Complete Works of Henrik Ibsen (371 page)

NILS LYKKE.
Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige jer, hvordan alt dette hænger sammen, og hvad I videre har at gøre.
(han går ud til højre.)

NILS STENSSØN
(med et blik på billedet)
.
Jeg Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm – –!
(han følger efter Nils Lykke.)

FJERDE AKT

(Riddersalen, ligesom før, kun at spisebordet er borttaget.)

(Kammersvenden Bjørn lyser med en tændt armstage fru Inger Gyldenløve og herr Olaf Skaktavl ind gennem den anden dør til venstre. Fru Inger har nogle papirer i hånden.)

FRU INGER
(til Bjørn)
.
Og du er viss på, at min datter har talt med ridderen her i salen?

BJØRN
(idet han sætter armstagen på bordet til venstre)
.
Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme hun trådte ud på gangen.

FRU INGER.
Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var det ikke så?

BJØRN.
Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte, om hun var syg; men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: „gå ind til min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, så bed hende, at hun ikke forvolder ham unødigt ophold”. Og så føjed hun noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.

FRU INGER.
Hørte du det slet ikke?

BJØRN.
Det lød for mig, som om hun sagde: „næsten tror jeg, han alt har været for længe på Østråt”.

FRU INGER.
Og ridderen? Hvor er han?

BJØRN.
Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen.

FRU INGER.
Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.
(Bjørn går ud til højre.)

OLAF SKAKTAVL.
Véd I hvad, fru Inger, – rigtignok er jeg i slige ting så blind som en muldvarp; men det bæres mig dog for, som om – – hm!

FRU INGER.
Nu?

OLAF SKAKTAVL.
– som om Nils Lykke var eders datter god.

FRU INGER.
Da er I nok ikke så blind endda; thi jeg måtte storligen tage fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mærke til, hvor begærligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord, jeg fortalte om Eline?

OLAF SKAKTAVL.
Han glemte både mad og drikke.

FRU INGER.
Og vore hemmelige anliggender med.

OLAF SKAKTAVL.
Ja, og det som mere er, – papirerne fra Peder Kanzler.

FRU INGER.
Og af alt dette slutter I vel –?

OLAF SKAKTAVL.
Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kender Nils Lykke og véd, hvad ry der går af ham, fornemmelig i kvindevejen, så –

FRU INGER.
– så bør det være mig kært at vide ham udenfor porten?

OLAF SKAKTAVL.
Ja; og det jo før jo heller.

FRU INGER
(smilende)
.
Nej, – lige det modsatte, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL.
Hvordan mener I?

FRU INGER.
Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så må Nils Lykke ikke for nogen pris forlade Østråt for det første.

OLAF SKAKTAVL
(ser misbilligende på hende)
.
Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag I pønser på? Er det noget, som kan øge eders magt til skade for os og –?

FRU INGER.
Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige imod mig! Jeg kan se på jer, I tror det er min agt at kåre Nils Lykke til svigersøn. Hvis sligt lå i min tanke, hvorfor skulde jeg da vægret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig, og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes villig til at understøtte?

OLAF SKAKTAVL.
Men når det ikke er eders ønske at vinde og binde ham, – hvad har I så isinde med ham?

FRU INGER.
Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev til mig har Nils Lykke nævnt det som et held at kunne komme ind i vor slægt; og jeg vil være så ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øjeblik gav mig til at tænke over sagen.

OLAF SKAKTAVL.
Nu, ser I vel!

FRU INGER.
At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et mægtigt middel til at forlige mange uenige her i landet.

OLAF SKAKTAVL.
Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig, måtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig så såre fik herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og rettigheder –

FRU INGER.
Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til eder eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad der var rettest for mig. Og alligevel –; anden gang at kåre en dansk herre til svigersøn, – det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad gribe til; og, himlen være lovet, – så vidt er det endnu ikke kommet!

OLAF SKAKTAVL.
Jeg er lige klog, fru Inger; – hvorfor agter I at holde Nils Lykke tilbage på Østråt.

FRU INGER
(dæmpet)
.
Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. Nils Lykke har krænket mig blodigere end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham. Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og kløgtig. – Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem for mig og bad om hende! Da – at jage ham væk som en hund; jage ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind på Østråt –! Jeg siger eder, – jeg kunde give ti år af mit liv for at få opleve en slig stund.

OLAF SKAKTAVL.
Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve, – det er altså eders hensigt med ham?

FRU INGER.
Det og intet andet, så sandt Gud lever! I må tro mig, Olaf Skaktavl, jeg mener det ærligt med mine landsmænd. Men jeg er så lidet min egen herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt, hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg først sikker fra den kant, da skal I erfare, om jeg har glemt, hvad jeg svor ved Knut Alfsøns lig.

OLAF SKAKTAVL
(ryster hendes hånd)
.
Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så nødig tro ilde om eder. – Men hvad forehavendet med ridderen angår, så tykkes det mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder? Dersom eders datter –? Thi der siges jo, at ingen kvinde mægter stå sig imod denne snigende djævel.

FRU INGER.
Min datter? Tror I, at hun –? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende hadsk imod ham. I har jo selv med egne øjne fornummet –

OLAF SKAKTAVL.
Ja-ja, – kvindesind er en utryg grund at bygge på. Se jer for skulde I dog.

FRU INGER.
Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje med dem. Men skulde det endog lykkes ham at fange hende i sit garn, da behøver jeg blot at hviske hende to ord i øret, og så –

OLAF SKAKTAVL.
Hvad så?

FRU INGER.
– så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede frister selv. Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig.
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

NILS LYKKE
(går høfligt hen imod fru Inger)
.
Min ædle frue har ladet mig kalde.

FRU INGER.
Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os endnu inat.

NILS LYKKE.
Desværre; – mit hverv på Østråt er jo tilende.

OLAF SKAKTAVL.
Ikke før jeg har fået mine papirer.

NILS LYKKE.
Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende. Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster –

FRU INGER.
At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig; thi så var just min agt. Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han –

NILS LYKKE.
Hvilket, frue?

FRU INGER.
– først og fremst glemme sit ærende – og alt, hvad der forresten er gået forud for hans komme.

NILS LYKKE
(til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rækker ham den)
.
Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstændige oplysninger om vore tilhængere i Sverig.

OLAF SKAKTAVL.
Det er godt.
(han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og gennemblader pakken.)

NILS LYKKE.
Og nu, fru Inger Gyldenløve, – nu véd jeg ikke her er mere for mig at gøre.

FRU INGER.
Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen, da har I måske ret. Men det vilde jeg dog nødig tro.

NILS LYKKE.
I mener –?

FRU INGER.
Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke tog sig for at gæste mig. – Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter nærmere at kende fruen på Østråt.

NILS LYKKE.
Det være langt fra mig at nægte –

OLAF SKAKTAVL
(bladende i papirerne)
.
Besynderligt. Slet intet brev.

NILS LYKKE.
– fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.

FRU INGER.
Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da det at skæmte bort en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har jo sine lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår, da har I visstnok i forvejen indledet sagerne så snildt, at eders nærværelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal ikke komme til at finde tiden lang hos os; idetmindste vil både jeg og min datter opbyde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til behag.

NILS LYKKE.
Jeg tvivler hverken om eders eller eders datters gode sindelag imod mig. Derom har jeg jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil visstnok erkende, at min nærværelse andetsteds er uomgængelig fornøden, når jeg desuagtet må erklære det for umuligt at forlænge mit ophold på Østråt.

FRU INGER.
Nå således! – Véd I hvad, herr rigsråd, – dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde på at tro, at I var kommen til Østråt for at prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag.

NILS LYKKE
(smilende)
.
Der kunde være skellig grund til en slig tydning; men visst er det, at jeg endnu ikke holder slaget for tabt.

FRU INGER.
Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvivlrådig jeg står og vipper på skillevejen, – overtaler min farlige angriber til ikke at rømme marken. – Nu, rent ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu noget – ja, hvad skal jeg kalde det? – noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de forløbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om min lid til eders gode løfter trænger til at støttes lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i eders hænder.

NILS LYKKE.
For dette øjemed vilde et længere ophold på Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsøg at gøre på at rokke eders beslutning.

FRU INGER.
Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsråd, – vel står jeg her som en rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og jeg spår jer, at der vil komme til at vokse tornefor jer af eders rejse til Østråt.