Complete Works of Henrik Ibsen (515 page)

KEJSER JULIAN
(som før)
.

Jeg forstår. Du mener at –

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
O, at jeg kunde synke i jorden og dølge min skamfuldhed! Se, se, – her ligger jeg for dig, en mand, hvis hår er i færd med at gråne, – en mand, som har gransket og grundet alle sine dage og som nu må bekende, at han foer vild og at han førte sin elskede lærling vild!

KEJSER JULIAN.
Hvad ønsker du at sige med det?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Du kaldte mig din gamle lærer. Se, her ligger jeg for dine fødder, ser med undren op til dig og kalder dig min nye lærer.

KEJSER JULIAN.
Rejs dig, Hekebolios!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(rejser sig)
.

Du skal høre alt, herre, og døm mig så efter din retfærdighed. – Da du var borte, blev det mig næsten utåleligt at leve ved din høje forgængers hof. Jeg véd ikke, om du har erfaret, at jeg forfremmedes til kejserindens forelæser og til uddeler af milde gaver? Ak, kunde æresposter erstatte mig savnet af min Julian? Jeg holdt næsten ikke længere ud at se på, hvorledes mænd, der bar en pralende dyd til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for enhver, som kunde opveje klingende ord med klingende guld. O, min kejser, du véd ikke, hvad her har gåt i svang –!

KEJSER JULIAN.
Jeg véd det, jeg véd det.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Et tarveligt liv i ensomhed lokked mig. Så ofte det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit beskedne Tuskulum – min lille landgård –, hvor ikke al dyd syntes at være flygtet fra verden. Der har jeg levet også denne sommer, overvejende de menneskelige ting og de himmelske sandheder.

KEJSER JULIAN.
Lykkelige Hekebolios!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Da nåde rygtet om alle dine vidunderlige gerninger til Kreta –

KEJSER JULIAN.
Ah!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg spurgte mig selv: er han mere end et menneske, denne højst mageløse yngling? Under hvis beskyttelse står han? Er det på slig vis, at de kristnes gud plejer åbenbare sin magt –?

KEJSER JULIAN
(spændt)
.

Nu; nu!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg gav mig til at forske de gamles skrifter igennem på ny. Lys for lys gik op for mig –; o, at måtte tilstå dette!

KEJSER JULIAN.
Tal ud, – jeg besværger dig!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(kaster sig på knæ)
.

Straf mig i din retfærdighed, herre; men afstå fra din ungdoms vildfarelser om de guddommelige ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet i vildfarelse; og jeg – o, ufatteligt at ikke skammen dræber mig –, jeg, jeg har været med at føre dig vild –

KEJSER JULIAN
(med udbredte arme)
.

Kom i min inderste favn!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
O, jeg bønfalder dig, vis taksomhed imod de udødelige guder, hvis yndling du er! Og kan du ikke dette, så straf mig, fordi jeg gør det i dit sted –

KEJSER JULIAN.
Kom, kom i min åbne favn, siger jeg!
(han løfter ham op, trykker ham i sine arme og kysser ham.)
Min Hekebolios! Hvilken stor og uventet glæde!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Herre, hvorledes skal jeg forstå dette?

KEJSER JULIAN.
O, du véd da ikke –? Hvad tid kom du til staden?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg gik fra skibet for en time siden.

KEJSER JULIAN.
Og iled lige hid?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
På angstens og angerens vinger, herre!

KEJSER JULIAN.
Uden at tale med nogen?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Ja, ja, uden at tale med nogen; men –?

KEJSER JULIAN.
O, så kan du jo ikke vide –
(han omfavner ham igen.)
Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så vel som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget, har jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har modtaget sit offer af mine ydmyge hænder, og hvis du i dette øjeblik finder mig træt og en smule afkræftet, så er det fordi jeg nylig har fejret en højtid til ære for den guddommelige Dionysos.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg hører, og jeg forbauses!

KEJSER JULIAN.
Se her, – endnu sidder kransen i mit hår. Under mængdens glade tilråb –, ja, der var temmelig mange –

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Og jeg, som ikke har anet så store ting!

KEJSER JULIAN.
Nu vil vi samle alle sandhedsvenner og visdomselskere om os, alle sømmelige og ærbare dyrkere af guderne; – der er allerede nogle, – dog ikke ret mange –

(Livlægen Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og herrer ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.)

KEJSER JULIAN.
Ah, der har vi jo den gode Cæsarios, – i talrigt følge, og med et ansigt, som tyder på noget vigtigt.

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nådigste kejser, vil du tillade din tjener et spørgsmål i sit eget og i alle disse bekymrede mænds navn?

KEJSER JULIAN.
Spørg, min kæreste Cæsarios! Er du ikke min elskede Gregors broder? Spørg, spørg!

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Sig mig da, o herre –
(han bemærker Hekebolios.)
Hvad ser jeg! Hekebolios her?

KEJSER JULIAN.
Nys hjemkommen –

LIVLÆGEN CÆSARIOS
(vil trække sig tilbage)
.

Da beder jeg om at måtte vente –

KEJSER JULIAN.
Visst ikke, min Cæsarios; denne ven tør høre alt.

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ven, siger du? O, min kejser, disse fængslinger sker altså ikke med din vilje?

KEJSER JULIAN.
Hvad taler du om?

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Du véd det altså ikke? Krigsøversten Nevita – hærføreren, som han nu kalder sig – lader, under påskud af at det sker på dine vegne, anstille forfølgelser imod alle din forgængers betroede mænd.

KEJSER JULIAN.
Undersøgelser, højst nødvendige undersøgelser, min Cæsarios!

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
O, men, herre, forbyd ham at fare så voldsomt frem. Bogføreren Pentadios eftersøges af soldater, og ligeså en viss prætorian-høvding, hvis navn du har forbudt at nævne; du véd, hvem jeg mener, herre, – denne ulykkelige mand, der allerede med hele sit hus holder sig skjult i angst for dig.

KEJSER JULIAN.
Du kender ikke denne mand. I Gallien omgikkes han med højst forvovne tanker.

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Lad så være; men nu er han jo uskadelig. Dog ikke han alene trues med undergang; også skatmesteren Ursulos er fængslet –

KEJSER JULIAN.
Ah, Ursulos? Det var altså dog fornødent.

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Fornødent! Var det fornødent, herre? Tænk dig dog, Ursulos, denne olding, på hvem ingen plet hviler, – denne mand, for hvis ord høj og lav bøjer sig i ærefrygt –

KEJSER JULIAN.
Denne mand uden al dømmekraft, siger jeg! Ursulos er en ødeland, som uden indvendinger har mættet hoftjenernes grådighed. Og han er derhos en ubrugelig mand i statssager. Jeg har selv erfaret det. Jeg vilde aldrig turde betro ham at modtage fremmede fyrsters sendebud.

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Og dog beder vi dig, herre, så mange vi her står for dig: vær højmodig – både imod Ursulos og imod de øvrige.

KEJSER JULIAN.
Hvem er de øvrige?

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Altfor mange, frygter jeg. Jeg vil kun nævne underskatmesteren Evagrios, den forrige husmester, Saturninos, overdommeren Kyrenos og – –

KEJSER JULIAN.
Hvorfor standser du?

LIVLÆGEN CÆSARIOS
(nølende)
.

Herre, – blandt de anklagede er også hofforelæseren Hekebolios.

KEJSER JULIAN.
Hvad?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg? Umuligt!

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Anklaget for at have taget stikpenge af uværdige embedssøgere –

KEJSER JULIAN.
Og det skulde Hekebolios –? En mand, som Hekebolios –?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Hvilken skændig bagvaskelse! O, Kristus – hvad jeg vilde sige – o, I himmelske guddomme!

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ah!

KEJSER JULIAN.
Hvad mener du?

LIVLÆGEN CÆSARIOS
(koldt)
.

Intet, min nådigste kejser!

KEJSER JULIAN.
Cæsarios!

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ja, min høje herre!

KEJSER JULIAN.
Ikke herre; kald mig din ven.

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Tør en kristen kalde dig så?

KEJSER JULIAN.
Jeg beder dig: nær ikke deslige tanker, Cæsarios! Du må ikke tro dette. Hvad kan jeg for, at alle hine anklagede mænd er kristne? Viser ikke det kun, at de kristne har forståt at tilrane sig alle indbringende embeder? Men tør kejseren tillade, at rigets vigtigste embeder forvaltes slet?
(til de øvrige.)
I mener dog vel ikke, at det er eders tro, som har optændt mig til harm imod de uredelige? Jeg kalder alle guder til vidne på, at jeg ikke vil, man skal fare frem imod eder kristne uden efter lov og dom, og heller ikke, at man overhovedet skal tilføje eder noget ondt. I, eller i alt fald mange af eder, er jo dog fromme, eftersom jo også I tilbeder den herre, der er almægtig og som hersker over hele den synlige verden. – O, min Cæsarios, er det ikke ham, hvem også jeg tilbeder, kun under andre navne?

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Forund mig, nådigste herre –

KEJSER JULIAN.
For øvrigt er det min agt at vise mildhed, hvor sådant sømmeligen kan ske. Hvad Hekebolios angår, så må ikke hans lønlige fiender indbilde sig, at de skal få lov til at skade ham med angivelser eller med andet slags lumpne rænker.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Min kejser! Mit skjold og mit værn!

KEJSER JULIAN.
Heller ikke vil jeg, at man ubarmhjertigt skal tage brødet fra alle ringere hoftjenere. Jeg tænker således på hin hårskærer, som jeg jog bort. Det fortryder mig. Manden kan blive. Han så mig ud til at være et menneske, som forstår sit håndværk tilgavns. Ære være deslige mænd! Så vidt kan jeg gå, min Cæsarios, men heller ikke videre. Ursulos får selv bære følgerne. Jeg må handle således, at retfærdighedens blinde og dog så nøjeseende gudinde ikke får nogen grund til at rynke sine øjenbryn over en dødelig, i hvis hænder hun har nedlagt et så stort ansvar.

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Efter dette har jeg ikke et ord mere at sige for de ulykkelige. Jeg beder kun om at måtte forlade hoffet og staden.

KEJSER JULIAN.
Det vil du?

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ja, nådigste kejser!

KEJSER JULIAN.
Du er stivnakket, ligesom din broder.

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
De nye ting giver mig meget at tænke på.

KEJSER JULIAN.
Jeg havde store hensigter med dig, Cæsarios! Det vilde være mig såre kært, om du kunde give slip på dine vildfarelser. Kan du det ikke?

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Gud véd, hvad jeg for en måned siden havde kunnet; – nu kan jeg det ikke.

KEJSER JULIAN.
Et giftermål i en af de mægtigste slægter skulde stå dig åbent. Betænker du dig ikke?