg, som badebestyrelsens formand –

DOKTOR STOCKMANN.
Og jeg skulde formene, at jeg –; nå, lad os ikke ryge i håret på hinanden, Peter.

BYFOGDEN.
Gud bevares vel; det er ikke min vane at ryge i håret, som du siger. Men jeg må på det bestemteste forlange, at alle foranstaltninger træffes og afgøres på forretningsmæssig vej og gennem de dertil lovlig indsatte myndigheder. Jeg kan ikke tillade, at der betrædes krogveje og bagveje.

DOKTOR STOCKMANN.
Bruger jeg nogensinde at gå krogveje og bagveje!

BYFOGDEN.
Du har en indgroet tilbøjelighed til at gå dine egne veje ialfald. Og det er i et vel ordnet samfund omtrent ligeså utilstedeligt, Den enkelte får sandelig finde sig i at indordne sig under det hele, eller, rettere sagt, under de myndigheder, som har at våge over det heles vel.

DOKTOR STOCKMANN.
Kan gerne være. Man hvad pokker kommer det mig ved?

BYFOGDEN.
Jo, for det er dette, min gode Tomas, som du aldrig synes at ville lære. Men pas på; du kommer nok engang til at bøde for det, – sent eller tidligt. Nu har jeg sagt dig det. Farvel.

DOKTOR STOCKMANN.
Men er du bindegal? Du er rent på vildspor –

BYFOGDEN.
Det plejer jeg dog ikke. Forøvrigt må jeg frabede mig –
(hilser ind i spisestuen.)
Farvel, svigerinde. Farvel, mine herrer.

(han går.)

FRU STOCKMANN
(kommer ind i dagligstuen)
.

Gik han?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, du, og det i fuld arrigskab.

FRU STOCKMANN.
Men, kære Tomas, hvad har du da nu gjort ham igen?

DOKTOR STOCKMANN.
Ingen verdens ting. Han kan da ikke forlange, at jeg skal gøre ham regnskab, før tiden kommer.

FRU STOCKMANN.
Hvad skulde du gøre ham regnskab for?

DOKTOR STOCKMANN.
Hm; lad mig om det, Katrine. – Det er da besynderligt, at ikke postbudet kommer.

(Hovstad, Billing og Horster har rejst sig fra spisebordet og kommer ind i dagligstuen. Ejlif og Morten kommer lidt efter.)

BILLING
(strækker armene)
.

Ah, efter et sligt måltid føler man sig, Gud døde mig, som et nyt menneske.

HOVSTAD.
Byfogden var nok ikke i det lyse hjørne ikveld.

DOKTOR STOCKMANN.
Det kommer fra maven; han har en dårlig fordøjelse.

HOVSTAD.
Det var nok især os i „Folkebudet”, han ikke kunde fordøje.

FRU STOCKMANN.
De kom da tålelig godt ud af det med ham, synes jeg.

HOVSTAD.
Å ja; men det er nu ikke andet end en slags våbenstilstand.

BILLING.
Der er det! Det ord udtømmer situationen.

DOKTOR STOCKMANN.
Vi må huske på, at Peter er en enslig mand, stakker. Han har ikke noget hjem, hvor han kan hygge sig; bare forretninger, forretninger. Og så alt det fordømte tynde thevand, som han går og tyller i sig. Nå, så sæt dog stole til bordet, gutter! Katrine, får vi så ikke toddyen ind?

FRU STOCKMANN
(som går mod spisestuen)
.

Nu kommer jeg med den.

DOKTOR STOCKMANN.
Og sæt Dem så her i sofaen hos mig, kaptejn Horster. En sjelden gæst, som De –. Vær så god; ta’ plads, mine venner.

(Herrerne sætter sig om bordet. Fru Stockmann bringer et bræt, hvorpå kogemaskine, glasse, karafler og øvrigt tilbehør.)

FRU STOCKMANN.
Se så; her er arrak, og dette her er rum; og her står kognak. Nu får enhver hjælpe sig selv.

DOKTOR STOCKMANN
(tar et glas)
.

Jo det skal vi nok.
(mens toddyen blandes.)
Og så cigarerne frem. Ejlif, du véd visst, hvor kassen står. Og du, Morten, kan ta’ min pibe.
(gutterne går ind i værelset til højre.)
Jeg har en mistanke om, at Ejlif kniber en cigar en gang imellem; men jeg lader som ingenting.
(råber.)
Og så min kalot, Morten! Katrine, kan ikke du sige ham, hvor jeg har lagt den. Nå, han har den jo!
(gutterne bringer det forlangte.)
Vær så god, mine venner. Jeg holder mig til piben, véd I; denne her har gjort mangen uvejrs-tur sammen med mig deroppe i Nordland.
(klinker.)
Skål! Ah, det er rigtignok noget bedre at sidde her trygt og lunt.

FRU STOCKMANN
(som sidder og strikker)
.

Skal De snart sejle, kaptejn Horster?

HORSTER.
I næste uge tænker jeg at bli’ færdig.

FRU STOCKMANN.
Og så går De jo til Amerika?

HORSTER.
Ja, det er meningen.

BILLING.
Men så kan De jo ikke ta’ del i det nye formandsvalg.

HORSTER.
Skal her være nyt valg?

BILLING.
Véd De ikke det?

HORSTER.
Nej, jeg blander mig ikke i de sager.

BILLING.
Men De bryr Dem da vel om de offentlige anliggender?

HORSTER.
Nej, jeg forstår mig ikke på sligt.

BILLING.
Alligevel; en må være med at stemme ialfald.

HORSTER.
De, som ikke skønner sig på det, også?

BILLING.
Skønner? Ja, hvad mener De med det? Samfundet er som et skib; alle mand må være med at styre roret.

HORSTER.
Kan hænde det er bra’ på landjorden; men ombord vilde ikke det gå godt.

HOVSTAD.
Det er underligt, at de fleste sjøfolk bryr sig så lidet om landets sager.

BILLING.
Ganske mærkeligt.

DOKTOR STOCKMANN.
Sjøfolk er som trækfuglene; de føler sig hjemme både i syd og i nord. Men derfor må vi andre være desto virksommere, herr Hovstad. Kommer der noget almengavnligt i „Folkebudet” imorgen?

HOVSTAD.
Ikke noget om byens sager. Men iovermorgen tænkte jeg at ta’ ind Deres opsats –

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, død og plage, opsatsen! Nej, hør, den må De vente med.

HOVSTAD.
Så? Nu havde vi netop så god plads, og jeg synes, det var just den belejligste tid –

DOKTOR STOCKMANN.
Ja ja, det kan De nok ha’ ret i; men De må vente alligevel. Jeg skal siden forklare Dem –

(Petra, i hat og kåbe og med en del skrivebøger under armen, kommer ind fra forstuen.)

PETRA.
Godaften.

DOKTOR STOCKMANN.
Godaften, Petra; er du der?

(Gensidige hilsener; Petra lægger tøjet og bøgerne fra sig på en stol ved døren.)

PETRA.
Og her sidder man og gør sig tilgode, mens jeg har været ude og trællet.

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, så gør dig tilgode, du også.

BILLING.
Skal jeg lave et lidet glas til Dem?

PETRA
(kommer hen til bordet)
.

Tak, jeg vil heller selv; De laver det altid for stærkt. Men det er sandt, far, jeg har et brev til dig.

(går hen til stolen, hvor tøjet ligger.)

DOKTOR STOCKMANN.
Et brev! Fra hvem?

PETRA
(søger i kåbelommen)
.