Complete Works of Henrik Ibsen (512 page)

EN BORGER.
Se, han bryder brændet selv.

EN ANDEN BORGER.
Over det venstre lår. Er det så det skal brydes?

DEN FØRSTE BORGER.
Det må vel så være.

TALEREN MAMERTINOS.
Den ild, du der tænder, o store kejser, i den skal granskningen og lærdommen lyse, ja, opstå forynget, ligervis som hin forunderlige fugl –

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg kender ikke meget til de galilæiske påfund; men det har jeg mærket, at alle de, som hænger ved dem, de er forsagte og ubrugelige til større ting.

TALEREN THEMISTEOS.
I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg visdommen renset for al anklage og for alle beskyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig et purpur, hvormed du pryder sandheden og sætter den på et kongeligt sæde. Nu, da du oprækker dine hænder –

TALEREN MAMERTINOS.
Nu, da du oprækker dine hænder, er det som om du hædrer videnskabens pande med en guldkrans; og de tårer, du udgyder –

TALEREN THEMISTEOS
(trænger sig nærmere)
.

Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til himlen og følge de evige stjerner på deres gang! Hvor længe er det ikke siden, at dette var os forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere, skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue solens opgang og nedgang?
(han vender sig til hoben.)
End ikke I agerdyrkere, som er strømmet hid i så store skarer idag, end ikke I voved at mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I dog skulde afpasse eders arbejder derefter –

TALEREN MAMERTINOS.
Og I sømænd, – har I eller eders fædre vovet at udtale navnene på de stjernebilleder, som I skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I det; nu er det ingen forment at –

TALEREN THEMISTEOS.
Nu har ingen Græker længere nødig at leve på land eller vand uden at rådspørge de uforanderlige himmellove; han behøver ikke at lade sig omtumle som en bold for tilfældigheder og hændelser; han –

TALEREN MAMERTINOS.
O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem vi skylder så store goder!

KEJSER JULIAN
(for alteret med oprakte arme)
.

Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed udgydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme, der så længe har måttet savne denne for eder så højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vismændene – og især de fra østerlandene – tillægger navnet solkongen, fordi du bringer og fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dionysos, du henrykkelsens gud, der løfter menneskenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op til et for ånden værdigt samliv med højere ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna! Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig véd jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne, således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder, hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt os. Men det véd jeg dog – og deri er alle andre visdomsvenner enige med mig – at det er dig, som har en væsentlig andel i valget af den ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal følge ethvert menneske på hans livs-gang. Jeg har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna! Meget mere har jeg den højeste opfordring til at yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig. Jeg har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er rettede på mig; jeg forventer, at alle Grækeres røster vil forene sig med min i et tilråb til eder, I udødelige guder!

(Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden fjernet sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret hvisken.)

KEJSER JULIAN
(ser sig om)
.

Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister man sig bort?

TALEREN THEMISTEOS.
Ja, med skamrødme over en så mangeårig utaknemmelighed.

TALEREN MAMERTINOS.
Nej, det var glædesrødme. De gik for at udbrede det store budskab i alle gader.

KEJSER JULIAN
(går fra alteret)
.

Den uvidende hob véd aldrig at finde sig tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde at gøre; men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg går nu til andre pligter.

(Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hofmændene og hans øvrige ledsagere følger ham.)

(En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i baggrunden; på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.)

(Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, deriblandt skatmesteren Ursulos samt taleren Themisteos og Mamertinos.)

KEJSER JULIAN.
Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket rulle fremad, som en stormflods bølger. Den stumme trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for dagen. Vi véd alle, at man ved passende midler kan helbrede legemets onder; – men kan man med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig, at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør? Således vil vi leve i endrægtighed med hverandre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte have. Lad os vise verden det usædvanlige og ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – tilvisse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil anklage og dadle hverandre, når sådant måtte være betimeligt, dog uden derfor at elske hverandre mindre.
(til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden.)
Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode tidender bringer du?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er kommet for at bringe dig gaver og bede om dit venskab.

KEJSER JULIAN.
Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Fra Armenierne og andre hinsides Tigris. Ja, der er endog nogle af de fremmede, som siger sig at komme fra øerne Diu og Serandib.

KEJSER JULIAN.
Altså fra verdens yderste grænse, I venner!

TALEREN THEMISTEOS.
Selv did hen har rygtet båret dit navn og din hæder!

TALEREN MAMERTINOS.
Selv i hine ukendte egne er dit sværd en skræk for fyrster og folkeslag!

TALEREN THEMISTEOS.
Diu og Serandib! Langt øst i det indiske hav –

TALEREN MAMERTINOS.
Jeg tager ikke i betænkning at sige: udenfor jordens kreds –

KEJSER JULIAN.
Hårskæreren skal komme!
(en hofmand går ud til højre.)
Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, – dog uden pragt og smykker. Således vilde den ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og jeg vælger heller ham til forbillede, end den kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang. Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske ting! Selv barbarerne skal mærke sig, at visdommen – rigtignok i sin ringeste tjeners skikkelse – igen har taget plads på kejsersædet.

(Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren Eunapios, der er iført en prægtig klædning.)

KEJSER JULIAN
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser)
.

Hvad søger du her, herre?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Nådigste kejser, du har befalet mig at komme –

KEJSER JULIAN.
Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud efter nogen af mine rådsherrer.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Allernådigste kejser –

SKATMESTEREN URSULOS.
Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige hårskærer.

KEJSER JULIAN.
Hvad siger du! Virkelig? Denne mand – o, du spøger – denne mand, i silke, med guldstukne støvler, skulde være –? Ja, så! Så du er hårskæreren!
(bukker for ham.)
Aldrig skulde jeg formaste mig til at lade mig betjene af så fine hænder.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds og min frelsers skyld –

KEJSER JULIAN.
Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler med? Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tempel har du plyndret, eller hvor mange greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne stadse dig således til? – Du kan gå igen; jeg har ikke brug for dig.
(Eunapios går ud til højre.)
Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske i løn?

SKATMESTEREN URSULOS.
Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt underhold –

KEJSER JULIAN.
Se, se; ikke mere?

SKATMESTEREN URSULOS.
Jo, herre; i den senere tid har han havt frit hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig sum i penge og et guldstykke for hver gang, han –

KEJSER JULIAN.
Og alt det for en hårskærer! Hvad må så ikke de andre –? Der skal gøres en brat ende på dette. – Lad de fremmede sendebud komme ind!
(Krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.)
Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det er sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel véd, at det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven, så mener jeg dog, at det forbillede, som både Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages i agt af den mand, der – selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store læreres fodspor.

(Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet ordner sig nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af slaver der bærer gaver af alle slags.)

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige det ædle tungemål, som så mange veltalende mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, – samt derhos vel vogtende sig for at lade barbariske lyde skurre i dine ører, – har disse udsendinge fra østerlandske fyrster kåret mig til talsmand.

KEJSER JULIAN
(siddende i tronstolen)
.

Jeg er rede til at høre dig.

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Først nedlægger da kongen af Armenien for dine fødder denne rustning, som han beder dig bære i kampen mod rigets fiender, skønt han vel véd, at du, uovervindelige helt, står under gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give tilkende, at når guderne har forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede det i det øjemed, at den skulde komme gudernes yndling tilgode. – Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejrherre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig nok til at bryde enhver modstand. – Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om dit venskab, og navnlig beder de, at du, hvis du, som et rygte har sagt dem, til våren agter at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.

KEJSER JULIAN.
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig ganske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges i mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders herskere vide, at det er min agt at holde venskab med alle de folkeslag, som ikke – det være sig med våben eller med underfundighed – stiller sig mine hensigter ivejen. – Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejrvindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en guddom, så vil jeg ikke videre indlade mig på den sag. Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde ville tilrane mig en upassende plads iblandt dem, skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre tider, har levet helte og herskere, som har været således fremdragne af gudernes yndest og nåde, at det har været vanskeligt at sige, om de rettest var at regne til de dødelige eller til de udødelige. Om deslige ting er det imidlertid voveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor meget mere da for eder? Altså, nok om dette. – Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sørger for, at intet fattes dem.