Complete Works of Henrik Ibsen (629 page)

LYNGSTRAND.
Jeg skal så sandelig ikke nævne det til noget levendes menneske.

ELLIDA.
Å, det er nu ikke sådan ment. – Men hvorledes går det Dem så? Jeg synes, De ser bedre ud nu end før.

LYNGSTRAND.
Ja, jeg tror nok, det går bra’ med mig. Og så til næste år, når jeg kanske får komme ned til de sydlige lande –

ELLIDA.
Og det får De jo, siger småpigerne.

LYNGSTRAND.
Ja, for i Bergen har jeg en velgører, som beskytter mig. Og han har lovet, at han vil hjælpe mig til næste år.

ELLIDA.
Hvorledes har De fåt fat på ham?

LYNGSTRAND.
Å, det traf sig så svært heldigt. For jeg har en gang været ude til sjøs med et af skibene hans.

ELLIDA.
Har De det? Så De havde lyst til sjøen dengang?

LYNGSTRAND.
Nej, ikke det mindste. Men da mor var død, så vilde ikke far ha’ mig gåendes længer hjemme hos sig. Og så lod han mig gå til sjøs. Så forliste vi i engelske kanalen på hjemrejsen. Og det var jo godt for mig.

ARNHOLM.
Hvorledes det, mener De?

LYNGSTRAND.
Jo, for ved det forliset var det, at jeg fik mit knæk. Dette her for brystet. Jeg lå så længe i det iskolde vandet, før de kom og berged mig. Og så måtte jeg jo begi’ sjøen. – Ja, det var rigtignok en stor lykke.

ARNHOLM.
Så? Synes De det?

LYNGSTRAND.
Ja. For knækket er jo ikke videre farligt. Og nu kan jeg jo få bli’ billedhugger, som jeg så inderlig gerne vilde. Tænk – at få modellere i det dejlige leret, som føjer sig så fint mellem fingrene!

ELLIDA.
Og hvad vil De så modellere? Skal det være havmænd og havfruer? Eller skal det være gamle vikinger –?

LYNGSTRAND.
Nej, det blir nok ikke sligt noget. Så snart jeg kan komme til, vil jeg prøve på at gøre et stort værk. Sådan en gruppe, som de kalder det.

ELLIDA.
Nå ja, – men hvad skal da den gruppen forestille?

LYNGSTRAND.
Å, det skulde nu være noget, som jeg selv har oplevet.

ARNHOLM.
Ja, ja, – hold Dem helst til det.

ELLIDA.
Men hvad skal det være for noget?

LYNGSTRAND.
Jo, jeg havde tænkt, det skulde være en ung sjømandskone, som ligger og sover så underlig uroligt. Og drømme gør hun også. Jeg tror nok, jeg skal få det til slig, at de kan se på hende, at hun drømmer.

ARNHOLM.
Skal der da ikke være noget mere?

LYNGSTRAND.
Jo, der skal være én figur til. Sådan en gestalt at kalde for. Det skal være hendes mand, som hun har været troløs imod, mens han var borte. Og han er druknet i havet.

ARNHOLM.
Hvorledes, siger De –?

ELLIDA.
Er han druknet?

LYNGSTRAND.
Ja. Han er druknet på sjørejs. Men så er der det underlige, at han er kommet hjem alligevel. Det er ved nattens tider. Og nu står han der for sengen og ser på hende. Han skal stå så drivendes våd, som de dra’r en op af sjøen.

ELLIDA
(læner sig tilbage i stolen)
.
Det var da noget forunderligt noget.
(lukker øjnene.)
Å, jeg kan se det så lys levende for mig.

ARNHOLM.
Men i al verdens navn, herr – herr –! De sa’ jo, at det skulde være noget, som De havde oplevet.

LYNGSTRAND.
Jaha, – jeg har også oplevet dette her. På en måde, at sige.

ARNHOLM.
Oplevet at en død mand –?

LYNGSTRAND.
Nå ja, jeg mener jo ikke sådan lige til oplevet. Ikke oplevet det udvendig, forstår sig. Men alligevel så –

ELLIDA
(livfuldt, spændt)
.
Fortæl mig alt, hvad De véd og kan! Dette her må jeg ha’ fuld rede på.

ARNHOLM
(smiler)
.
Ja, dette må jo sagtens være noget for Dem. Sådant noget med havstemning i.

ELLIDA.
Hvorledes var det så, herr Lyngstrand?

LYNGSTRAND.
Jo, det var så, at den gang vi skulde sejle hjem med briggen fra en by, som de kalder for Halifax, så måtte vi lægge bådsmanden efter os på sygehuset der. Så fik vi påmønstret en amerikaner i stedet. Denne her nye bådsmanden –

ELLIDA.
Amerikaneren?

LYNGSTRAND.
– ja; han fik en dag lånt hos kaptejnen en bunke gamle aviser, som han stødt og stadig læste i. For han vilde lære sig norsk, sa’ han.

ELLIDA.
Nå! Og så!

LYNGSTRAND.
Så var det en kveld i et overhændigt vejr. Alle mand var på dæk. Undtagen bådsmanden og jeg da. For han havde forstuvet ene foden sin, så han ikke kunde træ’ på den. Og jeg var også klejn af mig og lå til køjs. Nå, så sad han da der i lugaren og læste i et af de gamle bladene igen –

ELLIDA.
Ja vel! Ja vel!

LYNGSTRAND.
Men bedst som han sidder, så hører jeg, at han gir ligesom et brøl ifra sig. Og da jeg så ser på ham, så ser jeg, at han er kridenes hvid i ansigtet. Og så gir han sig til at knase og mase bladet sammen og plukke det i tusend små stykker. Men det gjorde han så ganske stille, stille.

ELLIDA.
Sa’ han da slet ingen ting? Talte han ikke?

LYNGSTRAND.
Ikke straks. Men lidt efter sa’ han ligesom til sig selv: Giftet sig. Med en anden mand. Mens jeg var borte.

ELLIDA
(lukker øjnene, og siger halv sagte)
.
Sa’ han det?

LYNGSTRAND.
Ja. Og tænk, – det sa’ han på rigtig godt norsk. Han må ha’ havt svært let for at lære fremmede sprog, den manden.

ELLIDA.
Og hvad så siden? Hvad skede så mere?

LYNGSTRAND.
Ja, så kommer dette her underlige, som jeg aldrig i verden skal glemme. For han la’ til, – ganske stille det også: Men min er hun og min skal hun bli’. Og mig skal hun følge, om jeg så skal komme hjem og hente hende som en druknet mand fra svarte sjøen.

ELLIDA
(skænker sig et glas vand. Hendes hånd ryster)
.
Puh, – hvor lummert her er idag –

LYNGSTRAND.
Og det sa’ han med slig en magt i viljen, at jeg syntes, han måtte være mand for at gøre det også.

ELLIDA.
Véd De ikke noget om, – hvad der er ble’t af den manden?

LYNGSTRAND.
Å, frue, han er visst ikke mere i live.

ELLIDA
(hurtigt)
.
Hvorfor tror De det!

LYNGSTRAND.
Jo, for vi forliste jo bagefter i kanalen. Jeg var kommen mig ned i storbåden med kaptejnen og fem andre. Styrmanden gik i hækjollen. Og i den var også amerikaneren og en mand til.

ELLIDA.
Og fra dem har man ingen ting hørt siden?

LYNGSTRAND.
Nej, ingen verdens ting, frue. Min velgører skrev det nu nylig i et brev. Men netop derfor har jeg fåt slig svær lyst til at gøre et kunstværk af det. Den troløse sjømandskonen ser jeg så lebendig for mig. Og så hævneren, som er druknet og som alligevel kommer hjem fra sjøen. Jeg kan se dem begge to så tydeligt.

ELLIDA.
Jeg også.
(rejser sig.)
Kom, – lad os gå ind. Eller helst ned til Wangel! Jeg synes, her er så kvælende lummert.
(hun går ud af løvhytten.)

LYNGSTRAND
(som ligeledes har rejst sig)
.
Jeg, for min del, får nok sige tak for mig. Det skulde bare være et lidet besøg for fødselsdagens skyld.

ELLIDA.
Nå, som De vil da.
(rækker ham hånden.)
Farvel og tak for blomsterne.
(Lyngstrand hilser og går gennem stakitdøren ud til venstre.)

ARNHOLM
(står op og går hen til Ellida)
.
Jeg ser nok, at det er gåt Dem nær til hjerte, kære fru Wangel.

ELLIDA.
Å ja, De kan gerne kalde det så, endskønt –

ARNHOLM.
Men i grunden er det jo ikke andet, end De måtte være forberedt på.

ELLIDA
(ser studsende på ham)
.
Forberedt!

ARNHOLM.
Ja, jeg synes det.

ELLIDA.
Forberedt på at nogen kunde komme igen –! Komme igen på slig en vis!

ARNHOLM.
Men hvad i al verden –! Er det den forstyrrede billedhuggerens skipperhistorie –?

ELLIDA.
Å, kære Arnholm, han er kanske ikke så forstyrret endda.

ARNHOLM.
Er det altså denne snak om den døde mand, som har rystet Dem således? Og jeg, som trode, at –

ELLIDA.
Hvad trode De?

ARNHOLM.
Jeg trode naturligvis, at det bare var maskespil af Dem. At De sad her og pintes, fordi De var kommen efter, at der i lønlighed fejres familjefest i huset. At Deres mand og hans børn lever et erindringsliv, som De ingen del har i.

ELLIDA.
Å nej, nej. Det får være med det, som det være vil. Jeg har ingen ret til at kræve min mand helt og alene for mig.

ARNHOLM.
Det synes jeg dog De måtte ha’.

ELLIDA.
Ja. Men jeg har det ikke alligevel. Det er sagen. Jeg selv lever jo også i noget, – som de andre står udenfor.

ARNHOLM.
De!
(sagtere.)
Er det således at forstå –? De – De holder egentlig ikke af Deres mand!

ELLIDA.
Å jo, jo, – af hele mit sind er jeg kommet til at holde af ham! Og just derfor er det så forfærdeligt, – så uforklarligt, – så rent utænkeligt –!

ARNHOLM.
Nu skal De betro Deres sorger helt og holdent til mig! Vil De ikke det, fru Wangel?

ELLIDA.
Jeg kan ikke, kære ven. Ikke nu i alle fald. Kanske senere.
(Bolette kommer ud på verandaen og går ned i haven.)

BOLETTE.
Nu kommer far fra kontoret. Skulde vi så ikke alle sammen sætte os ind i havestuen?

ELLIDA.
Jo, lad os det.
(Wangel, omklædt, kommer med Hilde fra venstre bag huset.)

WANGEL.
Se så! Her har I mig frank og fri! Nu skal det smage at få sig et godt glas kølende til livs.

ELLIDA.
Vent lidt.
(hun går ind i løvhytten og henter buketten.)

HILDE.
Nej se, se! Alle de dejlige blomster! Hvor har du fåt dem fra?

ELLIDA.
Dem har jeg fåt af billedhugger Lyngstrand, min kære Hilde.

HILDE
(studser)
.
Af Lyngstrand?

BOLETTE
(urolig)
.
Har Lyngstrand været her – nu igen?

ELLIDA
(med et halvt smil)
.
Ja. Han kom indom med denne her. I anledning af fødselsdagen, forstår du.

BOLETTE
(skotter til Hilde)
.
Åh –!

HILDE
(mumler)
.
Det bæst!

WANGEL
(i pinlig forlegenhed, til Ellida)
.
Hm –. Ja, ser du vel –. Jeg skal sige dig, min kære, gode, velsignede Ellida –

ELLIDA
(afbrydende)
.
Kom så, småpiger! Så vil vi sætte mine blomster i vand sammen med de andre.
(hun går op på verandaen.)

BOLETTE
(sagte til Hilde)
.
Å, men hun er da i grunden snil alligevel.

HILDE
(halvhøjt, ser vred ud)
.
Abekatstreger! Hun lader bare så for at tækkes far.

WANGEL
(oppe på verandaen, trykker Ellidas hånd)
.
Tak – tak! Inderlig tak for dette her, Ellida!