Complete Works of Henrik Ibsen (366 page)

NILS LYKKE
(sagte)
.
Den anger kommer vel silde, min bror!

JENS BJELKE.
For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger, det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har jeg trukket afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har fået den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge efter urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder på, at han ætlede sig til Østråt –

NILS LYKKE.
Han er her! Han er her, siger jeg!

JENS BJELKE.
Ja, men hvad havde så været rimeligere end at vi havde fundet porten både stængt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde jeg da fåt brug for mine krigsknægte –

NILS LYKKE.
Men i det sted åbner man porten nok så høfligt for os. Pas på; – svarer fru Inger Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.

JENS BJELKE.
For at snakke sig ifra mit ærend, ja! – Hvor kunde I nu også få det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med krigs-mandskab, så –

NILS LYKKE.
Hun havde modtaget os som lige kærkomne gæster for det. Men læg mærke til, at i så fald havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger; hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, det er ikke rådeligt.

JENS BJELKE.
Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her kan vi to enslige karle gå omkring og snuse så længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!

NILS LYKKE.
Nu vel, kære herre, – hvis I ikke synes om den vending, eders sendelse har taget, så overlad slagmarken til mig.

JENS BJELKE.
Til jer? Hvad vil I da gøre?

NILS LYKKE.
Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem. – Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke, – jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi mødtes i Trondhjem igår.

JENS BJELKE.
Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved krigsknægtene?

NILS LYKKE.
Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo fremmes bedst uden dem; og så –

JENS BJELKE.
Fanden besætte jer, – havde jeg nær sagt! Og mig selv med! For jeg burde da vidst, at I stændigt går med en ræv bag øret.

NILS LYKKE.
Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas, hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og jeg må sige eder, at det er mig af højeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig, da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv.

JENS BJELKE.
Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle de tre riger.

NILS LYKKE.
Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort. Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg rigtignok for en mesterprøve; thi her gælder det at besnære en kvinde –

JENS BJELKE.
Ha-ha-ha! I det håndværk har I nok for længe siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig også?:
„Hver en skøn-jomfru sukker så mod, –
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!”

NILS LYKKE.
Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er henimod de femti og derhos snu som ingen anden. Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men det må ske, – for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe kongen visse fordele over hende, dem han længe har eftertragtet, så kan jeg gøre regning på at betroes sendelsen til Frankrig næste vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en konges sendebud. – Nu, – ikke sandt, – I overlader fru Inger til mig? Husk på, – dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø –

JENS BJELKE.
Å, véd I hvad, – det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde jo hals og hånd over dem allesammen. Men ligemeget; siden jeg nu engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på jer. Dog, det er et ord, – findes den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller levende!

NILS LYKKE.
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter i al fald ikke at slå ham ihjæl. Men nu må I altså ride tilbage til eders folk. Hold landevejen besat. Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal I uopholdelig få kundskab derom.

JENS BJELKE.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud –?

NILS LYKKE.
Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette. Men i al stilhed –

JENS BJELKE.
Forstår sig. Nå, – god lykke!

NILS LYKKE.
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu!
(Jens Bjelke går ud til højre.)

NILS LYKKE
(står en stund stille, går lidt omkring i stuen, ser sig om; derpå siger han dæmpet)
:
Så står jeg da omsider på Østråt. På dette gamle herresæde, som et barn for to år siden fortalte mig så meget om. Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Og nu, – nu er hun død.
(han nynner med et halvt smil:)
„Blomster brækkes, blomster visner – –”
(han ser sig om igen.)
Østråt. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om jeg var tilhuse her. – Derinde er riddersalen. Og nedenunder er – gravkælderen. Der ligger nok Lucia også.
(sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spøgende.)
Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg gik over borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys nævnte hendes navn, var det som om en røst maned hende op af ligkælderen. – Måske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel. Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og ser på mig bag dørstolpen!
(han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger højt:)
Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at vente; – og du har hjulpet mig at fordrive så mangen kedelig stund – –
(han farer med hånden over panden og går et par gange frem og tilbage.)
Se så! – Rigtig; der er det dybe vindu med forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. – Derinde –
(han ser mod døren til venstre)
der indenfor etsteds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det er Eline hun heder. Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig, – så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru –? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet. – –
(han vil i tanker sætte sig ved bordet, men retter sig op igen.)
Hvorledes vil fru Inger modtage mig? – Hun vil ikke svide gården af over os. Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med knive bagfra vil hun hellerikke –
(han lytter mod salen.)
Aha!

FRU INGER GYLDENLØVE
(kommer ind gennem salsdøren og siger koldt:)
Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd, –

NILS LYKKE
(bøjer sig dybt)
.
Ah, – Østråts frue!

FRU INGER.
– og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme.

NILS LYKKE.
Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at mit komme vilde overraske eder –

FRU INGER.
I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på Østråt.

NILS LYKKE.
Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven?

FRU INGER.
Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu –

NILS LYKKE.
Tillad, fru Inger Gyldenløve, – i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lejlighed tabte. Mine hensigter var ærlige. Jeg var træt af mit ubundne liv; – over de tredive år var jeg jo også allerede dengang; jeg længtes efter at finde mig en god og from hustru. Læg så dertil udsigten til det held at vorde eders svigersøn –

FRU INGER.
Tag eder vel ivare, herr rigsråd! Hvad der er vederfaret mit barn, har jeg efter bedste evne dysset ned. Men tro ikke, at det er glemt, om det end er gemt. Der turde snart komme en lejlighed –

NILS LYKKE.
I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min hånd til forlig. I vægrer eder ved at modtage den. Der er da altså fra nu af åben ufred imellem os?

FRU INGER.
Jeg vidste ikke, at det fordum havde været anderledes.

NILS LYKKE.
Fra eders side, kan hænde. Jeg har aldrig været eders avindsmand, – skønt jeg vel, som kongen af Danmarks undersåt, havde skellig grund dertil.

FRU INGER.
Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede, med at drage mig over i eders lejr. – Mig synes dog, I intet har at klage på. Min datter Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke gå. Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!

NILS LYKKE.
Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene og almuen her i Norge mener jo at have et gammelt krav på eder, – et krav, som man siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.

FRU INGER.
Tillad, herr rigsråd, – for min færd står jeg ingen til regnskab uden Gud og mig selv. Hvis det derfor behager eder, så lader I mig vide, hvad der fører eder hid.

NILS LYKKE.
Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse her til landet kan vel ikke være eder ubekendt –?

FRU INGER.
Jeg kender det hverv, man almindeligvis tillægger eder. Det er vor konge af vigtighed at vide, hvorledes han står sig med den norske adel.

NILS LYKKE.
Ganske visst.

FRU INGER.
Det er altså derfor I gæster Østråt?

NILS LYKKE.
For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde for at kræve nogen mundtlig forsikring af eder –

FRU INGER.
Nu vel?

NILS LYKKE.
Hør mig, fru Inger! I sagde selv fornylig, at eders stilling er vanskelig. I står midt imellem to modsatte lejre, som begge kun halvvejs vover at forlade sig på eder. Eders egen fordel må nødvendigvis knytte jer til os. Til de misfornøjede er I derimod bunden ved landsmandskabet, og, – hvem véd, – måske også ved et eller andet andet hemmeligt bånd.

FRU INGER
(sagte)
.
Hemmeligt bånd! Krist, skulde han –?

NILS LYKKE
(mærker hendes bevægelse, men lader som intet og tilføjer utvungent)
:
I indser visst selv, at denne stilling i længden ikke er til at udholde. – Sæt nu, det stod i min magt at udfri eder af disse forholde, som –

FRU INGER.
I eders magt, siger I?

NILS LYKKE.
Først og fremst, fru Inger, må jeg bede eder ikke at lægge nogen vægt på de letfærdige ord, hvormed jeg før kan have omtalt det, der er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af tankerne den skyld, jeg står i til eder. Sæt, at det længe havde været min agt, såvidt muligt, at gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt. Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne sendelse herop.

FRU INGER.
Forklar eder nøjere, herr rigsråd; – nu forstår jeg eder ikke.

NILS LYKKE.
Jeg tager måske ikke fejl, når jeg formoder, at I, lige så godt som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i Sverig. I véd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har et større mål, end det, man almindeligvis tillægger dem, og I vil derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se begivenhederne gå deres egen gang. Ikke sandt?

FRU INGER.
Bliv ved!

NILS LYKKE
(forskende, efter et kort ophold)
.
Der gives ét tænkeligt tilfælde, som kunde sætte Gustav Vasas trone i fare –

FRU INGER
(sagte)
.
Hvor vil han hen?