Complete Works of Henrik Ibsen (507 page)

CÆSAR JULIAN
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber)
:

Galilæer!

(Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer ridderen Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.)

RIDDEREN SALLUST.
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!

CÆSAR JULIAN
(griber lægen om armen og fører ham tilside)
.

Sig sandheden! Har du før idag vidst, at –; nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst noget om – om fyrstindens tilstand?

LÆGEN ORIBASES.
Jeg, som alle andre, herre!

CÆSAR JULIAN.
Og du har intet sagt mig, Oribases!

LÆGEN ORIBASES.
Hvorledes, min Cæsar?

CÆSAR JULIAN.
Hvor kunde du vove at fortie sligt!

LÆGEN ORIBASES.
Herre, der var ét, vi alle var uvidende om.

CÆSAR JULIAN.
Og det var?

LÆGEN ORIBASES.
At Cæsar intet vidste.

(han vil gå.)

CÆSAR JULIAN.
Hvorhen?

LÆGEN ORIBASES.
Prøve de midler, som min kunst –

CÆSAR JULIAN.
Jeg tror, at din kunst vil vise sig unyttig.

LÆGEN ORIBASES.
Herre, det var dog muligt, at –

CÆSAR JULIAN.
Unyttig, siger jeg!

LÆGEN ORIBASES
(et skridt tilbage)
.

Høje Cæsar, det er min pligt at være dig ulydig i dette.

CÆSAR JULIAN.
Hvorledes tyder du mine ord? Gå, gå; prøv hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejseren vilde føle sig utrøstelig, ifald hans kærlige omhu skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du véd vel, at hine frugter var en gave fra kejseren?

LÆGEN ORIBASES.
Ah!

CÆSAR JULIAN.
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –

LÆGEN ORIBASES
(bøjer sig ærbødigt)
.

Jeg tror, min kunst er unyttig, herre!

(han går ud til højre.)

CÆSAR JULIAN.
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu begynder skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen.

RIDDEREN SALLUST.
O, men der er redning. Oribases vil –

CÆSAR JULIAN
(kort og afværgende)
.

Fyrstinden dør.

RIDDEREN SALLUST.
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efterspore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!

CÆSAR JULIAN.
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme for en dag, og så –

TRIBUNEN DECENTIUS
(kommer fra baggrunden)
.

Hvorledes skal jeg nærme mig Cæsars åsyn! Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønderknust –; gid du kunde læse i mine indvolde! Jeg sorgens og ulykkens bud –!

CÆSAR JULIAN.
Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius! Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og slørende nok, for at bringe dette i en tålelig fremstilling for kejserens broderlige øre!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Usaligt, at noget sådant skulde hændes næsten samtidigt med min sendelse! Og just nu! O, dette lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel!

CÆSAR JULIAN.
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslugende havstorm, just som skibet syntes at ville løbe ind i en længe forønsket havn; denne, denne –; sorgen gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig. Men først forretninger. De to Nubiere skal fængsles og forhøres.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Nubierne, herre? Tror du min harmfulde iver kunde tåle, at de to upåpasselige tjenere et øjeblik længer –?

CÆSAR JULIAN.
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Kald mig en ilsindet mand, høje Cæsar; men min kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne hus måtte i sandhed være ringere, end den er, ifald den i en slig stund kunde give rum for sindigt overlæg.

CÆSAR JULIAN.
Du har ladet begge slaverne dræbe?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for alle og enhver –

CÆSAR JULIAN.
Aha! Ja så, Decentius!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Jeg anklager ingen. O, men, dyrebare Cæsar, jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tjenere. Dit hof – hvilken usalig misforståelse! – man har troet at skimte et slags unåde, eller hvad jeg skal kalde det, bag de forholdsregler, som kejseren nødtvungen har måttet træffe her; kort og godt –

STALDMESTEREN SINTULA
(kommer fra baggrunden)
.

Herre, du har givet mig et hverv, som jeg på ingen måde magter.

CÆSAR JULIAN.
Kejseren har givet dig hvervet, gode Sintula!

STALDMESTEREN SINTULA.
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed ikke voksen.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Hvad er hændt?

STALDMESTEREN SINTULA.
Lejren er i vildt oprør. Legionstropperne og de bundsforvandte rotter sig sammen –

TRIBUNEN DECENTIUS.
Trods imod kejserens vilje!

STALDMESTEREN SINTULA.
Soldaterne råber på, at de vil holde sig til Cæsars løfter.

CÆSAR JULIAN.
Hør, hør; disse brøl udenfor –!

STALDMESTEREN SINTULA.
Sværmen stormer hid –

TRIBUNEN DECENTIUS.
Lad ingen slippe ind!

RIDDEREN SALLUST
(ved vinduet)
.

Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af truende soldater.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Cæsars dyre liv er i fare! Hvor er Florentius?

STALDMESTEREN SINTULA.
Flygtet.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Den storpralende usling! Men Severus da?

STALDMESTEREN SINTULA.
Severus siger sig syg; han har ladet sig køre ud til sit landgods.

CÆSAR JULIAN.
Jeg vil selv tale med de rasende.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Ikke af stedet, høje Cæsar!

CÆSAR JULIAN.
Hvad nu?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Det er min pligt, nådigste herre; kejserens bud –; hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar er min fange.

RIDDEREN SALLUST.
Ah!

CÆSAR JULIAN.
Så kom det dog!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Hustropperne, Sintula! Du har at føre Cæsar i sikkerhed til Rom.

CÆSAR JULIAN.
Til Rom!

STALDMESTEREN SINTULA.
Hvad siger du, herre!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Til Rom, siger jeg!

CÆSAR JULIAN.
Som Gallos!
(råber gennem vinduet.)
Hjælp, hjælp!

RIDDEREN SALLUST.
Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!

(Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssoldater, bataviske hjælpetropper og andre bundsforvandte stiger ind gennem vinduet. På samme tid trænger en anden sværm3 ind gennem døren i baggrunden. Blandt de forreste er fanebæreren Mauros; kvinder, til dels med børn på armene, følger de indtrængende.)

3. fu: sværrm

SKRIG BLANDT SOLDATERNE.
Cæsar, Cæsar!

ANDRE STEMMER.
Cæsar, hvi har du forrådt os?

ATTER ANDRE.
Ned med den troløse Cæsar!

CÆSAR JULIAN
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber)
:

Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra mine fiender!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Ah, hvad er det –!

VILDE SKRIG.
Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned!

CÆSAR JULIAN.
Slut kreds om mig; drag eders sværd!

FANEBÆREREN MAUROS.
De er alt dragne!

KVINDER.
Hug ham; hug ham!

CÆSAR JULIAN.
Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros! Ja, ja; på dig kan jeg stole.

BATAVISKE SOLDATER.
Hvor tør du sende os til jordens grænser? Var det det, du tilsvor os?

ANDRE BUNDSFORVANDTE.
Ikke over Alperne! Det pligter vi ikke!

CÆSAR JULIAN.
Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde mig, som de myrded min broder Gallos!

FANEBÆREREN MAUROS.
Hvad siger du, herre?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Tro ham ikke!

CÆSAR JULIAN.
Rør ikke den ædle Decentius; han er uden skyld.

UNDERFØREREN LAIPSO.
Det er sandt; Cæsar er den skyldige.

CÆSAR JULIAN.
Ah, er det dig, Laipso! Kække ven, er det dig? Du slog godt ved Argentoratum.

UNDERFØREREN LAIPSO.
Det mindes Cæsar?

UNDERFØREREN VARRO.
Sine løfter mindes han ikke!

CÆSAR JULIAN.
Var det ikke den uforfærdede Varros røst, jeg der fornam? Der har vi ham jo! Dit sår er lægt, ser jeg. O, du velfortjente kriger, – at det dog skulde nægtes mig at gøre dig til høvedsmand.

UNDERFØREREN VARRO.
Har du virkelig villet det?

CÆSAR JULIAN.
Lægg ikke kejseren til last, at han afslog min bøn. Kejseren kender ingen af eder, således, som jeg kender eder.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Soldater, hør mig –!

MANGE STEMMER.
Vi har intet med kejseren at skaffe.

ANDRE
(trænger truende frem)
.

Cæsar skal stå os til regnskab!

CÆSAR JULIAN.
Hvad magt har vel eders ulykkelige Cæsar, I venner? Man vil føre mig til Rom. Man nægter mig at forvalte endog mine egne sager. Man lægger beslag på min andel af krigsbyttet. Fem guldstykker og et pund sølv havde jeg tænkt at skænke hver soldat, men –

SOLDATERNE.
Hvad siger han?

CÆSAR JULIAN.
Det er ikke kejseren, som forbyder det; det er onde og misundelige rådgivere. Kejseren er god, I kære venner! O, men kejseren er syg; han kan intet udrette –

MANGE SOLDATER.
Fem guldstykker og et pund sølv!

ANDRE SOLDATER.
Og det nægtes os!

ATTER ANDRE.
Hvem tør nægte Cæsar noget!

FANEBÆREREN MAUROS.
Således handler man med Cæsar, soldaternes fader!

UNDERFØREREN LAIPSO.
Med Cæsar, som mere har været os en ven end en herre! Eller har han kanske ikke?

MANGE STEMMER.
Jo, jo, det har han!