Complete Works of Henrik Ibsen (349 page)

LENTULUS.
Du sværmer, Catilina! Det var ikke
sådan vi mente det.

GABINIUS.
Hvad nytter os
at genoprette hine gamle tider
med deres tåbelige enfold?

NOGLE.
Nej!
Magt fordrer vi –

ANDRE.
– og midler til at føre
et frit og sorgløst liv!

MANGE STEMMER.
Ja, det er målet!

COEPARIUS.
Skal vi for andres frihed eller lykke
vel sætte livet på et tærningkast?

HELE SKAREN.
Selv vil vi sejrens frugter!

CATILINA.
Usle slægt!
Er I en afkom af de store fædre?
At dynge skændsel over fædrenavnet
er eders vis at værne om dets glans!

LENTULUS.
Du vover os at håne, – du, som længst
et skrækkebilled var –

CATILINA.
Ja, det er sandt;
jeg var en rædsel for den gode; dog,
så usel var jeg aldrig end, som I!

LENTULUS.
Tæm tungen nu! Vi tåler ej din spot.

FLERE.
Nej, nej, – vi vil ej –

CATILINA
(rolig)
.
Så? I fejgheds yngel, –
I vover end at ville noget, I?

LENTULUS.
Ah, ned med ham!

MANGE STEMMER.
Ja, ned med Catilina!
(de drager sine dolke og styrter ind på ham; Catilina trækker kappenroligt bort fra brystet og betragter dem med et koldt hånsmil; de lader dolkene synke.)

CATILINA.
Stød til? I vover ej? O, venner, venner, –
jeg skulde agte jer, ifald I bored
det åbne bryst igennem, som I truer.
Er ej en gnist af mod da i jer længer?

NOGLE.
Han vil vort vel

ANDRE.
Vi har hans hån fortjent.

CATILINA.
Det har I. – Dog – se, nu er timen kommen
da I kan slette skændsels-mærket ud.
Alt, hvad der ligger bag os, vil vi glemme; –
en ny tilværelse os vinker nær.
(med bitterhed.)
Jeg dåre! Håbe, – tro på sejr ved eder!
Er sejrens ånd i denne sunkne skare?
(henreven.)
Skønt har jeg engang drømt, og store syner
foer gennem mig og drog mit blik forbi.
Jeg drømte at, som Ikarus, jeg højt
opunder himlens hvælv bevinget fløj;
jeg drømte, guderne min hånd forlened
med kæmpekraft og bød mig lynets stråle.
Og denne hånd greb lynet i dets flugt
og slynged det mod staden dybt dernede.
Og da de røde flammer steg og slikked,
og Roma sank i brune resters støv, –
da råbte jeg med høj og vældig røst,
og maned Catos frænder op af graven;
og tusend ånder kom og fulgte kaldet, –
tog liv – og rejste Roma af sin aske.
(afbrydende.)
Det var kun drømme. Ingen guder maner
forgangenheden op i dagens lys, –
og fortids ånder stiger ej af graven.
(vildt.)
Nu vel; kan ej det
gamle
Roma rejses
ved denne hånd, –
vort
Roma skal forgå!
Snart skal, hvor marmorsøjler står i rader,
røgsøjler hvirvle mellem luers brag;
palatser, templer styrte skal i grus,
og Kapitol skal vejres fra sin højde!
Sværg, venner, at I vier eder ind
til denne dåd! Jeg stiller mig i spidsen.
Sig, – vil I følge mig?

STATILIUS.
Vi vil dig følge!
(Flere af de øvrige synes tvivlrådige og taler hviskende sammen. Catilina betragter dem med et hånligt smil.)

LENTULUS
(dæmpet)
.
Bedst, at vi følger ham. Blandt sunkne rester
vi finder lettest, hvad der var vort mål.

ALLE
(råbende)
.
Ja, Catilina, vi vil følge dig!

CATILINA.
Så sværg mig til ved vore fædres guder
at I vil lystre hvert mit vink!

HELE SKAREN
(med oprakte hænder)
.
Ja, ja;
højt sværger vi, i alt at lystre blindt!

CATILINA.
Så snig jer enkeltvis, ad delte veje,
ind i mit hus. Der vil I finde våben.
Jeg kommer efter; I skal få at vide,
hvad fremgangsmåde jeg har valgt. Gå nu!
(De går alle ud.)

LENTULUS
(holder Catilina tilbage)
.
Et ord i hast! Véd du, at til senatet
har Allebroger-folket skikket mænd
med klager og besværinger?

CATILINA.
Jeg véd det.
De kom idag til staden.

LENTULUS.
Ganske rigtigt.
Hvad, – om vi stemte dem for vore anslag?
Med dem vil hele Gallien rejse sig
og hvirvle op en storm mod vore fiender.

CATILINA
(uvillig)
.
Vi skulde søge forbund med barbarer?

LENTULUS.
Et sådant forbund er nødvendigt for os.
Ved egne kræfter vindes sejren ej;
hjælp udenfra –

CATILINA
(smiler bittert)
.
Ak, dybt er Romas fald!
Dets mure rummer ikke mænd med kræfter
at styrte selv en vaklende ruin.
(de går ud.)

(En have bag Catilinas hus, der skimtes mellem træerne. Til venstre en sidebygning.)

(Curius, Cethegus og flere af de sammensvorne kommer forsigtigt ind fra højre under en hviskende samtale.)

CURIUS.
Men er det også sandt, hvad du fortæller?

CETHEGUS.
Hvert ord er sandt. I dette øjeblik
blev sagen afgjort.

CURIUS.
Og han leder alt?

CETHEGUS.
Han står for alting. Tal kun med ham selv.
(De går alle, med undtagelse af Curius, ind i huset.)

CURIUS.
En sælsom nat! Hvor mine tanker tumles
i kredse rundt! Mon jeg har drømt det hele?
Oplevet eller drømt, – jeg vågen ser,
hvorhen jeg vender mig, kun hendes billed.
(Catilina kommer ind fra højre.)

CATILINA
(hen imod ham)
.
Du her, min Curius? Jeg har dig savnet. –
Et helt uventet udfald fik mit møde
med vestalinden –

CURIUS
(forvirret)
.
Så? Ja, du har ret!

CATILINA.
Jeg vil ej tænke mer på denne sag.
Det var et skæbnesvangert møde for mig.
(grublende.)
Man siger jo, at furierne kommer
fra underverdnen for at følge os
igennem livet. – Ah, hvis så det var!

CURIUS
(urolig)
.
Hvad? Har du mødt –?

CATILINA.
Hun var her selv inat. –
Dog, lad det være glemt. Hør, Curius, –
et vigtigt foretagende beredes –

CURIUS.
Jeg kender det. Cethegus har fortalt –

CATILINA.
Hvo véd, hvad udgang guderne har sat
for dette værk? Måske min skæbne bliver
at knuses undervejs af hadske magter –
og aldrig målet nå. Nu, lad så være!
Men du, min Curius, hvem jeg har elsket
fra du var barn, – du skal ej drages ind
i farens hvirvel. Lov mig, – bliv tilbage
i staden, hvis jeg vælger at forlægge
mit angreb andetsteds, – hvad vel er muligt;
og støt os ej før fremgang kroner værket.

CURIUS
(bevæget)
.
Min faderlige ven! O, denne omsorg –!

CATILINA.
Du lover det? Her vil vi afsked tage;
vent blot et øjeblik; jeg kommer snart.
(han går ind i huset.)

CURIUS
(ser efter ham)
.
Han elsker mig som før. Han aner intet.
(Lentulus og andre sammensvorne kommer fra højre.)

LENTULUS.
Hør, Curius, gik ikke Catilina
nys gennem haven?

CURIUS.
Jo, han er derinde.
(De går ind i huset.)

CURIUS
(går urolig omkring)
.
Hvorledes skal jeg dæmpe denne længsel?
En rastløs uro gærer i mit blod.
Ah, Furia, – forunderlige kvinde!
Hvor er du nu? Når skal jeg atter se dig? –
Hvor blev hun af? Bort gled hun, som en skygge,
da jeg af graven havde friet hende.
Og hine dunkle gådefulde ord, –
og øjet, slukt og skinnende på engang –?
Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru
formørket hendes sjæl –?

FURIA
(bag ham, mellem træerne)
.
Nej, blege yngling!

CURIUS
(med et skrig)
.
Min Furia! Her –?

FURIA
(nærmer sig)
.
Her færdes Catilina.
Hvor
han
er, – der må Furia også være.

CURIUS.
O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe dig
i sikkerhed. Betænk – om nogen så dig –!

FURIA.
De døde frygter ej. Har du forglemt –
du tog mit lig og bar det op af graven?

CURIUS.
Igen de rædselsfulde ord! O, hør; –
kom til dig selv, – og følg mig, Furia!
(vil gribe hendes hånd.)

FURIA
(støder ham vildt tilbage)
.
Forvovne dåre, – føler du ej gru
for dødens datter, som er stegen op
fra underverdnen for en flygtig stund?

CURIUS.
Jeg føler gru for dig. Men denne gru,
den underfulde gysning, er min lyst.

FURIA.
Hvad vil du mig? Forgæves er din tale.
Jeg hører graven til; hist er mit hjem; –
jeg er en flygtning fra de dødes dale;
med dagens komme må jeg ned til dem.
Du tror mig ikke? Tror ej, jeg har siddet
i Plutos sal imellem blege skygger?
Jeg siger dig, – jeg var der ganske nylig, –
hinsides floden og de sorte sumpe.

CURIUS.
Så før mig did!

FURIA.
Dig?

CURIUS.
Ja; – jeg følger villig,
går selv din vej igennem dødens nat!

FURIA.
Det kan ej ske. Heroppe må vi skilles; –
hist tør ej lig og levende gå sammen. –
Hvi røver du min tid, der er så kort?
Jeg har kun mørkets timer til at handle;
mit værk er mørkets; jeg er mørkets bud. –
Men hvor er Catilina?

CURIUS.
Ham du søger?

FURIA.
Ham søger jeg.

CURIUS.
Forfølger du ham endnu?

FURIA.
Hvi stod inat jeg op ifra de døde,
hvis ej det var for Catilinas skyld?

CURIUS.
Ah, dette vanvid, som har grebet dig –!
Dog, du er skøn midt i din vilde sværmen.
O, tænk ej mer på Catilina nu!
Følg mig! Byd over mig; jeg vil dig tjene!
(kaster sig ned for hende.)
Her trygler jeg som slaven for din fod
kun om et blik! O, hør mig, Furia!
Jeg elsker dig! En sød og giftfuld ild
fortærer mig, og ingen uden du
kan lindre mine kvaler –

FURIA
(ser mod huset)
.
Hist er lys –
og mange mænd. Hvad foregår derinde
hos Catilina?

CURIUS
(springer op)
.
Atter dette navn!
Om ham sig drejer alle dine tanker.
Jeg kunde hade ham –!

FURIA.
Har han besluttet
at sætte snart iværk det djærve forsæt,
han længe næred?

CURIUS.
Kender du –?

FURIA.
Det hele.

CURIUS.
Så véd du da vel og at han har stillet
sig forrest i det vovelige forbund?
Dog, jeg besværger dig, spørg ikke mere
om Catilina!

FURIA.
Svar mig kun på
et
; –
det er mit sidste spørgsmål. Går du med ham?

CURIUS.
Han er mig som en kærlig fader –

FURIA
(smilende)
.
Han?
Min Catilina?

CURIUS.
Ah!

FURIA.
Den mand, om hvem
min tanke kredser?

CURIUS.
Svimmel griber mig!
Jeg hader –! O, jeg kunde myrde ham!

FURIA.
Svor du mig ikke nylig til, du var
beredt at lyde mig?

CURIUS.
Kræv, hvad du vil;
jeg lyder blindt, og tjener dig i alt!
Kun er min bøn til dig, – glem Catilina!