Complete Works of Henrik Ibsen (474 page)

STENSGÅRD.
Offres? Da var jeg en skurk, simpelt hen. Men jeg føler det så godt, det skal blive til hendes lykke. Hvad nu? Fjeldbo, hvad er det dog? Også du har noget bag øret –

FJELDBO.
Jeg?

STENSGÅRD.
Ja, du har! Du går i stilhed og arbejder imod mig. Hvorfor gør du det? Vær ærlig –! Vil du?

FJELDBO.
Oprigtigt talt, nej. Du er for farlig, for samvittighedsløs, – nå-nå-nå, for hensynsløs ialfald, til at man tør være ærlig imod dig. Hvad du véd, det bruger du uden betænkning. Men så sandt jeg er din ven, så sandt råder jeg dig: slå frøken Bratsberg af tankerne.

STENSGÅRD.
Jeg kan ikke. Jeg må frelse mig ud af al den styghed, jeg her står i. Jeg kan ikke leve længere i dette røre. Her må jeg gå og lade mig tage under armen af Ole Persen og Per Olsen, må hviske i krogene med dem, drikke dramme med dem, slå en latter op over deres Bajerølvittigheder, være dus med seminarister og slige halvstuderte røvere. Hvorledes kan jeg bevare mig frisk i min kærlighed til folket midt i alt dette? Det er som det lynende ord svigter mig. Jeg har ikke albuerum; ikke ren luft at ånde. O, det kommer stundom over mig som en længsel efter fine kvinder. Jeg vil noget, som der er skønhed i! Jeg ligger her som i en grumset bugt, og derude skyller den klare blå strøm forbi mig; – å, hvad forstår du dig på sligt!

GÅRDBRUGER LUNDESTAD
(fra baggrunden)
.
Her træffer en jo godt folk. Godmorgen!

STENSGÅRD.
Nu skal De høre nyt, herr Lundestad! Véd De, hvem kammerherren stemmer på?

FJELDBO.
Ti stille; det er uredeligt af dig!

STENSGÅRD.
Det bryder jeg mig ikke om. Han stemmer på amtmanden og provsten.

LUNDESTAD.
Å ja, det måtte vi vente os. De har jo fordærvet det med ham; – jeg bad Dem dog så vakkert at spille Deres kort fint.

STENSGÅRD.
Jeg skal også spille fint – herefter.

FJELDBO.
Tag dig ivare, at ikke andre gør det samme.
(ud til højre.)

STENSGÅRD.
Der er noget, som stikker bagved med det menneske. Kan De skønne, hvad det er?

LUNDESTAD.
Nej, jeg kan ikke. Men det er sandt, – jeg ser, De har været ude i avisen.

STENSGÅRD.
Jeg?

LUNDESTAD.
Ja, med sådan en pen ligpræken over mig.

STENSGÅRD.
Det er naturligvis Aslaksen, det bæst –

LUNDESTAD.
Deres udfald mod kammerherren står der også.

STENSGÅRD.
Det kender jeg ikke noget til. Vil jeg kammerherren tillivs, så har jeg hvassere våben.

LUNDESTAD.
Ja så?

STENSGÅRD.
Kender De den veksel der? Se på den. Er den god?

LUNDESTAD.
Om den er god? Den veksel der?

STENSGÅRD.
Ja visst; se rigtig på den.

DANIEL HEJRE
(fra højre)
.
Men hvad i Pokkers skind og ben kan det dog –? Ah, se der! Nej, jeg beer Dem, mine herrer, bliv dog stående! Véd De, hvad De så levende minded mig om? De minded mig om en sommernat i det høje Nord.

LUNDESTAD.
Det var en underlig lignelse.

DANIEL HEJRE.
En meget ligefrem lignelse. Den nedgående og og den opgående sol i øm forening. Å, det var dejligt, var det! Men à propos, hvad Pokker er der ivejen derude? Statsborgerne farer omkring som opskræmte høns, og kagler og galer og véd ikke, hvad pind de vil sætte sig på.

STENSGÅRD.
Ja, det er også en dag af vigtighed.

DANIEL HEJRE.
Å, De med Deres vigtighed! Nej, det er noget ganske andet, mine kære venner! Der hviskes om en stor ruin; bankerot, – ja, ikke politisk, herr Lundestad; Gudbevares!

STENSGÅRD.
Bankerot?

DANIEL HEJRE.
He-he, nu kom der liv i sagføreren. Ja, bankerot; der er nogen, som står for fald; øksen ligger ved roden af træet; – noksagt; der skal være kørt to fremmede herrer forbi; men hvorhen? Hvem gælder det? Véd ikke De noget, herr Lundestad?

LUNDESTAD.
Jeg véd den kunst at tie, herr Hejre.

DANIEL HEJRE.
Naturligvis; De er jo en politisk figur, en statsmand, he-he! Men jeg må minsæl afsted og få lys i sagen. Det er så inderlig morsomt med disse vekselryttere; de er ligesom perler på en snor: triller først én, så triller de allesammen.
(ud i baggrunden.)

STENSGÅRD.
Er der noget sandt i al den sladder?

LUNDESTAD.
De viste mig en veksel. Jeg syntes, jeg så grosserer Bratsbergs navn på den.

STENSGÅRD.
Kammerherrens også.

LUNDESTAD.
Og så spurgte De mig, om den var god?

STENSGÅRD.
Ja visst; se blot på den.

LUNDESTAD.
Den er s’gu ikke meget god.

STENSGÅRD.
De ser det altså?

LUNDESTAD.
Hvilket?

STENSGÅRD.
At den er falsk.

LUNDESTAD.
Falsk? Falske veksler er gerne de sikkreste; dem indfrier man først.

STENSGÅRD.
Men hvad mener De? Er den ikke falsk?

LUNDESTAD.
Det er nok ikke så vel.

STENSGÅRD.
Hvorledes?

LUNDESTAD.
Jeg er ræd, her er formange af den slags, herr Stensgård.

STENSGÅRD.
Hvad? Det er da vel aldrig muligt, at –?

LUNDESTAD.
Triller grosserer Bratsberg af snoren, så triller vel også de, som nærmest er.

STENSGÅRD
(griber ham i armen)
.
Hvem mener De med nærmest?

LUNDESTAD.
Er der nogen nærmere end fader og søn?

STENSGÅRD.
Men du gode Gud –!

LUNDESTAD.
Det kommer ikke fra mig! Husk på, det var Daniel Hejre, som snakked om bankerot og ruin og –

STENSGÅRD.
Dette her er som et lynslag over mig.

LUNDESTAD.
Å, der er så mangen en holden mand, som ryger af pinden. En er for god af sig; går hen og kautionerer; kontanter er ikke altid at få fat i; og kommer ejendommene til auktion, så sælges de for en slik –

STENSGÅRD.
Og alt dette, det rammer naturligvis, – det rammer børnene også!

LUNDESTAD.
Ja, frøkenen gør det mig rigtig ondt for. Mødrenearv har hun ikke stort af; og Gud véd, om det er sikkret, det lille hun har.

STENSGÅRD.
O, nu forstår jeg Fjeldbos råd; han er dog den gamle trofaste!

LUNDESTAD.
Hvad har doktor Fjeldbo sagt?

STENSGÅRD.
Han er for trofast til at sige noget; men jeg forstår ham alligevel. Og jeg forstår også Dem nu, herr Lundestad.

LUNDESTAD.
Har De ikke forstået mig før nu?

STENSGÅRD.
Ikke tilbunds; jeg glemte historien om rotterne og det brændende hus.

LUNDESTAD.
Det var ikke videre vakkert sagt. Men hvad fejler Dem? De ser så ilde ud. Gudsdød, jeg har da vel aldrig gjort en ulykke?

STENSGÅRD.
Hvad slags ulykke?

LUNDESTAD.
Jo, jo; jeg ser det. Å, jeg gamle fæ! Kære herr Stensgård, når De virkelig elsker pigen, hvad gør det så, om hun er rig eller fattig?

STENSGÅRD.
Hvad det gør? Nej, ganske visst –

LUNDESTAD.
Herregud, et lykkeligt ægteskab grundes da ikke på penge, véd jeg.

STENSGÅRD.
Naturligvis.

LUNDESTAD.
Og med stræbsomhed og flid kan De nok engang komme påfode. Lad ikke trange kår skræmme Dem. Jeg véd, hvad kærlighed er; jeg læste meget om det kapitel i min ungdom. Lykke i huset; en trofast kvinde –; kære, kære, far således frem, at De ikke skal leve i anger bagefter.

STENSGÅRD.
Men hvorledes skal det så gå med Dem?

LUNDESTAD.
Det får gå, som det kan. Tror De, jeg vil kræve et sligt hjertets offer af Dem?

STENSGÅRD.
Men jeg skal bringe offeret. Ja, jeg skal vise Dem, jeg har kraft til det. Derude står et folk i ængsel; de begærer mig ligesom i en ordløs klage. O, hvor skulde jeg her turde vægre mig!

LUNDESTAD.
Ja, men ejendomsmanden –?

STENSGÅRD.
Jeg skal vide at fyldestgøre mine medborgeres krav i så henseende, herr Lundestad! Jeg ser vejen, en ny vej; og den slår jeg ind på. Jeg gør afkald på den lykke at arbejde i forsagelse for hende, jeg elsker. Jeg siger til mit folk: her er jeg, – tag mig!

LUNDESTAD
(ser i stille beundring på ham og trykker hans hånd)
.
Sandelig, De har fået store gaver, herr Stensgård!
(ud til højre.)
(Stensgård går et par gange op og ned ad gulvet; snart standser han ved vinduet, snart river han sig i håret. Lidt efter kommer Bastian Monsen fra baggrunden.)

BASTIAN.
Her ser du mig, du!

STENSGÅRD.
Hvor kommer du fra?

BASTIAN.
Fra nationen.

STENSGÅRD.
Nationen? Hvad vil det sige?

BASTIAN.
Véd du ikke, hvad nationen vil sige? Det vil sige folket; det menige folk; de, som ingenting har og ingenting er; de, som ligge bundne –

STENSGÅRD.
Hvad fanden er det for abekatstreger?

BASTIAN.
Hvilket?

STENSGÅRD.
Jeg har mærket i den sidste tid, du går og efterligner mig; ligetil min påklædning og min håndskrift så skaber du den efter. Du skal holde op med det.

BASTIAN.
Hvad nu? hører ikke vi to til samme parti?

STENSGÅRD.
Ja, men jeg tåler ikke sligt; – du gør dig selv latterlig –

BASTIAN.
Gør jeg mig latterlig ved at ligne dig?

STENSGÅRD.
Ja, ved at abe efter. Vær nu snild, Monsen, og lad sligt fare; det er så ækkelt at se på. Men hør, sig mig en ting, – når kommer din fader tilbage?

BASTIAN.
Det véd jeg ikke noget om. Han er rejst indover til Kristiania, tror jeg; kanske kommer han ikke tilbage på de første otte dage.

STENSGÅRD.
Ikke det? Det vilde være slemt. Men han har jo en stor forretning igang, siges der?

BASTIAN.
Jeg har også en forretning. Hør du, Stensgård, du må gøre mig en villighed.

STENSGÅRD.
Gerne; hvad skulde det være?

BASTIAN.
Jeg kender mig så stærk. Det kan jeg takke dig for; du har vækket mig. Jeg må gøre noget, du; – jeg vil gifte mig.

STENSGÅRD.
Gifte dig? Med hvem?

BASTIAN.
Hys! Her i huset.

STENSGÅRD.
Madam Rundholmen?

BASTIAN.
Hys! Ja, hende er det. Læg et godt ord ind for mig, du! Jeg må ind i noget sligtnoget. Hun sidder i en stor rørelse; står sig godt med kammerherrens siden den tid hendes søster tjente som husholderske der. Får jeg hende, så får jeg kanske kommunalarbejderne med. Ja, i det hele taget, – jeg elsker hende, død og pine!

STENSGÅRD.
Å, elske, elske! Lad det væmmelige hykleri fare.

BASTIAN.
Hykleri!

STENSGÅRD.
Ja; du lyver for dig selv ialfald. Her snakker du i ét åndedrag om vejarbejder og kærlighed. Kald dog enhver ting med sit rette navn. Der er noget smudsigt i dette her; jeg vil ikke have noget med det at bestille –