Complete Works of Henrik Ibsen (464 page)

MONSEN.
Men De kom rent bort fra, hvad De vilde fortalt herr Stensgård om kammerherren.

DANIEL HEJRE.
Ej, det er en vidtløftig historie. Da min fader stod på sit højeste, så gik det nedad for den gamle kammerherre, – den nuværendes fader, forstår De; for han var også kammerherre –

BASTIAN.
Naturligvis; alting går i arv her.

DANIEL HEJRE.
Alle tækkelige egenskaber iberegnet. Noksagt. Pengereduktionen, – uforsigtigheder, vidtløftigheder, som han roded sig ind i anno 1816 og derudover, tvang ham til at sælge af jordegodset –

STENSGÅRD.
Og Deres fader købte?

DANIEL HEJRE.
Både købte og betalte. Nu! Hvad sker? Jeg tiltræder arven; jeg gør forbedringer i tusendtal –

BASTIAN.
Naturligvis.

DANIEL HEJRE.
Skål! – Forbedringer i tusendtal, som sagt; jeg lufter ud i skogene; en årrække går, – så kommer min herr Urian, – jeg mener den nuværende, – og laer handelen gå om igen!

STENSGÅRD.
Ja, men højstærede herr Hejre, det måtte De da kunnet forhindre.

DANIEL HEJRE.
Ikke så let! Nogle små formaliteter var forglemte, påstod han. Jeg befandt mig desuden dengang i en momentan pengeforlegenhed, som efterhånden gik over til at blive permanent. Og hvor langt rækker man vel nutildags uden kapitaler?

MONSEN.
Nej, det er så Gud et sandt ord! Ja, i visse måder rækker man ikke langt med kapitaler heller. Det har jeg fået føle. Ja, selv mine uskyldige børn –

BASTIAN
(dunker i bordet)
.
Uf, faer, – havde jeg visse folk her!

STENSGÅRD.
Deres børn, siger De?

MONSEN.
Nå ja; se for exempel Bastian. Er han ikke bleven vel oplært kanske –?

DANIEL HEJRE.
Trefold! Først i retning henimod student; så i retning henimod maler; og så i retning –, nej, det er sandt, – civilingenieur, det er han da.

BASTIAN.
Ja, det er jeg, død og pine!

MONSEN.
Ja, det er han; det kan jeg bevise både med regninger og med examensattester! Men hvem har fået kommunalarbejdet? Hvem har fået vejanlæggene her – især i de to sidste år? Det har udlændinger fået, – eller ialfald fremmede, – folk, kortsagt, om hvem man ingenting véd!

DANIEL HEJRE.
Ja, det går skammeligt til i det hele. Da man til nytår skulde have en sparebankforstander, gik man herr Monsen forbi og valgte et subjekt med forstand
(hoster)
med forstand på at holde pungen lukket, – hvilket vor splendide vært åbenbart ikke har. Gælder det et tillidshverv i kommunen; – ligedan! Aldrig Monsen; altid en, der nyder tillid – hos magthaverne. Nå; commune sufragium, som der står i romerretten; det vil sige, man lider skibbrud i kommunalfaget, faer! Fy, for pokker? Skål!

MONSEN.
Tak! Men for at komme til noget andet, – hvorledes går det nu med Deres mange processer?

DANIEL HEJRE.
De er fremdeles under forberedelse; jeg kan ikke sige Dem mere for øjeblikket. Ja, hvilke chikaner er jeg ikke udsat for i den anledning! I næste uge blir jeg desværre nødt til at indkalde hele formandskabet for forligelseskommissionen.

BASTIAN.
Er det sandt, som folk siger, at De engang har indkaldt Dem selv for forligelseskommissionen?

DANIEL HEJRE.
Mig selv? Ja; men jeg mødte ikke.

MONSEN.
Ha-ha! Ikke det, nå?

DANIEL HEJRE.
Havde lovligt forfald; skulde over Grønsund, og så var det uheldigvis det år, Bastian havde bygget broen; – plump; De véd, det gik ad undas –

BASTIAN.
Nå, så skulde da fanden –.

DANIEL HEJRE.
Besindighed, unge mand! Her er så mange, som spænder buen til den brister; brobuen, mener jeg; alting er jo arveligt –; noksagt!

MONSEN.
Hå-hå-hå! Noksagt, ja! Drik nu De, noksagt!
(til Stensgård.)
De hører, herr Hejre har fribrev på at yttre sig, som han lyster.

DANIEL HEJRE.
Ja, yttringsfriheden er også den eneste statsborgerlige rettighed, jeg sætter pris på.

STENSGÅRD.
Kun skade, at den rettighed er begrænset af lovene.

DANIEL HEJRE.
He-he! Herr overretssagførerens tænder løber kanske i vand efter en injurieproces? Hvad? Læg endelig ikke hånden imellem, højstærede! Jeg er en gammel praktikus, jeg!

STENSGÅRD.
Med hensyn til injurier?

DANIEL HEJRE.
Deres tilgivelse, unge mand! Den harme, De føler, den gør isandhed Deres hjerte ære. Jeg beder Dem glemme, at en olding har siddet her og talt frimodigt om Deres fraværende venner.

STENSGÅRD.
Fraværende venner?

DANIEL HEJRE.
Sønnen er visst al ære værd; noksagt! Datteren ligeså. Og når jeg i forbigående kom til at kaste et stænk på kammerherrens karakter –

STENSGÅRD.
Kammerherrens? Er det kammerherrens, De kalder mine venner?

DANIEL HEJRE.
Ja, man gør da ikke visiter hos sine uvenner, véd jeg?

BASTIAN.
Visiter?

MONSEN.
Hvad for noget?

DANIEL HEJRE.
Au, au, au! Her har jeg visst røbet noget, som –!

MONSEN.
Har De gjort visiter hos kammerherrens!

STENSGÅRD.
Sniksnak! Forvanskninger!

DANIEL HEJRE.
Sandelig, højst fatalt! Men hvor kunde jeg også tænke, at det var en hemmelighed?
(til Monsen.)
Forresten må De ikke tage mine ord altfor bogstaveligt. Når jeg siger visit, så mener jeg kun sådant et formelt besøg; – rigtignok i livkjole og gule handsker; men hvad –!

STENSGÅRD.
Og jeg siger Dem, jeg har ikke talt et levende ord med den familje!

DANIEL HEJRE.
Er det muligt? Blev De ikke modtagen andengang heller? Ja, for førstegang nægted man sig hjemme, det véd jeg nok.

STENSGÅRD
(til Monsen)
.
Jeg havde noget skriftligt at overbringe fra tredjemand i Kristiania; det er det hele.

DANIEL HEJRE
(rejser sig)
.
Der er, Gud døde mig, noget oprørende i sligt! Der kommer den unge, tillidsfulde, uerfarne på livets bane; opsøger den prøvede verdensmand i hans hus; tyr til ham, der har sit på det tørre, for at begære, – noksagt! Verdensmanden slår døren i; man er ikke hjemme; – nej, man er aldrig hjemme, når det gælder, – noksagt!
(udbrydende.)
Men det er jo den skammeligste grovhed ovenikøbet!

STENSGÅRD.
Å, lad nu den kedelige sag fare.

DANIEL HEJRE.
Ikke hjemme! Han, som går der og siger: jeg er altid hjemme for skikkelige mennesker!

STENSGÅRD.
Siger han det?

DANIEL HEJRE.
Sådant et mundheld. Herr Monsen blir heller aldrig modtaget. Men jeg begriber ikke, hvorfor han har lagt Dem for had. Ja, jeg siger had; for véd De, hvad jeg hørte igår?

STENSGÅRD.
Jeg vil ikke vide, hvad De hørte igår.

DANIEL HEJRE.
Punktum altså. Yttringen var mig forresten ikke påfaldende; – i kammerherre Bratsbergs mund da! Jeg kan blot ikke forstå, hvorfor han skulde lægge „rodhugger” til.

STENSGÅRD.
Rodhugger?

DANIEL HEJRE.
Når De absolut tvinger mig, så må jeg indrømme, at kammerherren har kaldt Dem en rodhugger og en lykkejæger.

STENSGÅRD
(springer op)
.
Hvad for noget?

DANIEL HEJRE.
Rodhugger og lykkejæger, – eller lykkejæger og rodhugger, jeg tør ikke indestå for hvorledes ordene faldt.

STENSGÅRD.
Og det har De hørt på?

DANIEL HEJRE.
Jeg? Havde jeg været tilstede, herr sagfører Stensgård, så skulde De visselig ikke savnet det forsvar, som De fortjener.

MONSEN.
Der ser De, hvad der kommer ud af at –

STENSGÅRD.
Hvor tør den uforskammede person understå sig –?

DANIEL HEJRE.
Nå, nå, nå! Ikke så ivrig! Det har været figurligt ment, det gier jeg min hals på. Kanske blot en spøgefuld vending. Imorgen kan De jo bede om en forklaring. Ja, for De skal da vel i den store middag? Hvad?

STENSGÅRD.
Jeg skal ikke i nogen middag.

DANIEL HEJRE.
To visiter og endda ingen indbydelse –!

STENSGÅRD.
Rodhugger og lykkejæger! Hvad skulde det sigte til?

MONSEN.
Se derborte! Når man taler om fanden, så er han nærmest. Kom, Bastian!
(Monsen og Bastian bort.)

STENSGÅRD.
Hvad skulde det betyde, herr Hejre?

DANIEL HEJRE.
Kan virkelig ikke tjene Dem med noget svar. – De lider? Deres hånd, unge mand! Tilgiv, om jeg ved min frimodighed har såret Dem. Tro mig, De har endnu mange bittre erfaringer at gøre på livets bane. De er ung; De er tillidsfuld og godtroende. Det er smukt; det er rørende sågar; men, men, – godtroenhed er sølv; verdenserfaring er guld; – det er et ordsprog af min egen opfindelse, faer! Gud være med Dem!
(Daniel Hejre går.)
(Kammerherre Bratsberg, hans datter og doktor Fjeldbo kommer fra venstre.)

ANDERS LUNDESTAD
(ved talerstolen, slår til lyd)
.
Herr værksforvalter Ringdal har ordet.

STENSGÅRD
(råber)
.
Herr Lundestad, jeg forlanger ordet!

LUNDESTAD.
Siden!

STENSGÅRD.
Nej, nu! Straks!

LUNDESTAD.
De kan ikke få ordet nu. Herr Ringdal har det.

RINGDAL
(på talerstolen)
.
Ærede forsamling! I dette øjeblik har vi den ære at se i vor midte manden med det varme hjerte og den åbne hånd, – han, som vi i en lang årrække har vant os til at se op til, som til en fader; han, som altid er rede til råd, som til dåd; han, hvis dør aldrig er stængt for noget hæderligt medlem af vort samfund; han, han –; vor ærede hædersgæst ynder ikke lange taler, og derfor, en skål og et hurra for kammerherre Bratsberg og hans familje! De leve! Hurra!

MÆNGDEN.
Hurra! Hurra! Hurra!
(stormende jubel; man omringer kammerherren, som takker og trykker de nærmestes hænder.)

STENSGÅRD.
Får jeg nu ordet?

LUNDESTAD.
Vær så god. Talerstolen er til tjeneste.

STENSGÅRD
(springer op på bordet)
.
Jeg bygger min egen talerstol!

DE UNGE
(stimler om ham)
.
Hurra!

KAMMERHERREN
(til doktoren)
.
Hvem er det balstyrige menneske?

FJELDBO.
Sagfører Stensgård.

KAMMERHERREN.
Nå, han!

STENSGÅRD.
Hør mig, I feststemte brødre og søstre! Hør mig, I, som har frihedsdagens jubel og sang i eders hjerter, selv om den ligger bunden. Jeg er en fremmed iblandt jer –

ASLAKSEN.
Nej!

STENSGÅRD.
Tak for det nej! Jeg taer det som et længselens og trangens vidnesbyrd. Dog, fremmed er jeg; men det er svoret, at her står jeg med stort og friskt hjertelag for eders sorg og glæde, for eders savn og sejer; havde jeg såsandt derover nogen magt, da – da –!

ASLAKSEN.
Det har De, herr overretssagfører!

LUNDESTAD.
Ingen afbrydelse! De har ikke ordet.

STENSGÅRD.
De endnu mindre! Jeg afsætter festkomiteen! Frihed på frihedsdagen, gutter!