Complete Works of Henrik Ibsen (577 page)

FØRSTE AKT

(Aften i doktorens dagligstue, der er tarveligt men net udstyret og møbleret. På sidevæggen til højre er to døre, hvoraf den fjerneste fører ud til forstuen og den nærmeste ind til doktorens arbejdsværelse. På den modsatte væg, lige over for døren til forstuen, er en dør til familjens øvrige værelser. Midt på samme væg står kakkelovnen, og nærmere mod forgrunden en sofa med spejl over og foran sofaen et ovalt bord med tæppe. På bordet en tændt lampe med skærm. I baggrunden en åben dør til spisestuen. Dækket aftensbord med lampe på derinde.)

(Billing sidder inde ved spisebordet med en serviet under hagen. Fru Stockmann står ved bordet og rækker ham et fad med et stort stykke oksesteg. De øvrige pladse om bordet er forladte, bordtøjet i uorden, som efter et endt måltid.)

FRU STOCKMANN.
Ja, når De kommer en time for sent, herr Billing, så får De ta’ tiltakke med kold mad.

BILLING
(spisende)
.

Det smager aldeles fortræffeligt, – ganske udmærket.

FRU STOCKMANN.
De véd jo, hvor nøje Stockmann holder på sin bestemte spisetid –

BILLING.
Det gør mig slet ingen ting. Jeg synes næsten det smager bedst, når jeg kan sidde og spise sådan ganske alene og uforstyrret.

FRU STOCKMANN.
Ja-ja, når det bare smager Dem, så –
(lytter mod forstuen.)
Der kommer visst Hovstad også.

BILLING.
Kanske det.

(Byfogd Stockmann i overfrakke med uniformshue og stok kommer ind.)

BYFOGDEN.
Ærbødigst godaften, svigerinde.

FRU STOCKMANN
(går ind i dagligstuen)
.

Nej se, godaften; er det Dem? Det var da snildt De vilde se op til os.

BYFOGDEN.
Jeg gik just forbi og så –
(med et blik mod spisestuen)
. Å, men De har nok selskab, lader det til.

FRU STOCKMANN
(lidt forlegen)
.

Nej aldeles ikke; det er rent tilfældigt.
(hurtigt.)
Vil De ikke gå ind og ta’ en bid med?

BYFOGDEN.
Jeg! Nej, mange tak. Gud bevare mig; varm mad om aftenen; det er ikke for min fordøjelse.

FRU STOCKMANN.
Å, men for én gangs skyld –.

BYFOGDEN.
Nej nej, Gud velsigne Dem; jeg holder mig til mit thevand og mit smørrebrød. Det er dog sundere i længden, – og også lidt mere økonomisk.

FRU STOCKMANN
(smiler)
.

De må nu ikke tro, at Tomas og jeg er nogen rene ødelande heller.

BYFOGDEN.
Ikke De, svigerinde; det være langt fra mig.
(peger mod doktorens arbejdsværelse.)
Er han kanske ikke hjemme?

FRU STOCKMANN.
Nej, han er gåt en liden tur efter maden, – han og gutterne.

BYFOGDEN.
Mon tro, det kan være sundt?
(lytter.)
Der kommer han nok.

FRU STOCKMANN.
Nej, det er nok ikke ham.
(det banker.)
Vær så god!

(Redaktør Hovstad kommer fra forstuen.)

FRU STOCKMANN.
Å, er det herr Hovstad, som –?

HOVSTAD.
Ja, De får undskylde; men jeg blev opholdt nede i trykkeriet. Godaften, herr byfogd.

BYFOGDEN
(hilser lidt stivt)
.

Herr redaktør. Kommer formodentlig i forretninger?

HOVSTAD.
Tildels. Der er noget, som skulde ind i bladet.

BYFOGDEN.
Kan tænke mig det. Min bror skal være en særdeles frugtbar forfatter i „Folkebudet”, hører jeg.

HOVSTAD.
Ja, han tillader sig at skrive i „Folkebudet”, når han har et sandhedens ord at sige om et og andet.

FRU STOCKMANN
(til Hovstad)
.

Men vil De ikke –?

(peger mod spisestuen.)

BYFOGDEN.
Bevares vel; jeg fortænker ham sletikke i, at han skriver for den læsekreds, hvor han tør vente at finde mest anklang. For øvrigt har jo jeg personlig ingen grund til at nære nogen uvilje imod Deres blad, herr Hovstad.

HOVSTAD.
Nej, det synes jeg også.

BYFOGDEN.
I det hele taget råder der en smuk fordragelighedens ånd i vor by; – en rigtig god borgerånd. Og det kommer deraf, at vi har et stort fælles anliggende at samle os om, – et anliggende, som i lige høj grad vedkommer alle retsindige medborgere –

HOVSTAD.
Badeanstalten, ja.

BYFOGDEN.
Netop. Vi har vor store, nye, prægtige badeanstalt. Pas på! Badet blir byens fornemste livsbetingelse, herr Hovstad. Utvivlsomt!

FRU STOCKMANN.
Det samme siger Tomas også.

BYFOGDEN.
Hvilket ganske overoverdentligt opsving har ikke stedet taget bare i disse par år! Her er kommet penge imellem folk; liv og rørelse. Bygninger og grundejendomme stiger i værdi med hver dag.

HOVSTAD.
Og arbejdsløsheden tar af.

BYFOGDEN.
Også det, ja. Fattigbyrden er bleven i en glædelig grad formindsket for de besiddende klasser og vil bli’ det endnu mere, hvis vi blot dette år må få en rigtig god sommer; – rigtig talrigt besøg af fremmede, – brav mange syge, som kan bringe anstalten i ry.

HOVSTAD.
Og det er der jo udsigt til, hører jeg.

BYFOGDEN.
Det tegner meget lovende. Hver dag indløber der forespørgsler om boliger og sådant noget.

HOVSTAD.
Nå, da kommer jo doktorens opsats netop tilpas.

BYFOGDEN.
Har han nu skrevet noget igen?

HOVSTAD.
Dette her er noget, han skrev ivinter; en anbefaling for badet, en fremstilling af de gunstige sundhedsforholde her hos os. Men dengang lod jeg opsatsen ligge.

BYFOGDEN.
Aha, der var formodentlig en eller anden hage ved den?

HOVSTAD.
Nej, ikke det; men jeg syntes, det var bedre at bie til nu udover våren; for nu begynder jo folk at ruste sig og tænke på sommerophold –

BYFOGDEN.
Meget rigtigt; overmåde rigtigt, herr Hovstad.

FRU STOCKMANN.
Ja, Tomas er såmænd utrættelig, når det gælder badet.

BYFOGDEN.
Nå, han står jo også i badets tjeneste.

HOVSTAD.
Ja, og så er det jo også ham, som har skabt det fra først af.

BYFOGDEN.
Er det ham? Ja så? Ja, jeg hører jo undertiden, at visse folk er af den mening. Men jeg trode dog rigtignok, at jeg også havde en beskeden andel i dette foretagende.

FRU STOCKMANN.
Ja, det siger Tomas altid.

HOVSTAD.
Ja, hvem nægter det, herr byfogd? De har sat sagen i gang og ført den ud i det praktiske liv; det véd vi jo alle. Men jeg mente bare, at idéen kom fra først af fra doktoren.

BYFOGDEN.
Ja, idéer har visselig min bror havt nok af i sin tid – desværre. Men når noget skal sættes iværk, så spørges der om andre slags mænd, herr Hovstad. Og jeg trode rigtignok, at man allermindst her i huset –

FRU STOCKMANN.
Men, kære svoger –

HOVSTAD.
Hvor kan dog byfogden –

FRU STOCKMANN.
Gå så ind og få Dem noget tillivs, herr Hovstad; så kommer visst min mand imens.

HOVSTAD.
Tak; en liden bid kanske.

(han går ind i spisestuen.)

BYFOGDEN
(noget dæmpet)
.

Det er mærkeligt med de folk, som stammer direkte fra bønder; aldrig kan de lægge taktløsheden af.

FRU STOCKMANN.
Men hvad er nu det værd at bry sig om? Kan ikke De og Tomas dele æren som brødre?

BYFOGDEN.
Jo, det skulde jo synes så; men det er nok ikke alle og enhver, som nøjes med at dele, lader det til.

FRU STOCKMANN.
Snak om en ting! De og Tomas kommer jo så udmærket ud af det med hinanden.
(lytter.)
Der tror jeg vi har ham.

(hun går hen og åbner døren til forstuen.)

DOKTOR STOCKMANN
(ler og støjer derude)
.

Se, her får du en gæst til, Katrine. Er ikke det morsomt; hvad? Vær så god, kaptejn Horster; hæng frakken der på knaggen. Nå så, De går ikke med overfrakke, De? Tænk, du, Katrine, jeg fanged ham på gaden; han vilde næsten ikke gå op med.

KAPTEJN HORSTER
(kommer indenfor og hilser på fruen)
.

DOKTOR STOCKMANN
(i døren)
.

Ind med jer, gutter. Nu er de skrubsultne igen, du! Kom her, kaptejn Horster; nu skal De få smage en oksesteg –

(han driver Horster ind i spisestuen. Ejlif og Morten går også derind.)

FRU STOCKMANN.
Men, Tomas, ser du da ikke –?

DOKTOR STOCKMANN
(vender sig i døren)
.

Å, er det dig, Peter!
(går hen og rækker ham hånden.)
Nej, det var da inderlig morsomt.

BYFOGDEN.
Jeg må desværre gå om et øjeblik –

DOKTOR STOCKMANN.
Sniksnak; nu kommer snart toddyen på bordet. Du glemmer vel ikke toddyen, Katrine?

FRU STOCKMANN.
Nej visst; vandet står og koger.

(hun går ind i spisestuen.)

BYFOGDEN.
Toddy også –!

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, slå dig bare ned, så skal vi ha’ det hyggeligt.

BYFOGDEN.
Tak; jeg deltager aldrig i toddygilder.

DOKTOR STOCKMANN.
Men dette her er da ikke noget gilde.

BYFOGDEN.
Jeg synes dog –
(ser mod spisestuen)
. Det er mærkværdigt, at de kan sætte al den mad tillivs.

DOKTOR STOCKMANN
(gnider hænderne.)
Ja, er det ikke velsignet at se unge mennesker spise? Altid madlyst, du! Det er som det skal være. Mad må der til! Kræfter! Det er de folk, som skal rode op i det gærende fremtids-stof, Peter.

BYFOGDEN.
Tør jeg spørge, hvad her skulde være at „rode op i”, som du udtrykker dig?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det får du spørge ungdommen om – når tiden kommer. Vi ser det naturligvis ikke. Selvfølgelig. Slige to gamle stødere, som du og jeg –

BYFOGDEN.
Nå nå da! Det er dog en højst påfaldende benævnelse –

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, du må ikke tage det så nøje med mig, Peter. For jeg er så inderlig glad og fornøjet, skal jeg sige dig. Jeg føler mig så ubeskrivelig lykkelig midt i alt dette spirende, sprættende liv. Det er dog en herlig tid vi lever i! Det er som en hel ny verden var i opkomst omkring en.

BYFOGDEN.
Finder du virkelig det?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, du kan naturligvis ikke se det så godt som jeg. Du har jo alle dine dage levet med i dette her; og så sløves indtrykket. Men jeg, som måtte sidde der nordpå i min afkrog i alle disse mange år, næsten aldrig se et fremmed menneske, som havde et vækkende ord at sige mig, – på mig virker det, som om jeg var flyttet midt ind i en mylrende verdensby.