Complete Works of Henrik Ibsen (389 page)

GUNNAR
(med varme)
.
Det må du, gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde ikke alt mit gods forslå!

ØRNULF.
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på. Men nu en anden sag;
(peger på Kåre.)
ser du den mand der?

GUNNAR.
Kåre bonde!
(til Ørnulf.)
Du véd da, der er ufred mellem os?

ØRNULF.
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes.

GUNNAR.
For drab ligeså; han har dræbt min træl.

KÅRE.
Fordi han håned mig.

GUNNAR.
Jeg har sagt mig rede til forlig.

KÅRE.
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var borte, faldt hun over mig og står mig nu efter livet.

GUNNAR
(opbragt)
.
Er det sandt du siger; har hun –?

KÅRE.
Hvert ord er sandt.

ØRNULF.
Derfor bad bonden om min bistand, og den skal være ham sikret.

GUNNAR
(efter et øjebliks betænkning)
.
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt, at jeg føjer mig efter din vilje. Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig til at lade trællens drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod hinanden.

KÅRE
(rækker Gunnar hånden)
.
Det er gode kår; dem tager jeg imod.

ØRNULF.
Og fred skal han have for dig og dine?

GUNNAR.
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.

SIGURD
(peger ud til højre)
.
Se der!

GUNNAR
(misfornøjet)
.
Det er Hjørdis!

ØRNULF.
Med væbnede karle!

KÅRE.
Hun søger mig!
(Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let spyd i hånden)
.

HJØRDIS
(standser ved indgangen)
.
Mandstærke mødes vi her, som det lader!

DAGNY
(iler hende imøde)
.
Hil og sæl, Hjørdis!

HJØRDIS
(koldt)
.
Tak. Jeg har alt spurgt, at du ikke var langt borte.
(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)
Gunnar og – Kåre, min avindsmand, – Ørnulf og hans sønner, og –
(idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men fatter sig og siger:)
Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på, – men ikke véd jeg, hvem der er mig bedst sindet.

ØRNULF.
Vel nok sindet er vi dig alle.

HJØRDIS.
Hvis så er, da vil du ikke nægte at give Kåre i min husbonds vold.

ØRNULF.
Det gøres ikke behov.

GUNNAR.
Der er nu fred og forlig mellem os.

HJØRDIS
(med undertrykt spot)
.
Forlig? Nu ja, jeg véd du er en klog mand, Gunnar! Kåre har truffet mandstærke venner, og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest –

GUNNAR.
Det nytter lidet at ægge mig med hånord!
(med vægt.)
Kåre har fred for os!

HJØRDIS
(tvinger sig)
.
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må løftet holdes.

GUNNAR
(stærkt, men dog uden heftighed)
.
Det må det og det skal det!

ØRNULF
(til Hjørdis)
.
Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til, før du kom.

HJØRDIS
(skarpt)
.
Mellem dig og Gunnar?

ØRNULF
(nikker)
.
Det gjaldt dig.

HJØRDIS.
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar herse lod sig skræmme, fordi du kom med våbenfolk til landet; var du kommen som enlig, vejfarende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere jevnes.

GUNNAR.
Ørnulf og hans sønner kommer med fred.

HJØRDIS.
Kan så være, men på andet sæt vil det lyde i folkemunde, og du selv, Gunnar, stoled nok ikke så stærkt på freden igår, da du skikked Egil, vor søn, sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden med hærskib.

SIGURD
(til Gunnar)
.
Du har skikket din søn sørpå?

HJØRDIS.
Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os!

ØRNULF.
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar har gjort turde være klog mands gerning, såfremt du hindrer forliget.

HJØRDIS.
Lykken råder for livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg falde, end frelse livet ved fejgt forlig.

DAGNY.
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere mand for det.

HJØRDIS.
Sigurd må selv vide bedst, hvad hans hæder kan tåle.

SIGURD.
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.

HJØRDIS.
Sigurd er en navnkundig drabsmand, men djærvere dåd øved Gunnar, da han dræbte hvidbjørnen udenfor mit bur.

GUNNAR
(med et forlegent blik på Sigurd)
.
Ja ja, lad det så være!

ØRNULF.
Vel sandt, det er den djærveste dåd, nogen mand har øvet på Island, og derfor –

SIGURD.
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.

HJØRDIS.
Skal bod gives, så skal og bod kræves. Gunnar, du drages til minde, hvad du engang har lovet!

GUNNAR.
Ilde betænkt var det løfte; kræver du at det skal holdes?

HJØRDIS.
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag sammen efter denne dag. Så vid da, Ørnulf, skal bod gives for din fosterdatters ran, så skal du også bøde, fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt hans gods og eje!

ØRNULF.
Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort gjorde dine frænder mig, da de skikked dig ukendt til Island og fik mig til at knæsætte dig.

HJØRDIS.
Hæder og ingen tort havde du af at fostre Jøkuls datter.

ØRNULF.
Idel ufred har jeg havt deraf, det véd jeg.

HJØRDIS.
Værre ufred tør times dig nu, ifald –

ØRNULF.
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder! – Gunnar, hør nu mit sidste ord; er du villig til at bøde for kvinderanet?

HJØRDIS
(til Gunnar)
.
Kom det ihu, som du har lovet!

GUNNAR
(til Ørnulf)
.
Du hører, jeg har gjort et løfte og det må jeg –

ØRNULF
(forbitret)
.
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig på, at jeg gav bod for ærligt drab!

HJØRDIS
(med kraft)
.
Så trodser vi dig og dine!

ØRNULF
(med stigende vrede)
.
Og hvem har her ret til at kræve bod for Jøkul? Hvor findes hans frænder? Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand?

HJØRDIS.
Det er Gunnar på mine vegne!

ØRNULF.
Gunnar! Ja, var du fæstet til ham med din fosterfaders samtykke, eller havde han bødet for ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men –

DAGNY
(angst og bønligt)
.
Fader, fader!

SIGURD
(hurtigt)
.
Tal ikke ud!

ØRNULF
(med hævet stemme)
.
Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har ingen lovlig husbond!

GUNNAR
(med heftighed)
.
Ørnulf!

HJØRDIS
(i vildt udbrud)
.
Forhånet! beskæmmet!
(med dirrende stemme.)
Det – det skal du komme til at angre!

ØRNULF
(vedblivende)
.
Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven! Vil du vinde hæderligere kår, så må du –

HJØRDIS
(tvinger sig)
.
Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun at agte for Gunnars frille, – godt og vel, så må han hædre sig med dåd, – hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og lemmer, og det skal hver og en som –
(med et hvast blik til Kåre.)
Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig af din sag, og der er fred mellem os, men ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræbte har mange hævnere, og let kunde det hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald ikke din – din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!

GUNNAR.
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så!

DAGNY
(bedende)
.
Bliv, fostersøster, – bliv; jeg vil tale min fader tilrette!

HJØRDIS
(uden at høre på hende)
.
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget – noget, som gør ham navnkundigere end alle andre mænd!
(går ud til højre.)

GUNNAR
(dæmpet)
.
Sigurd, ét må du love; vi tales ved, før du farer fra landet.
(går med sine mænd til højre.)
(Uvejret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød skive dybt nede ved havranden.)

ØRNULF
(truende)
.
Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!

DAGNY.
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!

ØRNULF.
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og Gunnar!

SIGURD.
Hvad agter du at gøre?

ØRNULF.
Det véd jeg ikke; men langvejs skal det spørges, at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!

SIGURD
(med rolig fasthed)
.
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!

ØRNULF.
Ikke det! Om jeg nu så vil det!

SIGURD.
Ej skal det ske, – end ikke om du så vil det.

ØRNULF
(heftigt)
.
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå mod jer alle!

SIGURD.
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme, at du er hendes nærmeste frænde.

ØRNULF.
Det vented jeg af dig, djærve Sigurd!

SIGURD.
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe, og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; – nu godt, mig kender I alle, om mig véd I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!

ØRNULF.
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kæmper, ifald jeg foer tomhændet til Island!

SIGURD.
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, – lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred.