Complete Works of Henrik Ibsen (392 page)

HJØRDIS.
Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale.

GUNNAR.
Hjørdis, ti – jeg byder dig!

HJØRDIS.
Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden.

GUNNAR
(i stærkt oprør)
.
Kvinde, ikke et ord mere!

DAGNY
(sagte)
.
Sigurd, vil du tåle –!

SIGURD
(ligeså)
.
Vær rolig!

HJØRDIS
(til de øvrige)
.
Og nu, I gæve mænd, – hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?

GUNNAR.
Stille!

HJØRDIS
(med hævet stemme)
.
Sig frem, det kræves med rette!

EN GAMMEL MAND
(blandt gæsterne)
.
Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd.

GUNNAR
(med et blik over bordet)
.
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –!

DAGNY
(sagte)
.
Det er formeget – selv for en ven!

SIGURD.
Ti, min hustru!
(højt til de øvrige.)
Ja, visselig er Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt end I.

HJØRDIS.
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!

SIGURD
(smilende)
.
Storlig fejler du nu!
(venligt til Gunnar, idet han drikker ham til over bordet.)
Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det.

HJØRDIS.
Det prøver ingen, såvidt jeg véd.

SIGURD.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred.

HJØRDIS.
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred, fordi du ikke må gælde for den ypperste mand i laget!

SIGURD.
Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.

HJØRDIS.
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo også en god plads, og –
(med et sideblik til Thorolf)
havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde.

THOROLF.
Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.
(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende men dog undertrykt ophidselse.)

HJØRDIS.
Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om, at han har prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet.

THOROLF.
Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren!

HJØRDIS
(med et tirrende smil)
.
Vilde du hævne det?

THOROLF.
Ja, så det langvejs skulde spørges!

HJØRDIS.
Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen.

THOROLF.
Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder.

HJØRDIS.
Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på Island, medens dine brødre foer i hærfærd.

THOROLF.
Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen kvinde fra landet!

GUNNAR OG SIGURD.
Thorolf!

DAGNY
(på samme tid)
.
Min broder!

HJØRDIS
(sagte og bævende af forbitrelse)
.
Ha, bi – bi kun!

THOROLF
(rækker Gunnar hånden)
.
Vær ikke vred, Gunnar; – onde ord faldt mig på tungen; men din hustru ægged mig!

DAGNY
(sagte og bedende)
.
Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid!

HJØRDIS
(leende)
.
Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives.

GUNNAR
(der har talt sagte med Thorolf)
.
Du er en brav gut.
(rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.)
Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være venner.

HJØRDIS.
Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for!

THOROLF
(som imidlertid har undersøgt sværdet)
.
Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges.

HJØRDIS.
Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre.

GUNNAR.
Hjørdis!

HJØRDIS
(vedblivende)
.
Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben.

THOROLF.
Sandt nok, Hjørdis, – din faders økse og skjold har hængt der i mange år.

HJØRDIS
(tvinger sig)
.
At Ørnulf vog min fader, – den bedrift fører du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.

THOROLF.
Hvad rygte taler du om?

HJØRDIS
(smilende)
.
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred derover.

THOROLF.
Så ti, – det ser jeg helst.
(vender sig fra hende.)

HJØRDIS.
Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde gå til holmgang med Jøkul?
(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)

GUNNAR, SIGURD OG DAGNY.
Hjørdis!

THOROLF
(i højeste forbitrelse)
.
Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt! Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader!
(kaster sværdet fra sig.)
Der, Gunnar, der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet!

GUNNAR.
Thorolf, så hør dog!

THOROLF.
Lad mig gå! Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har i denne stund den i sin vold, som er eder dyrest af alle!

HJØRDIS
(studsende)
.
Din fader har –!

GUNNAR
(med et udråb)
.
Hvad siger du!

SIGURD
(heftigt)
.
Hvor er Ørnulf?

THOROLF
(med hånlatter)
.
Sørpå, – med mine brødre!

GUNNAR.
Sørpå!

HJØRDIS
(udbrydende)
.
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!

GUNNAR.
Dræbt! – Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem; – er det sandt!

SIGURD.
Gunnar, Gunnar, – hør mig!

GUNNAR.
Sig frem, ifald du agter dit liv!

THOROLF.
Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis, – glæd dig imens ved de ord jeg hørte idag: „Før det kvældes, skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af!”
(går ud i baggrunden.)

GUNNAR
(i dybeste smerte)
.
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt!

HJØRDIS
(vildt)
.
Og du – du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du være ifald –!

GUNNAR
(som ude af sig selv)
.
Et sværd, – en økse! Det er det sidste bud han bringer!
(griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)

SIGURD
(vil følge efter)
.
Gunnar, styr dig!

HJØRDIS
(holder ham tilbage)
.
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar!
(Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)

SIGURD OG DAGNY.
Hvad er det?

EN STEMME BLANDT MÆNGDEN.
Thorolf faldt!

SIGURD.
Thorolf! Ha, slip!

DAGNY.
Min broder! O, min broder!
(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster øksen fra sig ved døren.)

GUNNAR.
Nu er det gjort. Egil er hævnet!

SIGURD.
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.

GUNNAR.
Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!

HJØRDIS.
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd.

GUNNAR
(mørk)
.
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig for sindet nat og dag.

HJØRDIS.
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.

GUNNAR.
Vel sandt; men det véd jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.

HJØRDIS.
Blodnatten er altid den værste; – når den er over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og al hans falske æt!

GUNNAR
(ophidset)
.
Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen – ingen!

EN HUSKARL
(ilsomt fra baggrunden)
.
Ørnulf fra Fjordene kommer!

GUNNAR.
Ørnulf!

HJØRDIS OG FLERE MÆND.
Til våben! Til våben!

DAGNY
(på samme tid)
.
Min fader!

SIGURD
(som greben af en anelse)
.
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!

GUNNAR
(drager sværdet)
.
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)

GUNNAR
(med et skrig)
.
Egil!

ØRNULF.
Her har I liden Egil igen!

ALLE
(mellem hverandre)
.
Egil! Egil lever!

GUNNAR
(lader sværdet falde)
.
Ve mig; hvad har jeg gjort!

DAGNY.
O, Thorolf, min broder!

SIGURD.
Jeg tænkte det nok!

ØRNULF
(sætter Egil ned)
.
Der, Gunnar, har du din vakkre gut!

EGIL.
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde, da jeg rejste!

ØRNULF
(til Hjørdis)
.
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.

HJØRDIS
(med undertrykt bevægelse)
.
Kan hænde!

GUNNAR
(ligesom opvågnende)
.
Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du – du bringer Egil hjem!