Complete Works of Henrik Ibsen (605 page)

Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og vandet dig i anger og nag?

GINA.
Å, snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på huset og alt det daglige bestyret –

HJALMAR.
Du kaster altså aldrig et prøvende blik på din fortid!

GINA.
Nej, jeg havde, ved Gud, næsten glemt disse her gamle intrigerne, du.

HJALMAR.
Å, denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så oprørende ved sig. Tænk, – ikke angre engang!

GINA.
Men sig mig nu, Ekdal, – hvad havde der ble’t af dig, hvis du ikke havde fåt en slig kone, som jeg?

HJALMAR.
En slig –!

GINA.
Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par år ældre.

HJALMAR.
Hvad der var ble’t af mig!

GINA.
For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig først; det kan du vel ikke nægte for.

HJALMAR.
Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en mand har det, når han sørger og fortviler; – navnlig en mand med mit ildfulde gemyt.

GINA.
Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra’ en mand, straks du havde fåt hus og hjem. – Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med klæ’r.

HJALMAR.
I fortielsens sump, ja.

GINA.
Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få sin passasje her i huset!

HJALMAR.
Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden? Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina, som har dræbt den.

GINA
(nær ved at græde)
.

Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for dig!

HJALMAR.
Jeg spør, – hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm? Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i mine hænder, – den dag vilde bli min – afskedsdag. Og så var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke

GINA
(tørrer tårerne af)
.

Nej, du må ikke snakke slig, Ekdal. Vorherre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!

HJALMAR.
Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!

(Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og ser ind.)

GREGERS.
Tør jeg komme?

HJALMAR.
Ja; kom.

GREGERS
(går frem med strålende, fornøjet ansigt og vil række dem hænderne)
.

Nå, I kære mennesker –!
(ser afvekslende på dem og hvisker til Hjalmar)
. Altså ikke sket endnu?

HJALMAR
(lydeligt)
.

Det er sket.

GREGERS.
Det er?

HJALMAR.
Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.

GREGERS.
Men også den mest løftede, tænker jeg.

HJALMAR.
Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.

GINA.
Gud forlade Dem, herr Werle.

GREGERS
(i stor forundring)
.

Men jeg forstår ikke dette.

HJALMAR.
Hvad forstår du ikke?

GREGERS.
Så stort et opgør, – et opgør, som en hel ny livsførelse skal grundes på, – en livsførelse, et samliv, i sandhed og uden al fortielse –

HJALMAR.
Ja, jeg véd det nok; jeg véd det så godt.

GREGERS.
Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så skulde der slaa mig imøde et forklarelsens lys både fra mand og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette dumpe, tunge, triste –

GINA.
Nå så.

(tar lampeskærmen af.)

GREGERS.
De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal der vel tid til –. Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha’ ta’t en højere indvielse af det store opgør.

HJALMAR.
Ja, naturligvis har jeg det. Det vil sige, – sådan på en måde.

GREGERS.
For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha’ tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed.

HJALMAR.
Tror du en mand så let forvinder den bedske drik, jeg nys har tømt?

GREGERS.
Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du –!

HJALMAR.
Ja, Herregud, jeg véd det nok. Men du må jage på mig, Gregers. Der skal tid til, ser du.

GREGERS.
Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.

(Relling er kommen ind gennem gangdøren.)

RELLING.
Se så; er nu den vildanden på færde igen?

HJALMAR.
Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.

RELLING.
Grosserer Werles –? Er det ham, I snakker om?

HJALMAR.
Om ham og – os andre.

RELLING
(halvhøjt til Gregers)
.

Gid fanden havde Dem

HJALMAR.
Hvad er det, du siger?

RELLING.
Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for at forkluddre jer begge to.

GREGERS.
De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt –

GINA
(grædefærdig)
.

Så skulde De bare lad’t mig gå for den jeg var da.

RELLING
(til Gregers)
.

Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil her i huset?

GREGERS.
Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab.

RELLING.
Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er?

GREGERS.
Det er visst et lige så godt ægteskab, som så mange andre, desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble’t.

HJALMAR.
Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling.

RELLING.
Sludder, gutten min! – Med forlov, herr Werle; hvor mange – bare så på en slump – hvor mange sande ægteskaber har De set i Deres liv?

GREGERS.
Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.

RELLING.
Ikke jeg heller.

GREGERS.
Men jeg har set så utallige ægteskaber af den modsatte slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se, hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar.

HJALMAR.
En mands hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige.

RELLING.
Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør ikke dømme om de ting. Men det véd jeg da, at til et ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la’ være i fred.

HJALMAR.
Å, – Hedvig! Min stakkers Hedvig!

RELLING.
Ja, Hedvig får I værs’go’ se at holde udenfor. I to er voksne mennesker; I får i Guds navn kluddre og klusse med jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre en ulykke på hende.

HJALMAR.
En ulykke!

RELLING.
Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv – og kanske på andre med.

GINA.
Men hvor kan De da vide sligt, Relling?

HJALMAR.
Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene?

RELLING.
Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er.

GINA.
Ja tænk, – det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på huset.

RELLING.
Ser De bare; jeg vidste det nok.

GREGERS
(til Relling)
.

Men hvorledes forklarer De sådant noget?

RELLING
(mut)
.

Hun er i stemmeskiftningen, far.

HJALMAR.
Så længe barnet har mig –! Så længe mit hode er oven mulde –!

(det banker på døren.)

GINA.
Hys, Ekdal; der er folk på gangen.
(råber.)
Vær så god!

(Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind.)

FRU SØRBY.
God aften!

GINA
(går imod hende)
.

Nej, er det dig, Berta!

FRU SØRBY.
Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?

HJALMAR.
Nej bevar’s; et sendebud fra det hus –

FRU SØRBY
(til Gina)
.

Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel.

GINA.
Så? Rejser du da?

FRU SØRBY.
Ja, imorgen tidlig; – op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag.
(henkastende til Gregers.)
Kan hilse så meget fra ham.

GINA.
Nej tænk –!

HJALMAR.
Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?

FRU SØRBY.
Ja, hvad siger De til det, Ekdal?

HJALMAR.
Vogt Dem, siger jeg.

GREGERS.
Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby,

HJALMAR.
Gifter han sig med hende!

GINA.
Å nej, Berta; blev det da endelig!

RELLING
(dirrer lidt i stemmen)
.

Dette her er da vel aldrig sandt?

FRU SØRBY.
Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.

RELLING.
Vil De gifte Dem nu igen?

FRU SØRBY.
Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket.