Complete Works of Henrik Ibsen (368 page)

NILS LYKKE
(idet han tager blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline)
.
Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!

TREDJE AKT

(Riddersalen. Et højt buevindu i baggrunden; et mindre vindu i forgrunden til venstre. Flere døre på begge sider. Loftet støttes af tykke fritstående træstolper, der, ligesom væggene, er behængte med alleslags våbenstykker. Billeder af helgener, riddere og fruer hænger i lange rader. Under loftet en stor brændende lampe med mange arme. I forgrunden til højre et gammeldags udskåret højsæde. Midt i salen står et dækket bord med levningerne af aftensmåltidet.)

ELINE GYLDENLØVE
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket i hendes ansigt forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever optrinet med Nils Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse, ligesom da hun kastede blomsterkosten; derpå siger hun med dæmpet stemme):
– – og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone –; blomsterne var det; – og „Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!” Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt, – jeg havde hørt dem alligevel! Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham, – denne Nils Lykke! – Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han, – og træder dem under sin fod. Og det er til ham, min moder tænkte at byde mig frem! – Hvor jeg hader ham! De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke sandt! Der er intet sælsomt ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker, og mine riddere kom og gik, – allesammen så de ud som Nils Lykke. Hvor det er forunderligt, og hvor det er godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var – før ikveld. Nej, – ikke for tusend års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så ham! – – „Guds hellige blod, hvor hun – –”
(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

NILS LYKKE
(hen for sig)
.
„Sov vel på Østråt, herr ridder”, sagde Inger Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men – –; der udenfor, himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på båren; to rigers skæbne i min hånd; – og på mit bryst en vissen blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig, jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent.
(bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.)
Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. – Ah, hvis jeg turde vove –
(højt:)
Jomfru Eline!

ELINE
(standsende ved døren)
.
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?

NILS LYKKE.
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.

ELINE.
Er I?

NILS LYKKE.
Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder; – den flyr mig.

ELINE.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort; – et hav i storm –

NILS LYKKE
(smilende)
.
Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.

ELINE.
Hos mig?

NILS LYKKE.
Vort første møde har forvisset mig derom.

ELINE.
Og I besværer eder derover?

NILS LYKKE.
Nej, ingenlunde; men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.

ELINE
(stolt)
.
Tror I, det vil lykkes eder?

NILS LYKKE.
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.

ELINE.
Og hvilket?

NILS LYKKE.
Mit farvel.

ELINE
(et skridt nærmere)
.
Eders farvel? I forlader Østråt – så snart?

NILS LYKKE.
Endnu inat.

ELINE
(synes et øjeblik tvivlrådig med sig selv; derpå siger hun koldt)
:
Så tag min hilsen, herr ridder!
(hun bøjer sig og vil gå.)

NILS LYKKE.
Eline Gyldenløve, – jeg har ingen ret til at holde eder tilbage; men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.

ELINE.
Jeg hører eder, herr ridder!

NILS LYKKE.
Jeg véd, I hader mig.

ELINE.
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.

NILS LYKKE.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had. Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru Inger.

ELINE.
Nok muligt; jeg har ikke læst dem.

NILS LYKKE.
Men indholdet er eder idetmindste ikke ubekendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har i al fald sagt eder, at jeg priste den mand heldig, som –; ja, I véd, hvad håb jeg nærede –

ELINE.
Herr ridder, – hvis det er derom I agter at tale, så –

NILS LYKKE.
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af andre grunde; – det sværger jeg eder. Hvis mit rygte, – hvad jeg desværre har årsag til at formode, – er nået til eder forinden jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv tilstrækkeligt til ikke at forundre eder, over, at jeg i deslige sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder, Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer ud af vanen med at betjene sig af omveje –

ELINE.
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af. I fejler forøvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder, der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde ældre grunde.

NILS LYKKE
(urolig)
.
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?

ELINE.
Det er som I formoded; – eders rygte er gået forud for eder selv, til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og æggende, lig en fiendes sejers-sang. Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel, at stilles ansigt til ansigt med eder, for at I kunde erfare, at der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt – dersom I agter at bruge den.

NILS LYKKE.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt; – men årsagerne dertil kender I ikke. – Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked – endnu før ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragteligt har slængt min gave tilbage for min egen fod. Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod, – jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde. – – Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. – Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig vejen til et berømmeligt mål. – Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe. Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I? – Jeg véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender den andel, jeg har i forholdene – –. Det siges om mig, at jeg skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte, – havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at jeg da i dette øjeblik havde stået ved eders side som talsmand for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.

ELINE
(for sig selv)
.
Skulde det være, som han siger? Nej, nej; der er løgn i hans øje og svig på hans læber. Og dog –; ingen sang er så liflig som hans ord.

NILS LYKKE
(nærmere, dæmpet og mere fortroligt)
:
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt, ensom, med eders vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I længtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen. – Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og strengeleg, har sejlet forbi, langt derude; – et dunkelt rygte om store begivenheder er nået til eder; – da har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder. I har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der fyldte eder med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv; – en jomfru i eders unge år har andet at gruble over. – – Eline Gyldenløve! Har I aldrig tænkt eder hemmelige kræfter, – en stærk og løndomsfuld magt, som knytter menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte om det brogede liv derude i den vide verden, – når I drømte om ridderspil og lystige fester, – så I da aldrig i eders drømme en ridder, der stod med smil på læben og med græmmelse i hjertet midt i den larmende færd, – en ridder, der engang havde drømt fagert som I, om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves søgte blandt alle dem, der omgav ham.

ELINE.
Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste tanker i ord? Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har båret inderst i mit bryst – uden selv at vide det? Hvoraf véd I –?

NILS LYKKE.
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.

ELINE.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt forstået eder; og dog – – alt, alt synes mig forandret siden – –
(hen for sig.)
Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes end alle andre.

NILS LYKKE.
Der gives en ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der kunde sket, hvis alt havde føjet sig så eller så. Havde jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som – – Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øjeblikkes samtale har bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en lønlig røst fra først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.

ELINE.
Det kan I.

NILS LYKKE.
Nu vel; – og denne åbenhjertighed har måske allerede så halvt om halvt forsonet os med hinanden. Ja, – jeg er endnu dristigere i mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen. Nå, nå, – misforstå mig ikke! Jeg mener ikke nu straks, – men engang, senere hen i tiden. Og for at gøre eder dette mindre svært, – og da jeg nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og ligefrem med eder, så lad mig sige jer –

ELINE.
Herr ridder –!

NILS LYKKE
(smilende)
.
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder i skræk. Men vær I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var uskrevet; thi – ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligesågodt sige det rent ud, – jeg elsker eder ikke, og vil aldrig komme til at elske eder. Vær I derfor, som sagt, fuldkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre forsøg på at – – Men hvad fattes eder –?

ELINE.
Mig? Intet; intet. – – Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem?

NILS LYKKE.
Disse? Er det ikke en stridshandske, som I på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op? Hvad jeg vil med dem, spurgte I?
(dæmpet.)
Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark, – når strengelegen tier og der er stilhed i salen, – da vil jeg tage disse blomster frem og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge – –
(afbrydende, idet han ærbødigt bøjer sig.)
Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder husets ædle datter. Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel.