Complete Works of Henrik Ibsen (388 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
OLAF.
Jeg frelser og ægter hende!
(Han støder karlene bort og afriver hendes bånd. Alfhild synker med et skrig til hans bryst; han omslynger hende med den venstre arm og løfter den højre truende ivejret.)
ALLE
(står som forstenede med udråbet)
:
Olaf Liljekrans!
FRU KIRSTEN.
Olaf Liljekrans, min søn! hvad har du gjort? Beskæmmet dig for evig!
OLAF.
Nej, jeg aftvætter den skam og skændsel, som jeg pådrog mig ved min færd mod hende! Min brøde vil jeg udsone og gøre mig selv lykkelig derved!
(fører Alfhild frem )
Ja, for eder alle nævner jeg højt og lydt denne unge kvinde som min brud! Hun er uskyldig i alt det, som er påsagt hende; kun jeg har forbrudt mig.
(bøjer knæ for hende.)
Og for din fod beder jeg dig glemme og forlade –
ALFHILD
(hæver ham op)
.
Ak, Olaf! Du har givet mig al verdens herlighed tilbage!
FRU KIRSTEN.
Du vil ægte hende! Godt og vel, så er jeg ikke længere moder for dig!
OLAF.
Stor sorg voldes mig derved, skøndt det er længe siden I var en sand moder for mig. I brugte mig kun til at bygge eders egen stolthed ivejret, jeg var svag og fandt mig deri. Men nu har jeg vundet kraft og vilje; nu står jeg fast på mine fødder og grunder min egen lykkes bygning!
FRU KIRSTEN.
Men betænker du da ikke –
OLAF.
Intet vil jeg mer betænke, jeg véd hvad jeg vil. Nu først forstår jeg min sælsomme drøm. Det blev mig spået, at jeg skulde finde den fagreste blomst, at jeg skulde plukke den sønder og drysse den ud for alle vinde. O, således er det sket! En kvindes hjerte er den fagreste blomst i verden; alle de rige og gyldne blade deri har jeg sønderrevet og drysset ud for alle vinde. Men trøst dig, Alfhild! Mangt et sædefrø er fulgt med, sorgen har modnet det, og deraf skal spire et rigt liv for os herinde i dalen; thi her vil vi bo og bygge!
ALFHILD.
O, nu er jeg salig som den første stund vi mødtes.
FRU KIRSTEN
(afsides)
.
Ingeborg er borte, denne rige dal hører Alfhild til; ingen anden har ret dertil –
(højt.)
Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din lykke imod. Mener du at finde den på den vis, så – – Mit minde har I dertil!
OLAF.
Tak, min moder, tak! Nu fattes mig Intet mere!
ALFHILD
(til fru Kirsten)
.
Og mig forlader du al min brøde?
FRU KIRSTEN.
Nu, nu! Kanhænde der var fejl på min side med, lad os ikke tale mere derom!
ARNE.
Men jeg da? Og min datter, som herr Olaf havde trolovet – Dog, det er jo sandt, kanhænde hun ikke mere er til!
OLAF.
Jovisst er hun til!
ARNE.
Hun lever! Hvor er hun? Hvor?
OLAF.
Det kan jeg ikke sige; men det er at nævne, at vi begge to i venskab har brudt trolovelsen.
FRU KIRSTEN.
I ser, herr Arne! at jeg – –
ARNE.
Ja, ja, min datter skal ikke tvinges på nogen. Alfhild var det beskåret at få en riddersmand; det samme kan vel times Ingeborg.
(med værdighed.)
I ædle herrer og velbyrdige mænd! Hører mit ord! Det er kommet mig for øre, at jeg, blandt mange af jer, holdes for en mand, der er lidet bevandret i høviske sæder og skikke. Jeg vil nu vise, at det er løgn i jer hals! I de gamle krøniker fortælles, at når en brav konge mister sin datter, så udlover han hendes hånd og halvdelen af riget til den, som finder hende igen. Jeg vil gøre som de gamle, brave konger; den, som finder Ingeborg igen, får hendes hånd og mit halve gods og eje dertil. Er I med på det?
DE UNGE KARLE.
Ja, ja!
NIENDE SCENE.
De forrige. Ingeborg
(træder hurtig ud fra huset og trækker Hemming efter sig)
.
INGEBORG.
Her er jeg! Hemming har fundet mig!
ALLE
(forbausede)
.
Ingeborg og Hemming! Heroppe!
ARNE
(forbitret)
.
Ej, så skal da også – –
INGEBORG
(kaster sig om hans hals)
.
O, fader, fader! Det nytter dig ikke; du har givet dit ord!
ARNE.
Ham gjaldt det ikke! Nu skønner jeg det nok; han har selv ført dig bort!
INGEBORG.
Nej, tvertom, fader! Det var mig, som førte ham bort!
ARNE
(forskrækket)
.
Vil du tie med slige ord! Er du da forrykt?
INGEBORG
(sagte)
.
Så sig ja, straks på stedet! Ellers fortæller jeg til alle mennesker, at det var mig, som – –
ARNE.
Ti, ti! Jeg siger jo ja!
(træder mellem dem og ser bistert på Hemming.)
Dig var det altså, som stjal min abildgrå hest med sadel og bidsel?
HEMMING.
Ak, herr Arne! –
ARNE.
O, Hemming! Hemming! Du er en –
(betænker sig.)
Nå, du er min datters fæstemand; lad det så være godt dermed.
HEMMING OG INGEBORG.
O, tak, tak!
TIENDE SCENE.
De forrige. Thorgjerd
(med en strengeleg i hånden, har under det foregående blandet sig mellem mængden)
.
THORGJERD.
Ej, se, se! Her er folksomt i dalen idag!
BØNDERNE.
Thorgjerd spillemand!
ALFHILD
(kaster sig i hans arme)
.
Min fader!
ALLE.
Hendes fader!
OLAF.
Ja, ja, gubbe! Idag er her folksomt og lysteligt herinde, og så skal det herefterdags blive ved. Det er din datters bryllup, som holdes; af kærlighed har hun kåret sin fæstemand, om kærlighed har du sjunget for hende, – du vil ikke være os imod!
THORGJERD.
Alle gode vætter værne om eder!
ALFHILD.
Og du bliver hos os!
THORGJERD.
Nej, nej, Alfhild!
En spillemand har ikke hjem eller bo,
hans hu stævner vidt, han aldrig finder ro!
Hver den, som ejer en sangbund i sit bryst,
han er hjemløs i dale, han er hjemløs ved kyst;
i liens løvsal, på den grønnende eng
må han synge og røre den dirrende streng,
han må lure på det liv, som lønligt bor
under fossens væld, ved den vilde fjord,
må lure på det liv, som i brystet banker,
klæde folkets drømme i toner og ord,
og klare dets gærende tanker!
OLAF.
Men stundom vil du dog gæste os her!
Nu skal en hal mellem birkene bygges;
her, min Alfhild! skal dit liv betrygges,
jeg og min elskov skal leve dig nær,
aldrig dit øje af tårer skal skygges!
ALFHILD.
Ja, nu jeg ser det, livet er rigt!
rigt som mit hjertes fagreste digt!
Så tung og så sort var end aldrig sorgen,
den følges engang af en lysende morgen!
(knæler.)
Guds engle små! I har ledet mit fjed,
I har atter skænket mig trøst og fred!
I styred min gang ved afgrundsranden,
I støtted min fod, der var veg og svag!
O, kan jeg end ikke tro med forstanden, –
med hjertet vil jeg tro til min sidste dag!
Ja, himmelske magter! I våger endnu!
Klart skinner solen efter uvejrets gru; –
af livets brand blev min kærlighed frelst;
lad så times og mødes hvadhelst!
Nu er jeg frejdig, nu er jeg stærk,
rede til livets vekslende værk!
(med et blik til Olaf.)
Og når vi engang – –
(afbryder og hæver hænderne højt i vejret.)
På englenes arm
bæres vi hjem i himmelens karm!
(De øvrige har dannet en gruppe om hende; tæppet falder.)
ØRNULF FRA FJORDENE, landnamsmand på Island.
SIGURD HIN STÆRKE, søkonge.
GUNNAR HERSE, rig bonde på Helgeland.
THOROLF, Ørnulfs yngste søn.
DAGNY, Ørnulfs datter.
HJØRDIS, hans fosterdatter.
KÅRE BONDE, en helgelænding.
EGIL, Gunnars søn, fire år gammel.
ØRNULFS sex ældre sønner.
ØRNULFS og SIGURDS MÆND.
GÆSTER, HUSKARLE, TERNER, FREDLØSE MÆND, o. s. v.
(Handlingen foregår i Erik blodøkses tid på og i nærheden af
1
Gunnars gård på Helgeland i det nordlige Norge.)
(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen. Til venstre et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i viken; langt ude til højre skær og høje holmer; søen er i stærkt oprør, det er vinter med snetykke og storm.)
(Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med sølvbelte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer han et kort sakssværd. Ørnulf viser sig straks efter oppe mellem fjeldene, klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner samt lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)
SIGURD
(træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt derhen og prøver at bryde døren op)
.
ØRNULF
(kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at genkende ham, stiger ned og råber)
:
Vig marken, hærmand!
SIGURD
(vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer)
:
Det var første gang ifald jeg gjorde det!
ØRNULF.
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd.
SIGURD.
Og jeg for en mødig kvinde.
ØRNULF.
Mine mænd er mere værd end dine kvinder!
SIGURD.
Så må skoggangsmænd stå højt i pris på Helgeland!
ØRNULF
(hæver spydet)
.
Dyrt skal du bøde for de ord!
SIGURD
(drager sit sværd)
.
Nu vil det gå dig ilde, gubbe!
(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forsvarer sig.)
(Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs seks sønner fra fjeldene til højre.)
DAGNY
(der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks hætte, råber ned til skibene)
:
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides med en fremmed!
ØRNULFS SØNNER.
Til hjælp for gubben!
(de stiger ned.)
SIGURD
(til sine mænd)
.
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
ØRNULF
(til sønnerne)
.
Lad mig slås i fred!
(farer ind på Sigurd.)
Jeg vil se dit blod!
SIGURD.
Se først dit eget!
(sårer ham i armen, så at spydet falder.)
ØRNULF.
Godt var det hugget, hærmand!
Snygt du sværdet svinger,
hvast du véd at ramme;
Sigurd selv, hin stærke,
står for dig tilskamme!
SIGURD
(smilende)
.
Så er skammen ham til hæder!
ØRNULFS SØNNER
(med et udråb af forundring)
.
Sigurd selv! Sigurd hin stærke!
ØRNULF.
Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter!
(kaster hætten tilbage.)
SIGURD OG HANS MÆND.
Ørnulf fra Fjordene!
DAGNY
(glad, men dog med et udtryk af uro)
.
Min fader og mine brødre!
SIGURD.
Stil dig bag ved mig.
ØRNULF.
Det gøres ikke behov.
(nærmer sig til Sigurd.)
Jeg drog kendsel på dig så såre du kom mig for øje, derfor ypped jeg strid; prøve vilde jeg om rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste idrætsmand i Norge. Nå, fred og forlig være mellem os!
SIGURD.
Bedst, ifald det så kunde føje sig.
ØRNULF.
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; så ramme hug har ingen før skiftet med gamle Ørnulf.
SIGURD
(ryster hans fremrakte hånd)
.
Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til at vælge de vilkår?
ØRNULF.
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes.
(til de øvrige.)
Så gøres da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet.
SIGURD.
Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island.
DAGNY.
Ret så, min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig tilsinds!
(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)
ØRNULF.
Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine frænders minde.
SIGURD.
Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt!
ØRNULF.
Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er mig.
SIGURD.
Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad kræver du?
ØRNULF.
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge Gunnar herse og kræve ransbøder for Hjørdis.
SIGURD
(overrasket)
.
Gunnar!
DAGNY
(ligeså)
.
Og Hjørdis, – hvor er de at finde?
ØRNULF.
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg.
SIGURD.
Og den ligger –?
ØRNULF.
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det?
SIGURD
(med undertrykt bevægelse)
.
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurgt fra Gunnar siden vi sidst sejled fra Island sammen. Vidt foer jeg i viking og tjente mange konger udenlands, medens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg i dag i lysingen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her nordpå var mig nok vitterligt, men –
DAGNY
(til Ørnulf)
.
Og i det ærend foer du hjemmefra?
ØRNULF.
Så er det.
(til Sigurd.)
At vi to mødtes har været et værk af de vældige deroppe; de vilde det så. Havde jeg tænkt på at søge dig, så vidste jeg lidet hvor du var at finde.
SIGURD
(tankefuld)
.
Vel sandt, vel sandt! – Men nu den sag med Gunnar, – sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt?
ØRNULF.
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem til Island igen, før jeg havde vidst at fremme min sag.
SIGURD.
Ja, ja! står det så, da skønner jeg nok at sagen må drives stærkt ifald det trænges om.
ØRNULF.
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig mand. Glad er jeg også at jeg foer i denne færd; tiden faldt mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend jeg –; nå ja, – Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden, mine ældste sønner foer hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste til –
DAGNY
(glad)
.
Thorolf er med? Hvor er han?
ØRNULF.
Ude på skibet.
(peger mod baggrunden til højre.)
Der skal du se en gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.
DAGNY
(smilende)
.
Det er nu som før, skønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest.
ØRNULF.
Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det.
SIGURD.
Men sig mig nu, – dit ærend hos Gunnar herse, – tænker du alt idag –?
ØRNULF.
Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger på.
(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)
KÅRE.
Godt møde, hærmænd!
ØRNULF.
Hærmænds møde skattes sjelden godt.
KÅRE.
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig efter livet!
ØRNULF.
Gunnar herse!
SIGURD.
Så har du øvet ondt imod ham!
KÅRE.
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham.
ØRNULF.
Det var lovlig gerning.
KÅRE.
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så jeg blev varslet itide og slap bort; dog, stakket frist kan jeg vente, for mine avindsmænd leder om mig.
SIGURD.
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt som mig selv, og det véd jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.
KÅRE.
Gunnar har ingen del i al den ufærd, han er sønderpå landet; nej, det er Hjørdis, hans hustru –
DAGNY.
Hjørdis!
ØRNULF
(mumlende)
.
Ja, ja, det kunde ligne hende!
KÅRE.
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var han villig til at tage, men så kom Hjørdis til, ægged sin husbond med mange hånlige ord og hindred forliget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges –
SIGURD
(ser ud til venstre)
.
Der kommer vejfarende mænd nordefter, er det ikke –?
KÅRE.
Det er Gunnar herse selv!
ØRNULF.
Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer forligte.
(Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt husdragt, brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har han kun en liden håndøkse.)
GUNNAR
(standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede)
.
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –!
ØRNULF.
Der ser du ret nok.
GUNNAR
(træder nærmere)
.
Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kommer med fred.
ØRNULF.
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.
SIGURD
(nærmer sig)
.
Vel mødt, Gunnar!
GUNNAR
(glad)
.
Sigurd – fosterbroder!
(ryster hans hånd.)
Ja, er du med, da véd jeg visst, at Ørnulf kommer med fred.
(til Ørnulf.)
Ræk mig hånden, gubbe! Hvad ærend du har her nordpå er ikke svært at skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter.
ØRNULF.
Som du siger; stor tort voldtes mig, da du foer med hende fra Island uden at søge mit minde.
GUNNAR.
Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre det, så skal vi snart forliges.
SIGURD.
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
