Complete Works of Henrik Ibsen (404 page)

FRØKEN SKÆRE
(stødt)
.
Vil De skose?

FALK.
En nyttig frugt til husbrug, – ja, ved Gud!
Men hybnen var dog ej hans vårdags brud.

FRU HALM.
Ja, hvis herr Lind har søgt en balheltinde,
så er det slemt; hun er ej her at finde.

FALK.
O ja, – jeg véd, der drives jo et døgn-
koketteri med huslighedens tanke;
det er et rodskud af den store løgn,
der gror i højden, lig en humleranke.
Jeg tar ærbødig hatten af, min frue,
for „balheltinden”; hun er skønhedsbarn, –
og idealet spænder gyldne garn
i ballets sal, men knapt i ammens stue.

FRU HALM
(med undertrykt forbittrelse)
.
Herr Falk, slig adfærd har en nem forklaring.
Forlovet mand er tabt for venners lag;
det er nok kærnen i den hele sag;
jeg har i det kapitel god erfaring.

FALK.
Naturligvis; – syv søsterdøttre gifte –

FRU HALM.
Og gifte lykkeligt!

FALK
(med eftertryk)
.
Ja, er det visst?

GULDSTAD.
Hvad nu!

FRØKEN SKÆRE.
Herr Falk!

LIND.
Er det din agt at stifte
uenighed!

FALK
(med udbrud)
.
Ja, krig og splid og tvist!

STYVER.
Du, som er lægmand, en profan i faget!

FALK.
Ja, lad det gå; jeg hejser endda flaget!
Ja, krig jeg vil med hænder og med fødder,
en krig mod løgnen med de stærke rødder,
mod løgnen, som I røgtet har og vandet,
så frækt den knejser og ser ud som sandhed!

STYVER.
Jeg protesterer mod alt ubevist,
og forbeholder mig regres – –

FRØKEN SKÆRE.
Ti stille!

FALK.
Så det er kærlighedens friske kilde,
som hvisker om, hvad enken har forlist, –
hin kærlighed, som sletted „savn” og „klage”
af sproget ud i lykkens lyse dage!
Så det er kærlighedens sejersflod,
som ruller gennem ægteparrets årer, –
hin kærlighed, som kækt på skandsen stod,
og trådte skik og vedtægt under fod,
og lo af alle verdens kloge dårer!
Så det er kærlighedens skønhedsflamme,
som holder en forlovelse igang
i lange år! Ja så! Det er den samme,
som ildned selv kontorets søn til sang!
Så det er kærlighedens unge lykke,
som frygter farten over havets hvælv,
som kræver offer, skønt i fagrest smykke
den skulde stråle – offrende sig selv! –
O nej, I løgnens dagligdagsprofeter,
kald tingen en gang med sit rette navn;
kald enkestandens rørelser for savn,
og ægtestandens vane, som de heder!

STRÅMAND.
Nej, unge mand, slig frækhed er for stor!
Der er bespottelse i hvert et ord!
(træder Falk tæt under øjnene.)
Nu aksler jeg mit gamle skind til striden
for arvet tro imod den nye viden!

FALK.
Jeg går til kampens højtid som til fest.

STRÅMAND.
Godt! De skal se mig trodse kugleregnen! –
(nærmere.)
Et viet par er helligt, som en prest –

STYVER
(på Falks anden side)
.
Og et forlovet –

FALK.
Halvt om halvt, som degnen.

STRÅMAND.
Se disse børn; – De ser den – denne klynge?
Den kan på forhånd mig Viktoria synge!
Hvor var det muligt at – hvor var det gørligt – –;
nej, sandheds ord er mægtigt, ubønhørligt; –
at stoppe øret til, kan kun en tåbe.
Se, – disse børn er elskovsbørn tilhobe – – –!
(standser forvirret.)
Ja det vil sige – nej, naturligvis –!

FRØKEN SKÆRE
(vifter sig med lommetørklædet)
.
Det er en meget uforståelig tale.

FALK.
Se der leverer De jo selv bevis;
et af de ægte, gode, nationale.
De skelner mellem ægteskabets panter,
og elskovs ditto; – deri gør De klogt;
der forskel er, som mellem råt og kogt,
som mellem markens blomst og potteplanter.
Hos os er kærligheden snart en videnskab;
forlængst den hørte op at være lidenskab.
Hos os er kærligheden som et fag;
den har sit faste laug, sit eget flag;
den er en stand af kærester og ægtemænd, –
de passer tjenesten og kan nok magte den;
thi der er samhold, som i havets tangforgrening.
Alt, hvad etaten mangler, er en sangforening –

GULDSTAD.
Og en avis!

FALK.
Godt! I skal få avisen!
Det var en god ide; vi har jo blade
for børn og damer, troende og skytter.
Jeg håber ingen spørger efter prisen.
Der skal I få at se, som på parade,
hvert bånd, som Per og Povl i byen knytter;
der rykkes ind hvert rosenfarvet brev,
som Vilhelm til sin ømme Laura skrev;
der trykkes blandt ulykkelige hændelser, –
som ellers mord og krinolinforbrændelser, –
hvert opslag, som fandt sted i ugens løb;
der averteres under salg og køb
hvor brugte ringe billigst kan bekommes;
der annonceres tvillingen og trillingen, –
og er der vielse, så sammentrommes
det hele laug at se på forestillingen; –
og vanker der en kurv, så prentes den
i bladet mellem andre nyhedsstoffer;
det lyde skal omtrent som så: „Igen
har elskovsdjævlen krævet her et offer!”
Jo, I skal se, det går; thi når det lider
imod den tid, da abonnenten bider,
da bruger jeg en madding, som ej dræber den; –
da slagter jeg, på storbladsvis, en pebersvend.
Jo, I skal se mig kækt til laugets nytte stridende;
som tiger, ja, som redaktør mit bytte bidende –

GULDSTAD.
Og bladets titel?

FALK.
„Amors norske skyttetidende”!

STYVER
(nærmer sig)
.
Det er dog ej dit alvor vel? Du vil
ej sætte slig dit gode navn på spil!

FALK.
Mit ramme alvor. Tidtnok påstod man,
at ingen kan af kærligheden leve;
jeg vise skal, den påstand er ej sand;
thi jeg skal leve af den som en greve,
især hvis frøken Skære, som jeg håber,
levere vil herr Stråmands „livsroman”
til skænkning ud, som feuilleton, i dråber.

STRÅMAND
(forskrækket)
.
Gud stå mig bi! Hvad er nu det for plan?
Mit livs roman? Når var mit liv romantisk?

FRØKEN SKÆRE.
Det har jeg aldrig sagt!

STYVER.
En misforståelse!

STRÅMAND.
Jeg skulde gjort mig skyldig i forgåelse
mod skik og brug! Der lyver De gigantisk!

FALK.
Nu godt.
(slår Styver på skulderen.)
Her står en ven, som ej vil svigte.
Jeg åbner bladet med kopistens digte.

STYVER
(efter et forfærdet blik på presten)
.
Men er du gal! Nej, må jeg be’ om ordet! –
Du tør beskylde mig for vers – –

FRØKEN SKÆRE.
Nej Gud –!

FALK.
Det rygte går dog ud ifra kontoret.

STYVER
(i høj vrede)
.
Fra vort kontor går aldrig noget ud!

FALK.
Ja, svigt mig også du; jeg har endda
en trofast bror, som ikke falder fra.
„Et hjertes saga” venter jeg fra Lind,
hvis elskov er for fin for havets vind,
som offrer landsmænds sjæle for sin kærlighed, –
sligt viser følelsen i al dens herlighed!

FRU HALM.
Herr Falk, nu er mit tålmods rest tilende.
Vi kan ej leve under samme tag; –
jeg håber, at De flytter end idag –

FALK
(med et buk, idet fruen og selskabet går ind)
.
Det var jeg forberedt på vilde hænde.

STRÅMAND.
Imellem os er krig på død og liv;
De har fornærmet mig med samt min viv,
ja mine børn, fra Trine ned til Ane; – –
gal kun, herr Falk, – gal, som ideens hane –
(går ind med kone og børn.)

FALK.
Og skrid De fremad på apostlens bane
med Deres kærlighed, som De har mægtet
at få, før tredje hanegal, fornægtet!

FRØKEN SKÆRE
(får ondt)
.
Følg med mig, Styver! hjælp mig at få hægtet
korsettet op; – kom, skynd dig, – denne vej.

STYVER
(til Falk, idet han går med frøken Skære under armen)
.
Jeg siger op vort venskab!

LIND.
Også jeg.

FALK
(alvorlig)
.
Du også, Lind!

LIND.
Farvel!

FALK.
Du var min næreste – –

LIND.
Det hjælper ej; hun ønsker det, min kæreste.
(han går ind; Svanhild er bleven stående ved altantrappen.)

FALK.
Se så; nu har jeg plads på alle kanter, –
nu har jeg ryddet om mig!

SVANHILD.
Falk, et ord!

FALK
(viser høfligt mod huset)
.
Den vej, min frøken; – der gik Deres moer
med alle venner og med alle tanter.

SVANHILD
(nærmer sig)
.
Ja, lad dem gå; min vej er ikke deres;
ved mig skal ikke flokkens tal forfleres.

FALK.
De går ej?

SVANHILD.
Nej. Vil De mod løgnen stride,
jeg står, som væbner, tro ved Deres side.

FALK.
De, Svanhild; De, som –

SVANHILD.
Jeg, som end igår –?
O, var De selv da, Falk, igår den samme?
De bød mig, som en lykke, siljens kår –

FALK.
Og siljen fløjted, fløjted mig tilskamme!
Nej De har ret; da var det børneværk;
men De har vakt mig til et bedre virke; –
midt indi stimlen står den store kirke,
hvor sandheds røst skal runge ren og stærk.
Det gælder ej at skue, som Asynjen,
fra højden over al den vilde dyst; –
nej, bære skønhedsmærket i sit bryst,
som Hellig-Olaf bar sit kors på brynjen, –
at se med langsyn over slagets vidder,
skønt hildet han i kampens virvar sidder, –
et skimt af sol bag tågen at bevare,
det er det livsenskrav, en mand skal klare!

SVANHILD.
Og De vil klare det, når De står fri,
og står alene.

FALK.
Stod jeg da i stimlen?
Og det er kravet. Nej, den er forbi,
hin isolerthedspagt med mig og himlen.
Endt er min digtning indfor stuevæg;
mit digt skal leves under gran og hæg,
min krig skal føres midt i døgnets rige; –
jeg eller løgnen – en af os skal vige!

SVANHILD.
Så gå da signet frem fra digt til dåd!
Jeg har Dem miskendt; De har hjertevarme;
tilgiv, – og lad os skilles uden harme –

FALK.
Nej, den har plads for to, min fremtids båd!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De mod,
så følges vi i kampen fod for fod!

SVANHILD.
Vi følges?

FALK.
Se, jeg står forladt af alle,
har ingen ven, har krig med hver bekendt,
mod mig er hadets hvasse spydsod vendt; –
sig, har De mod, med mig at stå og falde?
min fremtidsvej går gennem skik og brug,
hvor tusind hensyns lænker foden tvinger; –
der breder jeg, som alle andre, dug,
og sætter ringen på min elsktes finger!
(drager en ring af sin hånd, og holder den ivejret.)

SVANHILD
(i åndeløs spænding)
.
Det vil De?

FALK.
Ja, og vi skal vise verden,
at kærligheden har en evig magt,
som bær den uskadt og i al sin pragt
igennem døgnets dynd på hverdagsfærden.
Igår jeg pegte mod ideens bål,
der brandt, som baun på bergets bratte tinde; –
da blev De ræd, De skalv, thi De var kvinde;
nu peger jeg mod kvindens sande mål!
En sjæl, som Deres, holder hvad den lover;
se sluget for Dem, – Svanhild, sæt nu over!

SVANHILD
(neppe hørligt)
.
Og hvis vi faldt –!

FALK
(jublende)
.
O nej, jeg ser et skær
i Deres øje, som vor sejr forkynder!

SVANHILD.
Så tag mig hel og holden, som jeg er!
Nu springer løvet ud; min vår begynder!
(hun kaster sig med kækhed i hans arme, idet teppet falder.)