Complete Works of Henrik Ibsen (373 page)

OLAF SKAKTAVL
(sagte)
.
Hvordan? I tror –?

FRU INGER.
Han pønser på svig.
(hun lægger papir tilrette og dypper pennen.)

OLAF SKAKTAVL.
Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan volde eders undergang?

FRU INGER.
Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør først – –
(hun taler hviskende med ham.)

NILS LYKKE
(sagte, holder øje med dem)
.
Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er al fare forbi. Med hendes skrevne tilsagn i lommen kan jeg forklage hende, hvad time det skal være. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens Bjelke –. Jeg har mit ord i behold, når jeg forsikrer ham, at den unge grev Sture ikke er på Østråt. Og så imorgen, når vejen er fri, – til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham som fange til København. Sidder han først i tårnet dernede, kan vi foreskrive fru Inger, hvad kår os lyster. Og jeg –? Efter dette tænker jeg ikke, kongen lægger sendelsen til Frankrig i andre hænder end mine.

FRU INGER
(fremdeles hviskende til Olaf Skaktavl)
.
Nu, I har altså forstået mig?

OLAF SKAKTAVL.
Tilfulde. Lad det voves, som I vil.
(han går ud til højre i baggrunden.)
(Nils Stenssøn kommer ind gennem den forreste dør til højre, uden at bemærkes af fru Inger, der er begyndt at skrive.)

NILS STENSSØN
(med dæmpet stemme)
.
Herr ridder, – herr ridder!

NILS LYKKE
(hen imod ham)
.
Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente derinde, til jeg kald te på jer?

NILS STENSSØN.
Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig, at Inger Gyldenløve er min moder, nu tørster jeg mere end nogensinde efter at se hende ansigt til ansigt – – O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd, kære herre; – jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild og forfløjen. Jeg vil være som de andre adelige junkere. – Hør, sig mig, – véd hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?

NILS LYKKE.
Ja, visst nok har jeg det, men –

NILS STENSSØN.
Nu?

NILS LYKKE.
– hun vil ikke kendes ved jer som søn.

NILS STENSSØN.
Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. – O, når der ikke er andet ivejen –
(han tager frem en ring, som han bærer i en snor om halsen.)
– så vis hende denne ring. Jeg har båret den fra mine tidligste år. Den må hun vel vide besked om.

NILS LYKKE.
Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg! I forstår mig ikke. Fru Inger tvivler ingenlunde om, at I er hendes barn; men, – ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle disse mægtige forfædre og frænder, hvis billeder prunker både højt og lavt på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte kvinde, der er vant til at byde som den første adelsfrue i riget. Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig, uvidende svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn!

NILS STENSSØN.
Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig tynget af min armod før i denne stund! Men sig mig, – hvad tror I, jeg skal gøre for at vinde hendes godhed? Sig mig det, kære herre; I må dog vide det!

NILS LYKKE.
I skal vinde land og rige. Men indtil det kan ske, må I vel vogte eder for at såre hendes øren ved at ymte om slægtskab eller sligt. Hun vil te sig, som om hun holdt eder for at være den virkelige grev Sture, så længe til I selv gør eder værdig at kaldes hendes søn.

NILS STENSSØN.
O, men så sig mig da –!

NILS LYKKE.
Stille; stille!

FRU INGER
(rejser sig og rækker ham papiret)
.
Herr ridder, – her har I mit tilsagn.

NILS LYKKE.
Jeg takker eder.

FRU INGER
(idet hun bemærker Nils Stenssøn)
.
Ah, – denne unge mand er –?

NILS LYKKE.
Ja, fru Inger, det er grev Sture.

FRU INGER
(afsides, ser stjålent på ham)
.
Træk for træk; – ja, ved Gud, – det er Sten Stures søn!
(træder nærmere og siger med kold høflighed:)
Vær hilset under mit tag, herr greve! Det hviler i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal velsigne dette møde eller ej.

NILS STENSSØN.
I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre! Tro mig, jeg har både mod og vilje –

NILS LYKKE
(lytter urolig)
.
Hvad er det for larm og støj, fru Inger? Det er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette sige?

FRU INGER
(med hævet røst)
.
Det er ånderne, som vågner!
(Olaf Skaktavl, Ejnar Huk, Bjørn, Finn, samt mange bønder og huskarle kommer ind fra højre side i baggrunden.)

BØNDER OG HUSKARLE.
Hil være fru Inger Gyldenløve!

FRU INGER
(til Olaf Skaktavl)
.
Har I sagt dem, hvad der er i gære?

OLAF SKAKTAVL.
Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.

FRU INGER
(til flokken)
.
Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu må I væbne eder, som I bedst véd og kan. Hvad jeg tidligere iaftes satte mig imod, det være eder nu i fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg frem for eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer, – og Norges med, hvis Gud så vil det.

HELE MÆNGDEN.
Hil ham! Hil grev Sture!
(Almindelig bevægelse. Både bønder og huskarle udsøger sig våben og ifører sig brystplader og stålhuer, alt under stor larm.)

NILS LYKKE
(sagte og urolig)
.
Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har jeg manet oprørsdjævelen frem. Fordømt, om han skulde vokse mig over hovedet!

FRU INGER
(til Nils Stenssøn)
.
Af mig modtager I her den første håndsrækning, – treti ridende bønder, som skal følge og beskytte eder. Tro mig, – inden I nåer grænsen, har mange hundrede stillet sig under mit og eders mærke. Og rejs så med Gud!

NILS STENSSØN.
Tak, – Inger Gyldenløve! Tak, – og vær sikker på, I skal aldrig komme til at skamme eder over – over grev Sture! Hvis I ser mig igen, da har jeg vundet land og rige!

NILS LYKKE
(for sig selv)
.
Ja, hvis hun ser dig igen.

OLAF SKAKTAVL.
Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede –?

BØNDERNE.
Ja, ja, ja!

NILS LYKKE
(urolig, til fru Inger)
.
Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat –?

FRU INGER.
I dette øjeblik, herr ridder!

NILS LYKKE.
Nej, nej, umuligt!

FRU INGER.
Som jeg siger.

NILS LYKKE
(sagte til Nils Stenssøn.)
Lyd hende ikke!

NILS STENSSØN.
Hvor kan jeg andet? Jeg vil; jeg må!

NILS LYKKE.
Men det er eders sikre fordærv –

NILS STENSSØN.
Lige godt! Hun har al rådighed over mig –

NILS LYKKE
(bydende)
.
Og jeg?

NILS STENSSØN.
Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmeligheden skal ikke komme over min mund, før I selv løser mig. Men hun er min moder!

NILS LYKKE
(afsides)
.
Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! Forbandet! Han snapper mig byttet af hænderne –
(til fru Inger.)
Vent til imorgen!

FRU INGER
(til Nils Stenssøn)
.
Grev Sture, – vil I lyde mig, eller ej?

NILS STENSSØN.
Tilhest!
(han går op mod baggrunden.)

NILS LYKKE
(afsides)
.
Den ulykkelige! Han véd ikke, hvad han gør.
(til fru Inger.)
Nu, siden det skal så være, – lev vel!
(han bøjer sig hurtigt og vil gå.)

FRU INGER
(holder ham tilbage)
.
Nej, stands! Ikke så, herr ridder, – ikke så!

NILS LYKKE.
Hvad mener I?

FRU INGER
(med dæmpet stemme)
.
Nils Lykke, – I er en forræder! Stille! Lad ingen mærke, at der er uro i høvedsmændenes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved en djævelsk list, som jeg ikke mægter gennemskue. I har tvunget mig til at øve oprørsfærd, – ikke for at støtte vor sag, men for at fremme eders egne anslag, hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage. Men tro ikke derfor, at I har sejret! Jeg skal vide at gøre eder uskadelig –.

NILS LYKKE
(lægger uvilkårligt hånden på sværdet)
.
Fru Inger!

FRU INGER.
Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke livet. Men udenfor Østråts porte kommer I ikke, før sejren er vor.

NILS LYKKE.
Død og ulykke!

FRU INGER.
Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I kan gøre.

NILS LYKKE
(hen for sig)
.
Ah, – jeg er overlistet. Hun har været snedigere end jeg.
(en tanke skyder op i ham.)
Men om jeg endda –?

FRU INGER
(sagte til Olaf Skaktavl)
.
Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag så uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke længer nogen grund til at forholde mig, hvad mit er.
(tilføjer, da Olaf Skaktavl vil gå:)
Vent; et kendemærke –. Den, der bærer Sten Stures ring, det er den rette.

OLAF SKAKTAVL.
Ved alle hellige, I skal få ham!

FRU INGER.
Tak, – tak, min trofaste ven!

NILS LYKKE
(til Finn, hvem han ubemærket har kaldt til sig, og med hvem han har hvisket)
.
Altså, – se at liste dig ud. Lad ingen se dig. En fjerdingvej herfra ligger Svenskerne i baghold. Fortæl befalingsmanden, at grev Sture er død. Den unge mand der må ikke antastes. Sig befalingsmanden det. Sig ham, at junkerens liv er mig tusender værd.

FINN.
Det skal ske.

FRU INGER
(der imidlertid har holdt øje med Nils Lykke)
.
Og rejs nu alle med Gud!
(pegende på Nils Lykke.)
Denne ædle ridder der kan ikke bekvemme sig til så hastigt at forlade sine venner på Østråt. Han vil vente her hos mig til sejersbudskabet kommer.

NILS LYKKE
(for sig selv)
.
Djævel!

NILS STENSSØN
(griber hans hånd)
.
Tro mig, – I skal ikke komme til at vente længe!

NILS LYKKE.
Det er godt; det er godt!
(afsides.)
Alt kan endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens Bjelke –

FRU INGER
(til fogden Ejnar Huk, pegende på Finn)
.
Og han der hensættes under sikker bevogtning i borgekælderen.

FINN.
Jeg?

FOGDEN OG HUSKARLERNE.
Finn!

NILS LYKKE
(sagte)
.
Der brast mit sidste anker.

FRU INGER
(bydende)
.
I borgekælderen!
(Ejnar Huk, Bjørn og et par af gårdsfolkene fører Finn ud til venstre.)

ALLE DE ØVRIGE,
(undtagen Nils Lykke, idet de stormer ud til højre)
:
Afsted! Tilhest, – tilhest! Hil være Inger Gyldenløve!

FRU INGER
(tæt forbi Nils Lykke, idet hun følger de bortdragende)
:
Hvem sejrer?