Complete Works of Henrik Ibsen (570 page)

PASTOR MANDERS.
Hm –

REGINE.
Og så er der serveret.

FRU ALVING.
Godt; vi kommer om lidt; jeg vil bare –
(begynder at åbne pakken.)

REGINE
(til Osvald)
.
Ønsker herr Alving hvid eller rød portvin?

OSVALD.
Begge dele, jomfru Engstrand.

REGINE.
Bien –; meget vel, herr Alving.
(hun går ind i spisestuen.)

OSVALD.
Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene –
(går ligeledes ind i spisestuen, hvis dør glider halvt op efter ham.)

FRU ALVING
(som har åbnet pakken)
.
Jo, ganske rigtig; her har vi festsangene, pastor Manders.

PASTOR MANDERS
(med foldede hænder)
.
Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind skal kunne holde min tale, det –!

FRU ALVING.
Å, det finder De nok ud af.

PASTOR MANDERS
(sagte, for ikke at høres i spisestuen)
.
Ja, forargelse kan vi jo dog ikke vække.

FRU ALVING
(dæmpet men fast)
.
Nej. Men så er også dette lange stygge komediespil tilende. Fra iovermorgen af skal det være for mig, som om den døde aldrig havde levet i dette hus. Her skal ingen anden være, end min gut og hans mor.
(Inde i spisestuen høres larm af en stol, som væltes; samtidigt høres)

REGINES STEMME
(hvast men hviskende)
.
Osvald da! Er du gal? Slip mig!

FRU ALVING
(farer sammen i rædsel)
.
Ah –!
(Hun stirrer som i vildelse mod den halvåbne dør. Osvald høres hoste og nynne derinde. En flaske trækkes op.)

PASTOR MANDERS
(oprørt)
.
Men hvad er dog dette for noget! Hvad er det, fru Alving?

FRU ALVING
(hæst)
.
Gengangere. Parret fra blomsterværelset – går igen.

PASTOR MANDERS.
Hvad siger De! Regine –? Er hun –?

FRU ALVING.
Ja. Kom. Ikke et ord –!
(Hun griber pastor Manders om armen og går vaklende henimod spisestuen.)

ANDEN AKT.

(Samme stue. Regntågen ligger fremdeles tungt over landskabet.)
(Pastor Manders og fru Alving kommer ud fra spisestuen.)

FRU ALVING
(endnu i døren)
.
Velbekomme, herr pastor.
(taler ind i spisestuen.)
Kommer du ikke med, Osvald?

OSVALD
(indenfor)
.
Nej tak; jeg tror jeg går lidt ud.

FRU ALVING.
Ja, gør det; for nu er det en smule opholdsvejr.
(lukker spisestuedøren og går hen til forstuedøren og kalder:)
Regine!

REGINE
(udenfor)
.
Ja, frue?

FRU ALVING.
Gå ned i strygeværelset og hjælp til med kransene.

REGINE.
Ja vel, frue.
Fru Alving
(forvisser sig om, at Regine går; derpå lukker hun døren)
.

PASTOR MANDERS.
Han kan dog ikke høre noget derinde?

FRU ALVING.
Ikke når døren er lukket. Desuden så går han jo ud.

PASTOR MANDERS.
Jeg er endnu som fortumlet. Jeg begriber ikke, hvorledes jeg har kunnet synke en bid af den velsignede mad.

FRU ALVING
(i behersket uro, går op og ned)
.
Jeg ikke heller. Men hvad er her at gøre?

PASTOR MANDERS.
Ja, hvad er at gøre? Jeg véd det, min tro, ikke; jeg er så aldeles uerfaren i deslige tilfælde.

FRU ALVING.
Jeg er overbevist om, at endnu er ingen ulykke sket.

PASTOR MANDERS.
Nej, det forbyde himlen! Men et usømmeligt forhold er det ligefuldt.

FRU ALVING.
Det hele er et løst indfald af Osvald; det kan De være viss på.

PASTOR MANDERS.
Ja, jeg er jo, som sagt, ikke inde i den slags ting; men jeg synes dog tilforladelig –

FRU ALVING.
Ud af huset må hun jo. Og det straks. Det er en soleklar sag –

PASTOR MANDERS.
Ja, det forstår sig.

FRU ALVING.
Men hvorhen? Vi kan da ikke forsvare at –

PASTOR MANDERS.
Hvorhen? Naturligvis hjem til sin far.

FRU ALVING.
Til hvem, sa’ De?

PASTOR MANDERS.
Til sin –. Nej, men Engstrand er jo ikke –. Men, Herregud, frue, hvorledes er dette muligt? De må jo dog ta’ fejl alligevel.

FRU ALVING.
Desværre; jeg tar ikke fejl i nogenting. Johanne måtte gå til bekendelse for mig, – og Alving kunde ikke nægte. Så var der jo ikke andet at gøre, end at få sagen neddysset.

PASTOR MANDERS.
Nej, det var vel det eneste.

FRU ALVING.
Pigen kom straks af tjenesten, og fik en temmelig rigelig sum for at tie indtil vidre. Resten sørged hun selv for, da hun kom ind til byen. Hun fornyed gammelt bekendtskab med snedker Engstrand, lod sig vel forlyde med, kan jeg tro, hvor mange penge hun havde, og bildte ham så noget ind om en eller anden udlænding, som skulde ha’ ligget her med et lystfartøj den sommer. Så blev hun og Engstrand viet i huj og hast. Ja, De vied dem jo selv.

PASTOR MANDERS.
Men hvorledes skal jeg da forklare mig –? Jeg husker tydeligt, da Engstrand kom for at bestille vielsen. Han var så rent sønderknust, og anklaged sig så bitterligt for den letsindighed, han og hans forlovede havde gjort sig skyldig i.

FRU ALVING.
Ja, han måtte jo ta’ skylden på sig.

PASTOR MANDERS.
Men en sådan uoprigtighed af ham! Og det imod mig! Det havde jeg tilforladelig ikke troet om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtignok ta’e ham alvorligt for mig; det kan han belave sig på. – Og så det usædelige i en sådan forbindelse! For penges skyld –! Hvor stort var det beløb, pigen havde at råde over?

FRU ALVING.
Det var tre hundrede specier.

PASTOR MANDERS.
Ja, tænke sig bare, – for lumpne tre hundrede specier at gå hen og la’ sig ægtevie til en falden kvinde!

FRU ALVING.
Hvad siger De da om mig, som gik hen og lod mig ægtevie til en falden mand?

PASTOR MANDERS.
Men Gud bevare os vel; – hvad er det, De siger? En falden mand!

FRU ALVING.
Tror De kanske Alving var renere, da jeg gik med ham til alteret, end Johanne var, da Engstrand lod sig vie til hende?

PASTOR MANDERS.
Ja men det er dog så himmelvidt forskellige ting –

FRU ALVING.
Sletikke så forskellige endda. Der var rigtignok stor forskel i prisen; – lumpne tre hundrede daler og en hel formue.

PASTOR MANDERS.
Men at De kan stille noget så uligt sammen. De havde jo dog berådet Dem med Deres hjerte og med Deres pårørende.

FRU ALVING
(ser ikke på ham)
.
Jeg trode De forstod, hvorhen det, De kalder mit hjerte, havde forvildet sig dengang.

PASTOR MANDERS
(fremmed)
.
Havde jeg forståt noget sådant, var jeg ikke bleven en daglig gæst i Deres mands hus.

FRU ALVING.
Ja, det står ialfald fast, at med mig selv berådte jeg mig sandelig ikke.

PASTOR MANDERS.
Nå, så med Deres nærmeste slægt da; således som foreskrevet er; med Deres mor og med begge Deres tanter.

FRU ALVING.
Ja, det er sandt. De tre gjorde op regnestykket for mig. Å, det er utroligt, hvor grejt de fik ud, at det vilde være den rene dårskab at vrage et sligt tilbud. Om mor kunde se op nu og vidste, hvor al den herlighed havde båret hen!

PASTOR MANDERS.
Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for. Så meget står ialfald fast, at Deres ægteskab blev stiftet overensstemmende med fuld lovlig orden.

FRU ALVING
(ved vinduet)
.
Ja, dette med lov og orden! Jeg tror mangengang, det er det, som volder alle ulykkerne her i verden.

PASTOR MANDERS.
Fru Alving, nu forsynder De Dem.

FRU ALVING.
Ja, det får så være; men jeg står ikke i det med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.

PASTOR MANDERS.
Hvad mener De med det?

FRU ALVING
(trommer på vinduskarmen)
.
Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, – ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.

PASTOR MANDERS.
Fejg?

FRU ALVING.
Havde folk fåt noget at vide, så havde de sagt som så: stakkers mand, det er rimeligt, at han skejer ud, han, som har en kone, der løber ifra ham.

PASTOR MANDERS.
Med en viss ret kunde sådant nok siges.

FRU ALVING
(ser fast på ham)
.
Hvis jeg var den, jeg skulde være, så tog jeg Osvald for mig og sa’: hør, min gut, din far var et forfaldent menneske –

PASTOR MANDERS.
Men du forbarmende –

FRU ALVING.
– og så fortalte jeg ham alt, hvad jeg har fortalt Dem, – rub og stub.

PASTOR MANDERS.
Jeg er nær ved at oprøres over Dem, frue.

FRU ALVING.
Ja, jeg véd det. Jeg véd det jo! Jeg oprøres selv ved den tanke.
(går fra vinduet.)
Så fejg er jeg.

PASTOR MANDERS.
Og De kalder det fejghed at gøre Deres ligefremme pligt og skyldighed. Har De glemt, at et barn skal agte og elske sin fader og sin moder?

FRU ALVING.
Lad os ikke ta’ det så almindeligt. Lad os spørge: skal Osvald agte og elske kammerherre Alving?

PASTOR MANDERS.
Er der ikke en røst i Deres morshjerte, som forbyder Dem at nedbryde Deres søns idealer?

FRU ALVING.
Ja men sandheden da?

PASTOR MANDERS.
Ja men idealerne da?

FRU ALVING.
Å – idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke var så fejg, som jeg er!

PASTOR MANDERS.
Kast ikke vrag på idealerne, frue, – for det hævner sig hårdeligen. Og nu især Osvald. Osvald har nok ikke ret mange idealer, desværre. Men så meget har jeg kunnet skønne, at hans far står for ham som et sådant ideal.

FRU ALVING.
Det har De ret i.

PASTOR MANDERS.
Og disse hans forestillinger har De selv vakt og næret hos ham gennem Deres breve.

FRU ALVING.
Ja; jeg var under pligten og hensynene; derfor løj jeg for min gut år ud og år ind. Å, hvor fejg, – hvor fejg jeg har været!

PASTOR MANDERS.
De har grundfæstet en lykkelig illusion hos Deres søn, fru Alving, – og det bør De sandeligen ikke skatte ringe.

FRU ALVING.
Hm; hvem véd, om det nu er så bra’ alligevel. – Men noget maskepi med Regine vil jeg ialfald ikke vide af. Han skal ikke gå hen og gøre den stakkers pige ulykkelig.

PASTOR MANDERS.
Nej, du gode Gud, det vilde jo være forfærdeligt!

FRU ALVING.
Hvis jeg vidste, han mente det alvorligt og at det vilde bli’ til hans lykke –

PASTOR MANDERS.
Hvorledes? Hvad så?

FRU ALVING.
Men det vilde det ikke bli’; for Regine er desværre ikke slig.

PASTOR MANDERS.
Nå, hvad så? Hvad mener De?

FRU ALVING.
Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg, som jeg er, så vilde jeg sige til ham: gift dig med hende, eller indret jer som I vil; men bare ikke noget bedrag.

PASTOR MANDERS.
Men du forbarmende –! Et lovformeligt ægteskab endogså! Noget så forskrækkeligt –! Noget så uhørt –!

FRU ALVING.
Ja, siger De uhørt? Hånden på hjertet, pastor Manders; tror De ikke, at der ude omkring i landet findes adskillige ægtepar, som er lige så nær i slægt?

PASTOR MANDERS.
Jeg forstår Dem aldeles ikke.

FRU ALVING.
Å jo såmæn gør De så.

PASTOR MANDERS.
Nå, De tænker Dem det mulige tilfælde at –. Ja, desværre, familjelivet er visseligen ikke altid så rent, som det burde være. Men sådant noget, som De sigter til, kan man jo dog aldrig vide, – ialfald ikke med bestemthed. Her derimod –; at De, en mor, kunde ville tilstæde, at Deres –!

FRU ALVING.
Men jeg vil det jo ikke. Jeg vilde ikke kunne tilstæde det for nogen pris i verden; det er jo netop det jeg siger.

PASTOR MANDERS.
Nej, fordi De er fejg, som De udtrykker Dem. Men hvis De altså ikke var fejg –! Du min skaber, – en så oprørende forbindelse!

FRU ALVING.
Ja, vi stammer nu forresten allesammen fra den slags forbindelser, siges der. Og hvem er det, som har indrettet det slig her i verden, pastor Manders?

PASTOR MANDERS.
Sådanne spørsmål drøfter jeg ikke med Dem, frue; dertil har De langtfra ikke det rette sind. Men at De tør sige, at det er fejgt af Dem –!

FRU ALVING.
Nu skal De høre, hvorledes jeg mener det. Jeg er ræd og sky, fordi der sidder i mig noget af dette gengangeragtige, som jeg aldrig rigtig kan bli’ kvit.

PASTOR MANDERS.
Hvad var det De kaldte det?

FRU ALVING.
Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Osvald derinde, var det som jeg så gengangere for mig. Men jeg tror næsten, vi er gengangere allesammen, pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet fra far og mor, som går igen i os. Det er alleslags gamle afdøde meninger og alskens gammel afdød tro og sligt noget. Det er ikke levende i os; men det sidder i alligevel og vi kan ikke bli’ det kvit. Bare jeg tar en avis og læser i, er det ligesom jeg så gengangere smyge imellem linjerne. Der må leve gengangere hele landet udover. Der må være så tykt af dem som sand, synes jeg. Og så er vi så gudsjammerlig lysrædde allesammen.