Complete Works of Henrik Ibsen (369 page)

ELINE.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
(kort stilhed.)

NILS LYKKE.
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders fædrelands skæbne, der nager eder?

ELINE
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig)
.
Mit fædreland? – Jeg tænker ikke på mit fædreland.

NILS LYKKE.
Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.

ELINE.
Tiden? Den glemmer jeg nu. – – I går til Danmark? Var det ikke så I sagde?

NILS LYKKE.
Jeg går til Danmark.

ELINE.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?

NILS LYKKE
(pegende på vinduet til venstre)
.
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Danmark.

ELINE.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede mile?

NILS LYKKE.
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.

ELINE
(hen for sig)
.
Havet? Tanken har mågevinger. Havet standser den ikke.
(hun går ud til venstre.)

NILS LYKKE
(ser en stund efter hende; derpå siger han)
:
Hvis jeg kunde afse to dage til det – eller blot én –, så skulde hun være i min vold lige så godt som alle de andre. Der er ellers et sjeldent stof i denne unge kvinde. Hun er stolt. Skulde jeg virkelig beslutte mig til –? Nej; heller ydmyge hende. – –
(han går omkring i stuen.)
Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod i brand. Hvem skulde tænkt sligt muligt herefterdags? – – Væk med dette! Jeg må ud af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i.
(han sætter sig i en stol til højre.)
Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både Olaf Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde for den mistro, de udsætter sig for, når det rygtes, at jeg er med i forbundet. – Eller skulde fru Inger virkelig have fattet min hensigt? Skulde hun skønne, at alle løfter kun var beregnede på at lokke Nils Sture frem af sit smuthul?
(han springer op.)
Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er højst rimeligt, at grev Sture sletikke findes på Østråt. Kanhænde at rygtet om hans flugt kun har været en krigslist. Han sidder kanske i denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens jeg –
(går urolig op og ned ad gulvet.)
At jeg også skulde være så sikker i min sag! Om jeg nu intet udretter! Om fru Inger kommer efter mine hensigter, – og ikke lægger dølgsmål på min færd –. At stå til spot og spe både her og i Danmark! Ville lokke fru Inger i fælden, – og så gavne hendes sag på det bedste, – styrke hendes gunst hos almuen –! – – Ah, jeg kunde fristes til at give mig den onde selv ivold, om han skaffed mig fingre i grev Sture – –
(Vinduet i baggrunden stødes op. Nils Stenssøn viser sig udenfor.)

NILS LYKKE
(griber efter sværdet)
.
Hvad nu?

NILS STENSSØN
(idet han springer ned på gulvet)
.
Nå; endelig er jeg her da!

NILS LYKKE
(sagte)
.
Hvad skal dette sige?

NILS STENSSØN.
Guds fred, herre!

NILS LYKKE.
Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang, I der har valgt jer.

NILS STENSSØN.
Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var jo lukket. Her på gården må nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider.

NILS LYKKE.
Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, véd I vel.

NILS STENSSØN.
Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred og dundred, så –

NILS LYKKE.
– så slap I dog ikke ind?

NILS STENSSØN.
Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet.

NILS LYKKE
(sagte)
.
Ah, om det skulde være –!
(et par skridt nærmere.)
Så det var eder da så magtpåliggende at komme til Østråt just iaften?

NILS STENSSØN.
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder.

NILS LYKKE.
Aha, – fru Inger Gyldenløve venter eder altså?

NILS STENSSØN.
Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke så bestemt kunne svare på;
(med et listigt smil.)
men her turde være en anden –

NILS LYKKE
(smiler også)
.
Nå, så her turde være en anden –?

NILS STENSSØN.
Sig mig, – hører I til huset?

NILS LYKKE.
Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst.

NILS STENSSØN.
Så? – Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?

NILS LYKKE.
Tredje kvelden efter –? Ja, det er ret nok. – Ønsker I kanske at stedes for husets frue straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers. Lidt at spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan trænge til at styrke jer.

NILS STENSSØN.
I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde.
(han sætter sig ved bordet og spiser og drikker under det følgende.)
Både steg og sød kage! Det er jo et herremandsliv I fører her! Når man, som jeg, har sovet på den bare jord og levet af brød og vand i firefem dage –

NILS LYKKE
(betragter ham smilende)
.
Ja, det må falde tungt for en, der er vant til at sidde til højbords i grevelige sale.

NILS STENSSØN.
Grevelige sale –?

NILS LYKKE.
Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt, så længe, som I lyster.

NILS STENSSØN
(glad)
.
Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke så snart afsted igen?

NILS LYKKE.
Ja, jeg véd ikke. Det må I vel selv bedst kunne svare på.

NILS STENSSØN
(sagte)
.
Au, for fanden!
(han breder sig i stolen.)
Ja, ser I, – den ting er endnu ikke så ganske afgjort. Jeg, for min del, skulde ikke have noget imod at slå mig ned her for det første; men –

NILS LYKKE.
– men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre hverv og andre anliggender –?

NILS STENSSØN.
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så hvilte jeg mig ialfald ud vinteren over her på Østråt; jeg har nu levet min meste tid på feltfod, og så – –
(han bryder pludselig af, skænker og drikker.)
Eders skål, herre!

NILS LYKKE.
På feltfod? Hm!

NILS STENSSØN.
Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at se fru Inger Gyldenløve, som der går så stort et ry af. Det må være en herlig kvinde. Ikke sandt? – Det eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.

NILS LYKKE.
Slå løs?

NILS STENSSØN.
Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så nødig vil tage hånd i med, for at drive de fremmede herremænd ud af landet.

NILS LYKKE.
Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad I kan, så går det nok.

NILS STENSSØN.
Jeg? Ja, Gud bedre såsandt; det skulde stort hjælpe, om jeg –

NILS LYKKE.
Da er det dog sælsomt, at I gæster hende, når I ikke har bedre håb.

NILS STENSSØN.
Hvad mener I med det? – Hør, kender I fru Inger?

NILS LYKKE.
Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så –

NILS STENSSØN.
Ja, derfor er det jo sletikke sagt, at I kender hende. Jeg er også hendes gæst og har dog aldrig set så meget som hendes skygge engang.

NILS LYKKE.
Men I véd dog at fortælle –

NILS STENSSØN.
– hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg tidt nok hørt af Peder Kanzler –
(han standser i forvirring og begynder ivrigt at spise.)

NILS LYKKE.
I vilde sagt noget mere.

NILS STENSSØN
(spisende)
.
Jeg? Å nej, det kan være det samme.

NILS LYKKE
(ler)
.

NILS STENSSØN.
Hvoraf ler I, herre?

NILS LYKKE.
Af ingenting, herre!

NILS STENSSØN
(drikker)
.
Det er en liflig vin, I har her på gården.

NILS LYKKE
(nærmer sig fortroligt)
.
Hør, – skulde det nu ikke være på tide at kaste masken?

NILS STENSSØN
(smilende)
.
Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.

NILS LYKKE.
Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!

NILS STENSSØN
(med latter)
.
Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture?
(han rejser sig fra bordet.)
I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.

NILS LYKKE.
Virkelig ikke? Hvem er I da?

NILS STENSSØN.
Mit navn er Nils Stenssøn.

NILS LYKKE
(ser smilende på ham)
.
Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures søn Nils. Navnet slår ialfald til.

NILS STENSSØN.
Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken ret jeg bærer det. Min fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru, som blev plyndret og slåt ihjæl i en af de forrige fejder. Peder Kanzler var just dengang ved hånden; han tog sig af mig, fostred mig op og lærte mig våbenhåndværket. Som I véd, har han i mange år været forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham, hvor han færdedes.

NILS LYKKE.
Peder Kanzler har nok lært jer mere end våbenhåndværket, lader det til. – – Nu godt; I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en fremmed, som –

NILS STENSSØN
(nikker listigt)
.
– som alt er funden.

NILS LYKKE
(noget usikker)
.
Og som I ikke kender?

NILS STENSSØN.
Lige så lidt, som I kender mig; thi jeg sværger eder ved Gud Fader selv: jeg er ikke grev Sture!

NILS LYKKE.
Alvorligt, herre?

NILS STENSSØN.
Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis så var?

NILS LYKKE.
Men hvor er da grev Sture?

NILS STENSSØN
(dæmpet)
.
Ja, det er just hemmeligheden.

NILS LYKKE
(hviskende)
.
Som er eder bekendt? Ikke så?

NILS STENSSØN
(nikker)
.
Og som jeg har at meddele eder.

NILS LYKKE.
Mig? Nu da, – hvor er han?

NILS STENSSØN
(peger opad)
.

NILS LYKKE.
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?

NILS STENSSØN.
Nej, visst ikke; I misforstår mig.
(ser sig forsigtigt om.)
Nils Sture er himlet.

NILS LYKKE.
Død! Hvor?

NILS STENSSØN.
På sin moders slot, – for tre uger siden.

NILS LYKKE.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grænsen ind i Norge.

NILS STENSSØN.
Å, det har været mig.

NILS LYKKE.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen, som allerede var urolig, gjorde åbent oprør og vilde kåre ham til konge.