Complete Works of Henrik Ibsen (408 page)

FALK.
Og hvoraf véd De –

GULDSTAD.
At De elsker hende!
Det har jeg læst på Deres øjnes bund.
Sig også hende det i denne stund.
(trykker hans hånd.)
Nu går jeg ind. Lad legen få en ende.
Og tør De love mig med hånd og mund,
at være hende slig en ven i livet,
slig stav på vejen, slig en trøst i nød,
som jeg kan være det, –
(vender sig til Svanhild.)
Nu godt, så skriv et
udsletningsmærke over det, jeg bød.
Da har jeg sejret, sejret i det stille;
De vinder lykken; det var det, jeg vilde.
(til Falk.)
Og, det er sandt, – De talte før om mønt;
tro mig, den er lidt mer, end flitterpynt.
Jeg står alene, kender ingen kære;
alt det, som mit er, det skal Deres være;
De blir som søn for mig, og hun min datter.
De véd, ved grændsen ejer jeg et brug;
did flytter jeg, De sætter disk og dug,
og er så året omme, ses vi atter. –
Nu kender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
glem ej, at farten nedad livets elv
er ingen leg, er ej at nyde, svælge; –
og så, i Herrens navn, – så får I vælge!
(går ind i huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden.)

FALK.
Du er så bleg.

SVANHILD.
Og du så stille.

FALK.
Ja.

SVANHILD.
Han var os værst.

FALK
(hen for sig)
.
Han stjal mig styrken fra.

SVANHILD.
Hvor hårdt han slog.

FALK.
Han vidste godt at ramme.

SVANHILD.
Det var, som alt gik under i det samme.
(nærmere ved ham.)
Hvor vi var rige, rige i hinanden,
da hele verden havde os forladt,
da vore tanker steg, som slag mod stranden
af bølgebrydning i den stille nat.
Da var der sejersmod i vore sjæle,
og lid på evig elskov mellem to; –
han kom med verdens gaver, tog vor tro,
og planted tvivl, – og så forgik det hele!

FALK
(med vild heftighed)
.
Riv det af mindet ud! Alt, hvad han sagde,
var sandt for andre, men en løgn for os!

SVANHILD
(ryster stille på hovedet)
.
Det kornaks, som et tvivlens haglslag lagde,
kan aldrig svaje mer i livsenstrods.

FALK
(med udbrydende angst)
.
Jo, vi to, Svanhild –!

SVANHILD.
Slip et håb, som dårer;
Ifald du løgnen såer, du høster tårer.
De andre, siger du? Og tror du ej,
at hver og en har tænkt, som du og jeg,
at han var den, som turde trodse lynet, –
hvem ingen storm til jorden kunde slå,
hvem tågebanken fjernt i himmelsynet
på uvejrsvinger aldrig kunde nå?

FALK.
De andre delte sig mod spredte mål;
jeg vil din elskov kun, og den alene.
Se, de forskriger sig i livets skrål,
jeg stilt skal støtte dig med stærke grene.

SVANHILD.
Men dersom den alligevel gik under,
den kærlighed, som skulde bære alt, –
har du da det, som endda lykken grunder?

FALK.
Nej, med min kærlighed det hele faldt.

SVANHILD.
Og tør du helligt love mig for Gud,
at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge,
men dufte, som idag, og holde ud
for hele livet?

FALK
(efter et kort ophold)
.
Den vil holde længe.

SVANHILD
(smerteligt)
.
O, „længe”, „længe”; – usle armodsord!
Hvad gælder „længe” vel for kærligheden?
Det er dens dødsdom, meldugg over sæden.
„På evigt liv for kærlighed jeg tror” –
den sang skal altså tie, og isteden
det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!
(som løftet af en stærk indskydelse.)
Nej; så skal ej vor lykkes dag gå under,
ej dø med solgråd bag en sky i vest; –
vor sol skal slukkes, lig et luftvidunder,
i middagsstunden, der den glittrer bedst!

FALK
(forfærdet)
.
Hvad vil du, Svanhild?

SVANHILD.
Vi er børn af våren;
bag den skal ikke komme nogen høst,
da sangerfuglen tier i dit bryst
og aldrig længes did, hvor den er båren.
Bag den skal aldrig noget vinterdække
slå linet over alle drømmes lig; –
vor kærlighed, den glade, sejerskække,
skal sot ej tære på, ej ælde svække, –
dø skal den, som den leved, ung og rig!

FALK
(i dyb smerte)
.
Og langt fra dig, – hvad blev mig der vel livet!

SVANHILD.
Hvad blev det nær mig – uden kærlighed?

FALK.
Et hjem!

SVANHILD.
Hvor lykkens alf med døden stred.
(med styrke.)
Til viv for dig blev evnen ej mig givet,
det ser jeg nu, det føler jeg og véd!
Jeg kunde elskovs glade leg dig lære,
men tør din sjæl ej gennem alvor bære.
(nærmere og med stigende ild.)
Nu har vi jublet i en vårdags rus;
nu ingen søvnig døs på slapheds puder!
Giv alfen vinger, lad for sangens sus
ham gå på flugt i flok med unge guder!
Og er den kantret end, vor fremtids båd, –
et brett er oven vande, – jeg véd råd;
den kække svømmer rækker paradiset!
Lad lykken synke, gå i graven våd;
vor kærlighed skal dog, Gud være priset,
nå sejersfrelst iland ifra forliset!

FALK.
O, jeg forstår dig! Men at skilles så!
Just nu, den fagre verden står os åben, –
her, midt i våren, under himlen blå,
den samme dag vor unge pagt fik dåben!

SVANHILD.
Just derfor må vi. Efter denne stund
vort jubeltog går ned ad bakke kun!
Og ve, når engang regnskabsdagen kommer,
og når vi stædes for den store dommer,
og når han kræver, som retfærdig Gud,
den skat han lånte os i livsenshaven –
da, Falk, et svar, som sletted nåden ud:
„Den har vi mistet undervejs til graven!”

FALK
(i stærk beslutning)
.
Kast ringen!

SVANHILD
(ildfuldt)
.
Vil du!

FALK.
Kast den! Jeg forstår dig!
Ja, det er kun på denne vej, jeg nåer dig!
Som grav er vej til livets morgenskær,
så er og elskov først til livet viet,
når løst fra længsler og fra vild begær
den flyer til mindets åndehjem befriet!
Kast ringen, Svanhild!

SVANHILD
(jublende)
.
Jeg har løst min pligt!
Nu har jeg fyldt din sjæl med lys og digt!
Flyv frit! Nu har du dig til sejer svunget, –
nu har din Svanhild svanesangen sunget!
(tar ringen af og trykker et kys på den.)
Til verdens fald imellem havets siv
duk ned, min drøm, – dig offrer jeg isteden!
(går et par skridt opover, kaster ringen ud i fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret udtryk.)
Nu har jeg mistet dig for dette liv, –
men jeg har vundet dig for evigheden!

FALK
(stærkt)
.
Og nu til dagens gerning hver for sig!
På jorden krydses aldrig mer vor vej.
Hver går til sit, hver strider uden klage.
Vi smittet var af tidens feberdamp;
vi vilde sejrens løn foruden kamp,
sabbatens fred foruden virkedage,
skønt kravet er at kæmpe og forsage.

SVANHILD.
Men ikke sygt.

FALK.
Nej, nej, – med sandheds mod.
Os truer ingen flom af straffens flod;
det minde, vi to har for livet arvet,
skal stråle smukt fra mørke skyer ud,
og stå som fagrest regnbue, syvfold farvet, –
som pagtens tegn imellem os og Gud.
I skær af det du går til stille pligter –

SVANHILD.
Og du går opad mod dit mål som digter!

FALK.
Som digter; ja, thi det er hver den mand,
i skolestue, thingsal eller kirke,
hver den, i højheds som i ringheds stand,
der øjner idealet bag sit virke.
Ja, opad går jeg; flugtens hest er sadlet;
jeg véd, min gerning er for livet adlet!
Og nu, farvel!

SVANHILD.
Farvel!

FALK
(favner hende)
.
Et kys!

SVANHILD.
Det sidste!
(river sig løs.)
Nu kan jeg glad for dette liv dig miste!

FALK.
Om alle lys i verden slukkes ud, –
lystanken lever dog; thi den er Gud.

SVANHILD
(fjerner sig mod baggrunden)
.
Farvel!
(går videre.)

FALK.
Farvel! – Jeg råber glad endda –
(svinger hatten.)
Guds fagre kærlighed på jord, hurra!
(Døren åbnes. Falk går over mod højre; de unge blandt gæsterne kommer ud under latter og glæde.)

DE UNGE PIGER.
Til dans i haven!

EN ENKELT.
Livet er at danse!

EN ANDEN.
En vårdags blomsterdans med friske kranse!

NOGLE.
Ja, danse, danse!

ALLE.
Ja, og aldrig standse!
(Styver kommer med Stråmand under armen. Fru Stråmand og børnene følger efter.)

STYVER.
Ja, du og jeg er venner fra idag.

STRÅMAND.
Og jeg og du vil slå for fælles sag.

STYVER.
Når begge statens magter slår sig sammen –

STRÅMAND.
Blir resultatet alles –

STYVER
(hurtigt)
.
Tarv!

STRÅMAND.
Og gammen.
(Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og frøken Skære, samt resten af gæsterne kommer ud. Hele familjens øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig studsen, da man ser dem hver for sig.)

FRØKEN SKÆRE
(mellem tanterne, slår hænderne sammen)
.
Hvad? Sig mig, om jeg drømmer eller våger!

LIND
(som intet har mærket)
.
Jeg får vel hilse på min nye svoger.
(han, tilligemed flere af gæsterne, nærmer sig Falk, men farer uvilkårligt et skridt tilbage ved at se på ham og udbryder)
:
Hvad er der hændt med dig? Du har, som Janus,
to ansigter!

FALK
(med et smil)
.
Jeg råber, som Montanus:
Jorden er flak, Messieurs; – mig skuffed øjet;
flak, som et fladbrød; – er I nu fornøjet!
(går raskt ud til højre.)

FRØKEN SKÆRE.
En kurv!

TANTERNE.
En kurv?

FRU HALM.
Hys, lad det bli fortiet!
(går opover til Svanhild.)

FRU STRÅMAND
(til presten)
.
Tænk dig, en kurv!

STRÅMAND.
Men er det muligt?

FRØKEN SKÆRE.
Ja!

DAMERNE
(fra mund til mund)
.
En kurv! En kurv! En kurv!
(de samler sig i klynge længere inde i haven.)

STYVER
(som forstenet)
.
Hvad? Har han friet?

STRÅMAND.
Ja, tænk dig, du! Han lo af os, ha, ha, –
(de ser målløse på hinanden.)

ANNA
(til Lind)
.
Nå, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!

LIND
(omfavner og kysser hende)
.
Hurra, nu er du min i alle dele!
(de går opover i haven.)

GULDSTAD
(ser tilbage mod Svanhild)
.
Her er nok noget brustet i en sjæl;
men det, som endnu lever, vil jeg hele.

STRÅMAND
(får mælet igen og omfavner Styver)
.
Nu kan du trøstig blive ved at være
forlovet med din elskte frøken Skære!

STYVER.
Og du kan skue gladelig din slægt
forøget årligårs med unge Stråmænd!

STRÅMAND
(gnider sig fornøjet i hænderne og ser ud efter Falk)
.
Det var tilpas for ham, den frække knægt; –
så skal de ha’e det, disse kloge spåmænd!
(de går opover i samtale, idet fru Halm nærmer sig med Svanhild.)

FRU HALM
(dæmpet og ivrig)
.
Og intet binder dig?