Billionaire Alpha Romance: The Proposal (Mature Gentlemen Book 2) (103 page)

    Dylan greb hendes hofter og trak hende til ham, mere primitive hver gang, og hun kunne have svoret, at hans pik bevægede sig dybere med de enkelte linjer. Han bankede på hendes livmoderhals, næsten så hun skriger i smerte. Han fangede hans tempo knepper hende dybere og dybere.

    Hun fandt sit højdepunkt og en bølge af glæde kaskader over hende. Hun følte hendes krop og slip og en spray af flydende spredning mellem hendes ben over Dylan's pik.

    Da han mærkede det, kom han. Han brummede hendes navn som han jog ufrivilligt ind i hendes og endelig stoppet.

    Efter at have boet der et øjeblik, stadig dybt inde i hende, Dylan trukket væk og fik dem begge et håndklæde. Han rensede hende blidt. Han har altid godt kunnet lide hendes krop og gjorde en indsats for at vise hende, hvor meget han elskede hende.

    Efter at de havde ryddet op de kravlede op i sengen.

    Amanda lå vågen i et stykke tid, efter at Dylan var faldet i søvn. Hun spekulerede på, hvad den næste aften skulle sejle, og hvad det ville betyde for hende og Dylan. Hun spekulerede på, hvor farlig en situation de ville være kaster sig ud i.

    Hun forsøgte at skubbe disse tanker ud af sit sind og fylder sig med en beroligende rytme i sit hjerte mod hendes øre.

Kapitel 5

    Den næste nat, Dylan og Amanda mødte ammar i udkanten af skoven. De trak sig indad og nåede frem til hulen, hvor Robert stod og ventede på dem.

    "Hvis du går mod nord lidt måder og slukkes derefter mod øst finder du lejren, som jeg tror de har Edgar på. Der er andre dyr der, men han vil være den eneste Kermode bear. Du bliver nødt til at finde modgiften, der vil ændre ham til at blive et menneske igen, før du kan komme ud af det med ham. Når du får ham ud, og kom så tilbage hertil," sagde Robert.

    Det hele lød meget nemmere end Amanda troede det ville i sandhed være.

    Hun kiggede på Dylan for lidt vejledning, men Dylan havde travlt med at lytte og prøve at huske præcis hvad det var de skulle gøre.

    Efter Robert havde givet dem anvisninger, de tre af dem var på vej gennem skoven. Det mindede mig om Amanda i den tid, hun havde været en vandring med Dylan og hvor skræmmende hun havde fundet det. De snedækkede skove var lige så skræmmende, men af andre grunde. De var tavse. Hun har ikke hørt nogen vilde dyr, men en gang imellem, en faldende gren vil forbløffe hende. Hun lå vågen hele tiden.

    De vandrede i en uendelighed om gennem skoven og Amanda blev mere og mere nervøse for, at de ikke ville kunne finde vej ud igen. Hun vidste intellektuelt at fyre kunne gøre det, men hun tænkte på, hvad der ville ske, hvis hun blev skilt fra dem, eller det der er værre.

    Hun forsøgte at holde disse tanker fra invaderer hendes sind. Hun prøvede at fokuserer på målet. De forsøgte at redde den anden Kermodes Spirit Bear, sad fast i bear form. Amanda spekulerede på, om bjørnen ville endda være i stand til at vide, at de var der for at hjælpe den. Hun spekulerede på, hvor meget de har forstået i denne form.

    "Vil han kunne forstå os?" spurgte hun Dylan og ammar.

    "Han vil," sagde Ammar, "afhængig af hvor længe han har været i denne tilstand, vil bestemme, i hvilket omfang han vil kunne forstå os."

    "Så han måske ikke meget hjælp," Dylan.

    "Præcis," sagde ammar.

    Jeg har ikke meget at gøre Amanda's sind. De var nærmest med et vildt dyr. Det var det, hun hørte samtalen.

    De gik videre gennem skoven. Amanda fik øje på en hvid ræv på et tidspunkt, eller i det mindste troede hun, at hun gjorde. Det hjerte så hurtigt ud af hendes vision, at hun ikke var sikker på, at det havde været der.

    For så vidt angår vilde dyr gik, det var alt, hvad hun så. Dagen trak ud da de sneg sig tættere på deres destination.

    Endelig Amanda kunne høre stemmer.

    "Det er dem," hvæsede ammar. "Det er krybskytter".

    De tre af dem stod stille og lyttede til stemmerne på den anden side af en snedækket skrænt.

    "Det her er mere værd end ti grand," sagde en af mændene.

    "Let," sagde en anden mand.

    Et par andre stemmer sluttede samtalen, og det var tydeligt, at de talte om et dyr, men hvilket dyr, Amanda ikke var sikker. Hun spekulerede på, om andre dyr, de havde fanget, var også skiftere. Hun spekulerede på, hvor mange skiftere der var derude, hvis de blev headhuntet og solgt på det sorte marked.

    Ammar signalerede til dem at holde vandring op og komme over mændene.

    De tre af dem kravlede op på en bakkekam, der overså, hvor mændene blev slået lejr. Der så ud til at være fire af slagsen, og bundet til et træ var en kæmpe Kermodes Spirit Bear, vandrer frem og tilbage.

    Det bedrøvet Amanda at se bjørnen. Det ville være trist at se et dyr på den måde, men at vide, at der var en person, der sidder fast indeni der dræbte hende. De måtte gøre noget.

    "Hvad skal vi gøre?" spurgte hun Dylan og AMMAR.

    "Vi er nødt til at vente til mørkets frembrud," sagde ammar.

    "Han har ret, Amanda. Vi kan bare tage derned nu," sagde Dylan.

    Amanda følte tårer stikkende øjne.

    "Jeg ved, det er for galt," sagde Dylan. "Men hvis vi går derhen nu, vi er bare nødt til at få os selv fandt ud af, eller værre, dræbt."

    Amanda kiggede tilbage på Dylan og nikkede i enighed. Hun vidste, han havde ret. Så sammen, de tre af dem ventede til mørkets frembrud.

    Endelig, solen var begyndt at indstille. Det Kermode Bear havde stoppet pacing og lå ned i sneen. Det var næsten skjult bag Amanda troede.

    Bjørnen var smuk og enorm. Amanda kan se hvorfor nogen ville ønske det for et cirkus. Det hørte til sjældenhederne, og folk ville betale gode penge for at se det. Så meget desto bedre, at bjørnen forstod engelsk og ville følge kommandoer.

    Hun syntes det var så mænd gik ind i deres telte og bosatte sig i for natten.

    Ammar signalerede til to af dem, at det var på tide at handle.

    De skaleret ned ad little ridge og kom rundt langs siden af den. De kunne se de telte og de så sover Kermode Bear. Nu kom den svære del, Amanda. Hvis Edgar kunne forstå dem, bliver han let at redde hende, men hvis Edgar havde været i bear form for længe, at tingene kunne løbe løbsk.

    Hun havde set Dylan kæmpe som en bjørn og ikke tvivle på ham en smule, men mindre fare for, at han skulle være med, jo bedre i hendes sind. Hun vidste ikke, at der skal være nogen blodsudgydelse, da der havde været under hendes sidste møde med andre skiftere.

    Dom kiggede tilbage på de to af dem og vinkede til dem kommer nærmere.

    "Okay, så her er den plan," begyndte han. "Jeg har tænkt mig at gå op til Edgar og prøver at tale med ham og se hvad han kan forstå. Hvis han forstår mig, det er fint. Jeg vil løsne sig og du kan se gennem campingpladsen og se om du kan finde modgiften. Hvis han ikke forstår mig, og Dylan, du er nødt til at skifte. Men vær forsigtig, fordi kun én af disse fyre kunne skyde dig med samme pistol de skød Edgar med, så du sidder fast i bear form. Amanda, er du klar til det?" Ammar spurgte endelig.

    "Jeg er," siger Amanda.

    Hun kiggede på Dylan, som nikkede, og de begge tog en dyb indånding.

    De kiggede da ammar begav sig op mod de store og sovende bjørn. Amanda holdt vejret da ammar rakte ud for at røre det.

    Bjørnen rørte lidt og ammar lænede sig ned for at tale med den. Bjørnen syntes at lytte til ham, og det fik sin fod.

    Ammar begyndte afbinding og derefter virkede det som om den bærer helt vågnede op og kunne ikke lide det det vågner op til. Det swatted på Ammar, bankede ham ind i et træ, hvor han ramte med en banke, der falder bevidstløs på bunden. Bjørnen brølede.

    "lort," sagde Dylan.

    Han slap Amanda's side og gik ud til lejren. I den åbenhed, han faldt på knæ og begyndte forvandlingen. Amanda set ham skifte fra menneske til Kermodes Ånden bærer på få øjeblikke. Da han var færdig, han åbned begærligt og kiggede tilbage på Amanda med en brumme, som om fortæller hende at komme af vejen.

    Hun lyttede og sikkerhedskopieret.

    På dette tidspunkt var camp havde vakt til live med aktivitet. Alle de fire fyre var kommet ud af deres telte. En af dem tog en kniv og kom på Dylan.

    "Nej!" Råbte hun.

    De tre andre kiggede på hende. En af dem løb hen mod hende. Hun forsøgte at komme væk, men udløst på en gren og fyr tog hende ved anklen. Han hev hende op til hendes fødder og hun kunne lugte hans sure ånde.

    "Hvem er du, smuk pige?" spurgte han hende.

    Hun trådte hårdere ned på hans vristen og han slap hende. Før han kunne kæmpe tilbage, hun tog en kniv fra en kappe på hans talje og holdt den op for halsen.

    "Don't move!" hun råbte.

    Manden lusker mod Dylan stoppede op og betragtede hende.

    De to andre mænd blev standset.

    "lad dem gå, og jeg vil ikke skade dig", råbte Stine.

    "Hør her!" fyren sagde, at hun holdt kniven.

    Den fyr, der havde været efter Dylan smilte.

    Ligesom hun distraheret ham, Dylan bragte en stor pote ned på hans hoved og slog ham til jorden med et fælt crunch.

    Amanda bare ikke hvorhen kortvarigt og koncentrerede sig igen om en fyr, der var i slutningen af hendes kniv.

    "Vis mig, hvor modgiften er" Hun forlangte.

    Fyren pegede på teltene.

    "Hvilket?" spurgte hun.

    "Den ene, den grønne," sagde han.

    "Tag mig," sagde hun.

    Fyren begyndte at gå, og den anden fyr i lejren løb af sted, over digerne i skoven. Nu var der kun to af dem. Den anden fyr eyed Amanda mistænksomt, og hun kiggede fra den ene til den anden og tilbage igen.

    Den anden mand så ud som om han var ved at få squirrely. Amanda ikke har haft tid til at reagere, når fyren som var hendes spundet og hullet i kæben.

    Hun faldt til jorden og mistede sit greb om kniven. Det gik flyvende hen over den snedækkede skov.

    Dylan kender jeg godt til de to mænd, der begge sprang på ham. En af dem havde en syringed fyldt med noget i hånden. Amanda vidste, hvad det skulle være. Det var gift, der ville holde ham i bear form.

    Hun kravlede for at komme op på hendes fødder, og stødte ind i teltet, forsøger at finde modgiften. Hun hørte Dylan kæmper indædt derude og Edgar havde meldt ham. Pludselig var der to mere knasende lyde og derefter Amanda hørte telt klap, åben.

    Hun piskede rundt for at se Jace, holdt hovedet, kiggede på hende.

    "Fandt du det?!" spurgte han desperat.

    "Ikke endnu," sagde hun, som går gennem pose efter pose.

    "Vi har brug for det hurtigt. Edgar ikke ved hvem Dylan er, og han er ved at kæmpe mod ham."

    "Kan du ikke holde ud?" spurgte Amanda.

    "Jeg kan godt, men ikke så længe! Skynd dig!"

    Amanda gik tilbage til at finde modgiften som hun hørte ammar skifte til sin bærer. Hun hørte ham brumme og gå ind i kampen. Hun stødte på en rød boks, der lignede det var medicin. Indeni var der fem sprøjter. Det skulle være det.

    I hjørnet af teltet, der var en pistol. Hun greb den.