Complete Works of Henrik Ibsen (397 page)

FALK
(har vendt sig overrasket)
.
Å, frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De også, at jeg stole kan
på Deres bøn, som noget rigtigt virkende?
Med himlen, ser De, må man omgås lirkende.
Jeg véd jo nok, De vilje har for to
til mig at skille ved min sjælero;
men om De også har behørig tro,
se, det er sagen.

SVANHILD
(mellem spøg og alvor)
.
Vent til sorgen kommer
og gulner livets lyse, grønne sommer, –
vent til den nager vågen og i drømme,
så kan om styrken af min tro De dømme.
(hun går over til damerne.)

FRU HALM
(dæmpet)
.
Men vil I to da aldrig holde fred?
Nu har du gjort herr Falk for alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skære blander sig i samtalen. Svanhild står kold og taus.)

FALK
(går efter en kort, tankefuld stilhed over til lysthuset og siger hen for sig)
:
Der lyste visshed ud af hendes blikke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror så trygt,
at himlen vil –

GULDSTAD.
Å nej-Gud vil den ikke!
Den var da, med respekt, og brav forrykt,
om den effektuerte slige ordres.
Nej, ser De, gode hode, – hvad der fordres,
det er motion for arme, ben og krop.
Lig ikke her og glo i løvet op
den lange dag; hug ved om ikke andet.
Det måtte også være rent forbandet,
om ikke inden fjorten dage De
for Deres gale nykker da var fri.

FALK.
Jeg står som æslet, snørt i valgets bånd;
til venstre har jeg kød, til højre ånd;
hvad var vel visest her at vælge først.

GULDSTAD
(idet han skænker i glassene)
.
Først et glas punsch, det slukker harm og tørst.

FRU HALM
(ser på sit uhr)
.
Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
det er på tiden vi kan vente presten.
(rejser sig og rydder op på altanen.)

FALK.
Hvad? Skal her komme prester?

FRØKEN SKÆRE.
Gud, ja visst!

FRU HALM.
Det var jo det, som jeg fortalte sidst –

ANNA.
Nej moer, herr Falk var ikke da tilstede.

FRU HALM.
Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist;
tro mig, af det besøg De høster glæde.

FALK.
Men sig, hvem er han da, den glædens såmand?

FRU HALM.
Å Herregud, det er jo presten Stråmand.

FALK.
Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn,
og læst, at han skal ind og gøre gavn,
som storthingsmand, på politikens marker.

STYVER.
Ja, han er taler.

GULDSTAD.
Skade blot, han harker.

FRØKEN SKÆRE.
Nu kommer han med frue –

FRU HALM.
Og med arvinger –

FALK.
At more dem iforvejen lidt, de hulde, –
for siden får han begge hænder fulde
med svenske spørgsmål og med statsrådsgarvinger;
jo, jeg forstår.

FRU HALM.
Det er en mand, herr Falk!

GULDSTAD.
Ja, i sin ungdom var han nu en skalk.

FRØKEN SKÆRE
(fornærmet)
.
Nå så, herr Guldstad! Alt fra jeg var liden
har jeg hørt tale dog med stor respekt, –
og det af folk, hvis ord har megen vægt, –
om presten Stråmand og hans livs roman.

GULDSTAD
(leende)
.
Roman?

FRØKEN SKÆRE.
Roman. Jeg kalder sligt romantisk,
som ej af hverdagsfolk vurderes kan.

FALK.
De spænder min nysgærrighed gigantisk.

FRØKEN SKÆRE
(vedblivende)
.
Men Gudbevars, der gives altid visse,
som af det rørende sig lader hidse
til railleri! Det er jo velbekendt,
at her var en, som bare var student,
der var så fræk, så ryggesløs, så ussel,
at kritisere selve „William Russell”.

FALK.
Men sig, er oplandspresten da et digt,
et kristent drama eller noget sligt?

FRØKEN SKÆRE
(rørt til stille tårer)
.
Nej Falk, – et menneske, på hjerte rigt.
Men når en så at sige livløs ting
kan forårsage slige ondskabssting
og vække fæle lidenskabers mængde
af slig en dybde –

FALK
(deltagende)
.
Og af slig en længde –

FRØKEN SKÆRE.
Så vil, med Deres skarpe blik, De snart
begribe at –

FALK.
Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,
det er romanens indhold og dens art.
Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;
men hvis det lod sig sige i en fart –

STYVER.
Jeg skal af sagens fakta extrahere
det vigtigste.

FRØKEN SKÆRE.
Nej, jeg erindrer mere;
jeg kan fortælle –

FRU HALM.
Det kan også jeg!

FRØKEN SKÆRE.
Å nej, fru Halm, nu er jeg alt på vej.
Ser De, herr Falk, – han gjaldt, som kandidat,
for et af hovedstadens bedste hoder,
forstod sig på kritik og nye moder –

FRU HALM.
Og spillede komedie privat.

FRØKEN SKÆRE.
Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte, –

FRU HALM.
Og husk, hvor pent historier han fortalte.

FRØKEN SKÆRE.
Ja giv dog tid; jeg kan det på en prik.
Han skrev og komponerte selv musik
til noget, som en – forelægger fik;
det kaldtes „Syv sonetter til min Maren”.
Å Gud, hvor sødt han sang dem til guitaren!

FRU HALM.
Ja, det er visst, at han var genial!

GULDSTAD
(dæmpet)
.
Hm, somme mente nu, at han var gal.

FALK.
En gammel praktikus, som ikke henter
sin visdom blot af mugne pergamenter,
har sagt, at kærligheden gør Petrarker
så let, som fæ og ladhed patriarker.
Men hvem var Maren?

FRØKEN SKÆRE.
Maren? Det var hende,
hans elskede, som snart De lærer kende.
Hun var en datter af et kompagni –

GULDSTAD.
Et trælasthus.

FRØKEN SKÆRE
(kort)
.
Ja, det må Herren vide.

GULDSTAD.
For det var hollandsk last de gjorde i.

FRØKEN SKÆRE.
Sligt hører til den trivielle side.

FALK.
Et kompagni?

FRØKEN SKÆRE
(vedblivende)
.
Som ejed store grunker.
De kan vel tænke, hvor der kur blev gjort;
der meldtes friere af første sort. –

FRU HALM.
Og mellem dem sågar en kammerjunker.

FRØKEN SKÆRE.
Men Maren værged kækt om kvindens ret.
Hun havde Stråmand mødt i „Dramatiken”:
at se og elske ham, det var nu ét –

FALK.
Og bejlerskaren måtte stå i stikken?

FRU HALM.
Ja vil De tænke Dem den romantiken!

FRØKEN SKÆRE.
Og læg så til en gammel grusom far,
som bare gik omkring og skilte hjerter;
jeg tror der også en formynder var,
for endnu mer at øge deres smerter.
Men hun blev ham og han blev hende tro;
de drømte sammen om et stråtækt bo,
et snehvidt får, som kunde nære to –

FRU HALM.
Ja i det højeste en liden ko, –

FRØKEN SKÆRE.
Kort sagt, som de for mig så tidt erklærte,
en bæk, en hytte og hinandens hjerte.

FALK.
Ak ja! Og så –?

FRØKEN SKÆRE.
Så brød hun med sin slægt.

FALK.
Hun brød –?

FRU HALM.
Hun brød med den.

FALK.
Se, det var kækt.

FRØKEN SKÆRE.
Og flytted til sin stråmand op på kvisten.

FALK.
Hun flytted op! Foruden – sådan – vielse?

FRØKEN SKÆRE.
Å fy!

FRU HALM.
Fy skam! Min salig mand på listen
står blandt forloverne –!

STYVER
(til frøkenen)
.
Ja, din fortielse
af faktum er det, som forvolder tvisten.
I referater har det megen vægt
at ordne kronologisk og korrekt.
Men jeg kan aldrig faa det i mit hode,
hvor de kom af det –

FALK
(fortsættende)
.
– thi man tør formode,
at får og ko ej med på kvisten bode.

FRØKEN SKÆRE
(til Styver)
.
Å, du skal vel betænke ét, min gode:
Man trænger ej, hvor kærligheden troner;
to ømme hjerter klarer sig med lidt.
(til Falk.)
Han elsked hende til guitarens toner,
og hun gav på klaver informationer –

FRU HALM.
og så, forstår sig, tog de på kredit –

GULDSTAD.
Et år, til handelshuset gik fallit.

FRU HALM.
Men så fik Stråmand kald et steds der nordpå.

FRØKEN SKÆRE.
Og i et brev, jeg siden så, han svor på,
han leved blot for pligten og for hende.

FALK
(supplerende)
.
Og dermed var hans livs roman tilende.

FRU HALM
(rejser sig)
.
Ja nu jeg tror vi går i haven ned;
vi må jo se, om vi dem har ivente.

FRØKEN SKÆRE
(idet hun tar mantillen på)
.
Det er alt svalt.

FRU HALM.
Ja, Svanhild, vil du hente
mit uldne shavl.

LIND
(til Anna, ubemærket af de øvrige)
.
Gå forud!

FRU HALM.
Kom så med!
(Svanhild går ind i huset; de andre, undtagen Falk, går mod baggrunden og ud til venstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer tilbage.)

LIND.
Min ven!

FALK.
Iligemåde!

LIND.
Hånden hid!
Jeg er så glad; – jeg tror mit bryst må sprænges,
ifald jeg ikke får fortalt –

FALK.
Giv tid;
du skal forhøres først, så dømmes, hænges.
Hvad er nu det for adfærd? Lægge skjul
for mig, din ven, på skatten, du har fundet; –
for tilstå kun, formodningen er grundet:
Du trukket har et lod i lykkens hjul!

LIND.
Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl!

FALK.
Så? Levende, – og ej i snaren kvalt?

LIND.
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk –!

FALK
(hurtigt)
.
Forlovet!

LIND.
Ja!
idag, – Gud véd, hvor jeg tog modet fra!
Jeg sagde, – å, sligt lar sig ikke sige;
men tænk dig, – hun, den unge, smukke pige,
blev ganske blussende, – slet ikke vred!
Nej, kan du skønne, Falk, hvad jeg har vovet!
Hun hørte på mig, – og jeg tror hun græd;
det er jo gode tegn?

FALK.
Ja visst; bliv ved.

LIND.
Og, ikke sandt, – da er vi jo forlovet?

FALK.
Jeg må formode det; men for at være
aldeles tryg, så rådspørg frøken Skære.

LIND.
O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt!
Jeg er så klar, så sikker, uden frygt.
(strålende og hemmelighedsfuldt.)
Hør, jeg fik lov at holde hendes hånd,
da hun tog kaffetøjet bort fra bordet!

FALK
(løfter sit glas og tømmer det)
.
Nå, vårens blomster da i eders bånd!