Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
FRU ALVING.
De véd godt, hvad slags liv Alving førte i den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.
PASTOR MANDERS.
Jeg véd såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.
FRU ALVING.
Andres? En andens, mener De nok.
PASTOR MANDERS.
Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig.
FRU ALVING.
Hos vor prest? Hos vor husven?
PASTOR MANDERS.
Mest derfor. – Ja, tak De Deres Herre og Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, – at jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender, og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond.
FRU ALVING.
Ja, pastor Manders, det var visselig Deres værk.
PASTOR MANDERS.
Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle Deres følgende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer sig en mand? Leved han ikke siden den tid kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at De efterhånden blev en medarbejder i alle hans foretagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg véd det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv.
FRU ALVING.
Hvad vil De sige med det?
PASTOR MANDERS.
Ligesom De engang har fornægtet hustruens pligter, således har De siden fornægtet moderens.
FRU ALVING.
Ah –!
PASTOR MANDERS.
De har været behersket af en uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet, har De hensynsløst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De satte Deres barn ud til fremmede.
FRU ALVING.
Ja, det er sandt; det har jeg gjort.
PASTOR MANDERS.
Men derfor er De også bleven en fremmed for ham.
FRU ALVING.
Nej, nej; det er jeg ikke!
PASTOR MANDERS.
Det er De; det må De være. Og hvorledes har De fåt ham igen! Betænk Dem vel, fru Alving. De har forbrudt meget imod Deres mand; – dette erkender De ved at rejse ham hint minde dernede. Erkend nu også, hvad De har forbrudt imod Deres søn; det tør endnu være tid til at føre ham tilbage fra forvildelsens stier. Vend selv om; og oprejs, hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham. Thi
(med hævet pegefinger)
i sandhed, fru Alving, De er en skyldbetynget moder! – Dette har jeg anset det for min pligt at måtte sige Dem.
(Taushed.)
FRU ALVING
(langsomt og behersket)
.
De har nu talt, herr pastor; og imorgen skal De tale offentligt til min mands erindring. Jeg skal ikke tale imorgen. Men nu vil jeg tale lidt til Dem, ligesom De har talt til mig.
PASTOR MANDERS.
Naturligvis; De vil fremføre undskyldninger for Deres færd –
FRU ALVING.
Nej. Jeg vil bare fortælle.
PASTOR MANDERS.
Nu –?
FRU ALVING.
Alt, hvad De nys sagde her om mig og min mand og om vort samliv, efterat De, som De kaldte det, havde ført mig tilbage til pligtens vej, – alt det er noget, som De jo sletikke kender af egen iagttagelse. Fra det øjeblik satte De – vor daglige omgangsven – ikke mere Deres fod i vort hus.
PASTOR MANDERS.
De og Deres mand flytted jo fra byen straks efter.
FRU ALVING.
Ja; og herud til os kom De aldrig i min mands levetid. Det var forretninger, som tvang Dem til at besøge mig, da De havde fåt med asylsagerne at gøre.
PASTOR MANDERS
(sagte og usikkert)
.
Helene – skal dette være en bebrejdelse, så vil jeg be’ Dem overveje –
FRU ALVING.
– de hensyn, De skyldte Deres stilling; ja. Og så at jeg var en bortløben hustru. Man kan aldrig være tilbageholdende nok lige over for slige hensynsløse fruentimmer.
PASTOR MANDERS.
Kære – fru Alving, dette er en så umådelig overdrivelse –
FRU ALVING.
Ja, ja, ja, lad det så være. Det var bare det, jeg vilde sige, at når De dømmer om mine ægteskabelige forhold, så støtter De Dem sådan uden videre til den almindelige gængse mening.
PASTOR MANDERS.
Nu ja vel; og hvad så?
FRU ALVING.
Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang skulde få den at vide. De alene!
PASTOR MANDERS.
Og hvad er da sandheden?
FRU ALVING.
Sandheden er det, at min mand døde lige så ryggesløs, som han havde levet alle sine dage.
PASTOR MANDERS
(famler efter en stol)
.
Hvad var det De sagde?
FRU ALVING.
Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, – i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.
PASTOR MANDERS.
Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder De ryggesløst levnet!
FRU ALVING.
Vor huslæge brugte det udtryk.
PASTOR MANDERS.
Nu forstår jeg Dem ikke.
FRU ALVING.
Behøves ikke heller.
PASTOR MANDERS.
Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægteskab, – hele dette mangeårige samliv med Deres mand skulde ikke være andet end en overdækket afgrund!
FRU ALVING.
Ikke en smule andet. Nu véd De det.
PASTOR MANDERS.
Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes har sådant noget kunnet holdes skjult?
FRU ALVING.
Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald, syntes jeg det blev ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit barns far var for et menneske. Og så véd De jo, hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de kunde tro andet end godt om ham. Han var af de slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders, – det skal De også vide, – så kom det afskyeligste af det altsammen.
PASTOR MANDERS.
Afskyeligere end dette!
FRU ALVING.
Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så godt vidste, hvad der gik for sig i løn udenfor huset. Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire vægge –
PASTOR MANDERS.
Hvad siger De! Her!
FRU ALVING.
Ja, her i vort eget hjem. Derinde
(peger mod den første dør til højre)
i spisestuen var det jeg først kom undervejr med det. Jeg havde noget at gøre derinde, og døren stod påklem. Så hørte jeg vor stuepige kom op fra haven med vand til blomsterne derhenne.
PASTOR MANDERS.
Nu ja –?
FRU ALVING.
Lidt efter hørte jeg, at Alving kom også. Jeg hørte, at han sa’ noget sagte til hende. Og så hørte jeg –
(med en kort latter.)
Å, det klinger endnu for mig både så sønderrivende og så latterligt; – jeg hørte min egen tjenestepige hviske: Slip mig, herr kammerherre! Lad mig være!
PASTOR MANDERS.
Hvilken usømmelig letsindighed af ham! Å, men mere end en letsindighed har det ikke været, fru Alving. Tro mig på det.
FRU ALVING.
Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro. Kammerherren fik sin vilje med pigen, – og dette forhold havde følger, pastor Manders.
PASTOR MANDERS
(som forstenet)
.
Og alt det i dette hus! I dette hus!
FRU ALVING.
Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne – og om nætterne måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –
PASTOR MANDERS
(rystet)
.
At De har kunnet bære alt dette.
FRU ALVING.
Jeg havde min lille gut at bære det for. Men da så den sidste forhånelse kom til; da min egen tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv: dette skal ha’ en ende! Og så tog jeg magten i huset – hele magten – både over ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham, ser De; han turde ikke kny. Dengang var det Osvald blev sat ud. Han gik da i det syvende år, og begyndte at lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes, barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette tilsølede hjem. Derfor var det jeg satte ham ud. Og nu skønner De også, hvorfor han aldrig fik sætte sin fod her hjemme, så længe hans far leved. Der er ingen, som véd, hvad det har kostet mig.
PASTOR MANDERS.
De har da i sandhed prøvet livet.
FRU ALVING.
Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok sige, at jeg har arbejdet! Alle disse forøgelser af jordegodset, alle forbedringerne, alle de nyttige indretninger, som Alving fik pris og berøm for, – tror De han havde fremfærd til sligt? Han, som lå hele dagen på sofaen og læste i en gammel statskalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det også: jeg var den, som drev ham ivej, når han havde sine lysere mellemstunder; mig var det, som måtte dra’ hele læsset, når han så igen begyndte på sine udskejelser eller faldt sammen i jammer og ynkelighed.
PASTOR MANDERS.
Og over denne mand er det De rejser et æresminde.
FRU ALVING.
Der ser De den onde samvittigheds magt.
PASTOR MANDERS.
Den onde –? Hvad mener De?
FRU ALVING.
Det stod mig altid for, at det var umuligt andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.
PASTOR MANDERS.
Da har De visselig ikke forfejlet Deres hensigt, fru Alving.
FRU ALVING.
Og så havde jeg én grund til. Jeg vilde ikke, at Osvald, min egen gut, skulde ta’ nogetsomhelst i arv efter sin far.
PASTOR MANDERS.
Det er altså for Alvings formue, at –?
FRU ALVING.
Ja. De summer, jeg år efter andet har skænket til dette asyl, udgør det beløb, – jeg har regnet det nøje ud, – det beløb, som i sin tid gjorde løjtnant Alving til et godt parti.
PASTOR MANDERS.
Jeg forstår Dem –
FRU ALVING.
Det var købesummen –. Jeg vil ikke, at de penge skal gå over i Osvalds hænder. Min søn skal ha’ alting fra mig, skal han.
(Osvald Alving kommer gennem den anden dør til højre; hat og over-frakke har han skilt sig ved udenfor.)
FRU ALVING
(imod ham)
.
Er du alt igen? Min kære, kære gut!
OSVALD.
Ja; hvad skal man ude i dette evindelige regnvejr? Men jeg hører, vi skal tilbords. Det er prægtigt!
REGINE
(med en pakke, fra spisestuen)
.
Her er kommet en pakke til fruen.
(rækker hende den.)
FRU ALVING
(med et blik på pastor Manders)
.
Festsangene til imorgen formodentlig.