Billionaire Alpha Romance: The Proposal (Mature Gentlemen Book 2) (102 page)

    "Jeg går med dig," sagde hun.

    "Nej, du har ikke," Dylan sagde fast.

    "Ja, jeg er," insisterede hun.

    Han rejste sig og gik mod sit værelse for at skifte til mere passende tøj, hun tager. Hun fulgte ham.

    Når han fik en frakke og nogle ski bukser og støvler. Amanda gjorde det samme og begyndte at forandre sig.

    "Jeg sagde du ikke, Amanda," sagde Dylan.

    "Og jeg er ligeglad hvad du siger," siger Amanda.

    "Det kan være farligt," sagde han meget alvorligt. "Vi ved ikke, hvem det var, der forlod bemærk."

    "så meget desto mere grund til at have backup," sagde hun igen lige så alvorligt.

    Dylan sukkede. Amanda smilede til hende. Hun var stædig og Dylan vidste det. Hun havde hjulpet ham med at de havde haft med bjørne på Mountain View uden for Seattle. Hvem siger at hun ikke ville være lige så nyttige i denne situation?

    De havde både forandret og greb deres handsker og halstørklæder og satte kursen mod døren.

    Roligt, sneget sig udenfor.

    Vinden var stadig som snefnug faldt alle omkring dem. Amanda vippet hendes hoved frem for at fange en på hendes modersmål.

    "Virkelig?" spurgte Bob Dylan. "Lige nu?"

    "Hvad?" spurgte hun og fortsatte med ham.

    De viklet omkring gave butikker butikker og fandt deres vej til skiliften. Da de kom der, ligesom enhver anden seværdighed på Whistler's Mountain ved midnat, det blev forladt.

    "Hvad er klokken?" Dylan spurgte hende igen.

    Hun trak i ærmet til at afsløre hendes ur, der fortalte hende, at det var fem efter 12. Hun fortalte ham. De ventede.

    Der kom noget suser af Amanda's head. Da hun vendte sig for at se på det, noget ramte hende i hovedet.

    "Av!" Hun hvæsede.

    "Hvad er det?" spurgte Bob Dylan. "Av!" råbte han.

    Det gjorde han åbenbart var blevet ramt.

    Derefter var der en susen fra buskene.

    "Shhh! Begge to!" Det sagde.

    "Hvem er du?" spurgte Dylan i en lade tone.

    "der er vigtigere, er du Dylan?" spurgte stemmen.

    "Jeg er," sagde Dylan.

    En skikkelse trådte frem fra buskene. Det var en mand. Høj og muskuløs med sort hår som dylans, selvom hans blev skåret fint og kort.

    Han trådte ud i sneen, så ingen lyd fra sig, da han kom til dem.

    "Mit navn er lanasweet," sagde han.

    "Dylan", sagde Dylan, "Men det ved I jo. Tankerne fortæller os hvad det handler om?"

    "Du er en af de sidste tilbageværende kermodes bjørne, ikke?" Manden med navnet ammar spurgte uden at miste pusten.

    Dylan kiggede på Amanda og derefter tilbage på ammar.

    "Jeg ved ikke hvad du snakker om," sagde Dylan.

    Manden sukkede dybt.

    "Jeg havde ikke lyst til at gøre det," sagde han.

    Manden påtaget sig en holdning, som var blevet bekendt med Amanda. Han faldt på knæ og ansigtet slyngede sig i smerte. Hans tøj begyndte at rive, som om han var blevet for stor for dem. Hun trådte tilbage. Selv om hun havde set det flere gange før, men det var alligevel overvældende og skræmmende. Hun så på hans hud brød ud, og han blev en masse af hvid pels, der sidder tilbage på hans lår. Han var en hvid Kermodes Ånden bærer.

    Dylan's mund var åben. Amanda kiggede fra Dylan til menneske og tilbage igen. Hun vidste ikke, hvad det betød, men det betød noget for Dylan.

    Bjørnen fik på alle fire og sauntered op til Dylan, hovedet nå hans skuldre. Dylan nåede en hånd for at lugte og bjørnen puffede hans palm, der ønsker at blive rørt. Dylan forpligtet. Så bjørnen vendte og begyndte at gå ind i skoven.

    Dylan kiggede på Amanda.

    "Skal vi følge ham?" spurgte Amanda.

    "Jeg tror det," sagde Dylan. "Vi er ved at finde ud af det."

    Han greb hendes hånd og tog fart efter bjørnen. Selv om det var kun vandre, men det var alligevel hurtigt nok at Dylan og Amanda måtte holde op en dejlig løbetur for at holde trit med den.

    De gik gennem træerne i mørke, kun sneen lyser i måneskin giver dem en ide om, hvor de ville hen. De vandrede op ad bjerget, indtil de kom til en åbning, og ved åbningen var der en hule.

    Hvidbjørnen vendte sig på Dylan og Amanda, som for at se, om de stadig var følgende. De blev. Amanda greb om dylans hånd tættere da de nærmede sig indgangen til hulen.

    De gik ind efter bjørnen. De gik lige ind i mørket.

    Efter et hjørnespark, men Stine kunne se en slags lys i hulen. Store Bjørn foran dem forventede en endnu mere massiv skygge på en væg, hvor der var tusindvis af tegninger. Amanda forsøgte at se på hver enkelt af dem, men der var simpelthen for mange. De afbildet jagter og de afbildede grupper af Kermode Ånden vidner. Hun var ikke sikker på hvad de betød.

    De fortsatte gennem grotten, indtil de nåede et punkt, hvor der var ild, og der var flere mænd, der er samlet omkring den.

    De talte, men stoppede brat, da de så selv og virksomheden havde bragt med sig.

    Amanda og Dylan kiggede på hinanden. Amanda sluges. Dette er sandsynligvis ikke var god.

    Amanda kiggede på de mænd, der var samlet omkring bålet i grotten. De var ældre og så ud til at være indfødte amerikanere. Én af dem havde et rør som Sherlock Holmes' hængende ud af munden. Han havde lange grå fletninger og han rejste sig.

    "Ammar", sagde han til bjørn foran ham.

    Langsomt, the bear morphet tilbage til ammar's form. Ammar stod der nøgen og vinkede til Amanda og Dylan til at indgå i kredsen af mænd.

    Amanda var utilbøjelig til at træde frem, men Dylan trak hende med ham. Han trådte ind i cirklen som ældre mand kastede en rammeaftale til ammar.

    "Så det var Dylan," den gamle mand sagde med et smil.

    Amanda kiggede rundt på de andre mænd og så, at de var smilende, meget til hendes overraskelse. Hun havde ikke forestillet mig at de ville blive mødt med så stor gæstfrihed.

    "Det er Dylan," Ammar sagde med et smil. "Dylan, det er Robert Williams".

    Ammar pegede mod manden med røret.

    Dylan nikkede og talte.

    "Det er Amanda".

    Manden nikkede på Amanda.

    "gør dem komfortable," sagde han.

    "Hvad er dette?" Dylan spurgte efter de sad.

    "Jeg er sikker på, du kender som AMMAR er," sagde Robert, puster på pibe, blowing smoke rings.

    Dylan rystede på hovedet og kiggede på Ammar, omend ham over one more time modsætningsforhold giver ham svaret.

    "Han er din bror," sagde Robert.

    Dylan kiggede forvirret.

    "Jeg har ikke nogen bror," begyndte han.

    "Du blev vedtaget, var du ikke?" Robert stillede med antydningen af et smil.

    Dylan holder pause.

    "Jeg er," sagde han omsider.

    "Ammar er din bror," gentog han.

    Dom smilede til Dylan, som om der var så meget, han ville sige til ham, men nu var ikke tidspunktet. Amanda følte på en eller anden måde, at hun havde gået med et meget privat øjeblik, og at hun ville forlade byen, men der var ingen steder at gå hen.

    "Okay," sagde Dylan, forsøger at optage alt.

    "Kermodes Ånden vidner er sjældne. Endnu mere sjælden i disse tider," sagde den gamle mand. "Der er en anden, men kun én vide, hvor han er, og vi kan ikke finde én som kender sin placering".

    "Hvad har det med mig at gøre? Jeg mener, bortset fra at de er mine brødre?" Dylan spurgte.

    Den gamle mand smilede.

    "Hvis de tre brødre kan blive genforenet, Kermode Ånden vidner vil bryde forbandelsen, som er blevet lagt på deres medarbejdere".

    Dylan aldrig set bort fra den gamle mand.

    "Forbandelse?" spurgte han.

    "Du ved intet om dette, tror du?" spurgte han.

    "jeg forstår ikke, min far var den der lærte mig om kermodes Ånden vidner…"

    "Din far er en af os, men du er ikke hans biologiske barn. Du skal genforenes med begge jeres brødre for at bryde forbandelsen".

    "Jeg forstår stadig ikke denne forbandelse", sagde Dylan.

    "en forbandelse blev markedsført Kermodes Ånden vidner den sorte bjørne. De ved, at de ikke ønsker du at avle. De placerede en forbandelse der sagde at hvis de sidste brødre af Kermode Ånden vidner kan være adskilt og aldrig mødes, skiftere af denne race skulle dø, idet alle landområder til sorte bjørne".

    "Og hvis jeg genforenet med begge mine brødre?" spurgte Bob Dylan.

    "Så brød forbandelsen er brudt og Kermode Ånden vidner vil blomstre igen. Uden din bror, men du vil fade ind uddø."

    Dylan tænkte over dette et øjeblik. Amanda lad det sætte sig på hende.

    "Hvad betyder dette så? Hvad betyder Dylan skal gøre?" spurgte hun.

    "Vi skal finde Edgar," sagde den gamle mand.

    "Nogen har kidnappet ham," sagde ammar.

    "Han kender placeringen af din bror," sagde Robert. "Hvis vi kan få ham tilbage, han kan fortælle dig hvor du skal søge din bror så de tre af dem kan bryde forbandelsen".

    "Nå, der tog ham?" spurgte Dylan.

    "Hvordan skal vi finde ham?" Amanda stillede på samme tid.

    "Vi tror, at han blev taget til fange af en moms," sagde Robert, som mørket gik over hans ansigt.

    "Moms?" spurgte Amanda.

    "Ja, moms," siger ammar. "Nogle af vores art fanget i vores skiftet form. Før vi kan forvandle til at blive et menneske igen, krybskytter tilføre os et toksin, der holder os i dyreskikkelse. Man forsøger at sælge på det sorte marked kan bruges som slaver eller ekstrashows."

    "Jeg vidste ikke engang det var en ting mere," siger Amanda.

    "Åh, det er," sagde Robert. "Når drugged, vor venlige gøre store kunstnere. Det er en frygtelig, frygtelig ting. Og vi skal have Edgar tilbage. Ikke bare fordi han ikke skal være en circus performer, men også fordi han ved hvor du kan finde din forsvundne bror".

    Ammar og Dylan kiggede på hinanden.

    Alle blev stille omkring bålet i temmelig lang tid. Amanda forsøgte at optage alt det, hun lige havde lært.

    Endelig Ammar stod.

    "Jeg må hellere tage jer tilbage til jeres hytte, inden folk undrer sig over hvor du er," sagde han.

    De tre af dem forlod hulen og vandrede ned på siden af bjerget, indtil de var tilbage i byen. Ammar forlod dem på treeline.

    "Jeg vil møde dig igen her i morgen aften. Vi vil gå efter Edgar da," sagde han.

    Dylan nikkede og tog Amanda's side igen.

Kapitel 4

    De gik i tavshed tilbage til hytten. Når de gik til deres værelse og begyndte skallede af lag af deres beklædning. Amanda tog sin skjorte, der står der kun hendes bh og trusser. Hun unhooked hendes bh og hendes bryster var løs. Den kolde luft i kabinen gjorde hendes brystvorter stå oprejst.

    Hun skal have fat i noget nattøj.

    Dylan stod nøgen foran hende.

    Hans solbrune hud virkede malplaceret i forbindelse med et så koldt som dette, Amanda. Han var fuldt oprejst og han stirrede på hende, hans øjne mørke med vilje. Han trådte frem, indtil deres kroppe var rørende i det kølige rum.

    Dylan lagde sine hænder på hendes talje, langsomt græsning sine fingre i hendes hud på hans vej op til hendes bryster. Han kørte en finger hen over hendes bryster, så hendes kød knibe munden med gåsehud. Han trådte tilbage, lige nok til at placere håndfladen over hendes hævede brystvorter. Han greb hendes bryst blidt, massere den langsomt med bare tryk nok.

    Amanda lænede sig ind til hans berøring og rakte ned med sin venstre hånd og hvælvet spidsen af sin pik i hendes håndflade. Han jog sine hofter til den stønnende på følelsen og læner hovedet tilbage.

    Dylan kørte sine hænder ned ad hendes krop, og han brugte sin mund til at sprede benene lidt, lige nok, så han havde adgang til hele hendes krop med sine hænder. Han kørte hans håndflade over hendes bløde pubeshår og spore sin finger langs hendes folder og vil bede ham om at tage hende allerede.

    Hun kunne mærke at hun bliver vækket af hans berøring og vidste, at hvis han bare gled hans finger inde i hende, han ville føle det også.

     Så gjorde han.

    Dylan gled en finger inde i Amanda, hvilket gør hende jamre og gribe fat i hans skuldre til steady selv. Hun kiggede op i hans øjne, da han lavede en "Kom her" bevægelse med sine fingre. Hun kunne mærke ham stryge hendes væg, rammer, sweet spot med hver berøring.

    Hendes hofter bevægede sig ufrivilligt sammen med hans berøring. Hun jorden på hans hånd, der var mere af ham og ønsker at få disse lyde fra ham, hun elskede.

    Hun stoppede ham.

    Dylan kiggede forvirret men Amanda tog over. Hun skubbede ham tilbage mod sengen, indtil hans ben ramte den. Stadig stående, hun kyssede hans læber. Hun gik ned i sin hals og bed ham i brystvorten. Han gispede. Hun kyssede hans underliv og derefter fik på sine knæ og kiggede op på ham.

    Hans vejrtrækning var overfladisk og hurtig. Hans øjne var næsten sorte. Han strøg hendes kind med sin hånd.

    Amanda tog sin længde i hendes knytnæve og pumpes op og ned et par gange, indtil der var en lille dråbe væske ved at udgyde sin spids. Hun kiggede op på ham igen og derefter gik hun langsomt sat læberne på spidsen af hans pik og slikkede op, lille smagsprøve på ham.

    Dylan hvæsede med nydelse ved berøring af Amanda's tunge til hans pik. Hun følte ham pulsere i hendes mund, bliver endnu mere urolig over den varme og fugtighed.

    Hun kiggede op på ham igen, og sørg for at hun skulle gøre det rigtigt, og dels fordi den glæde på hans ansigt var lækker til hende.

    Amanda løb hendes tunge op og ned af skaftet på hans pik jeg hørte ham sukke. Lyden gik direkte til hendes lyske og hun længtes efter ham inde i hende. Endelig tog hun det hele af ham i hendes mund som hun kunne.

    Dylan sukkede højlydt og hun flyttede sit hoved op og ned.

    Dylan stoppede hun brat.

    Han trak hende op og skubbede hende ned på sengen, så hun var med forsiden nedad på omslag, stående på kanten, bøjet over i taljen.

    Endda uden at tøve eller at styre sig i - han fandt hendes åbning og hårdt.

    Hans pik gled hurtigt i, og som hendes varme omsluttede ham, han sukkede endnu højere og sagde hendes navn.

    "Fuck, Amanda," sagde han.

    Hun klynkede, så glad for at endelig føle ham fylde hende op.

    Han jog ind og ud igen og igen. Hun kunne mærke at hun kom tæt på kanten. Hendes ben begyndte at ryste.