Complete Works of Henrik Ibsen (469 page)

STENSGÅRD.
Vov det; vov det bare! De er drukken, menneske –!

ASLAKSEN.
Ikke mere end til måde. Men jeg blir som en løve, når man vil tage den fattige brødbid fra mig. De kan ikke sætte Dem ind i, hvorledes jeg har det hjemme; en sengeliggende kone, et vanført barn –

STENSGÅRD.
Pak Dem! Vil De søle mig ned i Deres gemenhed? Hvad kommer Deres værkbrudne koner og vanskabte unger mig ved? Vover De at stille Dem ivejen for mig, understår De Dem bare at spærre en eneste udsigt, så skal De komme til at ligge på fattigkassen før året er omme!

ASLAKSEN.
Jeg skal vente en dag –

STENSGÅRD.
Nå; De begynder at få fornuftens brug igen.

ASLAKSEN.
Jeg skal i et extranummer underrette abonnenterne om, at redaktøren, som følge af en ved festgildet pådragen upasselighed –

STENSGÅRD.
Ja, ja; gør det; senere kan det jo nok hænde, vi kommer tilrette med hinanden.

ASLAKSEN.
Gid det var så vel. – Herr overretssagfører Stensgård, – husk på: den avis, den er mit eneste lam.
(ud i baggrunden.)

GÅRDBRUGER LUNDESTAD
(i den forreste havedør)
.
Nå, herr sagfører Stensgård?

STENSGÅRD.
Nå, herr gårdbruger Lundestad?

LUNDESTAD.
De går her så alene? Dersom det var Dem belejligt, vilde jeg nok gerne tale lidt med Dem.

STENSGÅRD.
Med fornøjelse.

LUNDESTAD.
Først må jeg nu sige Dem det, at dersom De har hørt, jeg skulde have sagt noget ufordelagtigt om Dem, så må De ikke tro det.

STENSGÅRD.
Om mig? Hvad skulde De have sagt?

LUNDESTAD.
Ingenting; det forsikkrer jeg Dem. Men her findes så mange ørkesløse mennesker, som bare går omkring og syr folk sammen.

STENSGÅRD.
Ja, i det hele taget, – vi to er desværre kommet i en noget skæv stilling til hinanden.

LUNDESTAD.
Det er en ganske naturlig stilling, herr Stensgård. Det er det gamles stilling til det nye; det går altid så.

STENSGÅRD.
Å bevares, herr Lundestad, De er da ikke så gammel.

LUNDESTAD.
Å jo, å jo, jeg blir gammel nu. Jeg har nu siddet i thinget siden 1839. Nu synes jeg det kunde være på tiden at få afløsning.

STENSGÅRD.
Afløsning?

LUNDESTAD.
Tiderne skifter, ser De. Nye opgaver taer vækst; og til at bære dem frem kræves der nye kræfter.

STENSGÅRD.
Ærligt og oprigtigt, herr Lundestad, – vil De altså virkelig vige for Monsen?

LUNDESTAD.
For Monsen? Nej, for Monsen vil jeg ikke vige.

STENSGÅRD.
Men så forstår jeg ikke –?

LUNDESTAD.
Sæt nu, jeg veg for Monsen; tror De så, han havde udsigt til at blive valgt?

STENSGÅRD.
Ja, det er vanskeligt at sige. Valgmandsvalget skal jo rigtignok allerede foregå iovermorgen, og stemningen er vistnok endnu ikke tilstrækkelig bearbejdet; men –

LUNDESTAD.
Jeg tror ikke det vilde lykkes. Mit og kammerherrens parti vil ikke stemme på ham. Ja, „mit parti”, det er nu sådan en talemåde; jeg mener ejendomsmændene, de gamle slægter, som sidder fast på sin jord og hører hjemme her. De vil ikke kendes ved Monsen. Monsen er en indflytter; der er ingen, som véd noget sådan rigtig tilbunds om Monsen og hans sager. Og så har han nu måttet hugge meget ned omkring sig for at vinde plads; hugget ud både skoge og familjer, kan en sige.

STENSGÅRD.
Ja, men hvis De altså mener, at der ingen udsigt er –

LUNDESTAD.
Hm! Det er sjeldne gaver, De har fået idetheletaget, herr Stensgård. Vorherre har udrustet Dem rigeligt. Men der er en liden ting, som han skulde givet Dem på købet.

STENSGÅRD.
Og hvad skulde det være?

LUNDESTAD.
Sig mig, – hvorfor tænker De aldrig på Dem selv? Hvorfor har De sletingen ærgærrighed?

STENSGÅRD.
Ærgærrighed? Jeg?

LUNDESTAD.
Hvorfor går De her og spilder Deres kræfter på andre? Kort og godt, – hvorfor vil De ikke selv ind i thinget?

STENSGÅRD.
Jeg? Det er ikke Deres alvor!

LUNDESTAD.
De har jo skaffet Dem stemmeret, hører jeg. Men nytter De ikke lejligheden nu, så kommer der en anden ind, og han blir kanske fast i sadlen, og da er han ikke så let at fordrive.

STENSGÅRD.
Men, for Guds skyld, mener De, hvad De siger, herr Lundestad?

LUNDESTAD.
Det fører jo ikke til noget; når De ikke vil, så –

STENSGÅRD.
Vil? Vil? Jeg må oprigtig tilstå Dem, jeg er ikke så aldeles blottet for ærgærrighed, som De tror. Men antager De virkelig, at sligt kan ske?

LUNDESTAD.
Ske kunde det nok. Jeg skulde gøre mit bedste. Kammerherren vilde visst også gøre sit; han kender jo Deres talegaver. De unge har De for Dem og –

STENSGÅRD.
Herr Lundestad, De er, ved Gud, min sande ven!

LUNDESTAD.
Å, det mener De nu ikke så stort med. Var jeg Deres ven, så tog De byrden fra mig; De har unge skuldre; De kunde bære den så let.

STENSGÅRD.
Råd over mig i så henseende; jeg skal ikke svigte.

LUNDESTAD.
Så De er altså ikke uvillig –?

STENSGÅRD.
Her er min hånd!

LUNDESTAD.
Tak! Tro mig, herr Stensgård, De kommer ikke til at angre på det. Men nu må vi fare varsomt frem. Valgmænd må vi begge to sørge for at blive, – jeg for at foreslå Dem til min efterfølger og examinere Dem lidt i forsamlingen, og De for at gøre rede for Deres meninger –

STENSGÅRD.
Å, er vi først så vidt, så er vi ovenpå. I valgmandsforsamlingen er jo De almægtig.

LUNDESTAD.
Der er måde med almægtigheden; – De må naturligvis bruge Deres talegaver; De får se at bortforklare det, som kan være mest kantet og stødende –

STENSGÅRD.
De mener da vel ikke, at jeg skal bryde med mit parti?

LUNDESTAD.
Se nu bare sindigt på sagen. Hvad vil det sige, at her er to partier? Det vil sige, at her på den ene side findes endel mænd eller slægter, som er i besiddelse af de almindelige borgerlige goder, – jeg mener ejendom, uafhængighed, og andel i magten. Det er det parti, jeg hører til. Og på den anden side findes der mange yngre medborgere, som gerne vil erhverve sig disse samfundsgoder. Se, det er Deres parti. Men dette parti kommer De jo ganske naturligt og ligefrem til at træde ud af, når De nu får andel i magten og derhos skaffer Dem en stilling her som rigtig fast ejendomsmand; – ja, for det er nødvendigt, herr Stensgård!

STENSGÅRD.
Ja, det tror jeg også det er. Men tiden er knap; en sådan stilling erhverves ikke i en håndevending.

LUNDESTAD.
Å nej, den gør nok ikke det; men De kunde vel kanske også hjælpe Dem bare med udsigten –

STENSGÅRD.
Udsigten?

LUNDESTAD.
Skulde De have så svært meget imod at tænke på et godt gifte, herr Stensgård? Her er rige arvinger i bygden. En mand, som De, med fremtiden for sig, – en mand, som kan gøre regning på at komme ind i de højeste poster, – tro mig, Dem vil ingen vrage, når De spiller Deres kort fint.

STENSGÅRD.
Så hjælp mig med spillet! For Guds skyld –! De åbner vidder for mig; store syner! Alt det, jeg har håbet og higet efter; at gå som en frigører fremst i folket; alt det fjerne, jeg har drømt om, det rykker mig nu så levende nær!

LUNDESTAD.
Ja, vi skal være lysvågne, herr Stensgård! Deres ærgærrighed er allerede på benene, ser jeg. Det er godt. Resten vil gå af sig selv. – Nå, tak sålænge! Jeg skal aldrig glemme Dem, at De vilde tage magtens byrde fra mine gamle skuldre!
(Gæster og husets folk kommer efterhånden ind fra haven. To tjenestepiger bringer lys og byder forfriskninger om under det følgende.)

SELMA
(går op mod pianoet til venstre i baggrunden)
.
Herr Stensgård, De må være med; vi skal lege pantelege.

STENSGÅRD.
Med fornøjelse; jeg er udmærket oplagt!
(går ligeledes mod baggrunden, træffer aftale med hende, sætter stole tilrette o. s. v.)

ERIK BRATSBERG
(dæmpet)
.
Hvad pokker er det, faer fortæller, herr Hejre? Hvad er det for en tale, sagfører Stensgård skal have holdt heroppe igår?

DANIEL HEJRE.
He-he; véd man ikke det?

ERIK BRATSBERG.
Nej; vi byfolk var jo til middag og bal inde i klubben. Men faer siger, at herr Stensgård har aldeles brudt med Storlifolket, at han var så forskrækkelig grov imod Monsen –

DANIEL HEJRE.
Imod Monsen? Nej, der har De visst hørt fejl, højstærede –

ERIK BRATSBERG.
Ja, der stod rigtignok så mange omkring, så jeg fik ikke rigtig rede i det; men jeg hørte ganske bestemt at –

DANIEL HEJRE.
Noksagt; vent til imorgen, da får De historien til frokost i Aslaksens avis.
(går fra ham.)

KAMMERHERREN.
Nå, min kære Lundestad, holder De endnu fast på de griller –?

LUNDESTAD.
Det er ingen griller, herr kammerherre; når en mand står fare for at fortrænges, så bør han vige frivilligt.

KAMMERHERREN.
Talemåder! Hvem tænker vel på at fortrænge Dem?

LUNDESTAD.
Hm; jeg er en gammel vejrprofet. Her er omslag i luften. Nå, jeg har alt stedfortræderen. Sagfører Stensgård er villig –

KAMMERHERREN.
Sagfører Stensgård?

LUNDESTAD.
Ja, var det ikke meningen? Jeg tog det for et vink, da kammerherren sagde, at den mand måtte en støtte, og at en skulde slutte sig til ham.

KAMMERHERREN.
Ja, jeg mente i hans optræden mod alt dette fordærvelige svindlervæsen, som drives på Storli.

LUNDESTAD.
Men hvorledes kunde kammerherren være så sikker på, at Stensgård vilde bryde med de folk?

KAMMERHERREN.
Kære, det viste sig jo igåraftes.

LUNDESTAD.
Igåraftes?

KAMMERHERREN.
Ja, da han talte om Monsens fordærvelige indflydelse i sognet.

LUNDESTAD
(med åben mund)
.
Om Monsens –?

KAMMERHERREN.
Ja visst; på bordet –

LUNDESTAD.
Oppe på bordet; ja?

KAMMERHERREN.
Han var forskrækkelig grov; kaldte ham en pengesæk, og en basilisk, eller en lindorm, eller noget lignende. Ha, ha, det var virkelig morsomt at høre på.

LUNDESTAD.
Var det morsomt at høre på?

KAMMERHERREN.
Ja, jeg nægter ikke, Lundestad, at jeg under de folk, hvad de får af den slags. Men nu må vi støtte ham; thi efter et sligt blodigt angreb –

LUNDESTAD.
Som det igår, ja?

KAMMERHERREN.
Ja vel.

LUNDESTAD.
Det på bordet?

KAMMERHERREN.
Ja, det på bordet.

LUNDESTAD.
Om Monsen?

KAMMERHERREN.
Ja, om Monsen og hans slæng. Nu vil de naturligvis søge at hævne sig; og det kan man da ikke fortænke dem i –

LUNDESTAD
(afgjort)
.
Sagfører Stensgård må støttes, – det er klart!

THORA.
Kære faer, du skal være med i legen.

KAMMERHERREN.
Å snak, barn –