Complete Works of Henrik Ibsen (505 page)

(han rækker ham en papirrulle.)

CÆSAR JULIAN
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud)
.

Mere!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Høje Cæsar, det er omtrent alt.

CÆSAR JULIAN.
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den lange vej kun for at –?
(han brister i en kort latter; derpå går han op og ned.)
Var Alemanerkongen Knodomar kommen til Rom før din afrejse?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Ja, høje Cæsar!

CÆSAR JULIAN.
Og hvorledes hjælper han sig i det fremmede land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til latter for mine soldater. Tænk dig, han forveksled så gængse ord som kejser og Cæsar.

TRIBUNEN DECENTIUS
(trækker på skuldrene)
.

En barbar. Hvad skal man vel sige?

CÆSAR JULIAN.
Nej, hvad skal man vel sige? Men kejseren er ham dog nådig?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Knodomar er død, herre!

CÆSAR JULIAN
(standser)
.

Knodomar er død?

TRIBUNEN DECENTIUS.
I fremmed-lejren på den cøliske bakke.

CÆSAR JULIAN.
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Alemanerkongen døde af hjemve, herre! Længselen efter slægt og frihed –

CÆSAR JULIAN.
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg véd det. – Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg burde ladet ham dræbe her.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Cæsars sind er mildt.

CÆSAR JULIAN
Hm –! Hjemve? Ja så!
(til staldmesteren Sintula, som kommer fra baggrunden.)
Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere.
(til Decentius.)
Siden slaget ved Argentoratum taler han altid til mig om sejrs-vognen og det hvide forspand.
(til Sintula.)
Det blev Phaëtons færd med de lybske solheste. Hvorledes endte det? Har du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Cæsar kildrer sin tjeners øre; men han sårer det ikke.

CÆSAR JULIAN.
Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger. Jeg véd virkelig ikke at tage det på anden måde. – Der har vi dem.

(Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Florentius, samt flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra baggrunden.)

CÆSAR JULIAN
(går dem imøde)
.

God morgen, I våbenbrødre og venner! Harmes ikke formeget over, at jeg kalder eder lige hid fra landevejens smuds og møje; jeg burde visselig undt eder nogle timers ro; men –

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Er der hændt noget særdeles, herre?

CÆSAR JULIAN.
Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig, – hvad fattedes i Cæsars lykke?

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke?

CÆSAR JULIAN.
Nu ingenting.
(til Decentius.)
Hæren har forlangt, at jeg skulde holde sejrs-indtog i staden. I spidsen for legionerne vilde man, at jeg skulde drage ind gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene; kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved ved hoved –
(bryder pludselig af.)
Glæd eder, mine tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom denne morgenstund med gaver og hilsninger fra Rom.

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke.

HÆRFØREREN SEVERUS
(sagte til Florentius)
.

Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst!

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(sagte)
.

O, denne vankelmodige kejser!

CÆSAR JULIAN.
Det synes, som om en forundringsfuld stumhed havde slåt eder alle. – Man finder, at kejseren har gjort formeget, gode Decentius!

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke?

HÆRFØREREN SEVERUS.
Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde ikke kejseren vide at vælge de rette grænser for sin nåde?

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Tilvisse er dette en stor og sjelden udmærkelse –

HÆRFØREREN SEVERUS.
Jeg vil kalde den overmåde stor og sjelden.

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Og navnlig giver den et lysende vidnesbyrd for, at vor ophøjede kejsers sind er frit for al misundelse –

HÆRFØREREN SEVERUS.
Et vidnesbyrd uden forbillede; det tør jeg nok sige.

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet i disse få år i Gallien?

CÆSAR JULIAN.
En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har slet intet udrettet. Intet, intet!

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Og det regner din beskedenhed for intet? Hvad var hæren, da du overtog den? En uordnet hob –

HÆRFØREREN SEVERUS.
– uden sammenhæng, uden lydighed, uden ledelse –

CÆSAR JULIAN.
Overdrivelse, Severus!

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Og var det ikke med denne utøjlede hob, at du gik imod Alemanerne; slog du dem ikke med disse bander, som du gennem sejrvindinger omskabte til en hær af sejrherrer; tog du ikke Colonia Agrippina tilbage –?

CÆSAR JULIAN.
Ej, ej, du ser med venskabets øje, min Florentius! – Eller er det virkelig sandt? Er det så, at jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin? At jeg satte det forfaldne Tres Tabernæ i forsvarstilstand til fromme for rigets sikkerhed? Er det virkelig så?

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Hvorledes, herre? Kan du tvile om så store ting?

CÆSAR JULIAN.
Nej, i sandhed, jeg synes –. Og slaget ved Argentoratum? Var jeg ikke med der? Det svæver mig så visst for, at jeg sejrede over Knodomar. Og efter sejren –; Florentius, har jeg drømt; eller bygged jeg ikke Trajans kastel op igen, da vi rykked ind i de germaniske egne?

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Høje Cæsar, gives der nogen så afsindig mand, at han vil gøre dig denne ære stridig?

HÆRFØREREN SEVERUS
(til Decentius)
.

Jeg priser skæbnen, som forundte mig på mine gamle dage at følge så lykkelig en fører.

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(ligeledes til tribunen)
.

Hvad vending det alemanske overfald uden Cæsars tapperhed og klogskab kunde have taget, det vover jeg knapt at tænke på.

FLERE HOFMÆND
(trænger sig frem)
.

Ja, herre, Cæsar er stor!

ANDRE HERRER
(klapper i hænderne)
.

Cæsar er uden lige!

CÆSAR JULIAN
(ser en stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå brister han ud i en høj kort latter)
.

Så blindt er venskab, Decentius! Så blindt, blindt!
(han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen, som han holder i hånden.)
Her står ganske andre ting! Hør efter, og sug det ind som en erkendelsens læskende dugg. Det er kejserens melding til alle statholderne rundt om i riget; – vor udmærkede Decentius har bragt en afskrift med. Her står det: jeg har intet udrettet i Gallien. Det var en drøm, som jeg nys sagde. Her har vi kejserens egne ord: det var under kejserens lykkelige forvarsler, at den riget overhængende fare blev afvendt.

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS.
Alle rigets sager nyder fremgang under kejserens forvarsler.

CÆSAR JULIAN.
Mere, mere! Her berettes det, at det er kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er kejseren, som har løftet op den ydmygt bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo her; her står det; det var kejseren, som påbød slagordningen; det var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg!

HÆRFØREREN SEVERUS.
Høje Cæsar, dit ord er nok.

CÆSAR JULIAN.
Og hvor vil I så hen med eders dårende tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette? Du ser, at jeg i min egen lejr må holde øje med tilhængere, som stundom i blindhed er på vej til at forvilde sig hinsides oprørets grænsepæle.

PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
(hurtigt til tribunen)
.

I sandhed, mine ord er bleven højlig mistydede, ifald –

HÆRFØREREN SEVERUS
(ligeledes til tribunen)
.

Det kunde aldrig komme mig isinde på den vis at –

CÆSAR JULIAN.
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu véd I det. Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes af sejrstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har holdt sejrs-indtog for os i Rom. Han finder derfor, at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula, og sørg for, at de påtænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje, at de skal forblive i lejren udenfor murene.

(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.)

CÆSAR JULIAN.
Var jeg ikke engang en visdomsven? Man sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos. Så svagt er det menneskelige sind i medgang. Jeg var nær bleven visdommen utro. Kejseren har påmindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius. Har du mere at melde?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Et endnu. Efter alt, hvad kejseren har fornummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt ført til ende her i Gallien.

CÆSAR JULIAN.
Visselig; kejseren har dels ved sin tapperhed og dels ved sin højmodige mildhed –

TRIBUNEN DECENTIUS.
Rigets grænse er sikret imod Rhin.

CÆSAR JULIAN.
Af kejseren, af kejseren.

TRIBUNEN DECENTIUS.
I landskaberne omkring Donau står derimod sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong Sapores vinder stadig fremgang.

CÆSAR JULIAN.
Den forvovne mand! Rygtet siger, at kejseren heller ikke i sommer har behaget at lade sine hærførere knuse ham.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren agter selv at knuse ham til foråret.
(tager en papirrulle frem.)
Her er hans vilje, høje Cæsar!

CÆSAR JULIAN.
Lad se, lad se!
(læser.)
Ah!
(han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå ser han op og siger:)
Det er altså kejserens vilje, at –? Godt, godt, ædle Decentius; kejserens vilje skal blive efterkommet.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Det er nødvendigt, at den efterkommes endnu idag.

CÆSAR JULIAN.
Endnu idag; forstår sig. Kom her, Sintula! Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!

(En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til vinduet og læser papirerne igennem på ny.)