Complete Works of Henrik Ibsen (517 page)

Lidt ældet; brunere; førere. Nej; det var kun i første øjeblik; nu er du den samme, som da.

GREGOR FRA NAZIANZ.
O, var det dog så med dig, herre!

KEJSER JULIAN.
Athen. Hin nat i buegangen. Ingen mand har ligget mit hjerte så nær som du.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Dit hjerte? Ak, kejser, af dit hjerte har du udrevet en bedre ven end mig.

KEJSER JULIAN.
Du mener Basilios?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg mener en større end Basilios.

KEJSER JULIAN
(formørket)
.

Ah, så! Det er dette du kommer for at sige mig? Og i denne klædning –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg har ikke valgt denne klædning, herre!

KEJSER JULIAN.
Du ikke? Hvem da?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Han, der er større end kejseren.

KEJSER JULIAN.
Jeg kender disse galilæiske talemåder. For vort venskabs skyld, spring dette over.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Lad mig da begynde med at sige dig, hvorledes det er gåt til, at du ser mig her, viet til prest i den kirke, som du forfølger.

KEJSER JULIAN
(med et hvast blik)
.

Forfølger!
(han stiger atter op på forhøjningen og sætter sig.)
Nu kan du tale videre.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Du véd, hvad jeg mente om de guddommelige ting under vort glade samliv i Athen. Men fjernt lå det dengang fra min tanke at forsage jordens glæder. Ærelyst eller tørst efter rigdom, det tør jeg nok sige, har aldrig fristet mig; dog blev jeg neppe sandheden tro, hvis jeg vilde nægte, at mit øje og mit sind hang undrende ved al den herlighed, som oplod sig for mig i Grækernes gamle videnskab og kunst. Kævlerierne, alle hine smålige stridigheder i vor kirke, bedrøvede mig dybt; men jeg tog ingen del i dem; jeg tjente mine landsmænd i verdslige ting; videre ikke. – Da kom tidender fra Konstantinopel. Det sagdes, at Konstanzios var død af skræk over dine foretagender og havde indsat dig til sin arving. Modtagen som en overmenneskelig, og med sejrsrygtet flyvende foran dig, var du, Galliens og Germaniens helt, uden sværdslag stegen op på Konstantins sæde. Verden lå for dine fødder. Da kom atter tidender. Verdens herre rusted sig til krig imod himlens herre –

KEJSER JULIAN.
Gregor, hvad fordrister du dig –!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Legemernes herre rusted sig til krig imod sjælenes herre. Jeg står her for dig i kødets frygt og bæven; men jeg tør ikke lyve. Vil du høre sandheden, eller skal jeg tie?

KEJSER JULIAN.
Du skal tale, Gregor!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvad har ikke mine troesfæller måttet lide allerede i disse få måneder? Hvor mange dødsdomme er ikke bleven afsagte og fuldbyrdede på den grusomste måde? Statsskriveren Gaudenzios, – Artemios, hin forhenværende statholder i Egypten, – begge tribunerne Romanos og Vinzenzios –

KEJSER JULIAN.
Du kender ikke disse ting. Jeg siger dig, at retfærdighedens gudinde vilde have udgydt tårer, hvis hine forrædere havde sluppet med livet.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Lad så være, min kejser; men jeg siger dig, at der er fældet én dødsdom, som retfærdighedens gud aldrig kan tilgive dig. Ursulos! Denne mand, som var dig en ven i trængselsfulde dage! Ursulos, som med fare for sit eget liv forstrakte dig med penge i Gallien; Ursulos, hvis hele brøde var hans kristentro og hans oprigtighed –

KEJSER JULIAN.
Ah, dette har du fra din broder Cæsarios!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Straf mig, herre; men skån min broder.

KEJSER JULIAN.
Du véd godt, at du intet vover, Gregor! For øvrigt vil jeg give dig ret i, at Nevita har faret for strængt frem.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, denne barbar, hvem det under Grækersminken ikke lykkes at fornægte sin herkomst –!

KEJSER JULIAN.
Nevita er nidkær for sit hverv, og jeg kan ikke selv være overalt. Over Ursulos har jeg oprigtigt sørget, og jeg beklager dybt, at hverken tid eller omstændigheder tillod mig selv at undersøge hans sag. Jeg havde visselig skånet ham, Gregor! Jeg har også tænkt på at give hans arvinger tilbage, hvad han måtte have efterladt sig.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Høje kejser, du skylder mig intet regnskab for dine handlinger. Jeg har kun villet sige dig, at alle disse tidender slog ned som et lyn både i Cæsaræa og i Nazianz og i de øvrige kappadokiske stæder. Hvorledes skal jeg skildre dig virkningen? Vore indbyrdes tvistemål forstummede under den fælles fare. Mange af kirkens usunde lemmer faldt fra; men i mange ligegyldige hjerter tændtes Herrens lys i en aldrig før anet klarhed. Under alt dette brød trængslerne ind over Guds folk. Hedningerne – ja, min kejser, de, som jeg kalder hedninger – begyndte at true, at forurette, at forfølge os –

KEJSER JULIAN.
Gengæld, – gengæld, Gregor!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Det være langt fra mig at ville forsvare alt, hvad mine troesbrødre kan have forøvet i udskejende iver for kirkens sag. Men du, som er højt oplyst, og som er alles hersker, du tør ikke tåle, at de levende straffes for de dødes fejl. Dette er dog sket i Kappadokia. De kristnes fiender, få i antal, men tørstende efter vinding og brændende af iver efter at være de nye embedsmænd til behag, har vakt uro og bekymring hos befolkningen både i stæderne og på landet. Jeg tænker ikke her nærmest på de forhånelser, vi har måttet lide, ej heller på de krænkelser af vor vel erhvervede ejendomsret, som vi i den senere tid idelig har været udsatte for. Hvad der mest bekymrer mig og alle mine alvorlige brødre, det er den fare, som dette medfører for sjælene. Mange er ubefæstede i troen og mægter ikke ganske at se bort fra de jordiske goder. Den hårde medfart, som nu må døjes af enhver den, der bærer kristennavnet, har allerede havt mere end ét frafald til følge. Herre, dette er et sjæleran fra Guds rige.

KEJSER JULIAN.
O, min kloge Gregor, – hvor kan du tale så? Jeg forbauses! Skulde du ikke tvert om, som en god Galilæer, glæde dig over, at eders samfund vorder disse mennesker kvit?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Nådige kejser, jeg er ikke af den mening. Jeg har selv været en ligegyldig i troen, og jeg holder enhver sådan for en syg, der har helbredens mulighed i sig så længe han blir i kirkens skød. Således tænkte også vor lille menighed i Nazianz. Bekymringsfulde brødre og søstre kom sammen for at rådslå om hjælp imod tidens nød. Med dem forenede sig udsendinger fra Cæsaræa og fra de andre stæder. Min fader er affældig, og – som han med sorg bekender – han har ikke det faste uryggelige sind, som i disse trængselens dage kræves af den, der sidder på bispesædet. Da vedtog forsamlingen, at der til hans medhjælper skulde udkåres en yngre mand, som kunde holde Herrens hjord sammen. Valget faldt på mig.

KEJSER JULIAN.
Ah!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg var den tid fraværende på en rejse. Men i mit fravær, og uden at rådspørge mig, indviede min fader mig til prest og sendte mig den prestelige klædning. Dette budskab traf mig i Tiberina, på min landgård, hvor jeg tilbragte nogle dage sammen med min broder og med min ungdomsven Cæsaræeren Basilios. Herre, – var min dødsdom bleven mig forkyndt, det kunde ikke have forfærdet mig mere end dette. Jeg prest! Jeg vilde det, og jeg vilde det ikke. Jeg måtte det, – og jeg turde det ikke. Jeg brødes med Gud Herren, således som patriarken brødes med ham i den gamle pagts dage. Hvad der foregik med mig i den nat, som fulgte på, det véd jeg ikke. Men det véd jeg, at før hanen gol, talte jeg ansigt til ansigt med den korsfæstede. – Da blev jeg hans.

KEJSER JULIAN.
Dårskab; dårskab! Jeg kender disse drømme.

GREGOR FRA NAZIANZ.
På hjemrejsen kom jeg gennem Cæsaræa. O, hvilken sørgelig tilstand fandt jeg ikke der! Jeg fandt staden fuld af flygtende landboere, som havde forladt hus og hjem, fordi tørken i denne sommer havde sviet sæden af og lagt alle vinberge, alle oljehaver øde. For at undgå hungersdøden havde de tyet til de hungrende. Der lå de – mænd, kvinder og børn – i klynger langs husvæggene; feber rysted dem, sulten grov i deres indvolde. Hvad havde Cæsaræa at byde dem, – denne udarmede ulykkelige stad, som endnu kun halvt har rejst sig efter det store jordskælv for to år siden? Og midt under dette, under brændende hede, under hyppige jordstød, måtte vi se ugudelige offerfester foregå ved dag og nat. De omstyrtede altere genopbyggedes i al hast; offerblodet randt i strømme; gøglere og skøger drev under sang og dans gennem stadens gader. Herre, – kan det undre dig, om mine hårdt prøvede brødre, i den hjemsøgelse, som overgik dem, troede at øjne en himlens straf, fordi de så længe havde tålt vantroen og vantroens forargelige tegn iblandt sig?

KEJSER JULIAN.
Hvilke tegn sigter du til?

GREGOR FRA NAZIANZ.
De opskræmtes, de febersyges råb blev stedse højere; de krævede, at stadens forstandere skulde aflægge for Kristus et håndgribeligt vidnesbyrd ved at lade nedrive, hvad der endnu står som et minde om hedenskabets fordums magt i Cæsaræa.

KEJSER JULIAN.
Du vil da vel ikke dermed sige, at –?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Stadens styresmænd lod tillyse et møde, hvor også jeg var tilstede. Du véd, nådigste kejser, at alle templer er borgerskabets ejendom. Borgerne kan altså forføje over dem efter egen fri vilje.

KEJSER JULIAN.
Nu, nu? Og om så var?

GREGOR FRA NAZIANZ.
I hint forfærdelige jordskælv, som overgik Cæsaræa for to år siden, ødelagdes alle templer på et nær.

KEJSER JULIAN.
Ja, ja; Fortunas tempel.

GREGOR FRA NAZIANZ.
På det møde, jeg taler om, vedtog menigheden at fuldbyrde Guds straffende værk, som et vidnesbyrd om at de vilde holde sig helt og alene til ham og ikke længere tåle forargelsen i sin midte.

KEJSER JULIAN
(hæst)
.

Gregor – fordums ven, – har du dit liv kært?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Menigheden fattede da en beslutning, som jeg ikke kunde billige, men som fik næsten alle stemmer for sig. Men da vi frygtede for, at sagen skulde komme i en forvansket skikkelse for dine ører, og måske optænde dig til vrede imod staden, så blev det vedtaget, at en mand skulde begive sig hid for at lade dig vide, hvad vi har besluttet og hvad der nu vil ske. Ophøjede hersker, – der fandtes ingen anden, som var villig til at påtage sig dette hverv. Jeg måtte da påtage mig det. Det er derfor, herre, at jeg her i ydmyghed står for dig og lader dig vide, at vi kristne i Cæsaræa har vedtaget, at det tempel, hvori hedningerne i sin tid dyrkede en falsk guddom under navnet Fortuna, skal nedrives og jævnes med jorden.

KEJSER JULIAN
(springer op)
.

Og dette må jeg fornemme med mine egne ører! Så uhørte ting vover en enkelt mand at sige mig!

HOFMÆND, TALERE OG DIGTERE.
O, fromme kejser, tål ikke dette! Straf denne forvovne!

LÆREREN HEKEBOLIOS.
Han er afsindig, herre! Lad ham gå. Se, se, – vanvidet gnistrer ud af hans øjne.

KEJSER JULIAN.
Ja, vel må dette kaldes vanvid. Men det er mere end vanvid. At ville nedrive dette udmærkede tempel, oprejst for en ligeså udmærket gudinde! Og er det ikke netop denne gudinde, hvis gunst jeg skylder de gerninger, hvorom selv de fjerneste folkeslag taler? Hvad håb om sejr og held skulde jeg efter denne dag kunne gøre mig, hvis jeg lod sligt ske? – Gregor, jeg befaler dig at rejse tilbage til Cæsaræa og lade borgerne vide, at jeg forbyder dette formastelige værk.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Det er ikke gørligt, herre! Sagen er nu kommen dertil, at den er bleven os et valg imellem menneskefrygt og lydighed under Gud. Vi kan ikke vige.

KEJSER JULIAN.
Da skal I vel få føle, hvor langt kejserens arm rækker!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Kejserens arm er vældig i de jordiske ting; og jeg, som andre, bæver under den.

KEJSER JULIAN.
Så vis det i gerning! Ah, I Galilæere, I stoler på mit langmod. Lid ikke på det; thi sandelig –

(Larm ved indgangen. Hårskæreren Eunapios, fulgt af flere borgere, styrter ind.)

KEJSER JULIAN.
Hvad er dette? Eunapios, hvad er hændt dig?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
O, at mine øjne måtte være vidne til sligt syn!