Complete Works of Henrik Ibsen (516 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
10.12Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nej, nådigste herre!

 

KEJSER JULIAN.
En mand, som du, kunde i hast stige fra stilling til stilling. Cæsarios, skulde det ikke være muligt, at du turde være med mig på at fremme de nye ting?

 

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nej, nådigste herre!

 

KEJSER JULIAN.
Jeg mener ikke her; men andetsteds. Det er min agt at drage bort. Konstantinopel er mig højlig imod; I Galilæere har fordærvet det for mig i alle måder. Jeg går til Antiokia; der finder jeg en bedre jordbund. Du skulde ledsage mig. Vil du det, Cæsarios?

 

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nådigste herre, jeg vil også til de østlige landskaber; men jeg vil rejse alene.

 

KEJSER JULIAN.
Og hvad vil du der?

 

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Opsøge min gamle fader; hjælpe Gregor at styrke ham til den kamp, som forestår.

 

KEJSER JULIAN.
Gå!

 

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Lev vel, min kejser!

 

KEJSER JULIAN.
Lykkelige fader, der har så ulykkelige sønner!

 

(han vinker med hånden; Cæsarios og hans ledsagere bøjer sig dybt og går ud til venstre.)

 

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Hvilken forvoven og højst usømmelig trods!

 

KEJSER JULIAN.
Mit hjerte er såret tilblods af dette og af meget andet. Du, min Hekebolios, skal følge mig. Jorden brænder under mig i denne forgiftede galilæiske stad! Jeg vil skrive til hine visdomsvenner Kytron og Priskos, som har vundet så stort ry i de senere år. Maximos kan jeg hver dag vente hid; han skal gå med os. – Jeg siger dig, der forestår os lykkelige sejrsdage, Hekebolios! I Antiokia, ven, – der kommer vi til at mødes med den uforlignelige Libanios, – og der er vi Helios nærmere i hans opstandelse. – O, denne dragende længsel imod sol-kongen –!

 

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Ja, ja, ja –!

 

KEJSER JULIAN
(omfavner ham)
.

 

Min Hekebolios! – Visdom; lys; skønhed!

 

ANDEN AKT

 

(En stor forhal i kejserens palats i Antiokia. Åben indgang i baggrunden; på den venstre væg er en dør, som fører ind til de indre værelser.)

 

(På et ophøjet sæde i forgrunden til højre sidder kejser Julian omgiven af sit hof. Dommere, talere, digtere og lærere, iblandt disse læreren Hekebolios, sidder på lavere sæder nedenfor ham. Lænet op imod væggen, nær ved udgangen, står en mand, klædt som kristen prest; han skjuler ansigtet i sine hænder og synes hensunken i bøn. En stor forsamling af stadens borgere fylder hallen. Ved udgangsdøren står vagt; ligeså ved døren til venstre.)

 

KEJSER JULIAN
(taler til de forsamlede)
.

 

Så stor fremgang har guderne forundt mig. Knapt en eneste stad har jeg nærmet mig på min rejse, uden at jo Galilæere i hele hobe har strømmet mig imøde på landevejen, jamrende over sine vildfarelser og givende sig ind under de guddommelige magters varetægt. Hvad er spotternes dårlige adfærd at regne imod dette? Er ikke spotterne nærmest at ligne med hunde, der i sin uvidenhed hyler op imod måneskiven? Dog vil jeg ikke nægte, at det har fortørnet mig at erfare, at enkelte af denne stads indbyggere har ladet falde hånlige ord om den levevis, som jeg har indskærpet Kybeles, den gode gudindes, prester at føre. Burde ikke ærefrygten for så ophøjet en guddom fritage hendes tjenere for at gøres til genstande for spot? Jeg tilråber hine dumdristige mennesker: er I barbarer, eftersom I ikke véd, hvem Kybele er? Skal jeg være nødt til alvorligen at minde eder om, at dengang det romerske herredømme truedes så hårdt af hin puniske feltherre, hvis grav jeg for ikke lang tid siden har set i Libyssa, – da gav den kumæiske Sibylle det råd at tage Kybeles billedstøtte ud af templet i Pessinos og føre det til Rom? Hvad nu presternes levemåde vedkommer, da har nogle opholdt sig over, at det er bleven dem forbudt at spise rødder og alt, hvad der gror langs henad jorden, medens det tillades dem at nyde urter og frugter, som har sin vækst i højden. O, I højst vankundige, – jeg ynker eder, at I ikke fatter dette! Kan da menneskets ånd nære sig af det, der kryber langs jorden? Lever ikke sjælen af alt det, som higer opad imod himlen og imod solen? Disse ting vil jeg ikke vidtløftigere omtale idag. Hvad mere derom er at sige, det vil I erfare af et skrift, som jeg arbejder på i mine vågende nætter, og som jeg håber om føje tid skal blive forelæst både i læresalene og på torvene.
(han rejser sig.)
Og hermed, mine venner, hvis ingen har noget yderligere at foredrage –

 

EN BORGER
(trænger sig frem)
.

 

O, nådigste kejser, lad mig ikke gå uhørt!

 

KEJSER JULIAN
(sætter sig atter)
.

 

Visst ikke, min ven! Hvem er du?

 

BORGEREN.
Jeg er kornhandleren Medon. O, herre, hvis ikke min kærlighed til dig, du ophøjede og guddommelige –

 

KEJSER JULIAN.
Frem med din sag, mand!

 

MEDON.
Jeg har en nabo, Alites, som nu i mange år har skadet mig på alle tænkelige måder; han handler nemlig også med korn og går mig på den skammeligste vis i næringen –

 

KEJSER JULIAN.
Aha, min gode Medon, du ser dog velnæret nok ud.

 

MEDON.
Det er heller ikke dette, allernådigste kejser! O, ved de ærværdige guder, hvem jeg lærer at elske og prise højere dag for dag, – de fornærmelser, han tilføjer mig, skulde jeg overse; men hvad jeg umuligt kan tåle –

 

KEJSER JULIAN.
Han håner dog ikke guderne?

 

MEDON.
Han gør det, som værre er, – ja, i al fald det, som er ligeså forvovent; han – o, jeg véd knapt, om harmen tillader mig at udsige det – han håner dig selv, allernådigste herre!

 

KEJSER JULIAN.
Så? hvilke ord har han brugt?

 

MEDON.
Han har slet ingen ord brugt; han har brugt det, som værre er.

 

KEJSER JULIAN.
Og hvad er værre?

 

MEDON.
En purpurfarvet kåbe –

 

KEJSER JULIAN.
Den bærer han? Ej, ej, det er dristigt.

 

MEDON.
Ja, du store vingefodede Merkur, når jeg tænker på, hvorledes den kåbe vilde bekommet ham i din forgængers tid! Og dette hovmodets klædebon har jeg hver dag for øjne –

 

KEJSER JULIAN.
Dette klædebon, købt for penge, som kunde været dine –

 

MEDON.
O, nådigste kejser, – straf denne formastelige mand; lad ham udjages af staden; min kærlighed til vor store ophøjede hersker tillader mig ikke at være vidne til en slig uforskammet anmasselse.

 

KEJSER JULIAN.
Sig mig, gode Medon, hvad slags klædningsstykker bærer Alites foruden purpurkåben?

 

MEDON.
Det husker jeg sandelig ikke, herre; jeg tænker, de vanlige; jeg har kun lagt mærke til purpurkåben.

 

KEJSER JULIAN.
Altså purpurkåbe og ugarvede såler –

 

MEDON.
Ja, herre; det ser ligeså latterligt som uforskammet ud.

 

KEJSER JULIAN.
Den ting må vi bøde på, Medon!

 

MEDON
(lykkelig)
.

 

Ah, nådigste herre –!

 

KEJSER JULIAN.
Imorgen tidlig kommer du hid i palatset –

 

MEDON
(endnu lykkeligere)
.

 

Jeg skal komme ganske tidligt, nådigste kejser!

 

KEJSER JULIAN.
Du melder dig hos min husmester –

 

MEDON.
Ja, ja, min allernådigste kejser!

 

KEJSER JULIAN.
Af ham modtager du et par purpurstøvler, stukne med guld –

 

MEDON.
Ak, ak, min gavmilde herre og kejser!

 

KEJSER JULIAN.
Disse støvler bærer du hen til Alites, ifører ham dem og siger ham, at han for al ting må tage dem på hver gang han herefter får i sinde at vise sig i purpurkåbe på gaden ved lys dag –

 

MEDON.
O!

 

KEJSER JULIAN.
– og når du det har gjort, kan du fortælle ham fra mig, at han er en nar, hvis han tror sig hædret ved purpurkåben uden at eje purpurets magt. – Gå; og kom igen efter støvlerne imorgen!

 

(Kornhandleren Medon går slukøret bort under borgernes latter; hofmændene, talerne, digterne samt de øvrige klapper i hænderne og tilråber kejseren bifald.)

 

EN ANDEN BORGER
(træder frem af hoben)
.

 

Priset være kejserens retfærdighed! O, hvor denne nidske kornpuger har fortjent at straffes således! O, hør mig og lad din nåde –

 

KEJSER JULIAN.
Aha; jeg synes, jeg kender dit ansigt. Var ikke du en af dem, som råbte foran min vogn, da jeg drog ind i staden?

 

BORGEREN.
Jeg var en af de ivrigste råbere, uforlignelige kejser! Jeg er skatteopkræveren Malkos. Ak, tag dig af mig! Jeg fører en retstrætte med et ondt og gærrigt menneske –

 

KEJSER JULIAN.
Og derom kommer du til mig? Gives her ikke dommere –?

 

SKATTEOPKRÆVEREN MALKOS.
Sagen er noget indviklet, høje kejser! Den drejer sig om en mark, som jeg har givet hin onde mand i forpagtning og som jeg for syv år siden lagde mig til, da en del af Apostel-kirkens jordegods blev solgt.

 

KEJSER JULIAN.
Se, se; kirkegods altså?

 

MALKOS.
Redeligt erhvervet; men nu nægter dette menneske at svare mig afgift, og heller ikke vil han give ejendommen tilbage, alt under påskud af, at denne mark engang skal have tilhørt Apollons tempel og, som han siger, uretteligen skal være bleven templet fratagen for mange år siden.

 

KEJSER JULIAN.
Hør, sig mig, Malkos, – du er visst en af Galilæerens tilhængere?

 

MALKOS.
Nådigste kejser, det er en gammel vane i vor slægt at bekende Kristus.

 

KEJSER JULIAN.
Og det siger du sådan lige til, uden sky?

 

MALKOS.
Min modstander er dristigere end jeg, herre! Han går ud og ind af sit hus, som før; han flygtede ikke fra staden, da det rygtedes, at du vilde komme.

 

KEJSER JULIAN.
Flygtede ikke? Og hvorfor skulde han det, han, en mand, som står på gudernes bedste?

 

MALKOS.
Allernådigste kejser, du har uden tvil hørt tale om bogføreren Thalassios?

 

KEJSER JULIAN.
Hvad! Hin Thalassios, som, for at indynde sig hos min forgænger, mens jeg stod bagtalt og faretruet i Gallien, her, i Antiokia, midt på torvet foreslog borgerne, at de skulde bede kejseren sende dem Cæsar Julians hoved!

 

MALKOS.
Herre, det er denne din dødsfiende, som foruretter mig.

 

KEJSER JULIAN.
Sandelig, Malkos, imod denne mand har jeg ligeså stor grund til klage, som du.

 

MALKOS.
Tifold større, min nådige kejser!

 

KEJSER JULIAN.
Og hvad mener du? Skal vi to slå vore sager sammen og forklage ham på en gang?

 

MALKOS.
O, hvilken overvættes nåde! Jeg tifold lykkelige mand!

 

KEJSER JULIAN.
Du tifold dårlige! Thalassios går ud og ind af sit hus som før, siger du? Han er ikke flygtet fra staden ved mit komme. Thalassios har kendt mig bedre end du. Væk med dig, menneske! Når jeg forklager Thalassios for mit hoved, kan du forklage ham for din mark.

 

MALKOS
(hændervridende)
.

 

Jeg tifold ulykkelige!

 

(Han går ud i baggrunden; de forsamlede tilklapper atter kejseren bifald.)

 

KEJSER JULIAN.
Ret så, mine venner; glæd eder over, at det er lykkedes mig, ikke ganske uværdigt, at begynde denne dag, der særligt er viet til en højtid for den strålende Apollon. Thi er det ikke en visdomsven værdigt at overse de fornærmelser, der rettes imod ham selv, medens han strængt straffer den uret, som tilføjes de udødelige guder? Jeg mindes ikke, om hin lærdommens kronede dyrker, Mark Aurel, nogensinde har været i et lignende tilfælde; men har han været det, da bør vi håbe, at han har handlet ikke aldeles uligt mig, der sætter en ære i ydmygt at følge hans fodspor. Lad dette tjene eder til rettesnor for, hvad I har at iagttage for fremtiden. I palatset, på torvet, ja, i theatret – hvis jeg ikke væmmedes ved at betræde et sådant dårskabens sted – kan det være sømmeligt, at I hilser mig med tilråb og en glad klappen i hænderne. En slig hyldest, véd jeg, er bleven vel optagen både af den makedoniske Alexander og af Julius Cæsar, hvilke mænd det af lykkens gudinde også blev forundt at skinne fremfor andre dødelige. Men ser I mig træde ind i et tempel, da er det en anden sag. Da vil jeg, at I skal tie eller rette eders tilråb imod guderne og ikke imod mig, hvem I ser skride frem med nedslagne øjne og en sænket pande. Og allermest håber jeg, at I vil iagttage dette idag, da jeg har at ofre til en så højst overordentlig og mægtig guddom, som han, hvem vi kender under navn af sol-kongen, og som bliver end større i vore øjne når vi betænker, at han er den samme, hvem visse østerlandske folkeslag kalder Mithra. Og hermed, – hvis ellers ingen har noget at sige –

 

PRESTEN VED DØREN
(retter sig ivejret)
.

 

I Gud Herrens navn!

 

KEJSER JULIAN.
Hvo taler der?

 

PRESTEN.
En Guds og kejserens tjener.

 

KEJSER JULIAN.
Kom nærmere. Hvad vil du?

 

PRESTEN.
Tale til dit hjerte og til din samvittighed.

 

KEJSER JULIAN
(springer op)
.

 

Hvilken røst! Hvad ser jeg! Trods skæg og klædning –! Gregor!

 

PRESTEN.
Ja, min høje herre!

 

KEJSER JULIAN.
Gregor! Gregor fra Nazianz!

 

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, nådige kejser!

 

KEJSER JULIAN
(er stegen ned, har grebet hans hænder og ser længe på ham)
.

Other books

Assignment - Mara Tirana by Edward S. Aarons
Winter's Passage by Julie Kagawa
Let it Sew by Elizabeth Lynn Casey
The Age of Elegance by Arthur Bryant
The Banshee's Walk by Frank Tuttle
Love and Law by K Webster