Complete Works of Henrik Ibsen (555 page)

(Hun og børnene leger under latter og jubel i stuen og det tilstødende værelse til højre. Tilsidst gemmer Nora sig under bordet; børnene kommer stormende ind, søger, men kan ikke finde hende, hører hendes dæmpede latter, styrter hen til bordet, løfter tæppet op, ser hende. Stormende jubel. Hun kryber frem som for at skræmme dem. Ny jubel. Det har imidlertid banket på indgangsdøren; ingen har lagt mærke til det. Nu åbnes døren halvt og sagfører Krogstad kommer tilsyne; han venter lidt; legen fortsættes.)

KROGSTAD.
Om forladelse, fru Helmer –

NORA
(med et dæmpet skrig, vender sig og springer halvt ivejret)
.

Ah! Hvad vil De?

KROGSTAD.
Undskyld; yderdøren stod påklem; der må nogen have glemt at lukke den –

NORA
(rejser sig)
.

Min mand er ikke hjemme, herr Krogstad.

KROGSTAD.
Jeg véd det.

NORA.
Ja – hvad vil De så her?

KROGSTAD.
Tale et ord med Dem.

NORA.
Med –?
(til børnene, sagte.)
Gå ind til Anne-Marie. Hvad? Nej, den fremmede mand vil ikke gøre mamma noget ondt. Når han er gået, skal vi lege igen.

(hun fører børnene ind i værelset til venstre og lukker døren efter dem.)

NORA
(urolig, spændt)
.

De vil tale med mig?

KROGSTAD.
Ja, jeg vil det.

NORA.
Idag –? Men vi har jo endnu ikke den første i måneden –

KROGSTAD.
Nej, vi har juleaften. Det vil komme an på Dem selv, hvad juleglæde De får.

NORA.
Hvad er det, De vil? Jeg kan aldeles ikke idag –

KROGSTAD.
Det skal vi indtil videre ikke snakke om. Det er noget andet. De har dog vel tid et øjeblik?

NORA.
Å ja; ja visst, det har jeg nok, endskønt –

KROGSTAD.
Godt. Jeg sad inde på Olsens restauration og så Deres mand gå nedover gaden –

NORA.
Ja vel.

KROGSTAD.
– med en dame.

NORA.
Og hvad så?

KROGSTAD.
Måtte jeg være så fri at spørge: var ikke den dame en fru Linde?

NORA.
Jo.

KROGSTAD.
Netop kommen til byen?

NORA.
Ja, idag.

KROGSTAD.
Hun er jo en god veninde af Dem?

NORA.
Jo, det er hun. Men jeg indser ikke –

KROGSTAD.
Jeg har også kendt hende engang.

NORA.
Det véd jeg.

KROGSTAD.
Så? De har rede på den sag. Det tænkte jeg nok. Ja, må jeg så spørge Dem kort og godt: skal fru Linde have nogen ansættelse i Aktiebanken?

NORA.
Hvor kan De tillade Dem at udspørge mig, herr Krogstad, De, en af min mands underordnede? Men siden De spørger, så skal De få vide det: Ja, fru Linde skal have en ansættelse. Og det er mig, som har talt hendes sag, herr Krogstad. Nu véd De det.

KROGSTAD.
Jeg havde altså lagt rigtig sammen.

NORA
(går op og ned ad gulvet)
.

Å, man har dog vel altid en liden smule indflydelse, skulde jeg tro. Fordi om man er en kvinde, er det slet ikke derfor sagt, at –. Når man står i et underordnet forhold, herr Krogstad, så burde man virkelig vogte sig for at støde nogen, som – hm –

KROGSTAD.
– som har indflydelse?

NORA.
Ja netop.

KROGSTAD
(skiftende tone)
.

Fru Helmer, vil De være af den godhed at anvende Deres indflydelse til fordel for mig.

NORA.
Hvad nu? Hvad mener De?

KROGSTAD.
Vil De være så god at sørge for, at jeg beholder min underordnede stilling i banken.

NORA.
Hvad skal det sige? Hvem tænker på at tage Deres stilling fra Dem?

KROGSTAD.
Å, De behøver ikke at spille den uvidende ligeover for mig. Jeg skønner godt, at det ikke kan være Deres veninde behageligt at udsætte sig for at støde sammen med mig; og jeg skønner nu også, hvem jeg kan takke for, at jeg skal jages væk.

NORA.
Men jeg forsikrer Dem –

KROGSTAD.
Ja, ja, ja, kort og godt: det er endnu tid og jeg råder Dem, at De anvender Deres indflydelse for at forhindre det.

NORA.
Men, herr Krogstad, jeg har aldeles ingen indflydelse.

KROGSTAD.
Ikke det? Jeg syntes, De nylig selv sagde –

NORA.
Det var naturligvis ikke således at forstå. Jeg! Hvor kan De tro, at jeg har nogen sådan indflydelse på min mand?

KROGSTAD.
Å, jeg kender Deres mand fra studenterdagene. Jeg tænker ikke herr bankdirektøren er fastere, end andre ægtemænd.

NORA.
Taler De ringeagtende om min mand, så viser jeg Dem døren.

KROGSTAD.
Fruen er modig.

NORA.
Jeg er ikke bange for Dem længer. Når nytår er over, så skal jeg snart være ude af det hele.

KROGSTAD
(mere behersket)
.

Hør mig nu, frue. Hvis det blir nødvendigt, så kommer jeg til at kæmpe ligesom på livet, for at beholde min lille post i banken.

NORA.
Ja, det lader virkelig til.

KROGSTAD.
Det er ikke bare for indtægtens skyld; den er det mig endogså mindst om at gøre. Men der er noget andet –. Nå ja, ud med det! Det er dette her, ser De. De véd naturligvis lige så godt som alle andre, at jeg engang for en del år siden har gjort mig skyldig i en ubesindighed.

NORA.
Jeg tror, jeg har hørt noget sådant.

KROGSTAD.
Sagen kom ikke for retten; men alle veje blev ligesom stængte for mig med det samme. Så slog jeg ind på de forretninger, som De jo véd. Noget måtte jeg jo gribe til; og jeg tør sige, jeg ikke har været blandt de værste. Men nu må jeg ud af alt dette. Mine sønner vokser til; for deres skyld må jeg se at skaffe mig tilbage så megen borgerlig agtelse, som muligt. Denne post i banken var ligesom det første trappetrin for mig. Og nu vil Deres mand sparke mig væk fra trappen, så jeg kommer til at stå nede i sølen igen.

NORA.
Men for Guds skyld, herr Krogstad, det står aldeles ikke i min magt at hjælpe Dem.

KROGSTAD.
Det er fordi De ikke har vilje til det; men jeg har midler til at tvinge Dem.

NORA.
De vil dog vel ikke fortælle min mand, at jeg skylder Dem penge?

KROGSTAD.
Hm; hvis jeg nu fortalte ham det?

NORA.
Det vilde være skammeligt handlet af Dem.
(med gråden i halsen.)
Denne hemmelighed, som er min glæde og min stolthed, den skulde han få vide på en så styg og plump måde, – få vide den af Dem. De vil udsætte mig for de frygteligste ubehageligheder –

KROGSTAD.
Bare ubehageligheder?

NORA
(hæftigt)
.

Men gør De det kun; det blir værst for Dem selv; for da får min mand rigtig se, hvilket slet menneske De er, og da får De nu aldeles ikke beholde posten.

KROGSTAD.
Jeg spurgte, om det bare var huslige ubehageligheder, De var bange for?

NORA.
Får min mand det at vide, så vil han naturligvis straks betale, hvad der står til rest; og så har vi ikke mere med Dem at skaffe.

KROGSTAD
(et skridt nærmere)
.

Hør, fru Helmer; – enten har De ikke nogen stærk hukommelse, eller også har De ikke videre skøn på forretninger. Jeg får nok sætte Dem lidt grundigere ind i sagen.

NORA.
Hvorledes det?

KROGSTAD.
Da Deres mand var syg, kom De til mig for at få låne tolv hundrede specier.

NORA.
Jeg vidste ingen anden.

KROGSTAD.
Jeg loved da at skaffe Dem beløbet –

NORA.
De skaffed det jo også.

KROGSTAD.
Jeg loved at skaffe Dem beløbet på visse betingelser. De var dengang så optagen af Deres mands sygdom og så ivrig for at få rejsepenge, at jeg tror, De ikke havde videre tanke for alle biomstændighederne. Det er derfor ikke afvejen at minde Dem om dette. Nå; jeg loved at skaffe Dem pengene mod et gældsbevis, som jeg affatted.

NORA.
Ja, og som jeg underskrev.

KROGSTAD.
Godt. Men nedenunder tilføjed jeg nogle linjer, hvori Deres fader indestod for gælden. Disse linjer skulde Deres fader underskrive.

NORA.
Skulde –? Han underskrev jo.

KROGSTAD.
Jeg havde sat datum in blanco; det vil sige, Deres fader skulde selv anføre, på hvilken dag han underskrev papiret. Husker fruen det?

NORA.
Ja jeg tror nok –

KROGSTAD.
Jeg overgav Dem derpå gældsbeviset, for at De skulde sende det i posten til Deres fader. Var det ikke så?

NORA.
Jo.

KROGSTAD.
Og det gjorde De naturligvis også straks; for allerede en fem – sex dage efter bragte De mig beviset med Deres faders underskrift. Så fik De da beløbet udbetalt.

NORA.
Nu ja; har jeg ikke afbetalt ordentligt?

KROGSTAD.
Så temmelig, jo. Men – for at komme tilbage til det, vi talte om, – det var nok en tung tid for Dem dengang, frue?

NORA.
Ja det var det.

KROGSTAD.
Deres fader lå nok meget syg, tror jeg.

NORA.
Han lå på sit yderste.

KROGSTAD.
Døde nok kort efter?

NORA.
Ja.

KROGSTAD.
Sig mig, fru Helmer, skulde De tilfældigvis huske Deres faders dødsdag? Hvad dag i måneden, mener jeg.

NORA.
Pappa døde den 29. September.

KROGSTAD.
Det er ganske rigtigt; det har jeg erkyndiget mig om. Og derfor er der en besynderlighed,
(tager et papir frem)
som jeg slet ikke kan forklare mig.

NORA.
Hvilken besynderlighed? Jeg véd ikke –

KROGSTAD.
Det er den besynderlighed, frue, at Deres fader har underskrevet dette gældsbevis tre dage efter sin død.

NORA.
Hvorledes? Jeg forstår ikke –

KROGSTAD.
Deres fader døde den 29. September. Men se her. Her har Deres fader dateret sin underskrift den 2. Oktober. Er ikke det besynderligt, frue?

NORA
(tier)
.

KROGSTAD.
Kan De forklare mig det?

NORA
(tier fremdeles)
.

KROGSTAD.
Påfaldende er det også, at ordene 2. Oktober og årstallet ikke er skrevet med Deres faders håndskrift, men med en håndskrift, som jeg synes jeg skulde kende. Nå, det lar sig jo forklare; Deres fader kan have glemt at datere sin underskrift, og så har en eller anden gjort det på måfå her, forinden man endnu vidste om dødsfaldet. Der er ikke noget ondt i det. Det er navnets underskrift, det kommer an på. Og den er jo ægte, fru Helmer? Det er jo virkelig Deres fader, som selv har skrevet sit navn her?