Complete Works of Henrik Ibsen (534 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
KEJSER JULIAN.
Falden? Den trofaste Anatolos falden for mig! – Salig, siger du? Hm! – En ven mindre. Ak, min Maximos! – Jeg vil ikke modtage Perser-kongens sendebud idag. De pønser kun på at spilde tiden for mig. Men jeg går ikke ind på noget forlig. Jeg vil forfølge sejren med det yderste eftertryk. Hæren skal atter vende sig imod Ktesifon.
LIVLÆGEN ORIBASES.
Ugørligt nu, herre; tænk på dine sår.
KEJSER JULIAN.
Mine sår vil snart være lægte. Ikke sandt, Oribases, – lover du mig ikke –?
LIVLÆGEN ORIBASES.
For al ting ro, herre!
KEJSER JULIAN.
Hvilken højst uheldig hændelse! Og det just nu, da så mange vigtige sager strømmer ind på mig. Jeg kan ikke lægge disse sager i Nevitas hænder. I sligt har jeg ikke tillid hverken til ham eller til de andre; alt dette må jeg selv – Jeg føler mig virkelig noget mat. Højst fortrædeligt! – Sig mig, Ammian, hvad heder hint uheldsvangre sted?
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Hvilket sted, min nådige kejser?
KEJSER JULIAN.
Hint sted, hvor det persiske kastespyd traf mig.
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Det kaldes efter landsbyen Frygia –
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ah!
KEJSER JULIAN.
Hvad kaldes –? Hvad sagde du egnen hed?
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Herre, den heder efter landsbyen dernede, den frygiske egn.
KEJSER JULIAN.
Ah, Maximos – Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Bedragen!
(han tildækker sit ansigt og synker sammen ved foden af sengen.)
LIVLÆGEN ORIBASES.
Min kejser, hvad volder dig denne angst?
KEJSER JULIAN.
Intet, – intet. – Frygia? Ja så? – Nevita og de andre får dog tage sagerne i sine hænder. Gå, og sig dem –
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Herre, de har nok allerede på dine vegne –
KEJSER JULIAN.
Har de? Ja, ja, så er det godt. – Verdensviljen har ligget i baghold efter mig, Maximos!
MAKRINA.
Dit sår bryder op, herre!
KEJSER JULIAN.
O, Oribases, hvorfor vilde du dølge det for mig?
LIVLÆGEN ORIBASES.
Hvad skulde jeg ville dølge, min kejser?
KEJSER JULIAN.
Jeg må gå bort. Hvi har du ikke sagt mig det før?
LIVLÆGEN ORIBASES.
O, min kejser!
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Julian – Julian!
(han kaster sig grædende ned ved sengen.)
KEJSER JULIAN.
Basilios, – ven, broder, – vi to har levet skønne dage sammen. – – I skal ikke græde, fordi jeg går fra eder i så ung en alder. Det er ikke stedse et tegn på skæbnemagternes mishag, at de rykker et menneske bort i hans tidlige år. Hvad er vel det, at dø? Er det andet, end at betale sin gæld til støvets evigt vekslende rige? Ingen klager! Elsker vi ikke alle visdommen? Og lærer ikke visdommen os, at den højeste lyksalighed er bunden til sjælens liv og ikke til legemets? For så vidt har Galilæerne ret, endskønt –; dog, derom vil vi ikke tale. Havde livets og dødens magter forundt mig at få et visst skrift færdigt, så tror jeg nok, det skulde lykkets mig at –
LIVLÆGEN ORIBASES.
O, min kejser, matter det dig ikke at tale så længe?
KEJSER JULIAN.
Nej, nej, nej. Jeg føler mig såre let og fri.
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Julian, elskede broder, – har du intet at kalde tilbage?
KEJSER JULIAN.
Jeg véd i sandhed ikke, hvad det skulde være.
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Angrer du intet, Julian?
KEJSER JULIAN.
Jeg har intet at angre. Den magt, som omstændighederne lagde i min hånd, og som er en udstråling af det guddommelige, den véd jeg med mig selv, at jeg har brugt efter bedste evne. Jeg har aldrig villet forurette nogen. Dette krigstog havde gode og gyldige grunde for sig; og dersom enkelte skulde mene, at jeg ikke har fyldestgjort alle forventninger, så bør de billig betænke, at der er en hemmelighedsfuld magt udenfor os, og at denne i væsentlig grad råder for udfaldet af de menneskelige foretagender.
MAKRINA
(sagte til Oribases)
.
O, hør – hør, han drager ånden så tungt.
LIVLÆGEN ORIBASES.
Stemmen svigter ham snart.
KEJSER JULIAN.
Om valget af en efterfølger drister jeg mig ikke til at give noget råd. – Du, Eutherios, skal skifte mine ejendele mellem dem, som stod mig nærmest. Jeg efterlader ikke meget; thi jeg har altid holdt for, at en ret visdomselsker – – Hvad er det? Går solen allerede ned?
LIVLÆGEN ORIBASES.
Visst ikke, min kejser; det er endnu lys dag.
KEJSER JULIAN.
Sælsomt. Jeg synes det blev så mørkt for mine øjne. – – Ja, visdommen – visdommen. Hold fast ved visdommen, gode Priskos! Men vær stedse rustet imod noget uudgrundeligt udenfor, som – – Er Maximos gåt bort?
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Nej, min broder!
KEJSER JULIAN.
Mit svælg brænder. Kunde I ikke læske mig?
MAKRINA.
En drik vand, herre!
(hun holder en skål til hans læber.)
LIVLÆGEN ORIBASES
(hvisker til Makrina)
.
Hans sår bløder indvendigt.
KEJSER JULIAN.
Græd ikke. Ingen Grækere skal græde for mig; jeg stiger til stjernerne. – – Skønne templer. – Billeder. – Men så langt borte.
MAKRINA.
Hvad taler han om?
LIVLÆGEN ORIBASES.
Jeg véd ikke; jeg tror ikke han er ved sin samling.
KEJSER JULIAN
(med lukkede øjne)
.
Alexander fik holde sit indtog – i Babylon. – Jeg vil også – – Skønne løvkranste ynglinger – dansende piger – – men så langt borte. Skønne jord – skønne jordliv –
(han slår øjnene vidt op.)
O, sol, sol, – hvi bedrog du mig?
(synker sammen.)
LIVLÆGEN ORIBASES
(efter en stilhed)
.
Det var døden.
DE OMSTÅENDE.
Død – død!
LIVLÆGEN ORIBASES.
Ja, nu er han død.
(Basilios og Makrina knæler i bøn. Eutherios tilhyller sit hoved. Lyd af trommer og horn høres langt borte.)
RÅB FRA LEJREN.
Leve kejser Jovian!
LIVLÆGEN ORIBASES.
O, hørte I dette råb?
HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Krigsøversten Jovian er udråbt til kejser.
MYSTIKEREN MAXIMOS
(ler)
.
Galilæeren Jovian! Ja – ja – ja!
LIVLÆGEN ORIBASES.
Skændige hastværk! Endnu før de vidste, at –
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Jovian, – denne sejrrige helt, som har frelst os alle! Kejser Jovian er visselig en lovtale værd. Jeg vil dog ikke håbe, at hin snedige Kytron allerede –
(han går skyndsomt ud.)
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Glemt, før din hånd er bleven kold. Og for denne skrøbelige herlighed solgte du din udødelige sjæl!
MYSTIKEREN MAXIMOS
(rejser sig)
.
Verdensviljen skal stå til regnskab for Julians sjæl.
MAKRINA.
Bespot ikke; skønt du visselig har elsket denne døde –
MYSTIKEREN MAXIMOS
(nærmere ved liget)
.
Elsket og forlokket ham. – Nej, ikke jeg! Forlokket som Kain. Forlokket som Judas. – – Eders gud er en ødsel gud, Galilæere! Han bruger mange sjæle. Var du heller ikke denne gang den rette, – du nødvendighedens slagtoffer? Hvad er det værd at leve? Alt er spil og leg. – At ville er at måtte ville. O, min elskede, – alle tegn bedrog mig, alle varsler talte med to tunger, så jeg i dig skimted forsoneren mellem de to riger. Det tredje rige skal komme! Menneskeånden skal tage sin arv igen, – og da skal der tændes sonoffer for dig og for dine to gæster i symposiet.
(han går.)
MAKRINA
(rejser sig bleg)
.
Basilios, – fatted du hedningens tale?
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Nej, – men stort og strålende går det op for mig, at her ligger et herligt, sønderbrudt Herrens redskab.
MAKRINA.
Ja, i sandhed, et dyrt og dyrebart redskab.
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kristus, Kristus, – hvor var dit folk, at det ikke så dit åbenbare råd? Kejser Julian var os et tugtens ris – ikke til død men til oprejsning.
MAKRINA.
Udvælgelsens hemmelighed er forfærdelig. Hvad véd vi –?
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Står det ikke skrevet: der æltes kar til vanære og kar til forherligelse?
MAKRINA.
O, broder, lad os ikke tænke denne afgrund tilbunds.
(hun bøjer sig over liget og tildækker dets ansigt.)
Vildfarende menneskesjæl, – måtte du fare vild, da skal det visselig regnes dig til gode på hin store dag, når den vældige kommer i skyen for at sige dommen over de levende døde og over de døde levende! – –
KONSUL BERNICK.
FRU BERNICK, hans hustru.
OLAF, deres søn, 13 år gammel.
FRØKEN BERNICK, konsulens søster.
JOHAN TØNNESEN, fru Bernicks yngre broder.
FRØKEN HESSEL, hendes ældre halvsøster.
HILMAR TØNNESEN, fru Bernicks fætter.
ADJUNKT RØRLUND.
GROSSERER RUMMEL.
KØBMAND VIGELAND.
KØBMAND SANDSTAD.
DINA DORF, en ung pige i konsulens hus.
FULDMÆGTIG KRAP.
SKIBSBYGGER AUNE.
GROSSERER RUMMELS FRUE.
POSTMESTER HOLTS FRUE.
DOKTOR LYNGES FRUE.
FRØKEN RUMMEL.
FRØKEN HOLT.
BYENS BORGERE OG ANDRE INDVÅNERE. FREMMEDE SØFOLK, DAMPSKIBSPASSAGERER o. s. v.
(Handlingen foregår i konsul Bernicks hus i en mindre, norsk kystby.)
