Complete Works of Henrik Ibsen (575 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
4.84Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

FRU ALVING
(rykker en stol hen til Osvalds og sætter sig hos ham)
.
Se så; nu vil jeg sidde hos dig –

 

OSVALD.
Ja, gør det. Og Regine skal også bli’ inde. Regine skal altid være om mig. Du gir mig nok håndsrækningen, Regine. Gør du ikke det?

 

REGINE.
Jeg forstår ikke –

 

FRU ALVING.
Håndsrækningen?

 

OSVALD.
Ja, – når det behøves.

 

FRU ALVING.
Osvald, har du ikke din mor til at gi’ dig en håndsrækning.

 

OSVALD.
Du?
(smiler.)
Nej, mor, den håndsrækning gir du mig ikke.
(ler tungt.)
Du! Ha-ha!
(ser alvorligt på hende.)
Forresten var du jo nærmest til det.
(hæftigt.)
Hvorfor kan du ikke sige du til mig, Regine? Hvorfor kalder du mig ikke Osvald?

 

REGINE
(sagte)
.
Jeg tror ikke fruen vilde like det.

 

FRU ALVING.
Om lidt skal du få lov til det. Og sæt dig så her hos os, du også.

 

REGINE
(sætter sig stilfærdigt og nølende på den anden side af bordet)
.

 

FRU ALVING.
Og nu, min stakkers forpinte gut, nu skal jeg ta’ byrderne af dit sind –

 

OSVALD.
Du, mor?

 

FRU ALVING.
– alt det, du kalder for nag og anger og bebrejdelser –

 

OSVALD.
Og det tror du, du kan?

 

FRU ALVING.
Ja, nu kan jeg det, Osvald. Du kom før til at tale om livsglæden; og da gik der ligesom et nyt lys op for mig over alle tingene i hele mit liv.

 

OSVALD
(ryster på hodet)
.
Dette her forstår jeg ikke noget af.

 

FRU ALVING.
Du skulde ha’ kendt din far, da han var ganske ung løjtnant. I ham var livsglæden oppe, du!

 

OSVALD.
Ja, det véd jeg.

 

FRU ALVING.
Det var som et søndagsvejr bare at se på ham. Og så den ustyrlige kraft og livsfylde, som var i ham!

 

OSVALD.
Og så –!

 

FRU ALVING.
Og så måtte sligt et livsglædens barn, – for han var som et barn, dengang, – han måtte gå herhjemme i en halvstor by, som ingen glæde havde at byde på, men bare fornøjelser. Måtte gå her uden at ha’ noget livsformål; han havde bare et embede. Ikke øjne noget arbejde, som han kunde kaste sig over med hele sit sind; – han havde bare forretninger. Ikke eje en eneste kammerat, som var mægtig at føle hvad livsglæde er for noget; bare dagdrivere og svirebrødre –

 

OSVALD.
Mor –!

 

FRU ALVING.
Så kom det, som det måtte komme.

 

OSVALD.
Og hvorledes måtte det da komme?

 

FRU ALVING.
Du sagde selv før iaftes, hvorledes det vilde gå med dig, om du blev hjemme.

 

OSVALD.
Vil du dermed sige, at far –?

 

FRU ALVING.
Din stakkers far fandt aldrig noget afløb for den overmægtige livsglæde, som var i ham. Jeg bragte heller ikke søndagsvejr ind i hans hjem.

 

OSVALD.
Ikke du heller?

 

FRU ALVING.
De havde lært mig noget om pligter og sligt noget, som jeg har gåt her og troet på så længe. Alting så munded det ud i pligterne, – i mine pligter og i hans pligter og –. Jeg er ræd, jeg har gjort hjemmet uudholdeligt for din stakkers far, Osvald.

 

OSVALD.
Hvorfor har du aldrig skrevet mig noget til om dette?

 

FRU ALVING.
Jeg har aldrig før set det slig, at jeg kunde røre ved det til dig, som var hans søn.

 

OSVALD.
Og hvorledes så du det da?

 

FRU ALVING
(langsomt)
.
Jeg så bare den ene tingen, at din far var en nedbrudt mand før du blev født.

 

OSVALD
(dæmpet)
.
Ah –!
(han rejser sig og går hen til vinduet.)

 

FRU ALVING.
Og så tænkte jeg dag ud og dag ind på den ene sagen, at Regine igrunden hørte til her i huset – ligesom min egen gut.

 

OSVALD
(vender sig hurtigt)
.
Regine –!

 

REGINE
(farer ivejret og spørger dæmpet)
.
Jeg –!

 

FRU ALVING.
Ja, nu véd I det begge to.

 

OSVALD.
Regine!

 

REGINE
(hen for sig)
.
Så mor var altså slig en.

 

FRU ALVING.
Din mor var bra’ i mange stykker, Regine.

 

REGINE.
Ja, men hun var altså slig en alligevel. Ja, jeg har nok tænkt det iblandt; men –. Ja, frue, må jeg så få lov til at rejse straks på timen?

 

FRU ALVING.
Vil du virkelig det, Regine?

 

REGINE.
Ja, det vil jeg da rigtignok.

 

FRU ALVING.
Du har naturligvis din vilje, men –

 

OSVALD
(går hen imod Regine)
.
Rejse nu? Her hører du jo til.

 

REGINE.
Merci, herr Alving; – ja, nu får jeg vel sige Osvald da. Men det var rigtignok ikke på den måden, jeg havde ment det.

 

FRU ALVING.
Regine, jeg har ikke været åbenhjertig imod dig –

 

REGINE.
Nej, det var såmæn synd at sige! Havde jeg vidst, at Osvald var sygelig så –. Og så nu, da det ikke kan bli’ til noget alvorligt mellem os –. Nej, jeg kan ikke rigtig gå her ude på landet og slide mig op for syge folk.

 

OSVALD.
Ikke engang for en, som står dig så nær?

 

REGINE.
Nej såmæn om jeg kan. En fattig pige får nytte sin ungdom; for ellers kan en komme til at stå på en bar bakke før en véd af det. Og jeg har også livsglæde i mig, frue!

 

FRU ALVING.
Ja, desværre; men kast dig bare ikke bort, Regine.

 

REGINE.
Å, sker det, så skal det vel så være. Slægter Osvald på sin far, så slægter vel jeg på min mor, kan jeg tænke. – Må jeg spørge fruen, om pastor Manders véd besked om dette her med mig?

 

FRU ALVING.
Pastor Manders véd altsammen.

 

REGINE
(får travlt med sit tørklæde)
.
Ja, så får jeg rigtig se at komme afgårde med dampbåden så fort jeg kan. Pastoren er så snil at komme tilrette med; og jeg synes da rigtignok, at jeg er lige så nær til lidt af de pengene, som han – den fæle snedkeren.

 

FRU ALVING.
De skal være dig vel undt, Regine.

 

REGINE
(ser stivt på hende)
.
Fruen kunde gerne ha’ opdraget mig som en konditioneret mands barn; for det havde passet bedre for mig.
(kaster på nakken.)
Men skidt, – det kan være det samme!
(med et forbittret sideblik til den korkede flaske.)
Jeg kan såmæn endnu komme til at drikke champagnevin med konditionerte folk, jeg.

 

FRU ALVING.
Og trænger du til et hjem, Regine, så kom til mig.

 

REGINE.
Nej, mange tak, frue. Pastor Manders tar sig nok af mig, han. Og skulde det gå rigtig galt, så véd jeg jo et hus, hvor jeg hører hjemme.

 

FRU ALVING.
Hvor er det?

 

REGINE.
I kammerherre Alvings asyl.

 

FRU ALVING.
Regine, – nu ser jeg det, – du går tilgrunde!

 

REGINE.
Å pyt! Adieu.
(hun hilser og går ud gennem forstuen.)

 

OSVALD
(står ved vinduet og ser ud)
.
Gik hun?

 

FRU ALVING.
Ja.

 

OSVALD
(mumler hen for sig)
.
Jeg tror det var galt, dette her.

 

FRU ALVING
(går hen bag ham og lægger hænderne på hans skuldre)
.
Osvald, min kære gut, – har det rystet dig stærkt?

 

OSVALD
(vender ansigtet imod hende)
.
Alt dette om far, mener du?

 

FRU ALVING.
Ja, om din ulykkelige far. Jeg er så ræd, det skal ha’ virket for stærkt på dig.

 

OSVALD.
Hvor kan du falde på det? Det kom mig naturligvis højst overraskende; men igrunden kan det jo være mig ganske det samme.

 

FRU ALVING
(trækker hænderne til sig)
.
Det samme! At din far var så grænseløs ulykkelig!

 

OSVALD.
Naturligvis kan jeg føle deltagelse for ham, som for enhver anden, men –

 

FRU ALVING.
Ikke anderledes! For din egen far!

 

OSVALD
(utålmodig)
.
Ja, far – far. Jeg har jo aldrig kendt noget til far. Jeg husker ikke andet om ham, end at han engang fik mig til at kaste op.

 

FRU ALVING.
Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde ikke et barn føle kærlighed for sin far alligevel?

 

OSVALD.
Når et barn ikke har noget at takke sin far for? Aldrig har kendt ham? Holder du virkelig fast ved den gamle overtro, du, som er så oplyst forresten?

 

FRU ALVING.
Og det skulde bare være overtro –!

 

OSVALD.
Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en af disse meninger, som er sat i omløb i verden og så –

 

FRU ALVING
(rystet)
.
Gengangere!

 

OSVALD
(går hen over gulvet)
.
Ja, du kan gerne kalde dem gengangere.

 

FRU ALVING
(i udbrud)
.
Osvald, – så elsker du heller ikke mig!

 

OSVALD.
Dig kender jeg da ialfald –

 

FRU ALVING.
Ja, kender; men er det alt!

 

OSVALD.
Og jeg véd jo, hvor meget du holder af mig; og det må jeg da være dig taknemmelig for. Og du kan jo være mig så umådelig nyttig, nu, da jeg er syg.

 

FRU ALVING.
Ja, kan jeg ikke det, Osvald! Å, jeg kunde næsten velsigne din sygdom, som drev dig hjem til mig. For jeg ser det nok; jeg har dig ikke; du må vindes.

 

OSVALD
(utålmodig)
.
Ja, ja, ja; alt dette er nu sådanne talemåder. Du må huske på, jeg er et sygt menneske, mor. Jeg kan ikke beskæftige mig så meget med andre; har nok med at tænke på mig selv.

 

FRU ALVING
(lavmælt)
.
Jeg skal være nøjsom og tålmodig.

 

OSVALD.
Og så glad, mor!

 

FRU ALVING.
Ja, min kære gut, det har du ret i.
(går hen til ham.)
Har jeg nu taget alle nag og bebrejdelser fra dig?

 

OSVALD.
Ja, det har du. Men hvem tar nu angsten?

 

FRU ALVING.
Angsten?

 

OSVALD
(går henover gulvet)
.
Regine havde gjort det for et godt ord.

 

FRU ALVING.
Jeg forstår dig ikke. Hvad er dette med angsten – og med Regine?

 

OSVALD.
Er det meget sent på natten, mor?

 

FRU ALVING.
Det er tidligt på morgenen.
(ser ud i blomsterværelset.)
Dagen begynder alt at gry oppe i højderne. Og så blir det klarvejr, Osvald! Om lidt skal du få se solen.

 

OSVALD.
Det glæder jeg mig til. Å, der kan være mangt og meget for mig at glæde mig ved og leve for –

 

FRU ALVING.
Det skulde jeg vel tro!

 

OSVALD.
Om jeg end ikke kan arbejde, så –

 

FRU ALVING.
Å, nu vil du snart kunne komme til at arbejde igen, min kære gut. Nu har du jo ikke længer alle disse nagende og trykkende tankerne at gå og ruge over.

Other books

Dungeon Time (Play at Work) by Richards, Kate
Light by Eric Rendel
Ficciones by Jorge Luis Borges
Corroboree by Graham Masterton
Murder in Whitechapel (The Judas Reflections) by Aiden James, Michelle Wright
Gently North-West by Alan Hunter