Complete Works of Henrik Ibsen (393 page)

ØRNULF.
Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.

GUNNAR.
Det véd jeg.

ØRNULF.
Og glædes ikke mere over, at han kommer?

GUNNAR.
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig mig alt, – hvad der er hændt!

ØRNULF.
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre ugerningsmænd foer han sørpå efter Egil.

GUNNAR.
Kåre!
(sagte)
Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!

ØRNULF.
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang, ifald så skulde være, – men din æt måtte jeg dog frede om; med mine sønner foer jeg da efter Kåre.

SIGURD
(sagte)
.
En usalig dåd er her øvet!

ØRNULF.
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.

GUNNAR
(i stærk spænding)
.
Men du – du Ørnulf –!

ØRNULF
(mørk)
.
Sex sønner fulgte mig i striden.

GUNNAR
(åndeløs)
.
Men hjemad?

ØRNULF.
Ingen.

GUNNAR
(forfærdet)
.
Ingen!
(sagte)
Og Thorolf, Thorolf!
(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt bevæget hos hende.)

ØRNULF
(efter et kort ophold)
.
Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal leve efter mand; – ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde.
(En af Sigurds mænd bringer et horn.)
Hil eder der I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer til hallen med mange mænds følge!
(drikker og giver hornet fra sig.)
Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det gamle træ har kun én grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er Thorolf?

EGIL
(til sin fader)
.
Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med mange, mange hærmænd i stavnen.

ØRNULF.
Prise må jeg alle gode vætter, at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også han, – – nej, så stærk jeg end er, – det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden.

GUNNAR.
Ørnulf, Ørnulf!

ØRNULF
(med stigende uro)
.
Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu; – hvad fattes, – hvor er Thorolf?

DAGNY.
Sigurd, Sigurd, – det blir ham det tungeste!

GUNNAR
(kæmpende med sig selv)
.
Gubbe! – Nej – – og dog, det kan jo ikke dølges –

ØRNULF
(heftigt)
.
Min søn! Hvor er han?

GUNNAR.
Thorolf er dræbt!

ØRNULF.
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!

GUNNAR.
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!

HJØRDIS
(til Ørnulf)
.
Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han tilkende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham; – halvt i ufred skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min æt; – og, foruden det, – som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig; – først da var det, at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skellig årsag til den gerning.

ØRNULF
(rolig)
.
Det kendes på dig, at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.

EGIL.
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.

ØRNULF.
Nej, Egil, – nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg.
(til Hjørdis.)
Din fader kvad:
„Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje”.
Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes.
(tier lidt og vender sig til en af mændene.)
Hvor fik han banehugget?

MANDEN.
Tvers over panden.

ØRNULF
(tilfreds)
.
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?

MANDEN.
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.

ØRNULF.
Det spår kun halv hævn; ja, ja, – vi skal se!

GUNNAR
(nærmer sig)
.
Ørnulf, vel véd jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af mig, hvad du vil –

ØRNULF
(strængt, afbrydende)
.
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?

GUNNAR
(peger taus mod baggrunden)
.

ØRNULF
(går et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham)
:
Bliv! Tænker I, at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg! – Vel årker jeg Thorolf alene.
(med rolig kraft)
Sønneløs går jeg; men ingen skal sige, at han så mig bøjet!
(han går langsomt ud.)

HJØRDIS
(med tvungen latter)
.
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om han kommer med ufred igen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg, det er sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind!

SIGURD
(oprørt)
.
O, skændigt!

DAGNY
(ligeså)
.
Forhåne ham kan du! Forhåne ham – efter det, som her er øvet!

HJØRDIS.
Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet, – kun ikke, at han skænded mine kår. Frilleviv kaldte han mig; er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!

DAGNY
(i stærkt oprør)
.
Der fejler du, Hjørdis, – og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd mands tag!

SIGURD
(heftigt)
.
Dagny, hvad vil du!

GUNNAR.
Ræd!

HJØRDIS
(med hånlatter)
.
Vidløst taler du der!

DAGNY.
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre, at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu; – pris aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og ransmanden, det hænger ved min husbonds side, – og ringen, som du drog af din arm, den gav du til Sigurd,
(drager den af og holder den højt ivejret)
her er den!

HJØRDIS
(vildt)
.
Sigurd!

MÆNGDEN.
Sigurd! Sigurd øved dåden!

HJØRDIS
(skælvende af sindsbevægelse)
.
Han, han! – Gunnar, er det sandt!

GUNNAR
(med ædel ro)
.
Sandt er alt; kun ikke, at jeg er ræd; – jeg er hverken ræd eller niding.

SIGURD
(bevæget)
.
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været!
(til de øvrige)
Afsted, mine mænd! Afsted, herfra!

DAGNY
(ved udgangen, til Hjørdis)
.
Hvem er nu den ypperste mand i laget, min husbond eller din!
(hun går ud med Sigurd og hans følge.)

HJØRDIS
(for sig selv)
.
Nu har jeg kun én gerning igen; – kun én dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!

TREDJE AKT

(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)

(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)

HJØRDIS
(idet hun strækker snoren)
.
Den er sejg og stærk;
(med et blik på pilene.)
kolven både skarp og tung –
(lader hænderne synke ned i skødet)
men hvor findes den hånd som –!
(heftigt.)
Forhånet, forhånet af ham, – af Sigurd! Jeg må hade ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå med, før jeg har –
(grublende)
Ja, men armen, armen, som skal øve den dåd –?
(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden.)

HJØRDIS
(efter et kort ophold)
.
Hvor går det dig, min husbond?

GUNNAR.
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen.

HJØRDIS.
Gør som jeg; tag dig til at virke noget.

GUNNAR.
Det må jeg vel.
(Pause: Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.)

GUNNAR.
Hvad gør du der?

HJØRDIS
(uden at se op)
.
Binder en buesnor; det ser du nok.

GUNNAR.
En buesnor – af dit eget hår!

HJØRDIS
(smilende)
.
Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden daggry.

GUNNAR.
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS
(ser op)
.
Hvad er det?

GUNNAR.
Hvor var du inat?

HJØRDIS.
Inat?

GUNNAR.
Du var ikke i sovestuen.

HJØRDIS.
Det véd du?

GUNNAR.
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette – dette, som hændte med Thorolf; det bares mig for, som han kom – nå ja, jeg vågned; da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; – herinde, her sad du ved stokilden, – den brændte blå og rød, – du skæfted pile og kvad galder over dem.

HJØRDIS.
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.

GUNNAR.
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.

HJØRDIS.
Hm, kan hænde.

GUNNAR.
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig.

HJØRDIS
(smilende.)
.
Mener du det?

GUNNAR.
Det véd jeg!

HJØRDIS
(rækker ham snoren)
.
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den knude der?

GUNNAR
(forsøger det)
.
Nej, den er flettet for fast og kunstigt.

HJØRDIS
(rejser sig)
.
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!

GUNNAR.
Krumme er de mægtiges veje; – dem kender hverken du eller jeg.

HJØRDIS.
Et véd jeg dog visst: at Sigurd vil volde usalige kår for os begge.
(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv.)

HJØRDIS
(der i stilhed har holdt øje med ham)
.
Hvad tænker du på?

GUNNAR.
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre bleg. Da sagde jeg: „Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?” Men du lo og svared: „Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i Sigurds sted”.

HJØRDIS
(med tvungen latter)
.
Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig!

GUNNAR.
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her?

HJØRDIS.
Skal jeg sige sandt, Gunnar, – så tykkes det mig stundom for trangt herinde.

GUNNAR.
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.

HJØRDIS.
Kan hænde to.

GUNNAR
(der ikke hørte hendes ytring)
.
Men det skal bødes på.

HJØRDIS
(ser spørgende på ham)
.
Bødes på? Du er da tilsinds at –?

GUNNAR.
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.

HJØRDIS
(tankefuld)
.
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.

GUNNAR.
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved er det mest, at jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af dig, – det bæres mig for, at du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved.
(med stille hovedrysten.)
Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond.

HJØRDIS
(udbrydende)
.
Sigurd!

GUNNAR.
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lysteligt at bære.

HJØRDIS
(i stærk men undertrykt bevægelse)
.
Og det – det mener du Sigurd kunde gjort?

GUNNAR.
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.

HJØRDIS
(heftigt)
.
Hvis så er –
(fatter sig)
ligegodt, ligegodt!
(vildt udbrydende.)
Gunnar, tag Sigurds liv!

GUNNAR.
Aldrig!

HJØRDIS.
Ved list og svig blev jeg din hustru; – det skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet her; – glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd ikke lever mere!

GUNNAR.
Af min hånd skal ingen mén voldes ham
(viger uvilkårligt tilbage.)
Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!

HJØRDIS.
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal ikke Sigurd tale forhånelsens ord over mig og dig!
(knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.)
Hos hende – den enfoldige kvinde – hos hende sidder han kan hænde nu i enrum, leflende, og ler over os; mæler om al den tort, som overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller, at han listeligt lo, der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!

GUNNAR.
Det gør han ikke; det gør han ikke!

HJØRDIS
(stærkt)
.
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret, før de to er borte!
(træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men hviskende.)
Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det!

GUNNAR
(vaklende)
.
Hjørdis! Vilde du –!

HJØRDIS.
Hånd på værket, Gunnar, – så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af stuen, når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig, – rider du i fredsom færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!

GUNNAR
(næsten overvunden)
.
Er det sandt; du vilde –!

HJØRDIS.
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og så skal jeg –
(standser, da hun ser døren åbnes.)
Dagny, – kommer du hid!

DAGNY
(fra baggrunden)
.
Du skynde dig, Gunnar herse; – lad dine mænd ruste sig!

GUNNAR.
Ruste sig? Mod hvem?

DAGNY.
Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men hvo kan vide –

GUNNAR
(bevæget)
.
Det har Sigurd gjort for mig!

DAGNY.
Sigurd er dig forvisst en fuldtro ven.

GUNNAR.
Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte på –; ja, det er som jeg siger, – trolddom ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner den.

DAGNY
(forundret)
.
Hvad mener du?

GUNNAR.
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende.
(vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.)
Sig mig, – hvor går det Ørnulf?

DAGNY
(sænker hovedet)
.
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han en haug ved stranden; – der skal hans sønner lægges.
(Gunnar tier og går ud i baggrunden.)

DAGNY.
Før kvældstid er der ingen fare.
(nærmer sig.)
Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er til dig jeg kommer.

HJØRDIS.
Til mig? Efter det, som gik for sig igår?

DAGNY.
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!

HJØRDIS.
Usalig – du; – Sigurds hustru?

DAGNY.
Mit værk er jo alt det, som øvedes, – at der blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er jeg skyld i! Ve mig; – så gode var mine kår; men aldrig blir jeg glad mere efter denne dag.

HJØRDIS
(som greben af en pludselig tanke)
.
Men før – i de fem lange år – i al den tid var lykken med dig?

DAGNY.
Kan du tvivle om det!

HJØRDIS.
Hm; igår tvivled jeg ikke, men –

DAGNY.
Hvad mener du?

HJØRDIS.
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.

DAGNY.
Nej visst ikke. Hjørdis, sig mig –!

HJØRDIS.
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det –
(med et ondskabsfuldt udtryk.)
Kan du mindes engang, hist på Island; – vi var på thinget sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden, som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden.

DAGNY.
Sigurd og Gunnar.

HJØRDIS.
De hilste os med høviske lader, satte sig hos os på bænken, og megen skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: „Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg kan fæste min hu til.” Ørnulf lo, og mente det skorted ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared: „Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge, må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig; hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd af sind, da times mig liden hæder.” Ej sandt, så talte Sigurd?

DAGNY
(usikker)
.
Det gjorde han – men –

HJØRDIS.
Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og så –
(med et foragteligt smil)
så kåred han dig!