Complete Works of Henrik Ibsen (465 page)

DE UNGE.
Hurra for friheden!

STENSGÅRD.
Man vil nægte jer mælets brug! I hørte det. Man vil gøre jer til umælende! Væk med sligt voldsherredømme! Jeg vil ikke stå her og holde tale for en målbunden klynge. Snakke vil jeg. Og I skal snakke med. Vi vil snakke fra leveren!

MÆNGDEN
(under stigende jubel)
.
Hurra!

STENSGÅRD.
Ikke mere disse golde kisteklædte festmøder! En gylden, en dådstung grøde skal skyde frem af vore syttende-Maj-lag herefter. Maj! Det er jo spiretiden; det er årets unge svulmende jomfrumåned. Til 1ste Juni blir det netop to måneder siden jeg satte mig ned her iblandt jer. Og hvad har jeg ikke set af storhed og af småhed, af stygt og af vakkert her!

KAMMERHERREN.
Hvad er det egentlig han taler om, doktor?

FJELDBO.
Bogtrykker Aslaksen siger, det er om de lokale forholde.

STENSGÅRD.
Jeg har set evner glimte og glittre nede i folket. Men jeg har også set den fordærvelsens ånd, som ligger knugende over evnerne og holder dem nede i det lave. Ja, jeg har set unge, varme, tillidsfulde hjerter storme til møde, – men også dem, som stængte døren for sig!

THORA.
O, Gud!

KAMMERHERREN.
Hvad mener han med det?

STENSGÅRD.
Ja, brødre og søstre i frejdighed! Der er i vejret, i luften, en magt, et spøgelse fra rådne dage, som lægger tyngsel og mørke udover der, hvor der skulde være lys og flugt. I jorden igen med dette spøgelse!

MÆNGDEN.
Hurra! Hurra for 17de Maj!

THORA.
Kom, faer –!

KAMMERHERREN.
Hvad pokker er det for spøgelse? Doktor, hvem taler han om?

FJELDBO
(hurtigt)
.
Å, det er om –
(hvisker et par ord.)

KAMMERHERREN.
Aha! Nej, gør han virkelig?

THORA
(sagte)
.
Tak!

STENSGÅRD.
Vil ingen anden knuse dragen, så vil jeg! Men vi må holde sammen, gutter!

MANGE STEMMER.
Ja! Ja!

STENSGÅRD.
Vi er de unge. Vi ejer tiden; men tiden ejer også os. Vor ret er vor pligt! Albuerum for enhver dådskraft, for enhver vilje, som er af det stærke! Hør mig! Vi vil stifte et forbund. Pengesækken har ophørt at regere i sognet!

KAMMERHERREN.
Bravo!
(til doktoren.)
Pengesækken, sagde han; altså dog virkelig –!

STENSGÅRD.
Ja, gutter, vi, vi er valutaen, så sandt der er malm i os. Vore viljer, det er det klingende sølv, som skal gælde mand og mand imellem. Krig og nederlag for hver den, som vil hindre, at vi udmynter os!

MÆNGDEN.
Hurra!

STENSGÅRD.
Man har slængt mig et hånligt bravo i ansigtet her ikveld –

KAMMERHERREN.
Nej!

STENSGÅRD.
Ligemeget! Hverken tak eller trusel gælder for den, der vil, hvad han vil. Og dermed Gud befalet! Ja, han; thi det er dog hans ærinde, vi går i vor unge tillidsfulde gerning. Ind til restauratøren altså; – i denne time vil vi stifte vort forbund!

MÆNGDEN.
Hurra! Bær ham! Bær ham!
(han løftes på guldstol.)

STEMMER.
Tal! Mere! Mere!

STENSGÅRD.
Samhold, siger jeg? Med de unges forbund er et forsyn i pakt. Det står til os, om vi vil styre verden – her i distriktet!
(han bæres ind i teltet under stormende jubel.)

MADAM RUNDHOLMEN
(tørrer øjnene)
.
Å nej, for en mund der sidder på det menneske! Kunde en ikke gerne kysse ham, herr Hejre?

DANIEL HEJRE.
Nej, kysse ham, det vilde jeg dog ikke.

MADAM RUNDHOLMEN.
Nej, De! Det tror jeg nok.

DANIEL HEJRE.
Vilde De kanske kysse ham, madam Rundholmen?

MADAM RUNDHOLMEN.
Uf, hvor fæl De er!
(hun går ind i teltet; Daniel Hejre ligeså.)

KAMMERHERREN.
Spøgelse, – og drage, – og pengesæk! Det var forskrækkeligt grovt. Men vel tilpas!

LUNDESTAD
(nærmer sig)
.
Det gør mig rigtig inderlig ondt, herr kammerherre –

KAMMERHERREN.
Ja, hvor har De havt Deres menneskekundskab henne? Nå, nå; det kan times enhver. God nat, herr Lundestad, og mange tak for iaften.
(vender sig til Thora og doktoren.)
Men fy for pokker; dette prægtige unge menneske har jeg jo været grov imod!

FJELDBO.
Ja så?

THORA.
Visiten, mener du –?

KAMMERHERREN.
To visiter. Det er sandelig Lundestads skyld; han havde skildret mig ham, som en lykkejæger og som – som noget, jeg ikke husker. Nå, heldigvis kan jeg bøde på det.

THORA.
Hvorledes –?

KAMMERHERREN.
Kom, Thora; vi vil endnu iaften –

FJELDBO.
Å nej, herr kammerherre, er nu det værd at –?

THORA
(sagte)
.
Hys!

KAMMERHERREN.
Har man forløbet sig, så får man gøre det godt igen; det er simpel skyldighed. God nat, doktor! Så fik jeg dog en fornøjelig stund. Det er mere, end De har beredt mig idag.

FJELDBO.
Jeg, herr kammerherre?

KAMMERHERREN.
Å ja, ja, ja; – både De og andre –

FJELDBO.
Men måtte jeg ikke spørge, hvad jeg –?

KAMMERHERREN.
Herr værkslæge, – ingen påtrængenhed. Jeg er aldrig påtrængende. Nå, i Guds navn forresten, – god nat!
(Kammerherren og Thora går ud til venstre; Fjeldbo ser tankefuld efter dem.)

BOGTRYKKER ASLAKSEN
(fra teltet)
.
Hej, opvarter! Blæk og pen! Jo, nu går det løs, herr doktor!

FJELDBO.
Hvad går løs?

ASLAKSEN.
Han stifter forbundet. Det er næsten stiftet.

LUNDESTAD
(har nærmet sig sagte)
.
Skriver der sig mange ind?

ASLAKSEN.
Vi har nu omkring 37 foruden enker og sligt. Pen og blæk, siger jeg! Ingen opvarter tilstede; det er de lokale forholdes skyld.
(ud bagved teltet.)

LUNDESTAD.
Puh; dette her har været en varm dag.

FJELDBO.
Jeg er bange, vi får varmere dage herefter.

LUNDESTAD.
Tror De kammerherren blev meget vred?

FJELDBO.
Å, sletikke; det så De jo. Men hvad siger De om det nye forbund?

LUNDESTAD.
Hm; jeg siger ingenting. Hvad skal en vel sige?

FJELDBO.
Men det er jo begyndelsen til en kamp om magten her i distriktet.

LUNDESTAD.
Ja-ja! Kamp er god. Han er en mand med store gaver, han, Stensgård.

FJELDBO.
Og en mand, som vil frem.

LUNDESTAD.
Ungdommen vil altid frem. Jeg vilde også frem, da jeg var ung; der er ingenting at sige på det. Men en kunde kanske gå indenfor døren –

DANIEL HEJRE
(fra teltet)
.
Nå, herr Lundestad, skal De ind og interpellere? Hvad? Gøre opposition? He-he! For så må De skynde Dem.

LUNDESTAD.
Å, jeg kommer vel altid tidsnok.

DANIEL HEJRE.
Forsent, faer! Med mindre De vil stå fadder.
(Hurraråb fra teltet.)
Der synger degnene Amen; nu er dåbsakten over.

LUNDESTAD.
En får vel lov til at høre; jeg skal holde mig stille.
(går ind.)

DANIEL HEJRE.
Det er også et af de faldende træer! Mangt og mange vil komme til at falde nu! Her vil komme til at se ud, som en skog efter storm. Å, det er dejligt, er det!

FJELDBO.
Men sig mig, herr Hejre, hvad kan det egentlig interessere Dem?

DANIEL HEJRE.
Interessere mig? Jeg er ingen interesseret mand, herr doktor! Når jeg fryder mig, så er det på mine medborgeres vegne. Her vil blive liv, indhold, stof! For mig personligt – gudbevares, for mig kan det være ligegyldigt; jeg siger, som Stortyrken sagde om kejseren af Østerrig og kongen af Frankrig: Det er mig det samme, enten svinet æder hunden eller hunden svinet.
(ud i baggrunden til højre.)

MÆNGDEN
(i teltet)
.
Sagfører Stensgård leve! Han leve! Hurra! Hurra for de unges forbund! Vin! Punsch! Hej; hej! Øl! Hurra!

BASTIAN MONSEN
(fra teltet)
.
Gud velsigne Dem og alle mennesker!
(med tårekvalt stemme.)
Uf, doktor, jeg kender mig så stærk ikveld. Jeg må gøre noget!

FJELDBO.
Genér Dem ikke. Men hvad vil De gøre?

BASTIAN.
Jeg tror, jeg går ned på dansesalen og prygler et par af mine venner.
(ud bagved teltet.)
(Stensgård kommer ud fra teltet, uden hat og i stærk bevægelse.)

STENSGÅRD.
Kære Fjeldbo, er det dig?

FJELDBO.
Til tjeneste, herr folkehøvding! Ja, du er da vel kåret –?

STENSGÅRD.
Naturligvis; men –

FJELDBO.
Og hvad skal det så videre kaste af sig? Hvilke tillidshverv i kommunen? En bankbestyrerpost? Eller kanske –?

STENSGÅRD.
Å, snak ikke til mig om sligt! Du mener det heller ikke. Du er ikke så flad og tom i brystet, som du gerne vil synes.

FJELDBO.
Nu skal vi høre!

STENSGÅRD.
Fjeldbo! Vær mig en ven, som før! Det er blevet øde imellem os. Der var så meget uhyggeligt hos dig, spas og spot, som stødte mig tilbage. Å, det var dog uret af mig!
(slår armene om ham.)
O, du evige Gud, hvor jeg er lykkelig!

FJELDBO.
Du også! Jeg med; jeg med!

STENSGÅRD.
Ja, måtte jeg ikke være den usleste usling på jorden, hvis ikke al denne velsignelse gjorde mig god og brav? Hvormed har jeg fortjent det, du? Hvad har jeg syndige skabhals gjort, at jeg blev så rigt benådet?

FJELDBO.
Her er min hånd! Ikveld holder jeg minsæl af dig!

STENSGÅRD.
Tak! Vær trofast og sand. Jeg skal være det. – Ja, er det ikke en usigelig lykke, således at kunne rive dem med sig, alle de mange? Må en ikke blive god af taknemmelighed? Og hvorledes må en ikke elske alle mennesker? Jeg synes, jeg kunde kryste dem i favn allesammen, græde og bede dem om forladelse, fordi Gud har været så partisk at give mig mere end dem.

FJELDBO
(stille)
.
Ja; så usigelig meget kan den enkelte få. Ikke et kryb, ikke et grønt blad langs vejen kunde jeg træde på ikveld.

STENSGÅRD.
Du?

FJELDBO.
Punktum! Derom er ikke talen. Jeg vilde kun sige, at jeg forstod dig.

STENSGÅRD.
Hvad for en dejlig nat! Musiken og jubelen klinger langt ud over engene. Dernede er det stille. – Ja, den mand, hvis liv ikke taer sin dåb af slig en time, han fortjener ikke at leve på Guds jord.

FJELDBO.
Ja, men sig mig nu, – hvad skal så videre bygges – imorgen, og alle ugedage?

STENSGÅRD.
Bygges? Først gælder det at rive ned. – Du, Fjeldbo, jeg har engang drømt, – eller kanske jeg så det; dog nej, jeg drømte; men så levende; jeg syntes der var kommen dommedag over jorden. Jeg kunde se hele rundingen af den. Ingen sol var der; kun et gult uvejrslys. Der gik en storm; den strøg fra vest og strøg alting med sig; først strøg den vissent løv, så strøg den mennesker; – men de holdt sig på benene endda. Kapperne slog tæt ind om dem, så de fo’r som siddende i flugten. Først så de ud som borgerfolk, der løber efter sine hatte i blæst; men da de kom nærmere, så var det kejsere og konger; og det, de løb efter og greb efter, og som de altid var nærved at nå, men aldrig nåde, det var kroner og rigsæbler. Å, der kom hundreder efter hundreder af alle slags, og ingen vidste, hvad det gjaldt; men mange jamred og spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne forfærdelige storm? Da blev der svaret: én røst talte, og denne ene røst gav slig genlyd, at stormen vaktes!