Complete Works of Henrik Ibsen (399 page)

FRØKEN SKÆRE
(sagte)
.
Tror du grossereren vil endossere?

STYVER
(gnaven)
.
Jeg véd ej visst endnu; jeg skal probere.
(de fjerner sig i samtale.)

LIND
(dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna)
.
Jeg kan ej dy mig længer; i en fart
jeg forestille må –

FALK.
Du burde tie,
og ingen uvedkommende indvie
i det, som eders er –

LIND.
Nå, det var rart; –
for dig, min medlogerende i huset,
jeg skulde holdt min unge lykke skjult!
Nej, nu, mit hode har fåt håret gult, –

FALK.
Nu vil du gøre dig dit hode kruset?
Ja, kære bedste ven, hvis det er meningen,
så skynd dig blot og deklarer foreningen!

LIND.
Det har jeg også tænkt af flere grunde,
og deriblandt er en især af vægt;
sæt for exempel, at her findes kunde
en kurtisør, som lusked om fordækt;
sæt at hans hensigt trådte frem påtageligt,
som frieri; det var dog ubehageligt.

FALK.
Ja, det er sandt; jeg havde ganske glemt,
du var til noget højere bestemt.
Som elskovs friprest står du midlertidigt;
sent eller tidligt skal der avanceres;
men det er selv mod skik og vedtægt stridigt,
om allerede nu du ordineres.

LIND.
Ja dersom ej grossereren –

FALK.
Hvad han?

ANNA
(undselig)
.
Å, det er noget, Lind kun ind sig bilder.

LIND.
Sig ikke det; det aner mig han skiller
mig ved min lykke, når og hvor han kan.
Den fyr er jo en daglig gæst herude,
er rig og ugift, fører jer omkring;
kort sagt, min elskte, der er tusind ting,
som ej kan andet os end ondt bebude.

ANNA
(med et suk)
.
O det var synd; her var så godt idag.

FALK
(deltagende til Lind)
.
Ja slip ej lykken for en rodløs grille;
vent i det længste før du toner flag.

ANNA.
Gud! Frøken Skære ser på os; ti stille!
(hun og Lind fjerner sig til forskellige kanter.)

FALK
(ser efter Lind)
.
Der går han til sin ungdoms nederlag.

GULDSTAD
(som imidlertid har stået ved trappen i samtale med fru Halm og frøken Skære, nærmer sig og slår ham på skuldren)
.
Nå, står man her og grunder på et digt?

FALK.
Nej, på et drama.

GULDSTAD.
Det var da som fanden; –
jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.

FALK.
Nej dette her er også af en anden,
en ven af mig, ja af os beggeto; –
en fejende forfatter kan De tro.
Tænk Dem, fra middagstider og til kveld
han digtet har en hel idyl tilende.

GULDSTAD
(polidsk)
.
Og slutningen er god!

FALK.
De véd da vel
at teppet falder først – med ham og hende.
Men det er blot en del af trilogien;
bagefter kommer nok forfattersvien,
når nummer to, forlovelsens komedie,
skal digtes gennem lange akter fem,
og stoffets tråd skal spindes ud af dem
til ægteskabets drama, som det tredje.

GULDSTAD
(smilende)
.
Man skulde tro forfatterlyst var smitsom.

FALK.
Så? Hvorfor det?

GULDSTAD.
Jeg mener forsåvidtsom
jeg også går og grunder på en digtning, –
(hemmelighedsfuldt.)
en faktisk en, – foruden alskens svigtning.

FALK.
Og hvem er helten, om man spørge tør?

GULDSTAD.
Det siger jeg imorgen, ikke før.

FALK.
Det er Dem selv!

GULDSTAD.
Tror De, som slig, mig duelig?

FALK.
En bedre helt var sikkert ikke mulig.
Men nu heltinden? Hun skal sikkert hentes
fra landets friluft, ej fra byens kvalm?

GULDSTAD
(truer med fingeren)
.
Hys, – det er knuden og med den må ventes! –
(slår over i en anden tone.)
Sig mig, hvad synes De om frøken Halm?

FALK.
Å, hende kender De visst meget bedre;
min dom kan hverken skæmme eller hædre. –
(smilende.)
Men vogt Dem bare, at det ej går galt
med dette „digt”, hvorom De har fortalt.
Sæt at jeg kunde Deres tillid svige
og omkalfatre udfald og intrige.

GULDSTAD
(godmodigt)
.
Nå ja, så vilde jeg mit Amen sige.

FALK.
Det er et ord?

GULDSTAD.
De er jo mand af faget;
det var jo dumt, om Deres hjælp blev vraget
af en, der regnes må til fuskerlaget.
(går op mod baggrunden.)

FALK
(i forbigående til Lind)
.
Du havde ret; grossereren går om
med morderplaner mod din unge lykke.
(fjerner sig.)

LIND
(dæmpet til Anna)
.
Der kan du se, at ej min frygt var tom;
vi må på timen ud med sproget rykke.
(de nærmer sig fru Halm, der tilligemed frøken Skære står ved huset.)

GULDSTAD
(i samtale med Styver)
.
Et dejligt vejr ikveld.

STYVER.
Å ja såmen,
når man er oplagt –

GULDSTAD
(spøgende)
.
Er der galt påfærde
med Deres kærlighed?

STYVER.
Ej just med den –

FALK
(der er kommen til)
.
Men med forlovelsen?

STYVER.
Det kunde være.

FALK.
Hurra; du er da ikke blank og bar
for poesiens småmynt, kan jeg høre!

STYVER
(stødt)
.
Jeg skønner ej, hvad poesien har
med mig og min forlovelse at gøre.

FALK.
Du skal ej skønne det; hvis elskov grunder
sit eget væsen ud, da går den under.

GULDSTAD
(til Styver)
.
Men er det noget, som kan rettes på,
så ud med det.

STYVER.
Ja, jeg har hele dagen
funderet på at foredrage sagen,
men kan ej frem til konklusjonen nå.

FALK.
Jeg hjælper dig og skal mig fatte kort:
Alt fra du op til kæreste var rykket,
så har du følt dig, så at sige, trykket –

STYVER.
Ja det til sine tider endog hårdt.

FALK
(vedblivende)
.
Har følt dig svært betynget af forpligtelser,
som du gav fanden, hvis det blot gik an;
se det er tingen.

STYVER.
Hvad er det for sigtelser!
Jeg har fornyet som en punktlig mand;
(henvendt til Guldstad.)
men mere kommer til i næste måned;
når man sig gifter, får man jo en kone –

FALK
(glad)
.
Nu er påny din ungdomshimmel blånet,
det var en genklang af din sangtids tone!
Så skal det være; jeg forstod det straks;
du trængte blot til vinger og en saks!

STYVER.
En saks?

FALK.
Ja, viljesaksen, for at klippe
hvert bånd itu, så bort du kunde slippe,
og flyve ud –

STYVER
(i vrede)
.
Nej, nu blir du for grov!
At sigte mig for brud på statens lov!
Jeg skulde tænke på at absentere mig?
Sligt er jo attentat på at blamere mig, –
verbalinjurier!

FALK.
Men er du gal!
Hvad er din mening da? Så tal dog – tal!

GULDSTAD
(leende til Styver)
.
Ja, selv De kommer til at klare tanken!
hvad handles om?

STYVER
(griber sig sammen)
.
Et lån i sparebanken.

FALK.
Et lån!

STYVER
(hurtigt til Guldstad)
.
Ja egentlig en endossent
for hundred daler eller så omtrent.

FRØKEN SKÆRE
(der imidlertid har stået hos fru Halm, Lind og Anna)
.
Å nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!

GULDSTAD.
Hvad er der nu!
(går hen til damerne.)
Det var da ubelejligt.

FALK
(slår overgivent armen om hans nakke)
.
Hurra; trompetens lyd forkynder sødt,
at dig en broder er i Amor født!
(drager ham med sig til de andre.)

FRØKEN SKÆRE
(overvældet til herrerne)
.
Tænk, Lind og Anna, – tænk Dem, han har fåt hende!
Nu er de kærester!

FRU HALM
(med rørelsens tårer, medens parret ønskes tillykke)
.
Det er den ottende,
som går forsørget ud fra dette hus; –
(rettet mod Falk.)
syv søsterdøttre, – alle med logerende – –
(angribes for stærkt og holder tørklædet for øjnene.)

FRØKEN SKÆRE
(til Anna)
.
Nå, her vil komme nok af gratulerende!
(kæler for hende og er bevæget.)

LIND
(griber Falks hænder)
.
Min ven, jeg går som i en salig rus!

FALK.
Hys; – som forlovet mand du medlem er
af salighedens mådeholdsforening;
lyd laugets love; – ingen orgier her!
(vender sig til Guldstad med et anstrøg af ondskabsfuld deltagelse.)
Nå, herr grosserer!

GULDSTAD
(fornøjet)
.
Efter min formening
spår dette lykke for dem beggeto.

FALK
(ser studsende på ham)
.
De bær jo sorgen med prisværdig ro.
Det glæder mig.

GULDSTAD.
Hvad mener De, højstærede?

FALK.
Jeg mener blot, at eftersom De nærede
forhåbning for Dem selv –

GULDSTAD.
Så? Gjorde jeg?

FALK.
Ja, idetmindste var De nær på vej;
De nævnte frøken Halm; her stod De jo
og spurgte –

GULDSTAD
(smilende)
.
Ja, men er der ikke to?

FALK.
Det er – den anden, søsteren, De mener!

GULDSTAD.
Ja, søsteren, den anden, – netop hende.
Lær denne søster nærmere at kende,
og døm så selv, om ikke hun fortjener
at lægges mærke til en smule mer,
end her i huset nu for tiden sker.

FALK
(koldt)
.
Hun har visst alle gode egenskaber.

GULDSTAD.
Just ikke alle; selskabstonen har
hun ej det rette greb på; der hun taber –

FALK.
Ja det er slemt.

GULDSTAD.
Men hvis fru Halm blot tar
en vinter til det, vædder jeg hun viger
for ingen anden.

FALK.
Nej, den ting er klar.

GULDSTAD
(leende)
.
Ja, det er mærkeligt med unge piger!

FALK
(lystig)
.
De er som vinterrugens sæd at se;
de spirer uformærkt i frost og sne.

GULDSTAD.
Fra jul er balsalonen deres hjem –

FALK.
Der gødsles med skandaler og med blamer –

GULDSTAD.
Og når så forårsvarmen bryder frem –

FALK.
Så skyder op småbitte grønne damer!

LIND
(træder til og griber Falks hænder)
.
Hvor klogt jeg gjorde; over al forstand –
jeg føler mig så lykkelig og sikker!

GULDSTAD.
Se der er kæresten; fortæl hvordan
man sig som nyforlovet elsker skikker!